Men kun som en Stilhed hos nogen
som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.
Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.
Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.
Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde
ved at holde en fremmeds kolde Haand
I min Haand.
Nu kender jeg den igen, her og alle vegne.
Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund.
Den gaar som en svimlende Fjernhed
I Sommerhimlen
og ligger som Klager over den sovendes Mund.
Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,
En Skygge, usynlig, langs Aarer
og Sten og Træer.
Den gør det mere rigt med de nye sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.
Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,
hverken ved Dagslys
eller naar Stjernerne gaar i Flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.
Morten Nielsen nåede kun at udsende én digtsamling i sin levetid. Til gengæld er denne ene samling ”Krigere uden Vaaben” fra 1943 blevet stående som en moderne klassiker. De 22 digte kredser om livets store spørgsmål, anden verdenskrig og særligt krigens indvirkning på de unge. Død, kærlighed, brutalitet, livsappetit og afmagt står side om side på en måde, som ikke ville virke naturlig, hvis konteksten ikke netop var krigens kynisme og en dansk regering der, i modsætning til Morten Nielsen og andre modstandsfolk, mere eller mindre affandt sig med den tyske besættelsesmagts kontrol over landet.
Modsætningen mellem en ung digter, der befinder sig midt i en menneskelig spiren og krigens destruktive kræfter, er udtalt i ”Krigere uden Vaaben". Et digt som ”Foraarets Horisont” indfanger i fire linjer den unge mands rene livsfølelse: ”Verden er vaad og lys – / Himlen er tung af væde … / Hjertet er tungt af Lykke, / lykkeligt nær ved at græde.” Digtet er et udtryk for den unges glæde, der udspringer af en følsomhed, der gør, at glæden dog hurtigt kan slå over i sin ligeså rene modsætning. Hjertet er tungt, men af lykke. Det er nær ved at græde, men af lykke. Det centrale er her, at følelsen rummer en ungdommelig renhed. Et enten eller, som kan ses som resultat af en endnu uspoleret naivitet hos det implicitte, lyriske jeg. Den samme dybde og renhed i følelsen og kærligheden går igen i samlingens næste digt ”Ind i en Stjerne –.” Det slutter af med ordene: ”Natten tager alle Ting nær. / Der er klingende / tomt i det fjerne. / – – Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne”.
Mere komplekst og dystert er samlingens lange åbningsdigt ”Riget af Tusind Aar,” som Morten Nielsen arbejdede på i lang tid, før det fandt sin endelige form. Her møder vi hans generation af unge, der blev ”hadske og blege” ”– Mænd på atten Aar, / Krigere uden Vaaben / og saarede uden sår.” Morten Nielsen vedblev desværre ikke selv at være en såret uden sår. Men han var en kriger uden andre våben til at forsvare sig med end ordet. De usynlige sår kom til udtryk hos en af Mortens kammerater, der blev indlagt på et sindssygehospital og er hovedpersonen i digtet. Om ham hedder det: ”Han havde talt med Kristus. / ”Tusindaarsriget skal komme. / Aaret af Hævn og Rædsel / er endelig omme. […] De tog forsigtigt omkring ham / og følte hans Febers Varme. / Og saa var der rolige Mænd, / der greb om hans spinkle Arme. / Men hans spændte Krop var ustyrlig, / og han skreg med en fremmed Stemme. / Han kaldtes ved Navn af nogen, / da de tøjred hans Arme med Remme.” Hvor Morten Nielsen kan skrive i en naiv tone, rummer et digt som ”Riget af tusind Aar” tidens kompleksitet og mørke. Krigen bragte ikke blot fysisk død og ødelæggelse med sig. Den skar lange dybe sår i sjælene hos menneskene. Sår som efterlod sig lysende ar, der kom til at præge hele Morten Nielsens generation og ikke mindst hans generation af digtere. Med forfatteren Bjarne Nielsen Brovsts ord hedder det, at de, der modsat Morten Nielsen, undgik døden, levede videre med en skygge i sjælen. Denne skygge i sjælen blev til den kultur- og civilisationskritiske tone man kender fra andre jævnaldrende digtere som f.eks. Ole Sarvig.