Kvindeliv og skæbnemønster i middelalderen

Frem for alt er "Kristin Lavransdatter", hvis handling foregår i første halvdel af 13-hundredetallet i Norge, en kærlighedsroman. Det er den store og bestemmende lidenskab, der bryder alle menneskelige og guddommelige lov, som er på spil her fra de sarteste og mest poetiske udtryk til hensynsløs og frydefuld sanselig udfoldelse og indtil erindringens fylde og hvide gennemskinnelige lys ved grænsen til døden.

I romanens første del Kransen fremlægges fra begyndelsen det voldsomme spændingfelt, som Kristin kommer til at leve i. I et syn oppe i fjeldet ser hun en elverkvinde, som med betagende skønhed vil lokke den lille pige bort fra sikkerheden i hjemmet. Og kort tid efter ser hun i domkirken i Hamar det gyldne lys fra Kristus´ kåbe, der svøber sig om hende med en utrolig sødme og ro. Spændingsfeltet mellem den verdslige og erotiske lykke og den lovbestemte og guddommelige lydighed bliver tidligt i romanen synlige som to lige stærke muligheder og lyster i den ganske unge Kristin.

Forholdet mellem Kristin og hendes far, storbonden Lavrans, er præget af en kærlighed og en tillid, så det næsten har guddommelig tyngde; intet kan rokke ved, at hun er den elskede datter. Alligevel kommer Kristin til at svigte denne tillid, da hun som ganske ung møder ridderen Erlend Nikulaussøn. Da han rørte ved hendes barm "følte hun det som om han åbnede for hendes hjerte og tog det". Han tager mere til. Men de vil have hinanden, og deres kamp for at blive gift er dramatisk og fører mange ulykker med sig.

Husfrue, romanens anden del, er en skildring af Kristins ægteskab med den smukke, høviske, men også vidtløftige Erlend, og er samtidig en tæt skildring af middelalderens hverdagsliv på et stort riddergods. Den viser især kvindernes liv og arbejde, slidsomme fødsler og sygdomme.

Kristin får syv sønner, og har hun været lidenskabelig i sit forhold til den elskede, så er hun det ikke mindre nu i forhold til sønnerne. Dette skiller hendes delvis fra manden, hans politiske projekter og krigstogter sætter sønnernes og slægtens interesser på spil. Mandens og kvindens verden forekommer pinefuldt spaltede, og det afsætter bitterhed, men også stor styrke og magtfuldhed hos Kristin. Der er både brogethed og dybdeperspektiv i denne del af romanen.

Korset, romanens afsluttende del, er en regnskabets bog, hvor Kristin - som sønnerne vokser til og Erlend dør - får overblik over sit liv og forsøger at forsone sig endegyldigt med den Gud, hun har trodset. Det er en lidelsernes bog, som slutter med samfundets opløsning under Den sorte døds, pestens, ødelæggelse af alle faste strukturer.

Det er ikke nogen mørk bog. De dobbelte viljer hos Kristin føjer sig sammen. De menneskelige lidenskaber er meningsfulde og føjer sig ind i det yndefulde og perspektivrige skæbnemønster, som Undset danner ved romanens slutning.