Jytte Borberg

Jytte Borberg blev født i 1917 og tilhørte aldersmæssigt en generation af forfattere, der omfatter Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Ole Sarvig, Leif Panduro, Morten Nielsen og Elsa Gress, hvoraf mange døde i en ung alder. Jytte Borberg, på den anden side, levede et langt og dynamisk liv. Hun sprang først ud som digter sent med debuten "Vindebroen" i 1968. Da var hun fyldt 50 år. Udspringet er centralt i hendes forfatterskab; at turde realisere sig selv og sprænge de traditionelle, stramme rammer, gribe dagen og prøve sig selv, og blive sig selv uden skin. Det lykkes ikke altid og det har omkostninger. Men for Jytte Borbergs karakterer er det nødvendigt.

Jytte Borberg har selv gennemlevet udspringene, omvæltningerne. Hun fulgte gennem mange år sin mand, der var psykiatrisk overlæge, til forskellige hospitaler landet rundt for at ende i Viborg. Grænsen for det normale og det gale er temaet i flere af hendes bøger, og kun kender til begreberne indefra, idet hun som overlægehustru var ganske tæt på patienterne. Efter en laborantuddannelse, der aldrig blev brugt, og mange år som hjemmegående hustru blev trangen til omvæltningen i slutningen af tresserne så stort, at hun måtte tilslutte sig den modkultur, der var i Viborg. Hun arbejde sammen med Peter Seeberg om teaterprojekter og meldte sig ind i et yderliggående venstrefløjsparti, VS; en kraftfuld politisk stillingtagen i forhold til hendes tidlige borgerlige livsførelse.

I 1979 døde Jytte Borbergs mand og hun blev tvunget ud i en ny stillingtagen til livet. Hun valgte at flytte til København, men kun for et kort tidsrum. Som en anden Lykke-Per drog hun til det alleryderste Vestjylland, men ikke desillusioneret. Hun fortsatte her i det vestjyske kulturcentrum Fjaltring med bl.a. Tukak teatret og kulturcentret Tuskjær sit forfattervirke og som en aktiv del af lokallivet.

Før sin egentlige debut blev novellen Skriget offentliggjort i tidsskriftet Vindrosen. Et skrig må skriges for det er nu skrigs natur; det er det eneste de rigtigt dur til. Og skriget bryder en hinde til omverdenen. Der er åbnet mulighed for forandring, frigørelse. Som i denne novelle er Jytte Borbergs første bøger fyldt med de symboler og absurditeter, der præger det moderne menneske. Så centralt står novellen Englene i bogdebuten, at den kom i adskillige antologier. I en zoologisk have udstilles, nyt og sensationelt, nogle engle. Englene viser sig at være svært skamferede. Det moderne menneskes tvivl udspilles af englenes dyrepasser, der stikker englemaden, rosenknopper, ind til englene på en lang fork. ”Man ved aldrig hvad de kan finde på.”, siger han. Temaet med tilfangetagne engle blev år senere brugt af Gabriel Garcia Márquez.

I romanen Nældefeber er personerne fanget i et socialt, racemæssigt og kønsligt diktatur, der giver mindelser om apartheidregimer. Joe Barker, der repræsenterer den hvide overklasse, begynder at lide af nældefeber. Årsagen er konens hemmelige kat. Hun er såvel socialt som kønspolitisk undertrykt. Som John Lennon et par år efter udtrykte det, ”Woman Is The Nigger Of The World”.

I Orange, som er den kvindelige hovedpersons navn, følger vi en kvindes frigørelse. Scenerne er absurde og tankestrømmen nær det surrealistiske. Men frigørelsen sættes i relief i den groteske humor. Orange kaster sig med alle midler ud i de muligheder hun tilbydes og de udfordringer hun opsøger. Hun accepterer konsekvensen, som kan være smertelig men i den sidste ende er frigørelse. Orange er en kvindelig fribytter.

I kollektivromanen Turné sættes kønspolitikken igen i fokus, uden der på nogen måde lægges op til en endegyldig feministisk sejr. Begge køn skulle gerne have udbytte af frigørelsen. En teatergruppe af 7 mandlige mimere satser i højere og højere grad på individuelle præstationer: hvem er bedst? Deres koner finder også sammen i et fællesskab, der netop er et fællesskab. Mændene er tese, kvinderne antitese. Der åbnes for syntese.