Den første bog, Sigrid Undset gik til en forlægger med, var en roman, som foregik i middelalderen. Den blev afvist, og hun fik det råd, at hun hellere skulle skrive om nutiden. Sådan kom hun til at debutere med en samtidsroman om ægteskab, "Fru Marat Oulie" i 1907. Det er en roman, hvor den store kærlighed, som fører til utroskab, viser sig at være en illusion og egentlig lige så glædesløs og betydningsløs, som det ægteskab hovedpersonen lever i.
Digtene "Ungdom" og romanen "Fattige skjebner" fra samme periode fortsætter desillusionen og viser en udsigtsløshed i en begivenhedsløs hverdag, hvor menneskers tilværelse forekommer meningsløs. Både på grund af de materielle vilkårs elendighed, og fordi der i den enkelte er en viljesløshed og retningsløshed.