Sigrid Undset

Man plejer at bruge ordet reaktionær i nedsættende betydning, som et udtryk for idémæssig forstening og fjendtlighed mod enhver form for udvikling og forandring. Den norske forfatter Sigrid Undset (1882-1949) var en af Nordens store reaktionære forfattere i det 20. århundrede. Men i sammenhæng med hende må ordet så også få sin grundbetydning tilbage. Det betyder én, der reagerer kritisk på sin samtid og søger at bringe tidligere tiders glemte ideer og værdier ind i den igen.

Den kvalificerede reaktionære, som ikke er bange for at se modsigelser i øjnene - også i sig selv, har ikke noget med forstening at gøre. Hun er en provokation for forstand og følelse. Sigrid Undsets dybe utilfredshed med sin egen tid og hendes kritiske analyse af mange af dens fænomener og yndlingsideer viste sig at blive kunstnerisk frugtbar og frembragte blandet andre den store historiske roman "Kristin Lavransdatter", som indbragte hende Nobelprisen i 1928. Den skal man ikke gå glip af, for Sigrid Undset er frem for alt en stor fortæller, der er inspireret af sagaer og folkeviser.

Den første bog, Sigrid Undset gik til en forlægger med, var en roman, som foregik i middelalderen. Den blev afvist, og hun fik det råd, at hun hellere skulle skrive om nutiden. Sådan kom hun til at debutere med en samtidsroman om ægteskab, "Fru Marat Oulie" i 1907. Det er en roman, hvor den store kærlighed, som fører til utroskab, viser sig at være en illusion og egentlig lige så glædesløs og betydningsløs, som det ægteskab hovedpersonen lever i.

Digtene "Ungdom" og romanen "Fattige skjebner" fra samme periode fortsætter desillusionen og viser en udsigtsløshed i en begivenhedsløs hverdag, hvor menneskers tilværelse forekommer meningsløs. Både på grund af de materielle vilkårs elendighed, og fordi der i den enkelte er en viljesløshed og retningsløshed.

Det egentlige gennembrud i denne tidlige ungdomsperiode fik Sigrid Undset med romanen "Jenny" (1911), som rummer en del selvbiografiske træk fra Sigrid Undsets eget liv i denne tid. "Jenny" blev i øvrigt vist som tv-serie i dansk fjernsyn med Liv Ullmann i hovedrollen, som den unge norske maler Jenny. Romanen skildrer hendes forsøg på at frigøre sig fra begrænsede livsforhold og snærende småborgerlige familiebånd til en fri og produktiv kunstner under et stipendieophold i Rom. Tilsyneladende lykkes det ganske godt. Romanens første del er en indtagende skildring af skandinavisk kunstnerliv i Rom, hvor Jenny både nyder byen og dens omgivelser, arbejder med stor energi og blomstrer i samvær med kvindelige og mandlige venner.

Det er behovet for kærlighed og ømhed, som fører til hendes tragiske undergang. Hun vælger de forkerte mænd, de uselvstændige og kraftesløse, som ikke formår at realisere deres egne livsmål. Og hun føler sig smittet og rådden af deres halvhed og mangel på lidenskab; heller ikke hun selv kan leve op til sine egne idealer.

Hun ender i selvhad, men også som en martyrskikkelse, for i forhold til romanens værdier tager hun "mandigt" den yderste konsekvens af sit eget nederlag. Hun er et offer for samtidens og tildels sine egne illusioner om kvindefrigørelse, som blot et spørgsmål om selvstændiggørelse for kvinden og lighed mellem kønnene. Sådan hænger det ikke sammen, siger romanen og et af de mandlige talerør for forfatteren. Ideerne om lighed mellem kønnene er illusoriske, fører til undergang og ikke til nogen virkelig frigørelse.

Der er en mangfoldighed af interessant psykologisk materiale i Jenny, og med dette foregriber romanen Sigrid Undsets opfattelser af kvindelighed og kvindeliv som de kommer til udtryk i essaysamlingen "Et kvinnesynspunkt" (1919).

Her udfolder Undset klart og provokerende sin modstand mod dominerende tendenser i samtidens fremskridtsvenlige kvinde- og ligeretsbevægelse.
Hun fremhæver forskellen mellem kønnene. Kvinderne har særlige egenskaber med deres modernatur og har en særegen ære i forhold til deres eget legeme.

Kvinden er afhængig af manden, og hendes egen såvel som kulturens skæbne bestemmes i høj grad af, at hun forstår at vælge, hvilken mand hun skal gifte sig med. Tydeligst kommer hendes holdning frem i hendes protest mod, at man i 20´erne i det norske vielsesritual ville slette sætningen om, at en kvinde skal være sin mand underdanig; Undset kommenterer det sådan:

"Men tænkte de damer ikke paa, at gaar en kvinde til alteret med en mand og hun har ikke lyst at høre de ord, saa faar hun selv tage skade for hjemgæld. For de ord handler om naturens egen legitimation af egtekabet, at en kvinde skal gifte sig med den mand hun kan kalde sin herre. Og ikke med nogen af de andre".

Grænser for kvinders liv, og mænds med, er klare og synlige i middelalderens feudalsamfund med slægten og religionen, som sætter tydelige rammer for menneskers udfoldelse, og arbejdsdelingen mellem kønnene og familiens betydning er ikke til at tage fejl af. For Sigrid Undset bliver middelalderen en form for idealtid, en epoke, hvor mennesker udfolder sig fuldt og harmonisk, og hvor universelle menneskelige vilkår bliver klart synlige.

I middelalderromanerne "Olav Audunssøn" og især i "Kristin Lavransdatter" udfolder de mange ideer og tendenser i forfatterskabet sig sammen med en viden om epoken og en fortællekunst inspireret af sagaer og folkeviser til en vældig helhed, som er forfatterskabets kunstneriske højdepunkt. "Kristin Lavransdatter" er en lyst for læseren, og den er en af de romaner, som man vender tilbage til mange gange i sit liv. Det skyldes nok, at romanen, selv om den er en historisk roman, i så høj grad også er styret af det moderne menneskes - især den moderne kvindes - længsler.

Frem for alt er "Kristin Lavransdatter", hvis handling foregår i første halvdel af 13-hundredetallet i Norge, en kærlighedsroman. Det er den store og bestemmende lidenskab, der bryder alle menneskelige og guddommelige lov, som er på spil her fra de sarteste og mest poetiske udtryk til hensynsløs og frydefuld sanselig udfoldelse og indtil erindringens fylde og hvide gennemskinnelige lys ved grænsen til døden.

I romanens første del Kransen fremlægges fra begyndelsen det voldsomme spændingfelt, som Kristin kommer til at leve i. I et syn oppe i fjeldet ser hun en elverkvinde, som med betagende skønhed vil lokke den lille pige bort fra sikkerheden i hjemmet. Og kort tid efter ser hun i domkirken i Hamar det gyldne lys fra Kristus´ kåbe, der svøber sig om hende med en utrolig sødme og ro. Spændingsfeltet mellem den verdslige og erotiske lykke og den lovbestemte og guddommelige lydighed bliver tidligt i romanen synlige som to lige stærke muligheder og lyster i den ganske unge Kristin.

Forholdet mellem Kristin og hendes far, storbonden Lavrans, er præget af en kærlighed og en tillid, så det næsten har guddommelig tyngde; intet kan rokke ved, at hun er den elskede datter. Alligevel kommer Kristin til at svigte denne tillid, da hun som ganske ung møder ridderen Erlend Nikulaussøn. Da han rørte ved hendes barm "følte hun det som om han åbnede for hendes hjerte og tog det". Han tager mere til. Men de vil have hinanden, og deres kamp for at blive gift er dramatisk og fører mange ulykker med sig.

Husfrue, romanens anden del, er en skildring af Kristins ægteskab med den smukke, høviske, men også vidtløftige Erlend, og er samtidig en tæt skildring af middelalderens hverdagsliv på et stort riddergods. Den viser især kvindernes liv og arbejde, slidsomme fødsler og sygdomme.

Kristin får syv sønner, og har hun været lidenskabelig i sit forhold til den elskede, så er hun det ikke mindre nu i forhold til sønnerne. Dette skiller hendes delvis fra manden, hans politiske projekter og krigstogter sætter sønnernes og slægtens interesser på spil. Mandens og kvindens verden forekommer pinefuldt spaltede, og det afsætter bitterhed, men også stor styrke og magtfuldhed hos Kristin. Der er både brogethed og dybdeperspektiv i denne del af romanen.

Korset, romanens afsluttende del, er en regnskabets bog, hvor Kristin - som sønnerne vokser til og Erlend dør - får overblik over sit liv og forsøger at forsone sig endegyldigt med den Gud, hun har trodset. Det er en lidelsernes bog, som slutter med samfundets opløsning under Den sorte døds, pestens, ødelæggelse af alle faste strukturer.

Det er ikke nogen mørk bog. De dobbelte viljer hos Kristin føjer sig sammen. De menneskelige lidenskaber er meningsfulde og føjer sig ind i det yndefulde og perspektivrige skæbnemønster, som Undset danner ved romanens slutning.

I 1925 konverterer Sigrid Undset til katolicismen. Den katolske kirke som institution bliver for Sigrid Undset en garant for lov, sandhed og en fastholdelse af tradition i menneskers liv. Det bliver en handling, som sætter sit præg på den følgende del af hendes forfatterskab.

Hendes anden store middelalderroman om "Olav Audunssøn" beskriver et kompliceret og tildels ulykkeligt kærlighedsforhold mellem Olov og Ingun Steinfinsdatter. Det er en beretning om, hvordan følelser af skyld slider mennesker i stykker og ødelægger en sen lykke. Romanens dominerende tema er helt i overensstemmelse med en middelalderlig oplevelsesverden kampen mellem menneskets egen vilje og Guds vilje.

Mere lykkeligt end i samtidsromanerne "Gymnadenia" og "Den brændende busk", som er omvendelsesromaner folder Sigrid Undset sig ud som religiøs forfatter med helgenbiografien "Caterina af Siena", som blev udgivet efter hendes død.

Den gamle fortællende genre, som helgenbiografien er, får nyt liv med Sigrid Undsets store historiske indsigt og moderne bevidsthed om mirakler og undere.
Caterina bliver forstået med en indlevelse i samtiden. Den sene middelalders og den tidlige renæssances bystater. Den hellige Caterina fremstår i Sigrid Undsets udgave som en utopisk skikkelse. Trods sin fysiske svaghed er hun en magtfuld kvindelig politiker, der taler hjertets og troens sprog mod materialistisk beregning og politisk opportunisme. Også Caterina er som andre af Undsets historiske hovedpersoner en syntese af noget gammelt og af moderne forhåbninger og længsler.