Herbjørg Wassmo

Herbjørg Wassmo voksede op i Vesterålen i det nordlige Norge, hvor hun drømte som ung om at blive ballerina eller billedkunstner. Hun blev dog uddannet lærer, underviste i 16 år i folkeskolen og læste siden litteraturvidenskab – før hun helligede sig livet som forfatter på fuldtid. Bosat på en lille nordnorsk ø med to små børn var følelsen af isolation en af de ting, der udløste skrivetrangen, har Wassmo selv forklaret.

Sproget og fantasien var for barnet Herbjørg også et tilflugtssted, hvor hendes far ikke kunne nå hende, og hvor skammen kunne parkeres. Det svigtede barn er et tema i forfatterskabet, som hænger tæt sammen med hendes egne barndomsoplevelser, hvor hun blev seksuelt misbrugt af sin far. Efter forældrenes død og en årrække med terapi skildrer Herbjørg Wassmo bl.a. sandheden om overgrebene i sin roman ”Hundre år”, der udkom på norsk i 2009 og året efter på dansk. Romanen er delvis selvbiografisk og beretter om kvinderne i Wassmos slægt gennem ti årtier. I historien indgår også fortællingen om barnet Herbjørg: ”Jeg var ikke noget kuet barn. Jeg var elsket og havde en stor familie omkring mig. Min far var bange for mig, fordi han vidste, at jeg kunne bruge sproget. Han var bange for, hvad jeg ville gøre. Jeg tror ikke, min mor vidste noget. Og hvis hun gjorde, så tror jeg, hun fortrængte det. Jeg kunne ikke sige noget til hende, for hvis jeg gjorde, betød det måske, at jeg ville blive moderløs. Det kunne jeg ikke klare, for jeg var allerede faderløs”, fortæller Herbjørg Wassmo. (Maria Dalby: Tilgivelsen lader Wassmo en anden om. Kristeligt Dagblad 2010-01-04).

I et andet interview understreger Wassmo ligeledes betydningen af at se tilbage på fortiden og se sig selv som del af en familie af stærke kvinder: ”Jeg har hele tiden været på vej fremad, bort, ud. Optaget af at skabe mit eget. Men fremtiden kan ikke bygges, uden at man ser sig tilbage. Jeg har indfriet ganske mange af mine drømme, og det har jeg gjort helt selv. Men det er så vigtigt med forbilleder. At de ældre fortæller deres drømme og længsler”. (Lotte Thorsen: Wassmo har aldrig tilgivet sin far. Politiken, 2010-05-08).

Wassmos opvækst og voksenliv i det nordnorske har haft stor betydning for hendes forfatterskab. En række af hendes romaner foregår i denne del af Skandinavien, og naturen indgår i det billedsprog, som Wassmo etablerer for at skildre menneskesindets mange lag. Historierne bliver tit fortalt fra udkantssamfundets og kvindernes vinkel. Hendes bøger er befolket med stærke kvindeskikkelser. Wassmo har da også selv påpeget, at hendes opvækst også var præget af fraværende mænd, der arbejdede ude i verden eller på havet. Det var i det lille samfund mødrene, der havde den endelige autoritet.

Herbjørg Wassmo er gift for anden gang og bosat i den lille by Åros tæt på Oslo.

Herbjørg Wassmos debutroman “Huset med den blinde glassveranda” fra 1981 (“Huset med den blinde glasveranda”, 1983) udgør sammen med “Det stumme rommet” fra 1983 (”Det stumme rum”, 1984) og “Hudløs himmel” fra 1986 (“Hudløs himmel”, 1987) Tora-trilogien. Trilogien kan både læses som en traditionel psykologisk beretning om pigen Toras udvikling fra barn til ung kvinde og som en fragmenteret modernistisk fortælling om et splittet sind, en ødelagt krop og et sprog, der bryder sammen.

Romanerne foregår i 1950´erne i et lille samfund på en ø ud for Nordnorges kyst, der skildres som et fastlåst og isoleret efterkrigssamfund, hvor hver har sin plads, og hvor den sociale kontrol er stor. Barnet Tora er ekstra udsat, fordi hun ikke blot er horeunge men også tyskerunge. Morens nye mand forgriber sig tilmed seksuelt på sin steddatter og skaber et næsten ubærligt forhold i familien med had, skyld, skam, binding og angst.

23162237

Et vigtigt tema i Herbjørg Wassmos forfatterskab er allerede her til stede. Tora bliver ikke bare et billede på det incestødelagte barn, men på det svigtede barn i mere generel forstand. Toras reaktion på svigtet udvikler sig til et psykotisk identitetsskred og sprogligt kaos. Galskaben kan siges at blive både en flugt og et oprør. Tora tror, at hun er alene og skyldig, og erfaringen bliver en tavs byrde, som ikke kan blive verbal eller sættes i forbindelse med virkeligheden. Det blinde, det stumme og det hudløse, der ligger i romanernes titler, symboliserer de egentlige virksomme lag i menneskesindet: Inde bag det sete, det sagte og hovedpersonens hårde skal, ligger der voldsomme kræfter.
På trods af udviklingsforløbet i trilogien kommer hovedpersonen aldrig fri af øsamfundet og bindingen til familien. For der er stadig meget, som ikke må siges, ikke kan siges, eller som hun ikke evner at sætte ord på.
Herbjørg Wassmos lavmælte debutroman “Huset med den blinde glassveranda” og de følgende to romaner fortælles fra den grænse, hvor menneskers følelser og psyke hele tiden indeholder en fare for at udløse voldsomme begivenheder. Det er en rystende psykologisk beretning, som dog også har klare samfundskritiske træk i skildringen af udviklingen i Nordnorge i genopbygningsfasen efter Anden Verdenskrig. Romanerne vakte opsigt ved udgivelsen i Norge på grund af deres livtag med tabuemner som tyskerunger, incest og voldtægt. Ligeledes er det gennemgribende incestforhold et dramatisk symbol på indestængtheden og den sociale arv i isolerede samfund, på manglende menneskeligt overskud og på skrøbeligheden i den seksualitet, der ellers for Wassmo indeholder en særlig grad af frihed, integritet og frigørelse.