Jette Drewsen

Jette Drewsen blev født i 1943 i Hvejsel lidt nord for Vejle. Faderen Svend Aage Drewsen havde en dyrlægepraksis, mens moren Edith Drewsen gik hjemme. Jette Drewsen var den næstældste ud af en søskendeflok på fem. Da hun var syv år, indtraf en ulykke, der ændrede livet for familien, og som mærkede Jette særligt hårdt. Under en leg med lillesøster Lisbet skete der en ulykke, som førte til Lisbets død.

Jette Drewsen blev student i 1962, og efter fire semestre på psykologistudiet afbrød hun sine studier på Københavns Universitet. Hun blev gift som 21-årig, fik børn og levede de næste år som hjemmegående husmor. Ægteskabet holdt til 1971. Året efter debuterede hun med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der viser en hjemmegående husmors kedelige hverdag og blomstrende frustrationer.

I tråd med tidens efterdønninger af ungdomsoprøret og kvindebevægelsens opblomstring spiller kvinden den store hovedrolle i Drewsens udgivelser i årene efter debuten. Faktisk har hun aldrig rigtig sluppet taget i kvinderne og deres rolle i samfund, familie og kunst. Som forfatter er hun blevet kaldt ”Rødstrømpernes litterære talerør” (Jannie Iwankow Søgaard: Rødstrømpernes litterære talerør. Kristeligt Dagblad, 2013-12-09), men værkerne er ikke feministisk propaganda, snarere litterære undersøgelser af kvindesituation og -sind.

Sprog har siden barndommen interesseret Jette Drewsen, hvilket hun forklarer med de forskellige former for det danske sprog, hun blev udsat for gennem barndommen – ”rigtig” jysk dialekt, rigsdansk og et fladere jysk, som Drewsens mor med foragt kaldte ”stationsbyjysk” (”Lisbets søster”, s. 23). Allerede som niårig skrev Jette Drewsen sin første roman i et hæfte, hun fik af sin mor. Legen med sprog og den tidlige bevidsthed om forskellige måder at udtrykke sig på lagde grundstenen til Jette Drewsens lange forfatterskab, som hun bedrev fra hjemmet på Bornholm.

I 1972 debuterede Jette Drewsen med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”. Romanen er en skildring af en ung, hjemmegående mor i begyndelsen af 1970’erne og hendes frustrationer over sin rolle i en triviel dagligdag fastlåst af samfundsstrukturer i en sovende forstad.

Ursula er gift med Esben, som er lektor ved universitetet. Her underviser han unge studiner og skriver bøger, mens Ursula passer deres to små børn hjemme i parcelhuset. Ursula får ikke holdt sin interesse for fotografering ved lige, og hun har ikke andet at give sig til end at ’fungere’, som Esben kalder det, når hun holder hus. Ægteskabet er anstrengt: Ursula provokerer, Esben slår og børnene spejler de voksne. Det er langtfra idyl i forstaden, hvor naboparret Helle og Christians ægteskab også er dysfunktionelt. De eneste folk, der formår at leve livet anderledes frit, bor i byen, nemlig lillesøsteren Susanne og barndomsvennen Ditlev. Ditlev er homoseksuel, og Susanne lever under mere moderne og friere omstændigheder med job, abort og senere ung kæreste. 

Romanen er fortalt i første person fra Ursulas vinkel. Sproget er konkret og præget af direkte tale, mens stilen er registrerende og uden videre brug af billedsprog. Vi følger Ursula gennem hendes hverdagsgøremål – passe børn, vaske op, lave mad. Ind i mellem reflekterer Ursula over sin egen situation, men oftest er det op til læseren at udlede Ursulas sindstilstand af hendes opførsel. Det er dog ikke nogen svær disciplin, da hun bogen igennem reagerer temmelig kraftigt på de uretfærdigheder, hun føler sig udsat for. Et eksempel på Ursulas udadreagerende adfærd er, da hun med Ditlevs hjælp splitter Esbens lejede kontor ad, hvor han ud over at arbejde også er Ursula utro. Episoden får dog ikke den ønskede forløsende effekt, men bliver endnu en personlig fiasko for Ursula og et konkret symbol på bogens tema om middelklassekvindens uforløste potentiale.

Romanen skabte ligesom efterfølgeren ”Fuglen” (1974) debat ved sin udgivelse, fordi den giver et for tiden nyt og nøgternt blik ind i middelklassekvindens utilfredsstillende liv anno 1972. Dette budskab klingede fint sammen med kvindebevægelsens ønske om frisættelse af kvinden og lige vilkår mellem kønnene og ramte derved en åre i tidens debat. 

Jette Drewsens anden roman ”Fuglen” fra 1974 handler som forgængeren ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” (1972) om et kvinde- og kunstnerliv, der har svært ved at passe ind i tidens og samfundets form og norm.

Mia er en fraskilt kunstner, som prøver at få hverdagen med datteren Aline til at hænge sammen. Penge er der aldrig nok af, og et kompliceret kærlighedsliv hjælper ikke. Mia har af en bank fået bestilling på et stort mosaikrelief – ”Fuglen” – som hun dedikerer til datteren som en slags soning for sit svigt som forælder i dagligdagen. Inspirationen er dog svær at fastholde, og arbejdet går trægt. I det private ser hun Bjarke, som også ser sin skuespillerkollega.

Mias liv svinger mellem orden og kaos, hvilket bl.a. manifesterer sig i hendes spisevaner. Den ene dag svælger hun sig i biksemad med ”engelsk sovs i guddommelige mængder” (s. 6), den næste dag får hun kun kiks og danskvand. At tælle kalorier er en slags magtpålagt selvpineri. Da Bjarke går fra hende, falder alle delene i Mias liv fra hinanden, og hun vælger den tragiske udvej at tage sit eget liv.

Romanen foregår over relativt kort tid og fortælles kronologisk af en tredjepersonsfortæller bundet til Mia. På den måde får vi et indblik i Mias tankeverden, men det er i dialogen, at historien drives frem. Korte sætninger og brug af direkte tale giver dynamik og fremdrift. Mias tilværelse vipper mellem livet som kunstner og ønsket om at slå til som mor. Hun har et kærligt forhold til datteren, men er stærkt inkonsekvent i sin tilstedeværelse. Mia prøver at kombinere de to ting i kunstværket af fuglen, men uden succes. Forholdet til hendes forældre er også spændt ud mellem det frie kunstnerliv, Mia lever, og det borgerlige miljø, hun er vokset op i. Det lykkes aldrig for Mia at kombinere kunstnerlivet med ansvaret, der følger med at være mor – nøjagtig som Ursula i Drewsens debutroman ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der heller ikke formår at være kone/mor og udøvende fotograf på samme tid. Det er Mias evige vaklen mellem de to sider, der fører hende ud i selvmordet.

I årene 1992 til 1994 udkom Ella-trilogien, der markerede et skift i Jette Drewsens litterære stil og tema.

I første del, ”Lillegudsord” fra 1992, følger vi Ellas opvækst på den højskole, hendes far er forstander på, fra hun er omkring fem år gammel og til gymnasiealderen. Ella er på flere niveauer sine forældres datter nummer to: Den korrekte og regelrette storesøster Sigrid følger og forstår forstanderparret, mens Ella tidligt sætter spørgsmålstegn ved den verden, hun gennem sine omgivelser og især forældrene bliver præsenteret for. I forstanderhjemmet er Grundtvig idolet og fadervor obligatorisk – men hvad stiller man op, når man ikke forstår linjen med ’forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere?’ Som romanen skrider frem, og Ella vokser op, åbnes hendes udsyn, og langsomt løsriver hun sig fra forældrenes begrebsverden og skaber sin egen.

21436291

Sprogets skabende kraft er et hovedtema i romanen. Jo ældre Ella bliver, og jo større ordforråd hun får, des mere reflekteret bliver den hverdagsberetning, hun giver læseren. De første kapitler er præget af korte sætninger, rytmiske remser og genfortælling af begivenheder, men som fortællingen skrider frem, bliver sproget mere varieret og komplekst – nøjagtig som Ellas verdens- og livsopfattelse.

Romanen er en undersøgelse af barnet Ellas selvstændighedsudvikling og bevidstgørelse. Udviklingen bliver sprogliggjort i fortællingens udsigelse: Historien fortælles kronologisk i nutid af Ella, men i bogens første trefjerdedele fortæller hun ud fra et vi. Først som stor pige på vej i gymnasiet slipper Ella vi’et og finder tryghed i at være et jeg. Skiftet fra vi til jeg markerer den endelige selvstændiggørelse af Ella og løsrivelsen fra forældrene og den verden, de repræsenterer. Det har været forbundet med tryghed for Ella at tænke sig selv som et kollektiv, men selvstændigheden og individualiteten trænger sig på i teenageårene. ”Lillegudsord” er en roman om overgangen fra barn til (næsten) voksen og skabelsen af personen Ella. 

Essaysamlingen ”Lisbets søster” fra 2001 er Jette Drewsens erindringer. Det primære omdrejningspunkt for de fire erindringsessays er Drewsens forhold til hendes far og den tragiske begivenhed, der får afgørende indflydelse på far-datterrelationen og Drewsens fremtidige liv, nemlig lillesøster Lisbets død.

Lisbet dør halvandet år gammel under en leg med sin syvårige storesøster Jette, og selvom der er tale om en ulykke, sætter skylden sig tungt i Jette – en skyld som det er svært for de sorgfyldte forældre at håndtere. Da forældrene og de to andre søstre rykker tættere sammen i deres sorg, isoleres Jette. Følelsen af at stå uden for familien forstærkes yderligere, som Jette vokser op og danner meninger om verden ud fra andre syn end de liberale værdier, hun er vokset op med i hjemmet. Jette bliver engageret i kampen for kvinders rettigheder og hører holdningsmæssigt til på den venstrefløj, hendes far slet ikke forstår. De to har ikke et fælles sprog til at tale om politik, og bevæger de sig ind på emnet, ender diskussionen i hårdknude.

23637235

Erindringerne bevæger sig kronologisk fra tidlig barndom i slutningen af 1940’erne til farens død i 1993. Der er et tydeligt før og efter i Jette Drewsens tilbageblik, nemlig Lisbets død. Tematisk står forholdet mellem far og datter i midten omkranset af undertemaer som sorg, sprog og (politisk) dannelse. Især det manglende fælles sproglige ståsted mellem far og datter frustrerer og fascinerer Drewsen, og essayformen tillader hende i længere passager at reflektere over sprog og forskellige ideologiske strømninger.

Til trods for at Jette Drewsen skriver om sit eget liv og forhold til sin familie, er stilen sober og aldrig anklagende. Drewsen beskriver rummeligt og uden selvmedlidenhed den svære tid efter Lisbets død og forældrenes manglende evne til at håndtere storesøsterens skyld og sorg. På trods af de mange forskelle i Drewsen og hendes fars værdier og livssyn portrætterer hun ham med kærlig agtelse, og man mærker den kærlighed, higen efter anerkendelse, beundring og skuffelse, som relationen mellem en far og hans datter består af. 

Liv og død fylder tematisk i Jette Drewsens roman ”Døden er en mester” fra 2015. Hvor Drewsen tidligere har fortalt primært fra kvindens perspektiv, er hovedpersonen i denne bog en aldrende Don Juan, der mærker døden komme snigende.

Frank Wertheimer har levet et liv omgivet af kvinder. Den aldrende arkitekt er gift med Helene og har datteren Sia med kunstneren AnnaElise foruden utallige løse forhold til især yngre kvinder, hvor de helt unge studerende, han underviser, er hans fortrukne. Noget ændres dog i Frank Wertheimers forhold til de unge elskerinder, da han mærker kroppens begyndende forfald. Han lader forholdet til veninden Bella sive ud, og han overvejer, hvordan han kan undgå at gå i seng med den arkitektstuderende Esmeralda: ”Han så på, at hun gjorde kål på chokolademoussen og overvejede, om han kunne smyge sig uden om den elskov, hun regnede med.” (s. 37). Som med Johannes i Søren Kierkegaards ”Forførerens dagbog” er det nu vejen til erobringen, der er det primære for Frank Wertheimer.

51896882

Romanen om Frank Wertheimer er en fortælling om en mands midtlivskrise og de tanker om livets løse ender, den sætter i gang. Tanker om døden og dermed også om livet levet inden fylder på grund af svigtende helbred så meget hos den falmende Frank, at livets endeligt bliver til en selvstændig karakter – Døden (stavet med stort begyndelsesbogstav). Især mod slutningen af romanen er karakteren Døden nærværende for Frank og Helene. De venter på mesteren og den forløsning, ’han’ vil bringe Frank.

Tidligt i historien forklarer den alvidende fortæller, at det ikke er muligt at få alt at vide om Frank Wertheimer, men at ”vi kan skyde os forsigtigt ind på ham” (s. 8). Udsigelsen skifter derfor konstant fokus i forsøget på fra forskellige sider at skyde sig ind på Frank. Det skaber en distance, der gør det svært at komme rigtig tæt på karaktererne. Efter i et afsnit at være zoomet ind på et særligt udsnit af Franks liv zoomer fortælleren i det næste helt ud på det store billede, for så langsomt at bevæge sig ind på Franks liv igen. Frank Wertheimer er fortællingens centrum, men lige meget om der fortælles om ham fra Helenes, Sias eller hans egen indre vinkel, får man aldrig rigtig begreb om ham. 

Jette Drewsens fødsel som forfatter midt i 1970’ernes ligestillingskamp kan spores som tema gennem hele forfatterskabet, dog i stadig bredere forstand jo tættere på nutiden, vi kommer. I de tidlige år er det litterære kamera fokuseret på kvindens rolle og funktionsmuligheder i samfundet. Hovedpersonerne i romanerne fra forfatterskabets første årti kan læses i forhold til hinanden. Fra den frustrerede husmor i ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” over Mia i ”Fuglen”, der ikke kan få livet som kunstner og mor til at forenes, videre til den stærkere og friere Liv i ”Pause”, for at ende ved de fire, selvstændige kvindelige hovedpersoner i ”Tid og sted”. Det er samfundskritisk litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved de traditionelle mønstre, kønnene udfolder sig i.

Stilen er realistisk nøgtern og minimalistisk. Drewsen benytter sig sjældent af billedsprog og store metaforer, og hun synes mere interesseret i karakterernes indre sindstilstand end detaljerede beskrivelser af de ydre omgivelser. Mennesket og dets udfoldelsesmuligheder er i store dele af forfatterskabet Drewsens primære fokus, hvilket særligt ses i hendes tidlige kvindeskildringer samt den sproglige skabelse af Ella i ”Lillegudsord”.

Undersøgelser af sammenhængen mellem sprog og identitet bliver centrale i Drewsens produktion fra starten af 1990’erne og opefter. I Ella-trilogien udforskes identitetsskabelsen hos en ung pige gennem sproget, og i ”Lisbets søster” identificeres det manglende fællessproglige ståsted mellem far og datter som det helt store problem i kommunikationen mellem de to.

Jette Drewsen har primært skrevet romaner, men efter årtusindskiftet har hun også afprøvet selvbiografien med ”Lisbets søster”, rejseberetningen med ”Det inderste råstof” (2004), og i 2007 udkom novellesamlingen ”Oven for klinten”, der handler om mennesker af individualitetens tidsalder, og den opløsning og ensomhed manglen på fællesskab fører med sig. Samfunds- og kulturkritikken er altså gennemgående i Drewsens forfatterskab. 

Allerede med debuten i 1972 blev Jette Drewsen beskrevet som en af kvindernes nye litterære stemmer. Sammen med forfattere som Kirsten Thorup, Jytte Borberg, Vita Andersen og Dorrit Willumsen tog Drewsen udgangspunkt i tidens kvindesituation og bevidstgørelsen om frihedspotentialet hos kvinderne. Ligestillingsbevægelsens opblomstring i 1970’erne bygger på det første kvindeoprør i slutningen i 1800-tallet, og Drewsen såvel som de øvrige kvindestemmer fra tiden står på skuldrene af datidens modige forfatterinder. En af dem, der tidligt luftede feministiske holdninger, var Mathilde Fibiger. Allerede i 1851 lod hun Clara Raphael i bogen af samme navn udtrykke en stærk frustration over de ulige forhold, mænd og kvinder lever under. ”Clara Raphael” blev nøjagtig som Jette Drewsens første udgivelser debatteret heftigt i samtidens offentlighed.

Emancipationsbevægelsen er tydelig i forfatterskabets første årtier med bøger, der kredser om de kvindelige hovedpersoners undertrykte potentiale, udbrud af rollen som husmor og forsøg på at få en hverdag som selvstændig kvinde til at hænge sammen. Det sidste ses især i ”Fuglen”, hvor Mias kamp med livet som enlig mor, selvforsørgende kunstner og elskerinde ender i selvmord. Denne endegyldige ’løsning’ vælger også hovedpersonen i Herdis Møllehaves ”Le” fra 1977. Begge romaner udløste store diskussioner – især på grund af deres tragiske afslutninger.

De samme udfordringer med at få familieliv og kvinden/morens kunstneriske ambitioner til at forenes ses også i Tove Ditlevsens og Dea Trier Mørchs forfatterskaber. Især Ditlevsens erindringer ”Gift” (1971) viser en kvinde, der ikke formår at balancere mellem familieliv og kunstnerisk produktion.

Den politiske tone, der ligger som underlæg i Jette Drewsens tidlige udgivelser, kan ses i mere udpræget grad hos Inge Eriksen, der også debuterede i 1970’erne. Gennemgående for Eriksens værker er en stærk og handlekraftig kvinde, som den Drewsen udvikler i løbet af det første tiår. Stærke kvinder fylder også hos islandske Kristín Marja Baldursdóttir, både i romanerne om Karitas, men også i ”Fra hus til hus”, hvor mødet med et højere klassesamfund driver ambitioner og drømme om en anden levemåde frem hos en ung kvinde.