Baggrund

Jytte Borberg er født i 1917 og tilhører aldersmæssigt en generation af forfattere, der omfatter Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Ole Sarvig, Leif Panduro, Morten Nielsen og Elsa Gress. De er alle døde, de fleste i en ung alder. Jytte Borberg er spillevende. Hun sprang først ud som digter ganske sent med debuten Vindebroen i 1968. Da var hun fyldt 50 år. Udspringet er centralt i hendes forfatterskab; at turde realisere sig selv sprænge de traditionelle, stramme rammer, gribe dagen og prøve sig selv, og blive sig selv uden skin. Det lykkes ikke altid og det har omkostninger. Men for Jytte Borbergs karakterer er det nødvendigt.

Jytte Borberg har selv gennemlevet udspringene, omvæltningerne. Hun fulgte gennem mange år sin mand, der var psykiatrisk overlæge, til forskellige hospitaler landet rundt for at ende i Viborg. Grænsen for det normale og det gale er temaet i flere af hendes bøger, og kun kender til begreberne indefra, idet hun som overlægehustru var ganske tæt på patienterne. Efter en laborantuddannelse, der aldrig blev brugt, og mange år som hjemmegående hustru blev trangen til omvæltningen i slutningen af tresserne så stort, at hun måtte tilslutte sig den modkultur, der var i Viborg. Hun arbejde sammen med Peter Seeberg om teaterprojekter og meldte sig ind i et yderliggående venstrefløjsparti, VS; en kraftfuld politisk stillingtagen i forhold til hendes tidlige borgerlige livsførelse.

I 1979 døde Jytte Borbergs mand og hun blev tvunget ud i en ny stillingtagen til livet. Hun valgte at flytte til København, men kun for et kort tidsrum. Som en anden Lykke-Per drog hun til det alleryderste Vestjylland, men ikke desillusioneret. Hun fortsatte her i det vestjyske kulturcentrum Fjaltring med bl.a. Tukak teatret og kulturcentret Tuskjær sit forfattervirke og som en aktiv del af lokallivet.