jytte borberg
Foto: Suste Bonnén

Jytte Borberg

Vagn Sohn, skribent. 2004.
Top image group
jytte borberg
Foto: Suste Bonnén
Main image
Borberg, Jytte
Foto: Lars Skaaning / POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter. Har skrevet mange romaner om kvinders forhold. Underkuede kvinder, stærke kvinder, ofte om frihedssøgende kvinder i modsætning til et snærende samfund, det være sig i fortid eller nutid.

53374344

Blå bog

Født: 16. juli 1917.

Død: 25. februar 2007.

Boede i Vestjylland.

Uddannelse: Laborant.  

Debut: Vindebroen 1968.

Priser: Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1984; Adam Oehlenschlägers legat, 1984; Forfatteren Martin Jensen og hustru Manja Jensens legat, 1992; H. C. Andersen, 1995 Kritikerprisen, 1996; Edvard Pedersens Biblioteksfond Forfatterpris, 2004.

Seneste udgivelse: Bag om spejlet : en bog om og af Jytte Borberg / bidrag: Jytte Borberg ... [et al.] ; redaktør: Kirsten Borberg. Multivers, 2017. (99.4).

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Jytte Borberg er født i 1917 og tilhører aldersmæssigt en generation af forfattere, der omfatter Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Ole Sarvig, Leif Panduro, Morten Nielsen og Elsa Gress. De er alle døde, de fleste i en ung alder. Jytte Borberg er spillevende. Hun sprang først ud som digter ganske sent med debuten Vindebroen i 1968. Da var hun fyldt 50 år. Udspringet er centralt i hendes forfatterskab; at turde realisere sig selv sprænge de traditionelle, stramme rammer, gribe dagen og prøve sig selv, og blive sig selv uden skin. Det lykkes ikke altid og det har omkostninger. Men for Jytte Borbergs karakterer er det nødvendigt.

Jytte Borberg har selv gennemlevet udspringene, omvæltningerne. Hun fulgte gennem mange år sin mand, der var psykiatrisk overlæge, til forskellige hospitaler landet rundt for at ende i Viborg. Grænsen for det normale og det gale er temaet i flere af hendes bøger, og kun kender til begreberne indefra, idet hun som overlægehustru var ganske tæt på patienterne. Efter en laborantuddannelse, der aldrig blev brugt, og mange år som hjemmegående hustru blev trangen til omvæltningen i slutningen af tresserne så stort, at hun måtte tilslutte sig den modkultur, der var i Viborg. Hun arbejde sammen med Peter Seeberg om teaterprojekter og meldte sig ind i et yderliggående venstrefløjsparti, VS; en kraftfuld politisk stillingtagen i forhold til hendes tidlige borgerlige livsførelse.

I 1979 døde Jytte Borbergs mand og hun blev tvunget ud i en ny stillingtagen til livet. Hun valgte at flytte til København, men kun for et kort tidsrum. Som en anden Lykke-Per drog hun til det alleryderste Vestjylland, men ikke desillusioneret. Hun fortsatte her i det vestjyske kulturcentrum Fjaltring med bl.a. Tukak teatret og kulturcentret Tuskjær sit forfattervirke og som en aktiv del af lokallivet.

Debuten

Før sin egentlige debut blev novellen Skriget offentliggjort i tidsskriftet Vindrosen. Et skrig må skriges for det er nu skrigs natur; det er det eneste de rigtigt dur til. Og skriget bryder en hinde til omverdenen. Der er åbnet mulighed for forandring, frigørelse. Som i denne novelle er Jytte Borbergs første bøger fyldt med de symboler og absurditeter, der præger det moderne menneske. Så centralt står novellen Englene i bogdebuten, at den kom i adskillige antologier. I en zoologisk have udstilles, nyt og sensationelt, nogle engle. Englene viser sig at være svært skamferede. Det moderne menneskes tvivl udspilles af englenes dyrepasser, der stikker englemaden, rosenknopper, ind til englene på en lang fork. ”Man ved aldrig hvad de kan finde på.”, siger han. Temaet med tilfangetagne engle blev år senere brugt af Gabriel Garcia Márquez.

I romanen Nældefeber er personerne fanget i et socialt, racemæssigt og kønsligt diktatur, der giver mindelser om apartheidregimer. Joe Barker, der repræsenterer den hvide overklasse, begynder at lide af nældefeber. Årsagen er konens hemmelige kat. Hun er såvel socialt som kønspolitisk undertrykt. Som John Lennon et par år efter udtrykte det, ”Woman Is The Nigger Of The World”.

I Orange, som er den kvindelige hovedpersons navn, følger vi en kvindes frigørelse. Scenerne er absurde og tankestrømmen nær det surrealistiske. Men frigørelsen sættes i relief i den groteske humor. Orange kaster sig med alle midler ud i de muligheder hun tilbydes og de udfordringer hun opsøger. Hun accepterer konsekvensen, som kan være smertelig men i den sidste ende er frigørelse. Orange er en kvindelig fribytter.

I kollektivromanen Turné sættes kønspolitikken igen i fokus, uden der på nogen måde lægges op til en endegyldig feministisk sejr. Begge køn skulle gerne have udbytte af frigørelsen. En teatergruppe af 7 mandlige mimere satser i højere og højere grad på individuelle præstationer: hvem er bedst? Deres koner finder også sammen i et fællesskab, der netop er et fællesskab. Mændene er tese, kvinderne antitese. Der åbnes for syntese.

Det folkelige gennembrud

Jytte Borberg blev født i Schweiz, men familien flyttede hurtigt til Danmark Hun er datter af en tandlæge og tilhørte således tidens borgerlige aristokrati. Dette aristokrati tilhørte hun selvsagt også i Viborg, amtsby, stiftsby og militærby, af nogle betegnet som snobbet. Hun har således selv iagttaget, hvad der blev til de to romaner om Eline Besser, Eline Bessers læretid og Det bedste og det værste, Eline Besser til det sidste. Vi følger Eline fra hun i 1900 bliver ansat som tjenestepige hos en manufakturhandler til hun dør i 1957. Hun er naiv, faderløs og har kun moderens strengt religiøse forskrifter at leve efter. Det skal gå galt for Eline; hun får et barn med Heinrich, en tysker på gennemrejse mod karriere. Barnet ser aldrig sin far. Eline er ung mor med en horeunge, så hun må gøre oprør. ”Mest talte de fine fruer om deres besvær med tyendet, og Eline fik helt ondt af dem, når de sukkende og hændervridende berettede om de genvordigheder, de bestandigt udsattes for.”
Fra dette udgangspunkt må hun iværksætte et nødvendigt socialt og kvindefrigørelses oprør. Hun hjælpes på vej af kokkepigen Hilda, der er fagligt aktiv. I disse to romaner blev Danmark, klassesamfundet og kvindefrigørelsen beskrevet adskillige år før Matador lagde gaderne øde. Eline bliver selvstændig. Hun er rejsende og jaget. Hun ernærer sig som hønseekspert på gårde, hvorfra hun jages af rygtet om datteren Lauras adkomst til denne verden; horeungen. Og hun er ikke afhængig af mænd.

Romanerne om Eline Besser kan snævert ses som kvindefrigørelsesromaner; men Eline tager til sidst selv ordet. Hun er selv fortælleren, har selv instrueret romanen om sit liv. Hun afslører, at under de mange skørter og gevandter har erotisk vellyst boblet og skørterne var ikke tunge. Iblandt de mange forhold har der endda været et virkeligt kærlighedsforhold. Bøger er glemt to måneder efter de er udgivet. Mediefokus er på forfatter og bøger på udgivelsestidspunktet. ”Ellers skal jeg blive kæreste med Kronprins Frederik, for at få medieomtale.”, udtrykker forfatteren et noget skævt mediebillede af dagens litteratur. Dog oplever Jytte Borberg, at bøgerne om Eline Besser huskes af publikum.

Kvindefrigørelsen er også det tilsyneladende tema i de to næste romaner Rapport fra havbunden og Nu og aldrig. ”Rapport fra havbunden” er fortællingen om Agnete, der kommer fra København til en sydfynsk ø. Hun gifter sig med skibsværftsejeren Birger, godt og sikkert. Hurtigt bryder hun ud af det småborgerlige liv og forelsker sig i Erling, en sømand; Agnete og havmanden. Og hun bliver gravid med Erling, men, sømanden, havmanden, må væk, som det er dens natur. Agnete finder kræfter til fremtidens udfordringer i fraværet af Erling, der erstattes af kommunikationens nærhed. Han ringer fra fjerne havne og de skriver sammen i et væk. Og øens kvinder bliver hende til daglig støtte. En tidstypisk kvinderoman, synes det. Men det væsentligste i Jytte Borbergs forfatterskab har ikke været kvindefrigørelsen, men frisættelsen af mennesket, som et helt menneske i tiden. Skabelonen er den samme i ”Nu og Aldrig.” Ketty rejser fra sin isenkræmmermand til København. Kettys frigørelseshjælpere bliver i denne bog kunstnerne frem for medsøstrene. En eneboer, en billedvæver, en forfatter flere på grænsen til det psykisk normale.

I en tid, hvor de allerfleste psykiske lidelser er reduceret til somatiske mangelsygdomme, der kan afhjælpes ved den rette dosering af et psykofarmaka giver det ingen mening at tale om sjælens farve. Men det gør Jytte Borberg i Sjælen er gul fra 1981. Laings antipsykiatri udfordrede den konventionelle psykiatri ved at hævde at sindssygdomme var en normal reaktion på et sindssygt samfund. I romanen behandles Lotte således med et højskoleophold. Medicinen er maleren Olivia Holm-Møller som er emnet for højskoleopholdet. Lotte udfries, såvel som menneske som fra sin sygdom.

I Slaraffenland er vi nået inden for murene, vi er på det psykiatriske hospital. Titlen udtrykker sarkasme og distance, og Jytte Borberg er nu også distanceret fra det system hun indtil 3 år tidligere, før sin mands død, var en del af. Iris er på en psykiatrisk afdeling, der er præget af såvel lægernes strenge autoritet som deres nærhed. Personale og patienter arbejdede alle og var en del af afdelingen. Iris er overlægens husholderske og drager omsorg for hans skilsmissesøn. Overlægens magt udtrykkes i medicineringen af patienterne, der ved øgede doser fratages kontrollen med eget liv. Men overlægen er under pres og må ordinere sig selv medicin. Der er en slange i Slaraffenland og den bider således sig selv i halen.

Rosa Kruse er den kvindelige Robinson i Skyggernes bog. Hun skal i ensomheden forløses fra sin grå fortid. Hun var en dårlig advokatsekretær. Hun har udført en abort på sig selv som 19-årig. Der er mange lig i lasten. På øen finder hun papir, men tør grundet dens knaphed knap skrive. Fortiden dukker op i virkelige og uvirkelige mindelser. Da hun bliver så stærk, at hun tør mere end holde ilden ved lige og skue ud over egen nød, finder hun ud af at øen ikke er helt øde.

Først menneske, dernæst kvinde

I Novemberløgne tages det endelige opgør med feminismen. Kvinden er ikke amazone. Kvinden er intet uden manden. Den feministiske litteratur har gennem lang tid været underlagt den nederlagsstemning, at mænd kun ofrer kærlighed for at få erotik, og kvinder kun ofrer erotik for at få kærlighed. Så er det befriende at møde den kvindelige hovedpersons ligefremme holdning: fysisk kærlighed kan aldrig skade. I Novemberløgne er det lysthus, hvori forfatteren, der aldrig fik skrevet et ord, brændt ned, og hun er indebrændt, død. Efter branden mødes romanens hovedpersoner, Sigurd og Astrid, i et værelse: ”Oven på chokket med branden er det den eneste måde at komme videre på. Erotik har de kræfter i sig, som skal hjælpe os igennem det, forsikrer hun og opmuntrer ham til, at de skal elske igen.”

I Nat og dag er det erkendelsen, der er central. Titlen antyder modsætningerne, deres komplementaritet og væsentlighed. Oda Lyng skal udstille sit livs fotografier og arbejdet dermed fører i samspil med beboerne i det hus, hvori hun såvel psykisk som fysisk befinder sig central, til erkendelsen om eget liv og menneskets livsbetingelser. ”-Jeg tænker på de få skridt, der undertiden er mellem latter og gråd. Lyder Oda Lyngs sluterkendelse.”

Jytte Borberg har ikke blot oplevet det allerbedste, dagen, latteren, men også det allerværste, natten, gråden. Hun har mistet to midaldrende børn. ”Jeg går ikke og tænker på døden, men vi ved jo alle at vi skal dø. Jeg tænker på døden fordi jeg har set mine to sønner døde. Det er der døden kommer ind som enorm rædselsfuld. Det er forkert. Jeg har alle mulige planer, og hver gang jeg hører om nogle der skal noget spændende siger jeg ’jeg skal nok holde mig i live, for det vil jeg med til”

I Maskerade er der undergang. Et maskeradeoptog går under vandet, i havet, til havmenneskene. Mødet mellem beboerne fra de to elementer beskrives surrealistisk og fyldt med arketyper: videnskabsmanden, det forelskede par, sandsigersken, havmanden og nymferne. Mødet mellem de to folk, bevidsthed og underbevidsthed bliver katastrofal. Havbunden bliver til en gulliggrøn stinkende væske, giftigt vand. På overfladen passerer et skib; mandskabet noterer sig med interesse at vandet skifter farve fra giftiggrønt til blodrødt og tilskriver det den nedgående sol. De nyder synet.

Tvivlsomme erindringer foregår også i surrealistiske rammer. Og er mere end tvivlsomme i forhold til forfatterens eget liv. En tolvårig pige går hjemmefra. Og billederne hvirvler som fra en vanvidskarruselagtig tur. Kronologi og geografi forsvinder. Håndværkere, en lastbilchauffør, en gedehyrde og en kvinde med et barn i munden er blandt figurerne. ”I tilstanden mellem søvn og vågen trænger en vidunderlig musik ind til mig.” Strømmen af billeder, der dukker op i denne tilstand kunne godt være mottoet for bogen. Samlet i uorden giver billedet af en kvindes liv fra barndom til alderdom. ”I ’Tvivlsomme erindringer’ har jeg været nede i de dybere bevidsthedslag.”, udtrykker Jytte Borberg det.

Lokalt og globalt

De to romaner Løslad kaptajnen og Verdens ende tager deres udgangspunkt i virkelige begivenheder. ”Løslad kaptajnen” foregår i Jytte Borbergs vante rammer, Fjaltring og omegn med metropolen Lemvig i 1800-tallets begyndelse. Her ender kaptajn Conrad Wilhelm Ahlefeldt von Falkenberg sine dage, 48 år gammel. Kaptajnen er en fribytter på alle plan. Strandingsgodset kommer han ikke reglementeret til, i handel er han uvederhæftig og blandt kvinder er han også en pirat. Han bedårer og nedlægger dem uden hensyn til stand. Hans husbestyrerinde Margrethe, der elsker ham inderligt og ærligt, bryder dog kaptajnens kyniske skal. Falkenberg bliver slutteligt indsat i Lemvig arrest for økonomisk uredelighed. Har kaptajnen bedrevet noget godt overhovedet? Ja, man fornemmer en svag hvisken af romanens titel fra den allé af kvinder han har forført men også frisat i et samfund hvor rammerne var smertende smalle for kvinderne.

Kaptajn Conrad Wilhelm Ahlefeldt von Falkenberg frigør ikke så få kvinder og sætter dermed deres mænd et horn i panden. Mændene bliver ofrene for frigørelsen. Men bogen tager afsæt i virkelige begivenhed som kan læses i arkiverne. ”Jeg vil ikke moralisere”, siger Jytte Borberg, ”men han har godt nok været skæg at have haft gående her. Og hvis de koner har haft sådan nogle kedelige mænd, bliver de jo nød til at kaste sig ud i noget sjovere. Det er ikke mit ansvar, hvad han gik og gjorde”

Verdens ende foregår på en af Galapagosøerne i mellemkrigstiden. Den tyske læge og filosof Friedrich Ritter og hans elskerinde Dore sejler til øerne for at indrette deres ensomme paradis. Ganske pragmatisk får de tænderne erstattet af stålskinner, idet tandlæger selvsagt ikke findes i Paradis. I Paradiset indtræder andre aktører. Den meget husmoderlige Margret og hendes mand Hans og deres modsætning den erotisk passionerede baronesse Eloise Wagner De Bousquet med en skare af elskere. Det viser sig hurtigt at være et slangefyldt paradis. Ligegyldighed, had, madforgiftning og død bliver udkommet af de få beboeres møde. Hver af øens beboere og besøgende repræsenterer en livsholdning og form som beskrives med ståltandssarkastisk bid. For romanen fik Jytte Borberg Kritiker-prisen.

Nærbilleder snyder. Det er nærbilleders natur. Og det gør romanen Nærbilleder også. Det er ikke historien om den unge vidtløftige instruktør Louis’ højtravende ambitioner. Han drømmer om palmer og statuetter. Midlet skal i første omgang være en film om en fransk ostefabrikants uhyrlige udnyttelse af børns arbejdskraft. Efterkommere af ostefabrikanten dukker op, og virkeligheden er pludselig ikke så sort-hvid, som den umiddelbart syntes. I den tyndt befolkede ”location”, hvor filmen optages dukker pludselig Dorthea Yvonne og hendes omfattende familie op. Således hed også ostefabrikantens hustru, der kastede sig ud i en fatalt dyb skakt. Som filmen bevæger sig fra en socialrealistisk fortælling til overnaturlig, men menneskelig beretning går romanen samme vej. Hvem er skyldig og hvem skal sone?, bliver bogens spørgsmål.

Hvornår må man holde op med at drømme? Alice, der nær støvets år køber en himmelseng, finder hurtigt ud af at omgivelserne såvel som hendes søn og datter ikke synes at det er passende for hende at drømme om de ting en himmelseng kan bruges til ud over at sove. Og Alice har ikke tænkt sig at sove sin alderdom væk. Elskov og død forenes i sengen. Hendes elsker, trommeslageren, lider af fatal kræft. Datteren, balletdanser som sin mor, får sin seksuelle debut i sengen. Men hvad er virkelighed og hvad er skin. I himmelsengens loft er et spejl, men ser man virkeligheden i et spejl. Mest realistisk forholder sønnen sig til virkeligheden; han springer ud som bøsse. For Alice er døden hver dag en realistisk risiko, men ikke en hindring for at frisætte og indløse drømme.

Kærligheden er også central i Jytte Borbergs forfatterskab. Også den ulykkelige. ”Man kan ikke sige, at det skulle hun eller han aldrig have rodet sig ind i, for det er altid det værd og det har været en stor oplevelse. Man bliver lige så klog af ulykkelig som lykkelig kærlighed”
”Man bliver klog af det hele, man bliver klogere af alle erfaringer. Erfaringerne udvider ens bevidsthed, og hvis man er så bange for konfrontationer, at man vælger at blive siddende inde i sin stue, så får man ingen erfaringer.”
”Nu vil jeg gøre alt for dig, men så må du også gøre alt for mig. Ikke at det skal være en kræmmermentalitet, at det skal gå lige op, men sådan skal det være i venskabsforhold og i kærlighed. Man skal kunne bære hinanden ofre.”

Nogle bøger kan det være hårdt at skrive. Således var der i Himmelsengen mange konflikter, der var ganske svære. Himmelsengen bygger på egne erfaringer og var for forfatteren en af de sværeste bøger at skrive. ”I ”Himmelsengen” har jeg fat i alt muligt, jeg selv har oplevet, godt som skidt.”

Kunne I mærke, da I blev små? er en roman med lavt lixtal. Forlaget Modtryk har udgivet en række romaner, der er lette at læse, men har problemstillinger, der henvender sig til voksne læsere, der grundet læsevanskeligheder ikke kan eller med store vanskeligheder kan læse almindelige voksenromaner. To ægtepar med i alt fem børn er på udflugt i Sydafrika. Læseren møder modsætningen mellem natur og kultur, Dionysos og Apollon. Naturen repræsenteres af springende hvaler og inciterende trommedans. Kulturen af de menneskelige relationer, der byder på utroskab og familiære konflikter. Og så er der sønnen Harry, der ikke er normal.

I Det er tilladt at smile er det Fridas opgave at bryde ud. Hun er et produkt af efterkrigstidens værste småborgerskab. Hun hader sin mor. Oprøret er den eneste mulighed. Da hun har fået studenterhuen stikker hun hjemmefra. Hun må vælge mellem det kultiverede og det lidenskabelige, der udspiller sig som henholdsvis Morten, som hun kender fra hjembyen Århus og nedladende kalder sin ”krammebamse” og den tangoløsslupne Toivo fra Finland, som hun i første omgang kun oplever én nat med. Med Morten får hun et barn. Læseren må selv træffe valget, idet det i romanen står åbent.

Det er betegnende for Jytte Borbergs forfatterskab, at læseren selv må træffe valg. Der er ingen løsning endsige løftede pegefingre. Dobbeltheden, komplementariteten sammenspillet mellem dunkle og lyse kræfter, vildskab og ro, døden og livet ja, snart alle de store modsætninger i livet afdækkes og konfronteres. Men det er op til læseren at tage stilling. Det betyder ikke at Jytte Borberg ikke tager stilling til det kulturelle eller politiske Danmark. Hun sætter ofte ord på sine holdninger i andre medier end prosaen. Betegnende for en krystalklar holdning og den sproglige indpakning er hendes syn på Etisk Råd i forbindelse med kloningen af fåret Dolly, ”I deres stillingtagen til gentransformationer og klonede får ligner de mere får i fåreklæder end den vagtsomme ulv.”

De fede er gennem de en årrække blevet mål for en industri. Slankeindustrien er på det seneste blevet overhalet af reality show, der beskriver og udstiller overvægtige mennesker og deres bestræbelser på at nærme sig den vægt, der i tiden er defineret som normal. I romanen Alle steder og ingen steder har en række fede mennesker valgt at flytte til en afsidesliggende dal, hvor de trives i fred med deres vægt. De spiser, er erotisk frigjorte, hvad den vestlige verden ikke gerne ser disse mennesker gøre. Børnene gemmer de væk i et børneparadis, der ikke er så paradisisk. En gruppe observatører, der alle finder et alter ego blandt de fede. Hvem har kontrollen over tilværelsen, hvem er de lykkelige? Og hvem er marginaliserede? De anorektiske, de fede? Spørgsmål der absolut er påtrængende i tiden. Anders Fogh Rasmussens forfattersamtaler imponerer bestemt ikke Jytte Borberg. ”Min bog ’Alle steder og ingen steder’ handler om en regerings tyranni om en magt, der ikke fortæller, hvad der skal ske. Som den nuværende regering. Den eneste politiker fra regeringspartierne hun respekterer er Birthe Rønn Hornbech, Vi skal have sådan nogle skarpe kællinger, der tør tale sine egne midt i mod.”

Jytte Borberg har skrevet 5 ungdomsbøger. Bøgerne er alle om alternative miljøer. Mario er fremmedarbejder, Nelly og Tom kæmper for et børnehus, Jens er barn i de socialt forarmede brunkulslejre og Hedvig er Vejmandens datter. I Myggestik og stjerneskud følger vi danske Katrines møde med den gamle indianer Ikwa i Alaska, og på indiansk vis bliver læseren indført i det skæbnesvangre møde mellem natur og kultur, vestlig og indiansk tænkning. Med denne bog slutter Jytte Borberg en litterær ring, idet hendes egne første litterære oplevelser var indianerromaner af J. F. Cooper. Hendes næste store interesse, Flemming-bøgerne, ligger temmelig langt fra hendes senere litterære løbebane.

Ærlighed og konfrontation

En grundlæggende etisk fordring i Jytte Borbergs liv er fuldstændig ærlighed. ”Ingen skal få mig til at sige noget, jeg ikke mener. Man skal selvfølgelig fare frem med pli, og ikke slynge hvad som helst i hovedet på folk, men man skal svare bundløst ærligt på de spørgsmål man stilles i livet.” Denne fordring fører hun også ud i forfatterskabet, selvom den nogle gange tager et spring ud i det unaturligt fiktionære.
I sin holdning til anmeldelser er hun også hudløs ærlig, ”Jeg tror ikke på de forfattere, der siger, at de ikke læser anmeldelser. Jeg kaster mig over aviserne, når mine bøger anmeldes. Nogle af anmelderne er gode læsere, og hvis de giver en af mine bøger dårlig kritik, tager jeg det til mig. Nogle anmeldere, kan man se, har dårligt læst bogen, og deres mening er mig ret ligegyldig.” Hvad der er mindst lige så vigtigt for Jytte Borberg er læsernes reaktioner, når hun er ude at holde foredrag. Her møder hun læsere og potentielle læsere, og spørgeiveren og kendskabet til hendes bøger beviser, at bogen bestemt ikke er død. Der læses utroligt meget.

Som et andet centralt begreb i forfatterskabet står konfrontationen. Jytte Borberg konfronterer sig selv med de stridspunkter hendes personer løber ind i. ”På det tidspunkt en tekst bevæger sig hen hvor det bliver meget svært, konfronterer jeg mig med problemerne, for de skal løses eller i hvert fald ses.” Derfor er det godt at bo ved havet, for det kan man stå foran hver dag og tage konfrontationen med. Det er der, det er stort, det kommer buldrende ind og det skal ses. På spørgsmålet om, hvad hun for tiden læser, er svaret (i maj 2004), ”På natbordet ligger Paul Auster ”.

Bibliografi

Af Jytte Borberg

Borberg, Jytte:
Vindebroen. 1968. Noveller.
Borberg, Jytte:
Nældefeber. 1970.
Borberg, Jytte:
Orange. 1972.
Borberg, Jytte:
Portræt af et år. 1973. Billeder af Erland Madsen.
Borberg, Jytte:
Turne. 1974.
Borberg, Jytte:
Eline Bessers læretid. 1976.
Borberg, Jytte:
Det bedste og det værste, Eline Besser til det sidste. 1977.
Borberg, Jytte:
Rapport fra havbunden. 1978.
Borberg, Jytte:
Nu og aldrig. 1979.
Borberg, Jytte:
Mario. 1981. Ungdomsroman.
Borberg, Jytte:
Sjælen er gul. 1981.
Borberg, Jytte:
I hører fra os. 1982. Ungdomsroman.
Borberg, Jytte:
Slaraffenland. 1982.
Borberg, Jytte:
Alice og mig. 1983. Noveller.
Borberg, Jytte:
Skyggernes bog. 1983.
Borberg, Jytte:
Hvad tænkte egentlig kaninen? 1984. Noveller.
Borberg, Jytte:
Noget af en helt. 1984. Ungdomsroman.
Borberg, Jytte:
Novemberløgne. 1985.
Borberg, Jytte:
Stella Urania. 1985. Skuespil.
Borberg, Jytte:
Nat og dag. 1987.
Borberg, Jytte:
Vejmandens datter. 1987. Ungdomsroman.
Borberg, Jytte:
Maskerade. 1988.
Borberg, Jytte:
Badebilleder. 1989. Billeder af Pernille Kløvedal Helweg.
Borberg, Jytte:
Myggestik og stjerneskud. 1990. Ungdomsroman.
Borberg, Jytte:
Tvivlsomme erindringer. 1990.
Borberg, Jytte:
Løslad kaptajnen. 1992.
Borberg, Jytte:
Nærbilleder. 1994.
Borberg, Jytte:
Verdens ende. 1996.
Borberg, Jytte:
Himmelsengen. 1999.
Borberg, Jytte:
Kunne I mærke, da I blev små? 2000. MagnaPrintserien: Voksenroman med lavt lix-tal.
Borberg, Jytte:
Det er tilladt at smile. 2001.
Borberg, Jytte:
Alle steder og ingen steder. 2003.
Borberg, Jytte:
Fantomsmerter. 2005. Roman.
Borberg, Jytte:
Skråskrift. 2007

Om Jytte Borberg

Birkerød, Ulla:
Fra modernisme til realisme : Nogle udviklingstendenser i de senere års kvindelitterære produktion belyst ud fra Jytte Borbergs forfatterskab. 1980. s. 133
Jørgensen, Vibeke:
Du skal være kraftfuld og øm og dybt personlig: en analyse af Jytte Borbergs forfatterskab med henblik på at belyse kvindelig individuation i udvalgte værker. 1990.
Danske digtere i det 20. århundrede. 2000. Heri: Larsen, Gorm: Jytte Borberg. Bind 2.
Suset - en bog til Jytte Borberg 1987. I anledning af Jytte Borbergs 70 års fødselsdag, udgivet af forlaget Rosinante. Med bidrag af Peter Seeberg, Ib Michael, Per Højholt, Hanne-Vibeke Holst med flere.
Bag om spejlet : en bog om og af Jytte Borberg / bidrag: Jytte Borberg ... [et al.] ; redaktør: Kirsten Borberg. Multivers, 2017. (99.4).

Links

Dansk kvindebiografisk leksikon
Oversigt over hædersbevisninger m.m. fra Danske Litteraturpriser