Sigrid Undset

Man plejer at bruge ordet reaktionær i nedsættende betydning, som et udtryk for idémæssig forstening og fjendtlighed mod enhver form for udvikling og forandring. Den norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949) var en af Nordens store reaktionære forfattere i det 20. århundrede. Men i sammenhæng med hende må ordet så også få sin grundbetydning tilbage. Det betyder én, der reagerer kritisk på sin samtid og søger at bringe tidligere tiders glemte ideer og værdier ind i den igen.

Den kvalificerede reaktionære, som ikke er bange for at se modsigelser i øjnene - også i sig selv, har ikke noget med forstening at gøre. Hun er en provokation for forstand og følelse. Sigrid Undsets dybe utilfredshed med sin egen tid og hendes kritiske analyse af mange af dens fænomener og yndlingsideer viste sig at blive kunstnerisk frugtbar og frembragte blandet andre den store historiske roman "Kristin Lavransdatter", som indbragte hende Nobelprisen i 1928. Den skal man ikke gå glip af, for Sigrid Undset er frem for alt en stor fortæller, der er inspireret af sagaer og folkeviser.

Den første bog, Sigrid Undset gik til en forlægger med, var en roman, som foregik i middelalderen. Den blev afvist, og hun fik det råd, at hun hellere skulle skrive om nutiden. Sådan kom hun til at debutere med en samtidsroman om ægteskab, "Fru Marat Oulie" i 1907. Det er en roman, hvor den store kærlighed, som fører til utroskab, viser sig at være en illusion og egentlig lige så glædesløs og betydningsløs, som det ægteskab hovedpersonen lever i.

Digtene "Ungdom" og romanen "Fattige skjebner" fra samme periode fortsætter desillusionen og viser en udsigtsløshed i en begivenhedsløs hverdag, hvor menneskers tilværelse forekommer meningsløs. Både på grund af de materielle vilkårs elendighed, og fordi der i den enkelte er en viljesløshed og retningsløshed.