Rent faktisk var Morten Nielsen ikke døbt Morten. Han var opkaldt efter sin morbror Karl Bent. Fødselslægen havde dog sagt, ”det er en Morten,” og det kælenavn blev hængende. Alle kaldte ham Morten, men han underskrev sig som Karl Bent, indtil han som voksen for 33 kroner købte sig retten til også officielt at bruge sit kælenavn.
Morten voksede op i Aalborg, hvor han havde en tryg opvækst. Faren, overlærer Ejnar Nielsen, arbejdede hele sit liv på Poul Paghsgade skole, hvor også moderen Gerda Lebrecht Nielsen var overlærer. På den tid var det en af de bedste uddannelser en kvinde kunne tage, og Gerda var en viljestærk kvinde, der kæmpede for både sig selv og sit køn. Hun var ved siden af lærergerningen aktiv i kvindebevægelsen, og blandt sine elever var hun genstand for en respekt, som grænsede til ærefrygt. Mortens far var en mindre autoritær og udadvendt skikkelse, som helst læste og passede haven. Også han var dog en respekteret skikkelse på skolen, og han underviste Mortens klasse i blandt andet geografi. Morten havde en fire år yngre søster, Lise, og de tos opvækst formede sig i Aalborgs pænere kvarter på Kærlundsvej 25. Her boede familien i en murermestervilla, som de havde bygget for en arv på 8.000 krone efter Mortens far, grundtvigianeren, mølleren og friskolelæreren, Peter Nielsen. Farfaren var en søgende sjæl, som gennem sit liv boede mange forskellige steder og gennem årerne havde flere forskellige næringsveje. Han kom selv fra beskedne kår, og hans uddannelse begrænsede sig til et minimum. På trods af det blev han dog ved gode viljers hjælp en inspirerende friskolemand. I 1882 købte han Thorning mølle og blev møller, landmand og en vigtig skikkelse i det lokale liv. Som ung mand vandrede Morten i ferierne flere gange rundt i Jylland og besøgte steder, hvor farfaren havde levet. Mortens mor stammede fra en velanskreven og velhavende købmandsfamilie fra Aalborg, og i det sociale hierarki befandt hendes familie sig noget højere end ægtefældens.
Gennem årerne fik Morten etableret en anselig samling drengebøger, og læselysten udviklede sig med årerne til en betydelig interesse for de store, danske digtere. Tidligt begyndte Morten også selv at digte, og i gymnasiet viste han et stort talent for at skrive danske stile. Han kom dog ikke ud af gymnasiet med aspargeshud og ene ug’er. Dertil interesserede livet ham for meget, og med stor selvironi skriver han til sin morfar om eksamenslæsning, der ikke umuliggør solbadning og det at nyde livet som sådan. Da han i 2. g til skriftlig eksamen i dansk får stillet opgaven at skrive om et ”aktuelt problem,” skuffer han ligeledes sin lærer ved at aflevere ti højstemte sider om sin forelskelse i en lokal pige. Det vel at mærke i 1939, hvor også andre ”aktuelle problemer” pressede sig på. Han var røget fra ug til mg, og med denne ”højsang” til sin udkårne, røg han ned på et g og blev kaldt til samtale: ”Jeg var til konference med en ængstelig Dansklærer, der ikke mente, der kom noget godt ud af den slags. Og en anden Lærer suttede paa sin Pibe og spurgte, om det i Grunden ikke var for letfærdigt at kalde saadan en Omgang for et aktuelt Problem, netop naar man rundt om i Verden stod og fandt Knojernene frem igen.
Jeg blev arrig og uærbødig og sagde, at det var en anden Aktualitet end Telegrammernes. Det var Livsfænomenernes uindskrænkede aktualitet. Saadan sagde jeg i mit hovmod” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Morten Nielsen – Mennesket og Digteren”, Side 59). At Morten Nielsen nærede en mere end almindelig ansvarsfølelse, når det kom til at tage stilling og ansvar i forhold til det at leve i en krigstid, viser både hans digte og hans senere engagement i modstandsbevægelsen dog. Han følte blot tilsvarende stærkt for livet med dets evige problemer. Han murede sig ikke inde og nøjedes med at læse om livet. Han kastede sig ud i det. Forelskede han sig i en pige, forsøgte han at vinde hende, og oplevede han uretfærdighed, søgte han at overvinde den. Mens livet rasede i ham i gymnasieårene, arbejdede han dog også på sine digte med stor seriøsitet. Han sendte sine digte ind til magasinet ”Vild hvede,” ( siden 1952 ”Hvedekorn”), og efter et stykke tid begyndte de regelmæssigt at trykke dem. Efter en udmærket om end ikke prangende studentereksamen, flyttede Morten til København for at studere dansk og sammenlignende litteratur. Han blev en dygtig studerende, og ved siden af studiet fortsatte han arbejdet med digtene. Han blev gode venner med blandt andre Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og Paul La Cour, og sammen med dem, Piet Hein og andre håbefulde digtere dannede han ”Unge Kunstneres Klub”, der fik digte og tegninger udgivet i blandt andet antologien ”Unge Kunstneres Foraarsbog” på Carit Andersens Forlag. Efterhånden som krigen udviklede sig, og tyskernes kontrol over en samarbejdsvillig dansk stat voksede, begyndte Morten at engagere sig i modstandsarbejdet. Han var med til at skrive og udgive det illegale blad Frihedsstøtten, der, efterhånden som flere illegale blade dukkede op, ændrede profil og navn til ”Dansk Maanedspost.” Morten begyndte at frygte for, at han ville blive slået ihjel før han nåede at udgive en digtsamling, og i stedet for at lade sin digtning modnes i endnu et par år, som han egentlig havde tænkt sig, udsendte han derfor i 1943 sin eneste digtsamling ”Krigere uden Vaaben.” Den udkom på Athenæum, der var villig til at satse på den unge digter, mens Gyldendal havde afvist samlingen med henvisning til, at man det år kun ville udgive én digtsamling. Samlingen blev pænt modtaget og udkom hurtigt i tre oplag. I dag er den en klassiker.
Morten Nielsens frygt for døden havde desværre ikke været ubegrundet, og ved en våbeninstruktion i forbindelse med en våbentransport, blev han dræbt af et vådeskud. Omstændighederne omkring Morten Nielsens død er uklare, og man har gisnet om, hvorvidt der er tale om mord eller selvmord. Litteraten, Thomas Bredsdorff har dog forsket i dette spørgsmål og er kommet frem til, at den hidtidige forklaring om en vådeskudsulykke står til troende. Morten Nielsen nåede kun at udgive én digtsamling, men kort efter hans død blev ”Efterladte digte” udgivet. Hans samlede produktion udgør blot omkring 150 siders digte, tekster publiceret i diverse blade samt en mængde breve.
