herbjørg wassmo
Foto: Rolf M. Aagaard

Herbjørg Wassmo

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2005. Opdateret i 2014 og 2017.
Top image group
herbjørg wassmo
Foto: Rolf M. Aagaard

Indledning

Herbjørg Wassmo er en af Norges mest læste forfattere, og hendes bøger er oversat til en række sprog. Hun debuterede i 1976 med digtsamlingen ”Vingeslag”, men er hovedsagelig kendt som romanforfatter.

I sine romaner stiller Wassmo skarpt på menneskesindet og det omgivende samfund og blander realistiske iagttagelser og konkrete sanseerindringer med surreale drømmesekvenser. Skildringen af enkle hverdagsdetaljer placeres side om side med romanernes psykologiske fortælling. Der er i forfatterskabet fokus på store temaer som skyldfølelse, tab, erotikkens frigørende potentiale, kærlighedens væsen, de destruktive sider af mennesket, tilfældighed, valg og ikke mindste det svigtede barn. I nogle af sine seneste romaner har Wassmo inddraget selvbiografisk materiale om sin egen slægt og sit eget liv.

53615791

Blå bog

Født: 1942 i Vesterålen i Norge.

Uddannelse: Læreruddannet.

Debut: Digtsamlingen Vingeslag, 1976.

Litteraturpriser: Kritikerprisen, 1981. Bokhandlerprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1987. Den norske boghandlerforenings pris for 1980´ernes bog, 1990. Gyldendals legat, 1991. Bogklubben 12 Bøgers pris, 1997. Amalie Skram-prisen, 1997. Brageprisens hæderspris, 2010.

Seneste udgivelse: Den som ser. Lindhardt og Ringhof, 2017. Oversat af Anita Frank Goth og Charlotte Jørgensen.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Men nu var hun sin egen herre og cyklede hvorhen det skulle være. For cyklen skulle med, hvor hun end drog i den vide verden. Uden at hun havde sagt det til nogen, havde hun besluttet sig. Hun skulle ud! Væk!”
”Hundrede år”, s. 404.

Herbjørg Wassmo voksede op i Vesterålen i det nordlige Norge, hvor hun drømte som ung om at blive ballerina eller billedkunstner. Hun blev dog uddannet lærer, underviste i 16 år i folkeskolen og læste siden litteraturvidenskab – før hun helligede sig livet som forfatter på fuldtid. Bosat på en lille nordnorsk ø med to små børn var følelsen af isolation en af de ting, der udløste skrivetrangen, har Wassmo selv forklaret.

Sproget og fantasien var for barnet Herbjørg også et tilflugtssted, hvor hendes far ikke kunne nå hende, og hvor skammen kunne parkeres. Det svigtede barn er et tema i forfatterskabet, som hænger tæt sammen med hendes egne barndomsoplevelser, hvor hun blev seksuelt misbrugt af sin far. Efter forældrenes død og en årrække med terapi skildrer Herbjørg Wassmo bl.a. sandheden om overgrebene i sin roman ”Hundred år”, der udkom på norsk i 2009 og året efter på dansk. Romanen er delvis selvbiografisk og beretter om kvinderne i Wassmos slægt gennem ti årtier. I historien indgår også fortællingen om barnet Herbjørg: ”Jeg var ikke noget kuet barn. Jeg var elsket og havde en stor familie omkring mig. Min far var bange for mig, fordi han vidste, at jeg kunne bruge sproget. Han var bange for, hvad jeg ville gøre. Jeg tror ikke, min mor vidste noget. Og hvis hun gjorde, så tror jeg, hun fortrængte det. Jeg kunne ikke sige noget til hende, for hvis jeg gjorde, betød det måske, at jeg ville blive moderløs. Det kunne jeg ikke klare, for jeg var allerede faderløs”, fortæller Herbjørg Wassmo. (Maria Dalby: Tilgivelsen lader Wassmo en anden om. Kristeligt Dagblad 2010-01-04).

I et andet interview understreger Wassmo ligeledes betydningen af at se tilbage på fortiden og se sig selv som del af en familie af stærke kvinder: ”Jeg har hele tiden været på vej fremad, bort, ud. Optaget af at skabe mit eget. Men fremtiden kan ikke bygges, uden at man ser sig tilbage. Jeg har indfriet ganske mange af mine drømme, og det har jeg gjort helt selv. Men det er så vigtigt med forbilleder. At de ældre fortæller deres drømme og længsler”. (Lotte Thorsen: Wassmo har aldrig tilgivet sin far. Politiken, 2010-05-08).

Wassmos opvækst og voksenliv i det nordnorske har haft stor betydning for hendes forfatterskab. En række af hendes romaner foregår i denne del af Skandinavien, og naturen indgår i det billedsprog, som Wassmo etablerer for at skildre menneskesindets mange lag. Historierne bliver tit fortalt fra udkantssamfundets og kvindernes vinkel. Hendes bøger er befolket med stærke kvindeskikkelser. Wassmo har da også selv påpeget, at hendes opvækst også var præget af fraværende mænd, der arbejdede ude i verden eller på havet. Det var i det lille samfund mødrene, der havde den endelige autoritet.

Herbjørg Wassmo er gift for anden gang og bosat i den lille by Åros tæt på Oslo.

Tora-trilogien

“Virkeligheden løftede hende op til overfladen, hentede hende ind fra drømmen. Så stod hun op og gik hen til vinduet for at slippe væk fra sig selv. Lys sommerhimmel med skinnende, uldne skyer. Som lam i det fjerne. Da så hun sig selv udefra. En skikkelse i en hvid, tynd natkjole. Og hun havde ingen at dele sig selv med."
“Hudløs himmel”, s. 128.

Herbjørg Wassmos debutroman “Huset med den blinde glassveranda” fra 1981 (“Huset med den blinde glasveranda”, 1983) udgør sammen med “Det stumme rommet” fra 1983 (”Det stumme rum”, 1984) og “Hudløs himmel” fra 1986 (“Hudløs himmel”, 1987) Tora-trilogien. Trilogien kan både læses som en traditionel psykologisk beretning om pigen Toras udvikling fra barn til ung kvinde og som en fragmenteret modernistisk fortælling om et splittet sind, en ødelagt krop og et sprog, der bryder sammen.

Romanerne foregår i 1950´erne i et lille samfund på en ø ud for Nordnorges kyst, der skildres som et fastlåst og isoleret efterkrigssamfund, hvor hver har sin plads, og hvor den sociale kontrol er stor. Barnet Tora er ekstra udsat, fordi hun ikke blot er horeunge men også tyskerunge. Morens nye mand forgriber sig tilmed seksuelt på sin steddatter og skaber et næsten ubærligt forhold i familien med had, skyld, skam, binding og angst.

23162237

Et vigtigt tema i Herbjørg Wassmos forfatterskab er allerede her til stede. Tora bliver ikke bare billede på det incestødelagte barn, men på det svigtede barn i mere generel forstand. Toras reaktion på svigtet udvikler sig til et psykotisk identitetsskred og sprogligt kaos. Galskaben kan siges at blive både en flugt og et oprør. Tora tror, at hun er alene og skyldig, og erfaringen bliver en tavs byrde, som ikke kan blive verbal eller sættes i forbindelse med virkeligheden. Det blinde, det stumme og det hudløse, der ligger i romanernes titler, symboliserer de egentlige virksomme lag i menneskesindet: Inde bag det sete, det sagte og hovedpersonens hårde skal, ligger der voldsomme kræfter.
På trods af udviklingsforløbet i trilogien kommer hovedpersonen aldrig fri af øsamfundet og bindingen til familien. For der er stadig meget, som ikke må siges, ikke kan siges, eller som hun ikke evner at sætte ord på.
Herbjørg Wassmos lavmælte debutroman “Huset med den blinde glassveranda” og de følgende to romaner fortælles fra den grænse, hvor menneskers følelser og psyke hele tiden indeholder en fare for at udløse voldsomme begivenheder. Det er en rystende psykologisk beretning, som dog også har klare samfundskritiske træk i skildringen af udviklingen i Nordnorge i genopbygningsfasen efter Anden Verdenskrig. Romanerne vakte opsigt ved udgivelsen i Norge på grund af deres livtag med tabuemner som tyskerunger, incest og voldtægt. Ligeledes er det gennemgribende incestforhold et dramatisk symbol på indestængtheden og den sociale arv i isolerede samfund, på manglende menneskeligt overskud og på skrøbeligheden i den seksualitet, der ellers for Wassmo indeholder en særlig grad af frihed, integritet og frigørelse.

 

Dinas bog

”Dina lå ofte i den lille, meget dybe bugt bag ved flaghøjen (…) Hun lå med det kølige vand helt op til hagen, mens brysterne flød ovenpå, som om de var dyr, der prøvede at lære at svømme på egen hånd.”
”Dinas bog”, s. 180.

Herbjørg Wassmos anden trilogi består af romanerne “Dinas bok” fra 1989 (“Dinas bog”, 1990), “Lykkens sønn” fra 1992 (“Lykkens søn”, 1993) og “Karnas arv” fra 1997 (“Karnas arv”, 1998). Stedet er igen et mindre nordnorsk landbosamfund, men fortællingen foregår denne gang i en anden historisk periode - nemlig i 1800-tallet. På baggrund af grundig research skaber Wassmo i denne romanserie et tidsbillede af et Norge, der er ved at blive en nation med selvstændig identitet. Hun skildrer en bondekultur med stærke slægtsnormer, faste sociale roller og stor afhængighed af naturen. Romanerne giver et kulturhistorisk indblik i ikke mindst kvindens position og kærlighedens sociale roller, sådan som de var bundet til stand, slægt og ejendom.

Herbjørg Wassmos handlingsmættede “Dinas bok” er dog først og fremmest en roman, der fører læseren ind i en enkelt kvindes komplicerede psyke og ud i et vidt og skæbneorienteret tidsspænd. Den 5-årige Dinas ufrivillige drab på sin mor er i centrum af romanen. Tabserfaringen, den følgende skyldfølelse og faderens manglende kærlighed til barnet gør Dina til en ny variant af det svigtede barn i Wassmos forfatterskab. Hun er et forsømt barn, men hun udvikler sig til en dæmonisk, maskuliniseret og gådefuld skikkelse, der fremstår som herskerinde.

07247079

Hovedpersonen i trilogiens første del bruger sin utrættelige styrke på at beherske verden i en sådan grad, at hun tror, hun kan bestemme over liv og død. Dina-figuren sættes da også i forbindelse med den barske og rå natur i Wassmos roman. Hun bliver en kvinde, der dømmer og destruerer alle følelser omkring sig, inklusiv følelserne for sin egen søn. Der er mange mænd i Dinas liv men også mange dødsfald og inderst inde en dybt såret sjæl. Hendes erotiske kraft, begær og frihedstrang dækker over tab, som i perioder gør hende stum.

Wassmos Dina-figur er også blevet læst som udtryk for en moderne kvindedrøm om at tilkæmpe sig en samfundsmæssig, erotisk og psykologisk magt. Som Herbjørg Wassmo selv siger det: »Som heltinde er Dina tidstypisk – ikke som historisk fiktion men i sin læserappel til nutidige læsere. For den lidenskabelige Dina er konsekvent skildret med maskulinitetens magtkendetegn.« (Carsten Andersen: Wassmo og de stærke kvinder. Politiken 2001-05-12).

Dina kan dog også anskues som en førmoderne skikkelse, idet hun er et menneske, der forstår sig selv og sin situation ud fra Det gamle Testamentes lære om lov og dom. Bibelen er således central i romanen i både overført og bogstavelig betydning. Dina læser og tolker skriftens ord direkte. Og Wassmo indleder hvert kapitel med lange bibelcitater og giver de fleste vigtige figurer bibelske navne.

Ole Bornedals film ”Jeg er Dina” fra 2002 med bl.a. Maria Bonnevie og Pernilla August på rollelisten bygger på Herbjørg Wassmos roman ”Dinas bog”.

Lykkens søn og Karnas arv

”Han betragtede hende gennem tætte, lyse vipper, mens hun bevægede arme og fingre hen over strengene. Førte buen. Venstre hånds fingre var som små dyr, der løb hen over strengene for så pludseligt at lægge sig til ro og dirre.”
”Lykkens søn”, s. 91.

Trilogiens anden del, “Lykkens sønn” fra 1992 (”Lykkens søn”, 1993), og tredje del, ”Karnas arv” fra 1997 (”Karnas arv”, 1998) er fortællingen om Dinas søn, Benjamin. Med sine miljøskildringer bliver romanen et tidsbillede omkring en ung mand i 1850´erne med en indirekte henvisning til den tids dannelsesroman. Men ligesom i Wassmos foregående romaner er fokus primært på skildringen af det ødelagte og skyldbetyngede barn. Romanens titel må således forstås ironisk.

23097222

Benjamin er Dinas modsætning som det moderne menneske. Han er tvivleren med det splittede sind, for hvem Søren Kierkegaards skrifter får lige så stor betydning, som Biblen havde det for Dina.

Men han er samtidig sønnen, der forfølges af morens kærlighedssvigt, hendes voldsomme dominans og skæbnesvangre handlinger. Han får et problematisk forhold til sig selv og til kvinder – og placeres blandt andet i den klassiske konflikt mellem madonnaen og skøgen.

I romanen “Karnas arv” vender Benjamin tilbage til Nordnorge med sin nyfødte datter, Karna. Barnebarnets arv bliver indirekte at fremkalde og leve med de ting, som er sunket ned i fortielsens lag. Trilogiens sidste del behandler således den sociale og psykologiske arv. Men den skildrer samtidig de socialøkonomiske ændringer i en epoke op til et århundredskifte, der vendte op og ned på en gammel orden.

 

Rejser

Herbjørg Wassmo er mest kendt som forfatter til store episke romaner, men hendes forfatterskab omfatter også digtsamlinger, skuespil og novellesamlingen “Reiser” fra 1995 (“Rejser”, 1996). Samlingen kom som en overraskelse for mange trofaste Wassmo-læsere. Fra flere kritikeres side blev den betragtet som en mulig ny og interessant drejning i forfatterskabet. De fire tekster er bygget op omkring nutidssituationer men ud fra dette springer tænkte dialoger med personer fra hovedpersonernes fortid.

Tematisk hænger de fire noveller sammen med de foregående romaner. Der er også her tale om grundlæggende tabserfaringer hos hovedpersonerne, som efterlader dem i et tomrum. Men idet Wassmo benytter sig af novellegenren, sker der en fortætning og dermed en nedtoning af det begivenhedsrige handlingsforløb, som findes i hendes romaner.

En anden væsentlig forskel er, at Wassmo i sine noveller udelukkende benytter sig af en jeg-form. Figurerne i de to trilogier blev både set udefra og indefra. Wassmo etablerer derimod i novellerne en situation, hvor man som læser kun præsenteres for personernes egen selv- og verdensforståelse. Der er på denne måde tale om en mere minimalistisk prosa. Læseren får ikke alt af betydning at vide fra en alvidende fortæller, og Wassmo benytter sig også i mindre grad af billedsprog.

Det formelle har også betydning for de indholdsmæssige omdrejningspunkter i de fire kvindefortællinger. Et vigtigt tema i novellesamlingen er fortrængninger og glemsel. Det handler her om at bearbejde fortiden mere end om at spore følgerne eller virkningerne af den. Samtidig medfører et fokus på figurernes selvrefleksion, at de, som forsøger at glemme, nødvendigvis udelader noget fra deres beretninger. Det bliver aspekter, som læseren selv må læse mellem linjerne.

Det syvende møde

”Da næsten alt høet var i hus, tog Prædikanten omsider af sted for at holde møde. På den møde kunne de atter begynde at trække vejret. Morens ansigt glattedes ud. Hun blev højere. Langsomt rankede hun den knortede krop.”
”Det syvende møde”, s. 136.

Wassmos roman fra år 2000, “Det sjuende møde” (“Det syvende møde”, 2001) tager afsæt i det flygtige, tilfældige møde mellem mennesker, som tilsyneladende ikke har nogen betydning, men som alligevel kan vise sig at have det. Som Herbjørg Wassmo selv siger om dette møde: "Det er ligesom med sædceller. Der er millioner af dem, som alle forsøger at komme frem til netop dette ene æg. Der skal på en gang så meget og så lidt til, før de samme to personer ser hinanden. Der skal være et socialt rum, hvor de kan mødes." (Carsten Andersen: “Wassmo og de stærke kvinder”. Politiken 2001-05-12).

23436086

De to hovedpersoner i romanen er børn, da de mødes første gang. For dem begge bliver den anden et vigtigt holdepunkt i tilværelsen. Men deres tilfældige og sjældne møder bliver kejtede og underligt forkerte. Fra det syvende møde i nutiden springer fortællingen tilbage til det første skæbnesvangre møde i barndommen.

Derfra oprulles begges dramatiske liv - skiftevis med et kapitel til hver. Også i denne roman spiller et lille nordnorsk samfund en rolle som det sted, den kvindelige hovedperson er opvokset, men tragikken fra Herbjørg Wassmos to store trilogier er mildnet. Nok er det en roman om den store ensomhed men også om den livslange kærlighed.

Et tilbagevendende tema er de svigtede børns savn af deres fraværende eller bortvendte forældre. Tilfældighed, valg, kærlighedens væsen, og de spor, menneskers møde afsætter i hinandens liv, er dog de væsentligste temaer.

 

Flugten fra Frank

Herbjørg Wassmos seneste roman, “Flukten fra Frank” fra 2003 (“Flugten fra Frank”, 2004), bevæger sig tilsyneladende i et univers, der ligger langt fra det, Wassmo ellers er kendt for. Rammen for romanen er nemlig en rejse rundt i Europa. Det er en rejse, hovedpersonen foretager samtidig med, at hun forsøger at skrive.

25112989

Romanen bliver således en form for meta-roman. Det vil sige en fortælling, som er bygget op omkring vanskelighederne med at få skrevet en fortælling. Den tematiserer også på hvilken måde, virkeligheden trænger sig på og ændrer romanskriveriet undervejs. Rejsen bliver en slags road-movie på kryds og tværs rundt i Europa. Men den omhandler også, som titlen antyder, en flugt.

Hovedpersonen flygter fra sin afhængighed af elskeren Frank, men hun forsøger også at slippe væk fra sig selv og sin egen fortid. Det viser sig efterhånden, at hun også - ligesom de fleste af Wassmos andre kvindeskikkelse - bærer rundt på dybe sår og fortrængninger.

 

 

 

 

Hundrede år

”Jeg har altid forsøgt at kamuflere, styre udenom, heller helbrede skam (…) I barndommen og min tidlige ungdom skriver jeg dagbøger med et noget skræmmende indhold. Så skammeligt, at jeg ikke kan risikere, at nogen ser det”.
”Hundrede år”, s. 13.

Forud for skabelsen af romanen ”Hundred år”, der udkom i 2009 (”Hundrede år”, 2010), inviterede Wassmo sin families kvinder til rødvin og ost for at høre deres livshistorier. Mange af disse fortællinger indgår i romanen, som dog blander skildringen af virkelige, historiske begivenheder med fiktive elementer.
Beretningen tager sin begyndelse med et kapitel, der skildrer skammen og den store hemmelighed fra Wassmos egen barndom, hvor hendes far forgreb sig på hende. Herbjørg Wassmo har i flere interviews fortalt, at hun forud for sit arbejde med romanen glædede sig til at fortælle om sin oldemor og mormor men vidste, at det ville blive vanskeligt, når hun kom længere frem i familiehistorien: ”På grund af pigen Herbjørg, som måtte med i bogen, fordi jeg ikke kunne fortsætte den fortielse. Det gjorde mig fri at fortælle om hendes skæbne, omtrent som hvis hun havde været en litterær person”, forklarer Wassmo og fortsætter: ”Jeg kunne ikke have skrevet den roman for ti år siden, som jeg har skrevet nu. Jeg havde ikke den samme distance hverken til min egen smerte eller til familieskammen.” (Lotte Thorsen: Wassmo har aldrig tilgivet sin far. Politiken, 2010-05-08).

28204760

Efter romanens første kapitel går fortællingen tilbage til oldemoren Sara Susanne og bevæger sig herefter fremad i slægtens historie befolket af stærke kvindeskikkelser. ”I denne bog ledes der efter formødre og deres mænd.” (s. 14). Der er dog ikke tale om en kronologisk fortælling, da der bogen igennem springes mellem de forskellige kvinder. Romanen er fortalt med et selvbiografisk islæt og en alvidende jeg-fortæller, der kan springe i tid og træde tolkende til undervejs.

Genkomne tematikker i forfatterskabet, som også findes i denne bog,  er de stærke kvinder, deres længsler og barnet, som bliver svigtet. Et vigtigt element af dette synes i denne roman også at være forfatterens forsøg på at komme overens med sin egen barndom: ”Det hjælper at se helheden i slægten. Andre ting end fortielse, skam og had. Det hjælper også at se menneskene, hvor de er i øjeblikket. Ikke sådan som de senere blev. Han var også barn engang.” (s. 14-15). Endelig sættes der i romanen spørgsmålstegn ved den opofrende moderrolle, som tilsidesætter alle sine egne behov. Det hedder f.eks. om oldemor Sara Susannes tanker, mens hun gravid med sit første af mange børn: ”Pludselig vidste hun, at det var vigtigt ikke at glemme sig selv” (s. 49). I skildringen af mormor Elida, der sender flere af sine børn i pleje, hedder det også med en typisk refleksion fra jeg-fortællerens side om betydningen af sine formødres erfaringer: ”Jeg tror, hun får mig til at forstå, at en higen efter frihed og kærlighed kan være stærkere end moderinstinktet.” (s. 68).

 

Disse øjeblikke

”Brevet er ikke fra redaktøren, men fra en hun ikke kender. Kort og venligt, men også ret forretningsmæssigt. Desværre er hendes redaktør syg på ubestemt tid, men de har alligevel besluttet at antage hendes roman.”
”Disse øjeblikke”, s. 169.

Herbjørg Wassmo udgav i 2013 bogen ”Disse Øyeblikke” (”Disse øjeblikke”, 2014), som skildrer en kvindes liv fra hun er helt ung til hun slår igennem som etableret forfatter. Der er tale om en kronologisk fremadskridende fortælling, som bl.a. indeholder tilbageblik på en barndom med overgreb, en ungdom, der bliver præget af en tidlig graviditet og de afkald på kunstnerdrømme, som det medfører, de første store oplevelser med litteraturen, et delvist mislykket ægteskab og hovedpersonens tiltagende forfatterambitioner. En vigtig tematik er en kvindes kamp for sit eget rum i tilværelsen og en eksistentiel længsel efter at blive sig selv: ”En dag, tænker hun, en dag vil jeg have et værelse, som er mit (…) Jeg vil kunne tænke tanker uden at blive afbrudt. Jeg vil kunne skrive dem ned. Både dag og nat” (s. 104). I hovedpersonens indre samtale med Simone de Beauvoir hedder det ligeledes: ”Du er dit største ansvar! Du må tage plads til dig selv, siger den barnløse forfatter fra Paris.” (s. 143).

51024788

Fortællingen berettes af en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, der også inddrager skildringen af drømme, indre selvbebrejdelser som gennemspilles og en rig forestillingsverden. Hovedpersonen omtales kun med et hun, og historien forankres heller ikke i bestemte navngivne steder. Stilistisk er bogen kendetegnet ved en blanding af realisme og lyriske passager. Det poetiske islæt er især tydeligt i de fragmenterede erindringer, hvor skildringen af flere sanseindtryk tilsammen danner erindringsbilledet. ”Der er dug i græsset op til huset. Hun går barfodet og kan mærke vand mellem tæerne. Hoveddøren jamrer. Trappen knirker. Så er de på værelset på første sal. Natten kommer ind gennem det åbne vindue, pludselig fuld af sollys.” (s. 8).

”Disse øjeblikke” er en dannelsesfortælling og kunstnerroman, men hovedpersonen minder i høj grad også om Wassmo selv, og bogen er da også en form for selvbiografi. ”Den ligner en roman, men er en biografi”, siger Wassmo selv og tilføjer, at hun mener, hun er den eneste, der har kunnet skrive en Herbjørg Wassmo-biografi, sådan som den skal skrives. (Anette Sjursen: Befrielsen fra fortielsen. Bokklubbens Magasin, 2013).
Bogens titel henviser til det tilbageblik på vigtige øjeblikke i et menneskeliv, som romanen er bygget op omkring.

Den der ser

”Bundet til det, de havde oplevet sammen. Fortiden. Selv sorgen og bedraget. Hun var krøbet op i Benjamins seng efter deres forsoning den aften hun overbragte ham budskabet om Johans død. Han havde taget imod hende. Bare sådan, halvt i søvne. Som om de var to forvildede børn.”

”Den der ser”, s. 318.

I 2017 vendte Herbjørg Wassmo tilbage til Dina og hendes efterkommere med romanen ”Den som ser” (”Den der ser”, 2017). Der er tale om en selvstændig fortsættelse af fortællingen om den karismatiske Dina og hendes familie, som bl.a. handler om, hvor afgørende Dinas liv og skæbne bliver for sønnen Benjamin og barnebarnet Karna. Samtidig er det et ægteskabsdrama og en skildring af en moderne, selvstændig kvinde.

Romanen tager sin begyndelse i år 1890, da Dina skal begraves efter at være omkommet i en brand. I den fyldte kirke stiller Karna sig op foran menigheden for på vegne af sin farmor at fortælle om de to mænd, Dina slog ihjel. En bekendelse, der dog får store konsekvenser for Karna, som efterfølgende holder op med at tale og forsvinder ind i sin egen verden. Den unge skrøbelige pige har fået for meget at bære på ved at påtage sig at vidne: ”Hvordan kunne Johan, en voksen mand, en præst udsætte et barn for at skulle tilstå sin farmors synder i kirken? Fattede han ikke, at der var grænser for hvad et ungt menneske kunne tåle?” (s. 17), som det hedder med stedmoren Annas ord. Ægteskabet mellem Benjamin og Anna er i krise, og da Karna forsøger at begå selvmord rejser Anna til København for at få steddatteren indlagt til psykiatrisk behandling. Og på hospitalet drages Anna mod reservelægen Joakim.

53615791

Romanen er skrevet med en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som skifter mellem bogens centrale figurer og tager form efter den aktuelle person. Som her Karnas opbrudte sætninger med deres egen logik: ”Egentlig opholdt hun sig i et marionetteater, hvor dukkeføreren var faldet i søvn (…) Vide at hun var udvalgt. At hun var en der ikke behøvede at råbe om natten, eller ønske sig et andet sted hen. Og hun vidste det jo. Før eller siden ville det brænde. Også her.” (s. 41). Med sin fortællestil trænger Wassmo således ind i Karnas hoved, som er fuld af hallucinationer og vrangforestillinger.

Bogen præsenterer i sin miljøskildring et tidsbillede af både datidens København og det nordlige Norge. I den historiske skildring er den stærke Anna, som søger sin egen frihed, ligeledes en repræsentant for den nye selvstændige kvinde omkring år 1900. Romanen er desuden et dramatisk trekantsdrama – og bliver en historie præget af skyld, erotisk tiltrækning, jalousi og tilgivelse.

Genrer og tematikker

Herbjørg Wassmo søger i sine bøger hele tiden at give ord til den sprogløse dimension i mennesket, og den pågående voldsomhed i hendes prosa-metaforik slår visse steder ud i en patos, som er blevet kritiseret. I Norge har der været en vis skepsis fra akademisk side over for hendes forfatterskab, som i visse tilfælde er blevet placeret på grænsen til triviallitteraturen. Wassmos romaner er dog samtidig kritikerroste. Hun har som forfatter traditionsbevidst fornyet kombinationen af psykologisk roman og bred samfundsskildring. Hun har taget fat i den barske nordiske natur og de isolerede udsteder. Med respekt skildres de kulturelle rødder, der er forankret i anderledes samfund præget af slægten og arbejdets betydning. Men fortællingerne stiller sig også kritiske over for de isolerede samfunds indelukkethed og binding af mennesker. I nogle af sine seneste romaner fokuserer Wassmo mere på nutidshistorien og moderne kvindeskikkelser, uden dog at slippe forholdet mellem nutiden og fortiden, som er en gennemgående problematik i forfatterskabet.

I Wassmos delvist selvbiografiske romaner ”Hundrede år” og ”Disse øjeblikke” er koblingen mellem hendes egen livshistorie og de kvindeskæbner, der findes i hendes slægts historie, et af omdrejningspunkterne. Forfatterskabets gennemgående tematik om det svigtede barn får også i disse to seneste romaner et ekstra lag, da Wassmo i disse bøger afslører, at hun selv er et barn, der blev svigtet af sin far, som forgreb sig på hende. I de mere selvbiografisk forankrede romaner får forfatterskabets generelle skildring af stærke kvindeskikkelser ligeledes et feministisk islæt. En feminisme, forfatteren også selv fremhæver i flere interviews: ”Jeg er feminist. Men jeg har aldrig haft brug for at skrive i aviserne og være vred. Jeg har levet en privat feminisme ud. (Maria Dalby: Tilgivelsen lader Wassmo en anden om. Kristeligt Dagblad, 2010-01-04).

20 år efter afslutningen på sin Dina-trilogi vendte Herbjørg Wassmo i 2017 tilbage til forfatterskabets mest kendte karakter, den stærke og hensynsløse Dina, og hendes efterkommere. Med den anmelderroste roman ”Den der ser” fortæller Wassmo historien om, hvad der skete med familien efter Dinas død, og sætter et punktum for sin berømte slægtssaga. En væsentlig tematik i romanen er, at Dinas skæbne bliver livsafgørende for både hendes søn Benjamin og barnebarnet Karna. Flere generationer bærer Dinas skyld – enten ved at tie eller ved at påtage sig at vidne.

Beslægtede forfatterskaber

Som kvindelig forfatter og skildrer af kvindeskæbner placerer Herbjørg Wassmo sig i forlængelse af den type kvindelitteratur, der blev påbegyndt i 1970´erne. Wassmo har ligeledes høstet anerkendelse for at have fornyet barneskildringen – ikke mindst i forbindelse med skildringen af det barn, der oplever grundlæggende svigt.

Hendes romaner indeholder både psykologiske fortællinger og samfundsskildringer, oftest forankret i isolerede småbyer i den barske, norske natur. Hun skriver om afhængighed af og respekt for omgivelsernes vilkår og det enkle liv, der her leves – som man blandt andet også kender det fra Knut Hamsun, William Heinesen og Martin Andersen Nexø.

Bibliografi

Bøger

Wassmo, Herbjørg:
Huset med den blinde glasveranda. 1983. (Huset med den blinde glassveranda. Modtryk, 1981). Del af Tora-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Det stumme rum. Modtryk, 1984. (Det stumme rommet. 1983). Del af Tora-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Vejen at gå. Modtryk, 1985. (Veien å gå. 1984). Dokumentarroman.
Wassmo, Herbjørg:
Hudløs himmel. Modtryk, 1987. Del af Tora-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Dinas bog. 1990. (Dinas bok. Modtryk, 1989). Del af Dina-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Lykkens søn. Modtryk, 1993. (Lykkens sønn. 1992). Roman. Del af Dina-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Rejser: Fire fortællinger. 1996. (Reiser. 1995). Noveller
Wassmo, Herbjørg:
Karnas arv. Lindhardt og Ringhof, 1998. (Karnas arv. 1997). Del af Dina-trilogien.
Wassmo, Herbjørg:
Det syvende møde. Lindhardt og Ringhof, 2001. (Det sjuende møde. 2000).
Wassmo, Herbjørg:
Flugten fra Frank. Lindhardt og Ringhof, 2004. (Flukten fra Frank. 2003).
Wassmo, Herbjørg:
Et glas mælk, tak. Lindhardt og Ringhof, 2007.
Wassmo, Herbjørg:
Hundrede år. Lindhardt og Ringhof, 2010.
Wassmo, Herbjørg:
Disse øjeblikke. Lindhardt og Ringhof, 2014 (Disse øyeblikk, 2013). Oversætter: Annelise Ebbe.
Wassmo, Herbjørg: Den der ser. Lindhardt og Ringhof, 2017. Oversat af Anita Frank Goth og Charlotte Jørgensen.

Digte

Wassmo, Herbjørg:
Lille grønt billede i stor blå ramme. Modtryk, 1991. (Lite grønt bilde i stor blå ramme. 1991).

Noveller

Wassmo, Herbjørg: Rejser:
Rejser: Fire fortællinger. Lindhardt og Ringhof, 1996. (Reiser. 1995).

Andre medier af Herbjørg Wassmo

Wassmo, Herbjørg:
Jeg er Dina. 2002. En filmatisering af Herbjørg Wassmos roman “Dinas bog” med blandt andre Maria Bonnevie, Pernille August og Gérard Depardieu på rollelisten. Instrueret af Ole Bornedal.

Om forfatterskabet

Ellefsen, Karin Elisabeth: Om huset med den blinde glasveranda av Herbjørg Wassmo. 1997. Karnov.
Møller Jensen, Elisabeth: Nordisk kvindelitteraturhistorie. 1997. Bind 4. Rosinante.
Heinet Knudsen, Annemarie: En kunstners vej. 1988. Studier i Herbjørg Wassmos trilogi, speciale.
Krogsveen, Randi Christina C.: Født av spindel og jern: om Herbjørg Wassmos forfatterskab. 2000. J. W. Cappelens Forlag.
Paabøl Andersen, Helle: Dinas bok: En analyse til belysning af forholdet mellem Bibel og litteratur. 2000. Speciale.
Norup, Mariann: Hvem er Dina? 2003. Syddansk Universitet.
Winge, Mette: Ny Wassmo-roman brænder sig ind i sindet. Politiken, 2010-04-08.
Nordseth, Pal: Herbjørg Wassmo planla å drepe sin egen far. Dagbladet, 2013-09-03.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på Wassmo.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Herbjørg Wassmo

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
Wassmo og de stærke kvinder. 2001. Interview i Politiken, 2001-05-12.
Dalby, Maria:
Tilgivelsen lader Wassmo en anden om. Kristeligt Dagblad 2010-01-04.
Thorsen, Lotte:
Wassmo har aldrig tilgivet sin far. Politiken 2010-05-08.