bagefter vælger jeg omhyggeligt
et par bukser og en sweater
bukserne købt til lejligheden (kontokort Magasin)
det nye tøjs trylleri
det skal helst se ud som om jeg lige er faldet i det
du henter mig klokken seks.”
Vita Andersen debuterede med digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner” i 1977. Samlingen består af en række prosadigte, som dels skildrer det svære spil, der opstår når kvinde og mand mødes uden at kunne komme fri af de roller eller masker, de skjuler sig bag. Dels skildrer digtene den ensomme kvindes drømme om at blive elsket, og smertelige nederlag når drømmefilmen knækker. Sådan slutter eksempelvis det fire sider lange digt ”Hvad tror du jeg tror”, som opruller en kærlighedens forventning og dennes onde drejning:
”jeg styrter ud af bilen, smækker med døren jeg føler mig ydmyget, har det ad helvede til
hva faen er det for noget
det begyndte så godt
vi gjorde os begge to umage
og nu er det alligevel ødelagt
eller er det?
hvad tror du jeg tror?”
Vita Andersen ramte med samlingens digte noget i tidens erfaringer. Teksterne formidler erfaringer og personlige oplevelser fra en socialt belastet opvækst. Det gør de i en enkel form og stil, der omsætter den personligt oplevede smerte til almene skildringer af et forkrøblet følelsesliv og et forkvaklet livsmønster.
Samlingens store popularitet skyldes imidlertid også, at den hudfletter den moderne kvinderolle med dens smertende og modsatrettede krav.