I 1972 debuterede Jette Drewsen med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”. Romanen er en skildring af en ung, hjemmegående mor i begyndelsen af 1970’erne og hendes frustrationer over sin rolle i en triviel dagligdag fastlåst af samfundsstrukturer i en sovende forstad.
Ursula er gift med Esben, som er lektor ved universitetet. Her underviser han unge studiner og skriver bøger, mens Ursula passer deres to små børn hjemme i parcelhuset. Ursula får ikke holdt sin interesse for fotografering ved lige, og hun har ikke andet at give sig til end at ’fungere’, som Esben kalder det, når hun holder hus. Ægteskabet er anstrengt: Ursula provokerer, Esben slår og børnene spejler de voksne. Det er langtfra idyl i forstaden, hvor naboparret Helle og Christians ægteskab også er dysfunktionelt. De eneste folk, der formår at leve livet anderledes frit, bor i byen, nemlig lillesøsteren Susanne og barndomsvennen Ditlev. Ditlev er homoseksuel, og Susanne lever under mere moderne og friere omstændigheder med job, abort og senere ung kæreste.
Romanen er fortalt i første person fra Ursulas vinkel. Sproget er konkret og præget af direkte tale, mens stilen er registrerende og uden videre brug af billedsprog. Vi følger Ursula gennem hendes hverdagsgøremål – passe børn, vaske op, lave mad. Ind i mellem reflekterer Ursula over sin egen situation, men oftest er det op til læseren at udlede Ursulas sindstilstand af hendes opførsel. Det er dog ikke nogen svær disciplin, da hun bogen igennem reagerer temmelig kraftigt på de uretfærdigheder, hun føler sig udsat for. Et eksempel på Ursulas udadreagerende adfærd er, da hun med Ditlevs hjælp splitter Esbens lejede kontor ad, hvor han ud over at arbejde også er Ursula utro. Episoden får dog ikke den ønskede forløsende effekt, men bliver endnu en personlig fiasko for Ursula og et konkret symbol på bogens tema om middelklassekvindens uforløste potentiale.
Romanen skabte ligesom efterfølgeren ”Fuglen” (1974) debat ved sin udgivelse, fordi den giver et for tiden nyt og nøgternt blik ind i middelklassekvindens utilfredsstillende liv anno 1972. Dette budskab klingede fint sammen med kvindebevægelsens ønske om frisættelse af kvinden og lige vilkår mellem kønnene og ramte derved en åre i tidens debat.