jette drewsen
Foto: Franz Holmberg

Jette Drewsen

Artikel type
voksne
stud.mag. Christine Fangel Juhl, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
jette drewsen
Foto: Franz Holmberg
Main image
Drewsen, Jette
Foto: Morten Holtum

Med en realistisk og skarp stil åbnede Jette Drewsen i 1970’erne op for kvindernes sag. Som en af kvindekampens litterære stemmer åbnede hun et vindue ind til den trængte middelklassekvindes bolig, hvor husholdning og børnepasning spænder ben for de kunstneriske ambitioner, og gennem resten af forfatterskabet har hun vedholdende skabt præcise portrætter af det moderne menneskes udfoldelsesmuligheder.

 

 

 

51896882

Blå bog

Født: 10. december 1943 i Hvejsel ved Vejle.

Uddannelse: Student fra Viborg Katedralskole, 1962. Afbrød psykologistudiet på Københavns Universitet efter fire semestre.

Debut: Hvad tænkte egentlig Arendse? Gyldendal, 1972.

Litteraturpriser: Beatrice-prisen, 1994. Vejle Amts Bibliotekspris, 1994.

Seneste udgivelse: Døden er en mester. Gyldendal, 2015.

Inspiration: Klitlandskabet på den jyske vestkyst.

Baggrund

”– Der var også engang noget med, at vi altid skulle være hinandens, gøre alting sammen, gøre tingene for hinanden og med hinanden, tror jeg du sagde. For slet ikke at tale om alt det, vi skulle sammen, hele familien, når vi fik børn. Og så låser du mig bare inde i alt så meget lort og tager mig frem og pudser mig op ved passende lejligheder.”
”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, s. 29.

Jette Drewsen blev født i 1943 i Hvejsel lidt nord for Vejle. Faderen Svend Aage Drewsen havde en dyrlægepraksis, mens moren Edith Drewsen gik hjemme. Jette Drewsen er den næstældste ud af en søskendeflok på fem. Da hun var syv år, indtraf en ulykke, der ændrede livet for familien, og som mærkede Jette særligt hårdt. Under en leg med lillesøster Lisbet skete der en ulykke, som førte til Lisbets død.

Jette Drewsen blev student i 1962, og efter fire semestre på psykologistudiet afbrød hun sine studier på Københavns Universitet. Hun blev gift som 21-årig, fik børn og levede de næste år som hjemmegående husmor. Ægteskabet holdt til 1971. Året efter debuterede hun med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der viser en hjemmegående husmors kedelige hverdag og blomstrende frustrationer.

I tråd med tidens efterdønninger af ungdomsoprøret og kvindebevægelsens opblomstring spiller kvinden den store hovedrolle i Drewsens udgivelser i årene efter debuten. Faktisk har hun aldrig rigtig sluppet taget i kvinderne og deres rolle i samfund, familie og kunst. Som forfatter er hun blevet kaldt ”Rødstrømpernes litterære talerør” (Jannie Iwankow Søgaard: Rødstrømpernes litterære talerør. Kristeligt Dagblad, 2013-12-09), men værkerne er ikke feministisk propaganda, snarere litterære undersøgelser af kvindesituation og -sind.

Sprog har siden barndommen interesseret Jette Drewsen, hvilket hun forklarer med de forskellige former for det danske sprog, hun blev udsat for gennem barndommen – ”rigtig” jysk dialekt, rigsdansk og et fladere jysk, som Drewsens mor med foragt kaldte ”stationsbyjysk” (”Lisbets søster”, s. 23). Allerede som niårig skrev Jette Drewsen sin første roman i et hæfte, hun fik af sin mor. Legen med sprog og den tidlige bevidsthed om forskellige måder at udtrykke sig på lagde grundstenen til Jette Drewsens lange og stadigt aktive forfatterskab, som hun bedriver fra hjemmet på Bornholm.

Hvad tænkte egentlig Arendse?

”– Jeg ved det ikke. Jeg går jo bare her. Det er, som om mine kræfter bruges helt forkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg har det jo godt på så mange måder. Men alligevel er det, som om alting er amputeret ved mig.”
”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, s. 16.

I 1972 debuterede Jette Drewsen med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”. Romanen er en skildring af en ung, hjemmegående mor i begyndelsen af 1970’erne og hendes frustrationer over sin rolle i en triviel dagligdag fastlåst af samfundsstrukturer i en sovende forstad.

Ursula er gift med Esben, som er lektor ved universitetet. Her underviser han unge studiner og skriver bøger, mens Ursula passer deres to små børn hjemme i parcelhuset. Ursula får ikke holdt sin interesse for fotografering ved lige, og hun har ikke andet at give sig til end at ’fungere’, som Esben kalder det, når hun holder hus. Ægteskabet er anstrengt: Ursula provokerer, Esben slår og børnene spejler de voksne. Det er langtfra idyl i forstaden, hvor naboparret Helle og Christians ægteskab også er dysfunktionelt. De eneste folk, der formår at leve livet anderledes frit, bor i byen, nemlig lillesøsteren Susanne og barndomsvennen Ditlev. Ditlev er homoseksuel, og Susanne lever under mere moderne og friere omstændigheder med job, abort og senere ung kæreste. 

Romanen er fortalt i første person fra Ursulas vinkel. Sproget er konkret og præget af direkte tale, mens stilen er registrerende og uden videre brug af billedsprog. Vi følger Ursula gennem hendes hverdagsgøremål – passe børn, vaske op, lave mad. Ind i mellem reflekterer Ursula over sin egen situation, men oftest er det op til læseren at udlede Ursulas sindstilstand af hendes opførsel. Det er dog ikke nogen svær disciplin, da hun bogen igennem reagerer temmelig kraftigt på de uretfærdigheder, hun føler sig udsat for. Et eksempel på Ursulas udadreagerende adfærd er, da hun med Ditlevs hjælp splitter Esbens lejede kontor ad, hvor han ud over at arbejde også er Ursula utro. Episoden får dog ikke den ønskede forløsende effekt, men bliver endnu en personlig fiasko for Ursula og et konkret symbol på bogens tema om middelklassekvindens uforløste potentiale.

Romanen skabte ligesom efterfølgeren ”Fuglen” (1974) debat ved sin udgivelse, fordi den giver et for tiden nyt og nøgternt blik ind i middelklassekvindens utilfredsstillende liv anno 1972. Dette budskab klingede fint sammen med kvindebevægelsens ønske om frisættelse af kvinden og lige vilkår mellem kønnene og ramte derved en åre i tidens debat.