Morten Nielsen

Artikel type
voksne
stud.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Main image
Nielsen, Morten
Foto: Gyldendal, 2009

Indledning

Den 29. august 1944 blev den kun 22-årige digter Morten Nielsen dræbt af et vådeskud. Dermed fik et af tidens mest lovende forfatterskaber en brat afslutning. Morten Nielsen, der deltog aktivt i modstandsbevægelsen, blev et ikon, og på trods af sin tidlige død, nåede han at udfolde sit talent i en sådan grad, at hans digte har sikret ham en plads i litteraturhistorien og i hjertet hos flere generationers unge. Selv om hans digte om kærlighed, skæbne og død er et vigtigt dokument om besættelsestiden, rummer de nemlig også en ungdommelig friskhed, naivitet og lyst til livet, som taler til læsere på tværs af generationerne.

 

24375374

Blå bog

Født: 3. januar 1922 i Aalborg.

Død: 29. august 1944 i København.

Uddannelse: Studerede ved sin død dansk og sammenlignende litteratur på Københavns Universitet. 

Debut: Krigere uden vaaben. Gyldendal, 1943. Digte.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Samlede digte, Gyldendal, 2002. Digte.

Genre: Lyrik

Baggrund

Rent faktisk var Morten Nielsen ikke døbt Morten. Han var opkaldt efter sin morbror Karl Bent. Fødselslægen havde dog sagt, ”det er en Morten,” og det kælenavn blev hængende. Alle kaldte ham Morten, men han underskrev sig som Karl Bent, indtil han som voksen for 33 kroner købte sig retten til også officielt at bruge sit kælenavn.

Morten voksede op i Aalborg, hvor han havde en tryg opvækst. Faren, overlærer Ejnar Nielsen, arbejdede hele sit liv på Poul Paghsgade skole, hvor også moderen Gerda Lebrecht Nielsen var overlærer. På den tid var det en af de bedste uddannelser en kvinde kunne tage, og Gerda var en viljestærk kvinde, der kæmpede for både sig selv og sit køn. Hun var ved siden af lærergerningen aktiv i kvindebevægelsen, og blandt sine elever var hun genstand for en respekt, som grænsede til ærefrygt. Mortens far var en mindre autoritær og udadvendt skikkelse, som helst læste og passede haven. Også han var dog en respekteret skikkelse på skolen, og han underviste Mortens klasse i blandt andet geografi. Morten havde en fire år yngre søster, Lise, og de tos opvækst formede sig i Aalborgs pænere kvarter på Kærlundsvej 25. Her boede familien i en murermestervilla, som de havde bygget for en arv på 8.000 krone efter Mortens far, grundtvigianeren, mølleren og friskolelæreren, Peter Nielsen. Farfaren var en søgende sjæl, som gennem sit liv boede mange forskellige steder og gennem årerne havde flere forskellige næringsveje. Han kom selv fra beskedne kår, og hans uddannelse begrænsede sig til et minimum. På trods af det blev han dog ved gode viljers hjælp en inspirerende friskolemand. I 1882 købte han Thorning mølle og blev møller, landmand og en vigtig skikkelse i det lokale liv. Som ung mand vandrede Morten i ferierne flere gange rundt i Jylland og besøgte steder, hvor farfaren havde levet. Mortens mor stammede fra en velanskreven og velhavende købmandsfamilie fra Aalborg, og i det sociale hierarki befandt hendes familie sig noget højere end ægtefældens.

Gennem årerne fik Morten etableret en anselig samling drengebøger, og læselysten udviklede sig med årerne til en betydelig interesse for de store, danske digtere. Tidligt begyndte Morten også selv at digte, og i gymnasiet viste han et stort talent for at skrive danske stile. Han kom dog ikke ud af gymnasiet med aspargeshud og ene ug’er. Dertil interesserede livet ham for meget, og med stor selvironi skriver han til sin morfar om eksamenslæsning, der ikke umuliggør solbadning og det at nyde livet som sådan. Da han i 2. g til skriftlig eksamen i dansk får stillet opgaven at skrive om et ”aktuelt problem,” skuffer han ligeledes sin lærer ved at aflevere ti højstemte sider om sin forelskelse i en lokal pige. Det vel at mærke i 1939, hvor også andre ”aktuelle problemer” pressede sig på. Han var røget fra ug til mg, og med denne ”højsang” til sin udkårne, røg han ned på et g og blev kaldt til samtale: ”Jeg var til konference med en ængstelig Dansklærer, der ikke mente, der kom noget godt ud af den slags. Og en anden Lærer suttede paa sin Pibe og spurgte, om det i Grunden ikke var for letfærdigt at kalde saadan en Omgang for et aktuelt Problem, netop naar man rundt om i Verden stod og fandt Knojernene frem igen. 

Jeg blev arrig og uærbødig og sagde, at det var en anden Aktualitet end Telegrammernes. Det var Livsfænomenernes uindskrænkede aktualitet. Saadan sagde jeg i mit hovmod” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Morten Nielsen – Mennesket og Digteren”, Side 59). At Morten Nielsen nærede en mere end almindelig ansvarsfølelse, når det kom til at tage stilling og ansvar i forhold til det at leve i en krigstid, viser både hans digte og hans senere engagement i modstandsbevægelsen dog. Han følte blot tilsvarende stærkt for livet med dets evige problemer. Han murede sig ikke inde og nøjedes med at læse om livet. Han kastede sig ud i det. Forelskede han sig i en pige, forsøgte han at vinde hende, og oplevede han uretfærdighed, søgte han at overvinde den. Mens livet rasede i ham i gymnasieårene, arbejdede han dog også på sine digte med stor seriøsitet. Han sendte sine digte ind til magasinet ”Vild hvede,” ( siden 1952 ”Hvedekorn”), og efter et stykke tid begyndte de regelmæssigt at trykke dem. Efter en udmærket om end ikke prangende studentereksamen, flyttede Morten til København for at studere dansk og sammenlignende litteratur. Han blev en dygtig studerende, og ved siden af studiet fortsatte han arbejdet med digtene. Han blev gode venner med blandt andre Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og Paul La Cour, og sammen med dem, Piet Hein og andre håbefulde digtere dannede han ”Unge Kunstneres Klub”, der fik digte og tegninger udgivet i blandt andet antologien ”Unge Kunstneres Foraarsbog” på Carit Andersens Forlag. Efterhånden som krigen udviklede sig, og tyskernes kontrol over en samarbejdsvillig dansk stat voksede, begyndte Morten at engagere sig i modstandsarbejdet. Han var med til at skrive og udgive det illegale blad Frihedsstøtten, der, efterhånden som flere illegale blade dukkede op, ændrede profil og navn til ”Dansk Maanedspost.” Morten begyndte at frygte for, at han ville blive slået ihjel før han nåede at udgive en digtsamling, og i stedet for at lade sin digtning modnes i endnu et par år, som han egentlig havde tænkt sig, udsendte han derfor i 1943 sin eneste digtsamling ”Krigere uden Vaaben.” Den udkom på Athenæum, der var villig til at satse på den unge digter, mens Gyldendal havde afvist samlingen med henvisning til, at man det år kun ville udgive én digtsamling. Samlingen blev pænt modtaget og udkom hurtigt i tre oplag. I dag er den en klassiker.

Morten Nielsens frygt for døden havde desværre ikke været ubegrundet, og ved en våbeninstruktion i forbindelse med en våbentransport, blev han dræbt af et vådeskud. Omstændighederne omkring Morten Nielsens død er uklare, og man har gisnet om, hvorvidt der er tale om mord eller selvmord. Litteraten, Thomas Bredsdorff har dog forsket i dette spørgsmål og er kommet frem til, at den hidtidige forklaring om en vådeskudsulykke står til troende. Morten Nielsen nåede kun at udgive én digtsamling, men kort efter hans død blev ”Efterladte digte” udgivet. Hans samlede produktion udgør blot omkring 150 siders digte, tekster publiceret i diverse blade samt en mængde breve.

 

Citat:

Det var Foraar og Kulde.
Skovens Taagebræm
skjulte en Ondskab som luende
skulde sprænge sig frem.

Han skulde værge og bære –
engang havde nogen kaldt,
en Vished var kommet til ham.
Og nu var det den som forfaldt.

Vi andre blev hadske og blege
– Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
og saarede uden Saar.

Morten Nielsen: ”Riget af tusind Aar” i ”Krigere uden Vaaben”.

Krigere uden våben

Morten Nielsen nåede kun at udsende én digtsamling i sin levetid. Til gengæld er denne ene samling ”Krigere uden Vaaben fra 1943 blevet stående som en moderne klassiker. De 22 digte kredser om livets store spørgsmål, anden verdenskrig og særligt krigens indvirkning på de unge. Død, kærlighed, brutalitet, livsappetit og afmagt står side om side på en måde, som ikke ville virke naturlig, hvis konteksten ikke netop var krigens kynisme og en dansk regering der, i modsætning til Morten Nielsen og andre modstandsfolk, mere eller mindre affandt sig med den tyske besættelsesmagts kontrol over landet.

Modsætningen mellem en ung digter, der befinder sig midt i en menneskelig spiren og krigens destruktive kræfter, er udtalt i ”Krigere uden Vaaben". Et digt som ”Foraarets Horisont” indfanger i fire linjer den unge mands rene livsfølelse: ”Verden er vaad og lys – / Himlen er tung af væde … / Hjertet er tungt af Lykke, / lykkeligt nær ved at græde.” Digtet er et udtryk for den unges glæde, der udspringer af en følsomhed, der gør, at glæden dog hurtigt kan slå over i sin ligeså rene modsætning. Hjertet er tungt, men af lykke. Det er nær ved at græde, men af lykke. Det centrale er her, at følelsen rummer en ungdommelig renhed. Et enten eller, som kan ses som resultat af en endnu uspoleret naivitet hos det implicitte, lyriske jeg. Den samme dybde og renhed i følelsen og kærligheden går igen i samlingens næste digt ”Ind i en Stjerne –.” Det slutter af med ordene: ”Natten tager alle Ting nær. / Der er klingende / tomt i det fjerne. / – – Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne”.

Mere komplekst og dystert er samlingens lange åbningsdigt ”Riget af Tusind Aar,” som Morten Nielsen arbejdede på i lang tid, før det fandt sin endelige form. Her møder vi hans generation af unge, der blev ”hadske og blege” ”– Mænd på atten Aar, / Krigere uden Vaaben / og saarede uden sår.” Morten Nielsen vedblev desværre ikke selv at være en såret uden sår. Men han var en kriger uden andre våben til at forsvare sig med end ordet. De usynlige sår kom til udtryk hos en af Mortens kammerater, der blev indlagt på et sindssygehospital og er hovedpersonen i digtet. Om ham hedder det: ”Han havde talt med Kristus. / ”Tusindaarsriget skal komme. / Aaret af Hævn og Rædsel / er endelig omme. […] De tog forsigtigt omkring ham / og følte hans Febers Varme. / Og saa var der rolige Mænd, / der greb om hans spinkle Arme. / Men hans spændte Krop var ustyrlig, / og han skreg med en fremmed Stemme. / Han kaldtes ved Navn af nogen, / da de tøjred hans Arme med Remme.” Hvor Morten Nielsen kan skrive i en naiv tone, rummer et digt som ”Riget af tusind Aar” tidens kompleksitet og mørke. Krigen bragte ikke blot fysisk død og ødelæggelse med sig. Den skar lange dybe sår i sjælene hos menneskene. Sår som efterlod sig lysende ar, der kom til at præge hele Morten Nielsens generation og ikke mindst hans generation af digtere. Med forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts ord hedder det, at de, der modsat Morten Nielsen, undgik døden, levede videre med en skygge i sjælen. Denne skygge i sjælen blev til den kultur- og civilisationskritiske tone man kender fra andre jævnaldrende digtere som f.eks. Ole Sarvig.       

 

Citat:

Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.
Men kun som en Stilhed hos nogen
                                                      som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
                                   en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.
 
Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.
Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.
Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde
ved at holde en fremmeds kolde Haand
                                                            I min Haand.

Nu kender jeg den igen, her og alle vegne.
Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund.
Den gaar som en svimlende Fjernhed
                                                       I Sommerhimlen
og ligger som Klager over den sovendes Mund.

 
Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,
En Skygge, usynlig, langs Aarer
                                                   og Sten og Træer.
Den gør det mere rigt med de nye sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.


Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,
hverken ved Dagslys
                        eller naar Stjernerne gaar i Flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.

”Døden” fra ”Krigere uden Vaaben”.