thit jensen
Foto: A E Andersen / Ritzau Scanpix

Thit Jensen

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
thit jensen
Foto: A E Andersen / Ritzau Scanpix
Main image
Jensen, Thit
Foto: Scanpix

Indledning

Med en cigar i mundvigen, smykkebehængt eller udklædt i historiske kostumer. Thit Jensen var en af de første danske forfattere, der virkelig forstod at iscenesætte sig selv. Hendes samfundskritiske fortællinger og historiske romaner var store publikumssucceser, og også som flittig foredragsholder satte hun kvinders rettigheder, ægteskab, erotik og prævention til debat. Gennem hele livet og hele forfatterskabet var det kønspolitiske emner, der lå Thit Jensen på sinde, som i den lille debutbog ”To Søstre”, hvor omdrejningspunktet er kvinders forskellighed – den selvreflekterende versus den handlekraftige kvindetype. Som person rummede Thit Jensen selv både tænksomhed og viljestyrke.

Blå bog

Født: 19. januar 1876 i Farsø i Himmerland.

Død: 14. maj 1957 i Bagsværd.

Uddannelse: Fotograf.

Debut: To søstre. Salmonsen, 1903.

Litteraturpriser: Den Kongelige Belønningsmedalje af 1. Klasse, 1949. Ridder af Dannebrogsordenen, 1954.

Seneste udgivelse: Jensen, Thit: Jeg længes … Fra Thit Jensens dagbøger 1891-1927. Gad, 1991.

Inspiration: Moren Marie Kirstine Jensen.

Periode: Det folkelige gennembrud

 

Se filmen Fra Brandes til RifbjergFilmstriben

Artikel type
voksne

Baggrund

”Lå hele hemmeligheden i det overudviklede bagparti og de sensibelt sitrende læber. Var det mænds legemliggjorte ideal, denne jegløse, sansefyldte kødklump?”
”Fru Astrid Grib”, s. 12.

Maria Kirstine Dorothea Jensen blev født som det fjerde barn ud af en søskendeflok på tolv. Mens hendes brødre fik en uddannelse, måtte hun blive i huset hos forældrene i Himmerland og hjælpe til med at passe, opdrage og undervise de yngre børn. Søskendeflokken talte også broderen Johannes V. Jensen, hvis virke som forfatter bl.a. blev belønnet med Nobelprisen i litteratur i 1944. De to havde et tæt, venskabeligt forhold i deres ungdom, men blev uvenner omkring det tidspunkt, da Thit Jensen debuterede som forfatter. Efter at have forsøgt sig hos forskellige forlag fik Thit Jensen romanen ”To Søstre” antaget i 1903, og herefter fulgte en livslang og yderst produktiv karriere. I mange år udgav Jensen en eller flere bøger om året, skuespil og en enkelt børnebog blev det også til, men fra 1920'erne og frem til sin død skrev hun udelukkende historiske romaner.

Jensen giftede sig med kunstmaleren Gustav Jéhan Fenger, men efter seks års ægteskab blev de to skilt i 1918. Fenger havde været Jensen utro med hendes bedste veninde. Skilsmissen og venskabstabet var en stor sorg og personlig tragedie for Jensen, hvilket smittede af på tematikkerne i hendes bøger: Ægteskab, moderskab og jagten på en dybereliggende mening er bredt repræsenteret. ”Forresten er hele mit Liv bygget paa, at jeg elskede min Mor saa højt, og at jeg saa hende lide saa meget – for det gjorde Kvinder dengang! Hun fik tolv Børn, og hun var Krøbling af Børnefødsler” har Thit Jensen sagt i et interview i Dagens Nyheder fra 1956. (Ninka: Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80. Dagens Nyheder, 1956-01-01.)

Livet igennem var Thit Jensen en aktiv samfundsdebattør og ikke mindst en ivrig fortaler for kvinders ligeret og brug af prævention, men hun lod ikke sine ideer blive ved snakken. I 1923 stiftede hun foreningen Frivilligt Moderskab og året efter Foreningen for Sexuel Oplysning. Det var også hendes idé at indføre en biblioteksafgift, en ordning der først blev realiseret i 1946, men stadig fungerer i dag.

 

To søstre

”Den ene Mand kunde for hende være akkurat lige saa god som den anden, hun stillede ingen Fordringer til Kærlighed. Men sit eget Hjem vilde hun gerne have, et Hjem hvor der altid skulde være Fred.”
”To Søstre”, s. 85.

Thit Jensens debutbog ”To Søstre” (1903) er en fortælling om de to søstre Johanne Marie og Agda. Det er en undersøgelse af forskellige personligheder: den viljesvage og tænksomme kontra den hensynsløse og handlekraftige. Ved begyndelsen befinder storesøster Johanne sig i et følelsesmæssigt virvar, fordi hun har mistet sin store kærlighed Jørgen. Hun går tur mellem vindblæste træer langs vandet og befinder sig altså også fysisk i et stormvejr. At lade naturbeskrivelser understrege karakterernes emotioner på denne måde er typisk for Jensens skrivestil.

Johanne tager nogle år til udlandet, og da hun vender tilbage til det nordjyske barndomshjem Haraldsholm, knokler lillesøster Agda med at læse til eksamen. Agda vil blive til noget, hun vil vise verden, hvem hun er. Aftnerne går med at spille amatørteater. Johanne spiller overfor Sten Budde, som hun for en kort bemærkning også forlover sig med – dog uden at fortælle det til Agda. Om aftenen sover søstrene sammen i Jomfruburet, som de kalder deres værelse, indtil Johanne, på forældrenes påbud, sendes til København for at spolere bror Olufs romance med den letlevende Lilli. Da Johanne vender tilbage til Haraldsholm er det for at holde bryllup, selvom manden Dybvad kunne have været hvem som helst af de mænd, hun har flirtet med i storbyen. Udadtil er hun social, munter og nysgerrig, men når ingen (eller kun Agda) ser, bryder hun grædende sammen. Hun er en pleaser, der ikke formår at lytte til sine egne behov. Dette misforhold mellem et menneskets ydre og indre er en central problematik i romanen.

Agda er fortaler for et ægteskab, der ikke behøver at stadfæstes med andet end et kram. Familiens syn på slægt og tradition bekymrer hende ikke. Hun stoler på Budde, som hun forelsker sig i. Han er hendes eneste ene. Heri ligger hendes lykke. Johanne derimod gifter sig for at få et hjem, hvor hun kan få ro, men ægteskabet (og en uønsket abort) ender med at drive hende til vanvid. Hendes tænksomme natur tager forstanden fra hende. Hun spekulerer sig længere og længere ind i en uoverskuelig tomhed.

 

Prins Nilaus af Danmark

”Det kendes på ham, som når en ædelfalk jager sig vild efter et snarvendt flygtende bytte. Dens øjne får blodskær, dens vinger basker (…) den ved af bare det ene: byttet som flyr.”
”Prins Nilaus af Danmark”, s. 32.

Den første historiske roman, Jensen skrev, er sagnfortællingen ”Prins Nilaus af Danmark” fra 1907. Den foregår i et fortidigt Jylland og tager afsæt i et citat fra en folkesang: ”Fra Sjørring Volde til Vesterhav, lader Paris kaste den Lønnegrav”. Historien er fortalt i tredjeperson og handler om den drømmende prins Nilaus’ splittelse mellem hans personligheds gode og onde sider.

Nilaus er gift med den unge prinsesse Lucilia, der er så sky, at hun end ikke løfter blikket og ser på sin mand, når han er sammen med hende. En dag kommer Nilaus’ farbror Æsbjørn Jarl og den adrætte bannerfører Paris Hjaltesøn ridende til Sjørringborgen, hvor det unge ægtepar bor. Paris Hjaltesøn får hurtigt et godt øje til Lucilia, han danser, synger og charmerer hende, så godt han kan, mens Nilaus ser frustreret og forbløffet til. På Æsbjørn Jarls opfordring overvejer Nilaus at sætte en stopper for Paris’ bejlen ved at dræbe ham, men Nilaus er ikke en handlingens mand. Det er rivalen Paris derimod. Han lader en lønnegrav, dvs. en hemmelig, underjordisk tunnel, bygge, så han ubemærket kan flygte med Lucilia.

Fortælleteknisk benytter Jensen sig flittigt af besjæling, især i de omfangsrige beskrivelser af landskabet omkring slottet. Vinden danser, en blomst står som en nøgen kvinde og lønnegraven åbner sin mund. Også sammenligningen er et genkommende stilistisk greb. Historiens centrale personer og deres karaktertræk sammenlignes med dyr: Æsbjørn Jarl er listig og giftig som en snog, Paris Hjaltesøn krigerisk som en falk, og Lucilia forskræmt som et lille, hjælpeløst harekid.

Romanens baggrundstæppe er en tidlig, historisk middelalder på slottet Sjørring ved Thy. Indenfor er borgens vægge udsmykkede med tjalde, vægtæpper, der illustrerer tidens kamp mellem kristendommen og den nordiske mytologi. Brydninger mellem hedenskab og næstekærlighed er et tema i fortællingen, der også skildrer magtrelationer, længsel og ikke mindst uforløst lidenskab.

Den erotiske Hamster

”Susanne beviste sin store kærlighed til mig ved at gøre mig så ulykkelig, som jeg kan blive. Og (…) hun vidste bedre end nogen, at mit ægteskab var min højeste lykke.”
”Den erotiske Hamster”, s. 97.

I 1919 udkom ”Den erotiske Hamster”, som er en såkaldt nøgleroman. Genren stammer fra det 17. århundredes Frankrig og er kendetegnet ved, at historiens karakterer er baseret på virkelige personer, selvom de optræder under opdigtede navne. I dette tilfælde er det Thit Jensen selv, hendes mand og hendes bedste veninde.

Dina Moe Dufour er en hårdtarbejdende foredragsholder. Hun er gift med maleren Johan Dufour, og deres ægteskab er ubetinget hendes livs største glæde. Hendes veninde gennem 17 år, tandlægen Susanne Beck, er aldrig blevet gift og bor stadig hos sin gamle mor. Dina vil gerne hjælpe Susanne med at få sig en mand, og Susanne påstår da også at være forelsket i hr. Schnell. Han er allerede gift, men det har ikke afholdt den frigjorte Susanne i at have ham som elsker. Det nævnes igen og igen, at Dina er en stærk kvinde. Hun finansierer sin lille familie, laver mad til sin mand og opmuntrer ham til at dyrke sin kunst. Men da det viser sig, at Susanne også har snøren ude efter Johan, står Dina over for sit livs styrkeprøve: at håndtere forholdet til dem begge. Johan lever en erotisk paralleltilværelse på Susannes klinikdivan. Og han er langt fra den eneste ”patient”, Susanne kærligt behandler.

Historien er fortalt af en 3. persons fortæller, hvis sympati utvetydigt ligger hos den godtroende Dina, der vil sine næste det bedste. Fortællerens position gør det muligt at skildre Johan og Susannes dobbelthed. Uoverensstemmelsen mellem hvad de siger, og hvad de gør. Løgne og bedrag får frit skue. Johan er i sine drifters vold, og Susannes er et gnavende ”kæledyr”, der bider hul i alt smukt, hun kommer i nærheden af.

”Den erotiske Hamster” er en bog om forfald, i særdeleshed sjælens forfald. Jo tættere Dina og Johan kommer på det endelige lavpunkt, skilsmissen, jo mere opløses den stærke Dinas sjæl. Ved begyndelsen er hun lykkelig, og hendes livsindstilling optimistisk – Dinas sjæl vender himmelsiden ud, som det hedder – men med Johans utroskab rystes hun i sin grundvold, og afslutningsvis synker hendes sjæl til bunds. Den stærke Dina står afmagret tilbage, opslugt af en dyb depression.

Den sidste Valkyrie

”Dronning Thyra kæmper i Skovbrynet, sværdhuggende sig op ad Højderyggen til Kastellet. Men hun tøver. Hun kan ingensteder se Kong Sølve. Hun kan ikke bjerge sig selv, før hun ved hvor han er.”
”Den sidste Valkyrie”, s. 172.

I den nordiske mytologi kaldtes de kvindelige magter, som udvalgte hvilke krigere der skulle falde i kamp, og hvem der fik æren af at fejre livet efter døden i Odins Valhalla, for valkyrier. ”Den sidste Valkyrie”, Thit Jensens sidste roman fra 1954, foregår i vikingetiden, hvor drabelige heltestævner, arvehævn og krigstogter er hverdagskost. Vi følger hovedpersonen Thyra Danebod, fra hun som ung pige bliver tvangsgift med den listige Snie, til hun som voksen Dronning frivilligt gifter sig med Gorm den Gamle og hermed samler de jyske kongesæder og sjællandske øer til et samlet dansk rige.

Det er historien om, hvordan kristendommen gør sit indtog i det hedenske Jylland. Tvillingebrødrene Søvle og Guttorm arver Kongesædet Hald ved Viborg, men da ingen ved, hvem der er den førstefødte, bliver det afgjort ved Odins dom. Den smukke, lyse Sølve bliver konge. Hans lavstammede bror flygter, men lover en grusom hævn. Sølve elsker valkyrien Thyra, og hans kærlighed er gengældt, men da hun er gift med Snie, forbliver deres forhold platonisk. Da Guttorm vender tilbage med en hær af hasselnøddebrune, hjelmløse dræbere, kæmper Sølve og Thyra side om side. I kampens hede forsvinder Sølve, og Guttorm står tilbage som sejrherre.

En anden af romanens centrale personer er den fromme jomfru Syrthe. Efter at have mistet alle sine sytten brødre ved et udspekuleret bagholdsangreb, lader hun sig omvende af en næstekærlig, kristen præst. ”Vi er så trætte af helte,” siger Syrthe, og flere kvinder, der har mistet mænd i kamp og børn til offergaver, tilslutter sig udsagnet og hendes kristne tro.

”Den sidste Valkyrie” er en spraglet, historisk fortælling med mange fantastiske personer og eventyrlige handlingsforløb, der i sin helhed skildrer en tid præget af usikkerhed, fordi den herskende tro udfordres af nye strømninger. Sproget er tæt på tillægsord samt egennavne og udtryk fra et ældre, dansk sprog og den nordiske mytologi. En vigtig pointe er, at kønsrollerne aldrig er entydige. Mændene kan være kæmpende kæmper eller fredssøgende og forsonende. Kvinder kan være velrespekterede, feminine krigshelte som Thyra, mandige og fladbrystede som søsteren Guthrun, eller som Syrthe sårbare og stædige på en og samme tid.

 

Fru Astrid Grib

”Der var ikke noget tragisk eller sentimentalt ved fru Astrids død. Det var så naturligt. Hun havde spist det kvantum salt, hun skulle, hendes plads stod ledig til den næste.”
”Fru Astrid Grib”, s. 52.

Den lille roman ”Fru Astrid Grib” udkom først i 1990, da Thit Jensen selv havde været død i mange år. Det til trods for at historien var en af de allerførste, hun skrev. I september 1901 afleverede hun manuskriptet til forlægger Ernst Bojesen, der afviste at udgive det med den begrundelse, at det var en alt for dristig fortælling. Hovedpersonen Astrid Svensen er da også en pige, der gør sig mange erotiske tanker.

Hun bliver som 28 årig ansat i huset hos fru Brede og forelsker sig hovedkulds i fru Bredes stedsøn Villiam. Men han er optaget, han har allerede en sangfugl, som fortælleren konsekvent kalder hans skiftende kærester. Jo flere sangfugle, der sværmer for Villiam, jo mere vokser Astrids misundelse, irritation og ensomhed. Til sidst må hun indse, at hun aldrig vil få sin kærlighed gengældt. I stedet gifter hun sig med den ældre etatsråd Grib, som hun mest af alt foragter. Hun har den ene affære efter den anden, indtil hun bliver træt af disse erotiske forhold. Trætheden viser sig at skyldes en graviditet, og hun lever for en kort stund højt på, at hun skal være mor. Men da det viser sig, at hendes barn er åndssvagt, vælger hun at tage livet af det. Den unge kvindes kamp med sig selv og sit følelsesliv ender som en tragedie.

Hvad sidetal angår, ligner ”Fru Astrid Grib” mest en novelle, men flere ting ved den stramt strukturerede tekst taler for, at der nærmere er tale om en kort roman: Plottet består ikke af et enkelt, men flere dramatiske begivenheder, og handlingen strækker sig i tid over flere år. Historien er fortalt i tredje person, og fortælleren er karakteristisk ved sine reserverede og kølige beskrivelser. Selv når det er voldsomme hændelser, der beskrives, lader fortælleren sig på ingen måde rive med. Tvært imod er tonen nøgtern, grænsende til det kyniske.

Sproget er mere simpelt end i Jensens senere romaner, hvor personer og deres følelsesliv skildres med større penselstrøg og patina. Ikke desto mindre er ”Fru Astrid Grib” en fortælling om kvindelig erotik, moderskab, menneskelige konflikter og fatale følelser, der får fatale følger.

Genrer og tematikker

Ægteskabet mellem mand og kvinde er et centralt emne i Thit Jensens forfatterskab. Hun gjorde sig høje tanker om kærligheden, og hendes forestilling om det at blive gift baserede hun på ideen om den eneste ene. Alle mennesker kunne finde deres elskede og leve som ligeværdige tvillingesjæle for et helt liv. Af denne forestilling udsprang også hendes modstand mod utroskab.

Kvindens ret til at bestemme over sin egen krop var et tema, der blev diskuteret heftigt i 1900 tallets første årtier. En del litteratur fra denne tid skildrede denne emancipationsproces. Med emancipation menes frigørelse fra en situation i uafhængighed. Selvom danske kvinder fik stemmeret i 1915, var der stadig mange områder, hvor kvinder ufrivilligt var underlagt mænd. Jensen bidrog flittigt til kvindesagen med sine bøger og foredrag, og hun mente bl.a., at prævention, og i nogle tilfælde også abort, var nødvendige midler til at frigøre kvindens krop fra mandens dominans.

Romanen var Jensens genre. De tidlige romaner har hendes samtid som scene, hvorimod hun i de senere bøger helliger sig den historiske roman. Men selvom hun bruger ældre tider som ramme, besidder hendes historier en eventyrlig tidløshed. Jensens bøger har alle et rigt billedsprog, der er mange sansende beskrivelser, med andre ord er hendes stil ofte melodramatisk. Karakteristisk er også hendes brug af metaforiske naturbeskrivelser til at illustrere udviklingen i en persons følelsesliv.

Jeg var fjorten Aar. Jeg satte mig ud paa Kirkegaarden ved min Lillesøsters Grav og gik i Trance. Dengang vidste jeg ikke af, at det var en Trance. Jeg adlød kun en Stemme, der befalede mig at skille mig ud.” forklarer hun i et interview (Perikon: Ubehagelige Aander giver jeg Afsked paa graat Papir. Nationaltidende, 1949-04-24). Interessen for ånder havde hun ikke fra fremmede, også hendes far var livet igennem optaget af det spirituelle. Spiritismen var ifølge Jensen også en arbejdsmetode. De historiske romaner skrev hun på baggrund af en spirituel kontakt, hun havde med de fortidige personer, hun portrætterede.

Beslægtede forfatterskaber

Omtrent samtidig med, at Thit Jensen udgav sin første bog ”To Søstre”, skrev den svenske forfatter Hjalmar Söderberg teaterstykket ”Gertrud” (1906). Det er også et kvindedrama, hvor hovedpersonen Gertrud lever i et ægteskab uden kærlighed. Hun ønsker at forlade sin mand, for som hun deklarerer, tror hun på kødets lyst og sjælens ensomhed. Söderberg var – på linje med Jensen – dybt optaget af de spirituelle og psykologiske sider af mennesket. Hans bøger tematiserer den irrationelle kærlighed, skyld og moral. Han var ligeledes en fortaler for den personlige frihed, herunder også kvindens. Andre samtidige forfattere, der bliver husket for deres såkaldte emancipationslitteratur, er Olga Eggers og Sigrid Undset. Undset, der modtog Nobelprisen for den historiske roman om Kristin Lavransdatter (1920-22), lod sig, som Jensen, inspirere af folkeviser og gamle sagn, når hun skrev sine fortællinger.

Også i Tove Ditlevsens forfatterskab arbejdes der med at skildre indersiden af kvindesindet. I hendes sidste roman, ”Vilhelms værelse” fra 1975, er ægteskabet både rammen for fortællingen og grunden til den kvindelige hovedpersons selvdestruktive adfærd. Ligesom Jensen er Ditlevsen interesseret i at undersøge kærlighedens væsen, og hun er afsender til dansk litteraturs måske bedst kendte digt om trekantdramaets komplikationer ”De evige tre” fra ”Lille verden” (1942).

Flere af Jensens samtidsromaner indeholder engagerede miljøskildringer af hendes jyske hjemstavn. Himmerlandske bondeskæbner skildres i novellerne ”Jydske Historier” (1916), men også andre af hendes tidlige bøger, f.eks. debuten ”To Søstre” (1903) og ”Kærlighedens Kaabe” (1918) foregår i provinsen, hvor mødet mellem tradition og fornyelse bliver en kilde til konflikt. I nyere tid er det især Hans Otto Jørgensen, der har markeret sig med jysk hjemstavnslitteratur. Jørgensens skriver om landbomiljøet, f.eks. i ”Hestens øje” fra 2000, hvor han ser tilbage på sin egen opvækst med en indremissionsk familie i den jyske provinsby Vile ved Limfjorden.

 

Bibliografi

Romaner

Jensen, Thit:
To Søstre. Salmonsen, 1903.
Jensen, Thit:
Familien Storm. Salmonsen, 1904.
Jensen, Thit:
Martyrium. Gyldendal, 1905.
Jensen, Thit:
Prins Nilaus af Danmark. Gyldendal, 1907.
Jensen, Thit:
Ørkenvandring. Gyldendal, 1907.
Jensen, Thit:
I Messias’ Spor. Gyldendal, 1911.
Jensen, Thit:
Elskovs Forbandelse. Dansk Literært Forlag, 1911.
Jensen, Thit:
Hemskoen. Gyldendal, 1912.
Jensen, Thit:
Højeste Ret. Gyldendal, 1913.
Jensen, Thit:
Stærkere end Tro. Gyldendal, 1915.
Jensen, Thit:
Jorden. Gyldendal, 1915.
Jensen, Thit:
Kærlighedens Kaabe. Gyldendal, 1918.
Jensen, Thit:
Gerd. Gyldendal, 1918.
Jensen, Thit:
Den erotiske Hamster. Nyt Nordisk Forlag, 1919.
Jensen, Thit:
Kongen fra Sande. Nyt Nordisk Forlag, 1919.
Jensen, Thit:
Den evige Længsel. Hasselbalch, 1921.
Jensen, Thit:
Aphrodite fra Fuur. Hasselbalch, 1925.
Jensen, Thit:
Af Blod er du kommet. Gyldendal, 1928.
Jensen, Thit:
Jørgen Lykke. Gyldendal, 1931.
Jensen, Thit:
Stygge Krumpen. Gyldendal, 1936.
Jensen, Thit:
Valdemar Atterdag. Gyldendal, 1940.
Jensen, Thit:
Drotten. Gyldendal, 1943.
Jensen, Thit:
Rigets Arving. Gyldendal, 1946.
Jensen, Thit:
Atter det skilte. Gyldendal, 1953.
Jensen, Thit:
Den sidste Valkyrie. Gyldendal, 1954.
Jensen, Thit:
Gylden Høst. Grafisk Forlag, 1956.

Noveller

Jensen, Thit:
Sagn og Syner. Gyldendal, 1909.
Jensen, Thit:
Det banker. Dansk Literært Forlag, 1911.
Jensen, Thit:
Jyske Historier. Gyldendal, 1916.
Jensen, Thit:
Hr. Berger intime. Gyldendal, 1917.
Jensen, Thit:
Hævnen. Dansk Rejsebibliotek, 1918.
Jensen, Thit:
Det evigt mandige. Danske Forfatteres Forlag, 1919.
Jensen, Thit:
Spøgelseskareten. Grafisk Forlag, 1955.
Jensen, Thit:
Fru Astrid Grib. Gad, 1990.

Skuespil

Jensen, Thit:
Carmen – Viola. 1920.
Jensen, Thit:
Dansen paa de blaa Anemoner. 1920.
Jensen, Thit:
Jerichos Mure. 1921.
Jensen, Thit:
Hans Kongelige Højhed. 1923.
Jensen, Thit:
Barnet. 1924.
Jensen, Thit:
Storken. 1929.
Jensen, Thit:
Nial den Vise. 1934.
Jensen, Thit:
Hvad Eleonora Kristine så. 1954.
Jensen, Thit:
Ildprøven. 1954.
Jensen, Thit:
Mester Joachim. 1954.
Jensen, Thit:
Phønix i ornat. 1954.

Børnebog

Jensen, Thit:
Palle Ravns rejse i himmelrummet. Grafisk Forlag, 1956.

Selvbiografi og dagbøger

Jensen, Thit:
Hvorfra? Hvorhen. Gyldendal, 1950.
Jensen, Thit:
Jeg længes … Fra Thit Jensens dagbøger 1891-1927. Gad, 1991.

Om forfatterskabet

Biografi

Andersen, Jens: Thit - den sidste valkyrie. Genudgivet på Gyldendal, 2019.

Artikler og links

Mai, Anne-Marie (red.):
Kapitel om Thit Jensen i Danske Digtere i det 20. århundrede bind 1 s. 156-163, Gads forlag, 2002.
Fyldigt portræt af Thit Jensen
Portrætbilleder, karikaturtegninger og udklip fra avisartikler om Thit Jensen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning om Thit jensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Ninka:
Thit – en purpurklædt Skjoldmø med Pistol i Baghaanden – fylder 80. Dagens Nyheder, 1956-01-01.
Perikon:
Ubehagelige Aander giver jeg Afsked paa graat Papir. Nationaltidende, 1949-04-24.