William Heinesen

Artikel type
voksne
journalist og stud.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Main image
Heinesen, William
Foto: Gyldendals billedbibliotek

I færingen William Heinesens lange forfatterskab flokkes drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere i små isolerede øsamfund. Fra en af Færøernes atten forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener. Fra i sine unge år at skrive lyriske digte bevæger han sig senere i sit forfatterskab over realismen for endelig at finde sin egen form i det, der ofte er blevet betegnet som mytisk realisme. Hans historier er fulde af vitalitet og verdslig kådhed, men fremstår samtidig som selvstændige kosmos befolket af guddommelige originaler. Gennem koloristiske, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder de lyslevende frem på siderne og giver ikke blot læseren et sprællevende billede af Færøerne, men tematiserer samtidig livets tungeste og mest universelle problematikker. Ud over forfatterskabet har Heinesen også en væsentlig produktion af malerier, papirklip og journalistik bag sig.

 

28967241

Blå bog

Født: 15. Januar 1900.

Død: 12. marts 1991.

Uddannelse: Nogle få måneder på Købmandsskolen i København. Herefter journalistelev ved Folketidende i Ringsted. 

Debut: Arktiske elegier og andre digte, 1921.

Litteraturpriser: Nordisk råds litteraturpris, 1965. Færøernes litteraturpris, 1975. Kritikerprisen, 1980. Sonningprisen, 1985. Det svenske akademis nordiske pris, 1987. M.fl. 

Seneste udgivelse: Lidegaard, Else og medforfatter William Heinesen: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen : et forelsket portræt : breve og erindringer. Gyldendal, 2011.

Periode: Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Baggrund

Det er aftendæmring og stjernetændingstid på vores løjerlige gamle planet, dette vort udgangspunkt og fodfæste i Altet: Jorden, den formørkede soldrabant, hvor menneskene bor, prisgivet dens tyngdes fangenskab og ansigt til ansigt med himmeldybets evigt ufortolkelige kryptogrammer.
”Laterne magica”, s. 9.

William Heinesen (1900-1991) er født og opvokset på Færøerne, hvor han også, bortset fra et kort ophold i Danmark, levede hele sit liv. Dette har i høj grad præget hans forfatterskab, der kun sjældent bevæger sig uden for Færøernes grænser. På trods af dette skrev han dog gennem hele sit forfatterskab på dansk, som blev talt både i hjemmet og i skolen og indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne. Hans moder var særdeles interesseret i kulturlivet og var selv en glimrende pianist og et gennemmusikalsk menneske, mens faderen var handelsmand og ikke interesserede sig meget for åndslivet. Faderens forretning omfattede blandt andet skibsrederi, hvilket dukker op som motiv flere steder i Heinesens forfatterskab, som befolkes af de fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere og aparte intellektuelle, som William Heinesen gennem barndommen lærte at kende i den gamle del af Tórshavn Tinganæs. I blandt andet hovedværket ”De fortabte spillemænd” skildrer han Tinganæs under navnet Skindholmen og fremmaner billedet af et myldrende liv og et ikke mindre mylder af originaler: ”Det var Folk, jeg kendte meget godt i min barndom, jeg boede der jo. Skindholmen er Tinganæs” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning”, side 77).

Heinesen skriver om den konkrete virkelighed, han er vokset op og lever midt i. Han giver den dog sin egen tone, og det Tórshavn man møder i værkerne er et magisk sted, som ligesågodt kunne have været et rent fiktivt spind. 

Heinesen var i sin barndom stærkt optaget af religion og fortæller blandt andet om sin fascination af en på Færøerne residerende engelsk missionær. Han vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som hans kristne moder også afskyede. Hvor han respekterede og havde sympati for religion som sådan, afskyede han den fordømmende og livsundertrykkende missioneren som intet andet. Hurtigt blev hans livssyn herudover præget af marxismen, som ungdomsvennen, den senere digter, Christian Matras allerede sværgede til i en ung alder. Da Heinesen som ung kom til Danmark mødte han desuden Hans Kirk, som han satte stor pris på og hvis ideologiske livssyn kom til at øve en stærk indflydelse på Heinesens anden roman Noatun (1934). Et værk om en gruppe udflyttere, som efter en lovændring får mulighed for at grundlægge et nyt lille fiskersamfund.

Matras var ikke den eneste spirende digter, som spillede en rolle for Heinesen gennem de unge år, og især barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, som blev berømt for sin eneste roman ”Barbara”, fik stor betydning for Heinesens liv. I 1916 rejse de tre vordende digtere til Danmark for at uddanne sig, men William brændte ikke meget for lærdommen på Købmandsskolen i København, som hans far nærmest havde lokket ham ind på. Han lavede ikke andre lektier end sine danske stile, som til gengæld vakte begejstring, og efter få måneder på skolen blev han smidt ud. Herefter tog han til Ringsted for at blive journalistelev på byens avis Folketidende.

William Heinesens to år yngre bror Heine kommer til Danmark i 1918 for senere at udvandre til Canada, hvor han i en ung alder bliver offer for tuberkulosen, som i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Den gennemtrængende livsglæde i Heinesens værker ejer således den vægt og alvor, der opstår som resultatet af, at man vælger at elske livet på trods og ikke blot fordi, man ikke har grund til andet. Efter at have ladet grublerierne og tungsindet fylde meget i sine første digtsamlinger, erkender han med egne ord den simple sandhed i La Rochefoucaulds ord: ”På sorgen kan man lige så lidt som på solen stirre ufravendt” (kommentar til digtsamlingen ”Stjernerne vaagner” fra 1930). 

Da Heinesens fader under Anden Verdenskrig bukker under efter blandt andet uheld med forretningerne og dør som følge af sygdom, bliver det William, der må overtage. Gennem et langt liv, der nåede at kaste syv digtsamlinger, seks novellesamlinger, syv romaner samt en del billedkunst af sig, nåede Heinesen altså også at virke inden for den handelsvirksomhed, hvis aktører han flere steder i sit forfatterskab sætter spørgsmålstegn ved. Han kæmper dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød, og efter voksende folkelig anerkendelse med udgivelsen af ”Noatun” og ”Den sorte gryde” gør succesromanen ”De fortabte spillemænd” fra 1950 det endelig muligt for Heinesen at leve af forfattergerningen. I 1991 dør William Heinesen efter et langt og virksomt liv og efterlader sig Færøernes vel nok betydeligste forfatterskab.   

Arktiske elegier

William Heinesen var blot 21 År, da han debuterede med digtsamlingen ”Arktiske elegier og andre digte”. Samlingen består af naturdigte og er inddelt i fire dele: ”Arktiske elegier l”, ”Arktiske elegier ll”, ”De stille steder l” og ”De stille steder ll.” I de to første dele tematiseres forfaldet og døden, og vinterens skumrende våde verden fungerer som motiv: ”Nu vandrer bort den korte Dag / en luvslidt Mand med Byrde på Bag. / Der staar et angst og forkuet Gys / af Himlens sidste, grønblege Lys. / De sorte Tuer og Stene ser ud / som vred de sig bange i Bøn til Gud. / Men Stormene hvisker paa deres Vej: / Han hører dem ej, han hører dem ej (fra digtet ”Opbrud”).

Naturen er den ordnende urkraft i kosmos og på den beror alt. Hvor dens kynisme og kulde her er i centrum, anes der dog også et spinkelt håb og lidt varme i samlingens første to dele. Det hedder blandt andet, at ”en Genlyd endnu hang / af den korte sommers Gang,” samt ”Lever du endnu / som en Planterod, / dybt i Muldlag gemt, / Der vil blomstre op / næste vaade Vaar?” Naturens cykliske gennemspilning af sin egen død og genfødsel indgyder på denne vis håb, og samlingens anden halvdel er gennemsyret af en hvilen i glæden over naturens vårlige genopståen og i forvisningen om, at efterårets og vinterens komme ikke betyder enden, men blot er en fase, som man må stå igennem, før forårets spirer atter bryder frem af den sorte muld og solens varme smil tvinger de mørke regntunge skyer på flugt.   

”Nat og morgen” fra ”Samlede digte, side 46:

Se Solen rød og uden Varme staar –
nu véd vi, at det maa mod Enden lakke;
der stiger Skygger om os, mens vi gaar
ind under Vinterens Tag med bøjet Nakke. 

De flokkes, mens vi famler os tilrette,
og gamle Lejer finder frem igen,
og naar vi gaar til Hvile, graa og trætte,
det sidste Lys er langsomt svundet hen. 

Brænd Arne i det vinterkolde Rum,
og væv dit Net af røde Vemodstraade.
Nu er det Nat, og Verden ligger stum,
og alt er Gaade. 

Nu er det Nat. I drømme ser jeg gaa
en Sædemand, henover sorte Vidder.
Han skrider oprejst frem mod Gryets Blaa.
Jeg ser ham gribe i sin Sæk og saa. 

Paa nøgne Grene vaagne Fugle sidder
og hilser ham med glad og stille Kvidder.