Cecilie Lind

Det er juleaften. Året er 2038, og hovedpersonen i Cecilie Linds roman ”Pigedyr” (2022), Sara, holder jul med en kvinde, der hedder Monika, som vi på det tidspunkt ikke ved, hvem er. Herfra spoles tiden tilbage til 2020 og frem oprulles en række begivenheder, der leder frem til den føromtalte juleaften.

Sara er i 2020 13 år gammel. Hun er enebarn og ønskebarn og bragt til verden af aldrende forældre gennem fertilitetsbehandling. Moren er lunefuld og til tider decideret ondskabsfuld og har svært ved at håndtere Saras skønhed og spirende udvikling fra barn til ung pige. Hun siger for eksempel, at Sara er et ”lille villigt svin”, og at hun skal tage sig i agt for mænd. Morens ambivalente følelser kommer også fysisk til udtryk: ”Mor elsker straf for mor elsker trøst (…) En mors vold er kærlighed.” (s. 73), reflekterer Sara. Moren kan dog også være ”gavmild”, og Sara bemærker, at ”Hvis jeg gør mig umage kan jeg godt ligne den datter der er drømmedatteren, så har hun mig næsten.” (s. 31).

62455772

Sara går op i at være smuk, og sammen med sin veninde Rosa lægger hun mere værdi i det end så meget andet: ”Jeg vil være kvinde (…) Helst smuk. Bare smuk. Vil ikke andet end det.” (s. 50-51). Det ekstreme fokus på skønhed har hun med hjemmefra, hvor moren henleder Saras opmærksomhed på værdien i det: ”Hende (Rosa, red.) må du ikke slippe, sagde mor. Hun er en god pige. Meget smuk.” (s. 66). Sara opfanger tidligt mændenes begærlige blikke og udvikler en opfattelse af sig selv som en ”fælde” for ”granvoksne” mænd – en opfattelse, hun bekræfter sig selv i gennem de seksuelle forhold hun har; først med præsten, der netop har konfirmeret hende; dernæst med sin lærer og senere Rosas far. Besættelsen af at blive set, beundret og begloet holder Sara i et jerngreb, hvor hun i sin higen efter at forblive tynd, smuk og ’lille’ udvikler anoreksi.

Cecilie Lind undersøger og kritiserer i ”Pigedyr” fascinationen ved den ’purunge pige’. Skønhed og seksualitet som magtfaktor. Grænseoverskridende adfærd og overgreb. Hvad det gør ved et menneskes selvopfattelse at føle sig seksuelt begæret og objektiviseret, inden man knap er blevet teenager, og hvorfor samfundet er så fikseret på den unge pige.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Pigedyr"

I Cecilie Linds debutroman ”Til en engels forsvar” (2017) møder vi Englen, der i første del af bogen, benævnt ’Krig’, beskriver hvordan denne er indtrådt i en krig, tilsyneladende mod skygger og spøgelser. Englen tegner et billede af sig selv som en beundret og feteret person: ”Jeg var et syn for guder, som sendt fra himlen. I de første uger i tjeneste vandt jeg alles hjerter.” (s. 13). Denne ophøjelse af egen rolle og indflydelse kommer også til udtryk, når englen omtaler de øvrige soldater som ’mine mænd’ og fortæller, at ”jeg er hellig/ jeg er en engel/ jeg skal hjælpe de nødstedte/ jeg skal dræbe/ jeg er en lejesoldat” (s. 24). Hvorfor englen er gået i krig, afsløres i kapitlets sidste linjer: ”i krig skal man glemme/ min pige min pige/ fordampet” (s. 47).

53175384

I bogens næste del, ”Englen”, fortælles der nærmere om, hvem denne pige er. Englen var engang skytsengel for et barn, kaldet Pigen, som denne forelskede sig i. I sin rolle som skytsengel overtrådte englen grænser i takt med, at ’begæret’ voksede sig større. Englen, der var overbevist om, at Pigen gengældte disse følelser, følte sig også overbevist om, at ingen kendte til deres forhold. Men det bliver afsløret, og englen straffes og forbydes at nærme sig pigen igen og forvises til en afsondret og ensom tilværelse i en lejlighed, anvist af kommunen.

”Pigen”, som er bogens tredje del, indledes med et brev, som pigen har skrevet til englen. Her fortælles det, at hun er 12 år gammel, at hun ”skubber til børn, der keder hende” og piller vingerne af dyr og slår dem ihjel. At hun aspirerer mod at blive ligesom englen – at blive den mest ”lysende” og ”smukkeste” engel på jorden. At pigen både hader og savner englen, men også, at hun er indlagt på en anstalt på grund af mistanke om storhedsvanvid, stemmer og vrangforestillinger og ’buler’, der gror i panden. Kapitlet leder frem til bogens sidste del, ”Retssagen”, hvor den endelige dom over englen skal fældes.

Cecilie Lind kombinerer i ”Til en engels forsvar” prosa og lyrik og behandler temaer som seksualitet, overgreb og grænser i et kryptisk univers. Om englen er en del af pigen – en metafor for spirende seksualitet og overgangen mellem barn og voksen – eller en særskilt figur, der forbryder sig mod pigen, er for eksempel op til fortolkning.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Til en engels forsvar"

At føde et barn er en grænseoverskridende handling. Og en handling er det jo ikke helt, idet den gravide krop ikke vælger at føde, men snarere overlades til, at det sker. Det er her, Cecilie Linds syvende bogudgivelse ”Mit barn” (2019) tager fat - in medias res med benene i stigbøjle, presseveer og bristet endetarm. Her er ingen kærlighed uden en tilhørende afmagt. Ingen livskraft uden skam. 

Fra fødslens øjeblik og et år frem følger vi moderens kaotiske hverdag. Bogen kredser om omverdenens (åbenbart) tårnhøje forventninger og dømmende blikke på det at være mor. Lægen, naboer, apotekeren, sundhedsplejersken, ja selv barnets far fremstilles som kollektive fjender, der ikke fatter omfanget af moderkroppens spidsbelastning og moderskabets mentale slid. 

47010063

Man overbevises hurtigt om, at det ikke blot er barnet, der er spædt. Det er kvindens nye moridentitet også. ”JEG/ AMMER/ FAT DET” hedder det vrængende (s. 79), og ”jeg har fået nyt navn/ jeg hedder/ mor” lyder det måbende (s. 52). Identitetsforandringen spidsformuleres yderligere i en sekvens, hvor jeget oplever omverdenens feedback ”Som om det var mig, der var barnet” (s. 46).

”Mit barn” beskriver en spinkel kronologisk retning, men den gældende struktur er en fortvivlende og aggressiv uorden. Som ville teksten mime den nybagte mors kaotiske omsluttethed af amning, tøjvask, livets mening, selvhad, søvnmangel etc. er ”Mit barn” holdt i sætningsstumper uden afsnitsmarkeringer og stort set renset for tegnsætning. Det hele er på samme niveau og flyder sammen i én ubrudt strøm. Læseoplevelsen er tilsvarende omklamrende, opslugende, indespærrende. Det er urovækkende, men også dragende. Læseren mærker ikke blot, men PÅFØRES den nybagte mors desperation og i mange sammenhænge resignation. 

Midt i dette virvar falder de mest bedårende, finurlige og smukke billeder. Kvindens hofter er ”en triumfbue for fødslen” (s. 84) og det kvindelige køn ”en måbende mund for livets mirakel” (s. 72). Om påføring af fed solcreme på baby hedder det: ”barnet bliver hvidere og hvidere/ og bliver så hvid som sin egen samvittighed” (s. 23). Hvad end ”Mit barn” er, er det noget, du hverken kan overskue eller slippe væk fra.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mit barn"

Cecilie Linds tredje roman, ”Bristefærdig” fra 2025, sætter igen moderskabet i centrum. Bogen består af tre dele med titlerne ”Før hende”, ”Med hende”, og ”Med hende og efter hende”, som er en kort epilog.

Romanens fortæller er en unavngiven 33-årig kvinde, der hungrer efter betingelsesløs kærlighed. Ikke mindst længes hun efter at blive mor. Da hun en aften i juli føler sig særligt lysende smuk, går hun i biografen, hvor et tilfældigt møde med en mand bliver til en date på et hotelværelse, og selvom han efterlader hende for sin kernefamilie, har han sået et frø i hende.

Det er oplagt at læse ”Bristefærdig” som magisk realisme. Da fortælleren føder, er det således ikke et almindeligt barn, men en slags monster, hun fostrer. På hospitalet beskriver forskellige læger det som henholdsvis en parasit, en tumor, et uidentificerbart objekt og en paranoid vrangforestilling. Hvad det præcist er, fortælleren har født, og om hun overhovedet har født, bliver aldrig klart.

140373109

Barnemonsteret kan både være en realitet og det rene, skære fantasifoster, men det er lige meget. Det, romanen gør, er at skildre den altopofrende, betingelsesløse kærlighed. Da fortælleren stikker af med sit afkom og isolerer sig fra omverdenens fordømmende blikke, folder hun sig ud i fuldt flot som kompromisløs løvemor. Det er en skildring af morrollen i yderste potens, hvor jeg’et går stadig mere i opløsning for at give ALT til sit barn. Romanen tematiserer også emner som familie, køn, begær, selvforståelse og psykisk skrøbelighed.

I glimt får læseren et indblik i fortællerens forhistorie. En far, der tidligt forsvandt. Et usundt forhold til en mor, et erotisk forhold til en stedfar. Glimt der kan læses som en form for forståelsesnøgle til hovedpersonens sind.

Sproget er på en gang poetisk flagrende, underfundigt sarkastisk og nøgternt nært – fyldt med konkrete beskrivelser, der kæntrer over i følelsesfulde udbrud eller kvalmende udpenslinger. Og så er det fyldt af selvmodsigelser, der får læseren til at undres, tvivle og digte med. Det sker på sætningsniveau, som når hun for eksempel skriver ”Herom herskede ingen tvivl. (er du sikker?)” (s. 116). Og på tematisk niveau, hvor fortællerens lykke og ulykke, skrøbelighed og styrke, frigørelse og fortabelse, selvhævdelse og selvudslettelse bliver to sider af samme sag.

Cecilie Linds forfatterskab spænder over såvel poesi som prosa, men uanset hvilken genre hun skriver i, flimrer hendes sprog et sted midt imellem prosa og lyrik: Det prosaiske finder vi i de langstrakte sætningsforbindelser med tidslige udviklinger samt i det udpegede og den fortællende struktur omkring aktanter, vi kender fra sagn og eventyr, og i de senere bøger omkring et bekendende ”jeg”. Det lyriske finder vi i Linds fokusering på øjeblikket, i den smalle spalteopsætning og de afhuggede sætninger, hvori linjeskiftet bliver accentueret og endelig i den udtrykte opmærksomhed på rytmiske og klanglige sprogkvaliteter.

Mens ”Dughærget pupil accelererer tusmørket” falder helt udenfor samtidige litterære trends som bekendelse og autofiktion, er ”Strunk” og ”Scarykost” udtalt bekendende og til dels biografiske. Bevægelsen i forfatterskabet kulminerer med ”Mit barn”, hvor bekendelsen toner rent flag. Overgang fra barndom til voksen, fra pige til kvinde, er både en distanceret og fabulerende eventyrformel, hvori et autentisk ”jeg” er erstattet af en konstrueret ”frøken”, en ”havfrue”, en ”sylfide”, en ”svimling”, men det er også en erfaring gjort på egen krop. Det er myten og sagnet, der brydes med det erfarede og politiske i forfatterskabet: Havfruers bask med halen på den ene side og opkastets nedbrydning af tændernes emalje og fødselsveernes pressen på den anden. 

Lind griber præcist ned i ønsket om at fastholde barndommens uskyld og naivitet intakt og tage denne naivitet med over i en voksen verden af sorg, seksualitet, længsler og risiko. ”Jeg ved ikke hvad det vil sige at være en pige, blive en kvinde,” hævder Lind i en kronik i Politiken (Cecilie Lind: Selvfølgelig må jeg være vred. Politiken, 2015-05-20). Linds på én gang formspændte og løselige – på en gang blåøjede og selvbevidste – tekstfacon, synes i korte glimt at gå i sync med denne udjævning af pige/kvinde/mor. Overgangen er fyldt med skam, bræk og desperation men også lyst, humor og kærlighed. 

I romanerne ”Til en engels forsvar” og ”Pigedyr” kredser Cecilie Lind om begær og grænser. Hun udforsker spirende seksualitet og spidder samfundet og det mandlige blik på ’den purunge pige’, der i sig selv udgør et centralt tema i romanerne. Romanerne handler også om selvbilleder – om at blive bekræftet gennem andre og om kun at føle sig skøn og smuk, hvis andre begærer en. I ”Mit barn” og ”Bristefærdig” er moderskab det helt centrale tema – her udforskes den betingelsesløse kærlighed sideløbende med den ultimative afmagt.