Aktuelt værk: Mit menneske

Citat
”Stemningen under de røde lamper. Den lyse aftenhimmel mellem mørke grene. Det hele. Pludselig eksploderede smerten i en længsel efter pastelkridtene. Efter at komme i gang. I hovedet havde hun allerede konturen af Gorms profil skitseret på et billede, hun sandsynligvis aldrig ville male.”
"Mit menneske", s. 249

Herbjørg Wassmos roman fra 2021, ”Mitt menneske” (”Mit menneske”, 2022), genoptager fortællingen fra romanen ”Det syvende møde”, men kan også fint læses som en selvstændig roman, uafhængig af forgængeren. Den internationalt anerkendte billedkunstner Rut kommer fra små kår på en mindre ø i det nordnorske. I det samme område er købmandssønnen Gorm opvokset, men han kommer fra en anden socialklasse og har som voksen overtaget den driftige familievirksomhed. Fra deres første tilfældige barndomsmøde har de to hovedpersoner haft plads i hinandens bevidsthed, og i en moden alder indleder de et kærlighedsforhold. Bogen er en psykologisk skildring af to menneskers livsforløb, forskellige blik på verden og kærlighed til hinanden.

 

62485019
Romanen er fortalt af en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som skifter mellem de to hovedpersoner, og med en poetisk brug af metaforisk billedsprog. Som når det fx hedder i romanen: ”I den gamle sofa i atelieret kom det indestængte raseri. En brændende isklump.” (s. 193) og ”Stemningen var som jordbær med sukker og fløde og måtte bevares.” (s. 201). Mens Rut observerer sine omgivelser og er på jagt efter nye motiver til sine malerier, er Gorm mere optaget af tanker og skildringer af fortiden og nutiden, og vælger i løbet af fortællingen at skifte livsbane og blive skønlitterær forfatter i stedet for virksomhedsleder. Som tidligere i forfatterskabet indeholder denne roman også en fortælling om to forskellige opgør med de vilkår, man er kommet fra, og de omkostninger det har for den enkelte og for omgivelserne. I ”Mit menneske” er det blandt andet de to hovedfigurers børn, som har betalt en pris for forældrenes valg i livet. Derudover er bogen også en fortælling om kunst og kærlighed, om balanceakten mellem at være en udøvende selvrealiserende kunstner på den ene side og ønsket om at give plads til parforholdets tosomhed på den anden side. Bogens titel henviser da også til længslen efter at finde et menneske i livet, som man kan kalde ”mit menneske”.