c lind
Foto: Lærke Posselt

Cecilie Lind

cand.mag., Ph.d.-stipendiat Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Senest opdateret af Søren Langager Høgh, Bureauet, november 2019.
Top image group
c lind
Foto: Lærke Posselt
Main image
Lind, Cecilie
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Cecilie Lind debuterede som yderste årring af dansk lyrik. Hun skrev ungt, nyt, friskt – lige ind i fremtiden. I hendes messende sprog præget af et pigeunivers’ inventar var ordene ikke gennemsigtige beholdere, der bringer besked fra A til B, men snarere rytmiske og grafiske enheder, der lader sig flette ind og ud af hinanden. Siden har hun ændret kurs og skriver nu i et lettere afkodeligt rum tæt på et levet liv, som hun også har bragt i manegen i en række oprørte dagbladskronikker. Det handler om tvivl, spisevægring, kvindeidealer; utilstrækkelighed, psykisk sygdom og i den seneste bog moderskab.

 

47010063

Blå bog

Født: 1991.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011-2013.

Debut: Ulven åd min eyeliner. OVBIDAT, 2010.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Den nye spejltrådskaserne. Escho, 2020. Digte.

Inspiration: Per Højholt, Vladimir Nabokov, Ursula Andkjær Olsen.

 

 

 

 

 

 

Cecilie Lind læser op ved Forfatterskolens Afgangsoplæsning 2013.

Artikel type
voksne

Baggrund

”sne hvisker hvid suffløse farver stum/ busk rinder/ ud med nedsmeltet/ røst kan det falde dale tale/ til afvigelse fra/ sky kreperer fnug omsluttet/ slum lagt hen adspredt/ udbrud/ rager chok sjap klandrer/ sol tærer frist for frost ryster/ fugl sulter sort art/ vakuumvakker blottelse blænder slidt”
Tekst fra Hvedekorn.

Man fristes til at sige, at Cecilie Lind (f. 1991) begyndte at skrive uden at have lært det. Som udfasende teenager debuterede hun med en række tekster i bogen ”Ulven åd min eyeliner”, der udkom i 2010 på mikroforlaget OVBIDAT. Også det hæderkronede lyriktidsskrift Hvedekorn har Lind frekventeret jævnligt, og i 2012 udkom den formelt set rigtige debutbog ”Dughærget pupil accelererer tusmørke” på et større forlag. Der hviler en 1980’er-højtidelighed over den måde, Lind tager skriften og formen alvorligt på. Hun insisterer på form som en selvstændig og afgørende vigtig parameter og har rygrad nok til eksplicit at ville rime, synge, tromme, summe med ordene, før hun vil have dem til at betyde, denotere, mene noget. Dette karaktertræk ved Linds tekster får dem til at fremstå hermetiske, kryptiske og indadvendte – de er ”Usagn”, som genrebetegnelsen lyder på omslaget af ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”.

”Jeg vægter”, siger Lind i et interview, ”det melodiske i sproget højt, lyd og rytme og tempo er noget, jeg tripper meget over. Sådan flowwowshow me the money honey bunny. Kaninfin påskeharemare. Min ambition er at lade ord danse (gerne ballet). Stringent og sprælsk. Kontrol og crazyness” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19). Som det fremgår af Linds egne formuleringer, er det betydnings-nedtonende og formgivnings-ophævende udtryk ikke nødvendigvis kedelig eller uvedkommende. I de senere bøger svinger forfatterskabet ud i direkte bekendende, biografiske og kønspolitiske aktioner, ikke mindst i moderskabsbogen ”Mit barn”.

Dughærget pupil accelererer tusmørket

”Positioner perverteres af spejlvendt ven vinder/ hjerte i bryst på lille pige banker ren muskel/ taktfast melodi akkompagnerer rank stirren/ på tvilling ælter hjerne i genkendelse flipper/ øjne i væmmelse ….”
”Dughærget pupil accelererer tusmørket”, s. 87.

” … et udsyn hærget af fugt”. Sådan lyder den sidste sætning i Cecilie Linds debutbog fra 2012, ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. Der bindes således en sløjfe mellem udgang og indgang – mellem titel og afslutningsreplik.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” består af 35 korte tekststykker opsat i en smal centreret spalte. Uden brug af tegnsætning løber teksterne hen over siderne i remsende sideordninger, hvis begyndelse og slutning er umarkeret, endsige utydelig. Egentlig ville et højt format hen ad børneklassikeren ”Lange Peter Madsen” være mere passende for disse aflange teksttæppers egenart; mere passende end den foreliggende lille bog, hvori Linds strømmende skrift forstyrres utidigt af sideskift.

Linds sprog er ”dughærget” og ”tusmørkt”. Der leveres ikke pointer og opbygges ikke forklaringer eller udredninger, der søger et mål. I stedet møder teksterne læseren som en sær diktion, hvis princip er defineret omkring et ustandseligt forskydende nu, der kun orienterer sig to-tre ord tilbage i teksten og derfra kaster nye ord fremad.

29492344

Således er repeterede klangbilleder og særligt bogstavrim hyppige – gerne i tre- og firfoldige rytmiske udbrud: ”legende legendelabert” (s. 60) eller ”forbarmet forarmet styret forsvarsmekanisme” (s. 29). Lind skriver i en øjeblikkets logik, hvor sammenhænge er noget, der snarere skabes og genskabes kontinuerligt end noget, der er definerende eller styrende for sætningers udbredelse. Lind skal ingen steder hen, men det er abeskønt at gå, for at parafrasere Per Højholts ”Turbo”.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” kan man genkende på sætningernes generelle mangel på subjekt og i særdeleshed mangel på ”jeg”. Linds sætningskonstruktion er desuden præget af nydannelser, passiv-verber og ubestemte substantiver – tre bomærker, som tilfører det jeg-løse sprog yderligere tørhed og distance: ”..at erobre himmelrum [minus bestemmelse] blidt i fjerforhutlet [neologisme]/ dragt af uforløste længsler næbhænges [passivform + neologisme]/ i usynligt bur trimmes [minus bestemmelse + passivform] tro på ro [minus bestemmelse] …” (s. 45). Når sætninger fremstår mere normalgrammatiske, er sætningssubjektet fortrinsvist et sært substantiv (Dunkelhovedet fjerpostyr) eller en distanceret tredjeperson fra fantastikkens kulørte persongalleri (havherre, frø, vampyr). Lind opererer slet ikke med noget så konstrueret som normalt.

Strunk

”det syge/ ved mine øjne, mine øjne er for store til at/ se// ind i sprækker, overvægt, og blafre med mine/ vipper, tunge og stive af// mascara/ plus […]”
”Strunk”, s. 81.

I en kronik i Politiken maj 2015 beskriver Cecilie Lind, hvordan hun i de ondt nedslidende teenageår fandt en lindring i ”min computer, mit worddokument. Jeg fandt ro i det at skrive digte, at ord og det at arrangere disse ord var en strunk gerning”. Det patinerede ord ’strunk’ (rank og værdig holdning) har fundet vej fra kampskrift i Politiken til titelniveau på Linds tredje bog ”Strunk” (september 2015).

Hvor Linds forrige bog stak af fra verden, så holder ”Strunk” fast i den. Fantasiens fabeldyr i tredjeperson er skiftet ud med et autentisk og givetvis biografisk ”jeg”, og bevægelsen fortsættes og accelereres i ”Scarykost” (2016). I et litterært safe space, hvor sproglige og sociale normer ikke får lov til at virke hæmmende, siger ”Strunk” det, der udenfor var markeret som taberens fornedrede tilværelse, højt og klart.

51926056

Det såkaldt private rum med iagttagelser af den nære verden – ”se// grankoglerne/ ligge/ i/ bunker/ og ægger mig/ med/ der fuldstændigt vidunderlige// TAKKER”, selvskade og selvbebrejdende følelser – ”tillader/ mig/ at/ døve/ det/ der/ larmer/ med/ lidt/ SULT” og pinlig forfængelighed – ”jeg er en yderst delikat/ flower og jeg vil tilbedes af talrige// bitches der vil være mig” får sin platform.

I modsætning til Linds foregående bogs afsnitsinddelinger er ”Strunk” et kontinuert langdigt. I én sammenhængende men ustadigt flakkende, ombrudt og retningsløs tekst fremstår den høje starut af en bog som en mark af den elegante men også komisk langstrakte Flora Danica-purløgsplante, der pryder bogens forside. Er det et forfatterportræt? Man noterer sig i hvert fald, at det i øvrigt tydeligt lyriske syntaksbillede deler flere formelle træk med tekstformatet på Twitter, hvor Lind (@Frklind) ikke overraskende er særdeles aktiv.

Linds sproglige arbejde er ofte en underholdende nominel størrelse, en slags glosesport, der opsøger og editerer formelle ligheder i sproget. Det kan f.eks. lyde: ”virgin, og tonic” eller ”nektar/ tardarhhh”. En særlig iøjnefaldende stiløvelse er placeringen af to identiske ord skulder ved skulder i en meningsfuld sætning: ”i et væk: væk mig” eller i et blæret hattrick: ”er det det det er”. Her er den blotte gentagelse faktisk en meningsgivende videreførelse af udsagnet.

Scarykost

”[…] en to tre jeg kaster op i kumme, jeg åd dig og du skvulper ud, lidt konturløs og grødet, jeg gider dig næppe ret meget mere, jeg glider dig ind og ud og din tud er rød og grådig, duft af køn kvinde i udu […]”
”Scarykost”, s. 120.

Cecilie Linds ”Scarykost” (2016) er en fyldig rodekasse af ordinære, afmålte digte og lange, zigzaggende prosafragmenter herunder breve eller dagbogsnotater henvendt til ”Kære Scarykost”. Der hviler således en stemning af uafsluttethed og mangel på enhed over det afsøgende, snakkende, ordrige og ofte vilkårligt udfoldende tekstmassiv. ”Tombolatanker” hedder det et sted og et andet: ”Fortsættelse bølger”.

’Scary’ er engelsk for uhyggelig, skræmmende, ofte brugt i nudansk talesprog med let ironisk reference til gyserfilm. ’Kost’ er betegnelsen for mad, og som det hedder i min ordbog: ”især med tanke på regelmæssig indtagelse”. Scarykost er altså noget i retning af en dels sarkastisk dels oprigtig titulering af føden som skræmmende modstander.

52310245

Det ville være misvisende at benytte kliniske diagnoser (bulimi, anoreksi, spiseforstyrrelse etc.), fordi ”Scarykost” ikke er et debatindlæg om sygdom, men derimod et vildt registrerende vidnesbyrd i fuld affekt. Her er masser af spørgsmål og ganske få svar. Sulten er ikke et vitalt billede på modernistisk livskraft som hos f.eks. Hamsun, men derimod en aktivt tilvalgt selvmedicinering, der doseres med lige dele fascination og skam. Coca-Cola Light er mageløs kaloriefri. Kaffens rene koffein er ”mit varme mørke”, og opkast, der returnerer kalorierne, er ”orgastisk eksplosion i halsen”.

I et berømt Tv-interview fra 1984 slyngede Michael Strunge den nedladende betegnelse ”brækprosa” efter Lola Baidels bekendelseslitteratur. Betegnelsen får en ny aktualitet og bogstavelighed i ”Scarykost”. I temaet, jo, men også i de gennemgående passager af små afhuggede sætninger, hvor kommaerne oftest sættes med to-tre ords mellemrum, som var de enjambementer i et digt. Den amputerede, ødelagte syntaks får en genetableret fremdrift ved associationsligheder, gentagelser, rytmiske variationer, intertekstuelle referencer og rim. Tilbage står en splintret, stammende, klingende, huggende, ofte uforståelig modtekst. Denne brækpøl viser ganske effektivt det udsigende ‘jeg’ i en dobbeltposition som BÅDE offer for konkurrencesamfundets perverse krav om ”en kropslig udkrængning af selvet” OG som aktør, der magter at være til (og udtrykke det at være til) i sådan en syg verden i kraft af sprogets materiale. 

Mit barn

”Jeg vågnede og følte at mit baghoved var faldet ud i uendeligheden, at kramperne allerede var dødens triumf, nu skal jeg dø fra min søn inden han overhovedet kan huske mig, hulkede jeg, så tog min elskede mig i hånden, barnet med i liften, i taxaen, så så en læge på mig, og sagde, du er ikke ved at dø, dine tal er fine, du er bare helt vildt stresset og udmattet.”

”Mit barn”, s. 79.

At føde et barn er en grænseoverskridende handling. Og en handling er det jo ikke helt, idet den gravide krop ikke vælger at føde, men snarere overlades til, at det sker. Det er her, Cecilie Linds syvende bogudgivelse ”Mit barn” (2019) tager fat - in medias res med benene i stigbøjle, presseveer og bristet endetarm. Vi er lysår fra en ”yummy mommy”, og instagramfilteret er slået fra. Her er ingen kærlighed uden en tilhørende afmagt. Ingen livskraft uden skam.

Fra fødslens øjeblik og et år frem følger vi moderens kaotiske hverdag. Bogen kredser om omverdenens (åbenbart) tårnhøje forventninger og dømmende blikke på det at være mor. Lægen, naboer, apotekeren, sundhedsplejersken, ja selv barnets far fremstilles som kollektive fjender, der bare ikke fatter omfanget af moderkroppens spidsbelastning og moderskabets mentale slid.

Man overbevises hurtigt om, at det ikke blot er barnet, der er spædt. Det er kvindens nye moridentitet også. ”JEG/ AMMER/ FAT DET” hedder det vrængende (s. 79) og ”jeg har fået nyt navn/ jeg hedder/ mor” lyder det måbende (s. 52). Identitetsforandring spidsformuleres yderligere i en sekvens, hvor jeget oplever omverdenens feedback ”Som om det var mig, der var barnet” (s. 46).

47010063

”Mit barn” beskriver en spinkel kronologisk retning, men den gældende struktur er en fortvivlende og aggressiv uorden. Som ville teksten mime den nybagte mors kaotiske omsluttethed af amning, tøjvask, livets mening, selvhad, søvnmangel etc. er ”Mit barn” holdt i sætningsstumper uden afsnitsmarkeringer og stort set renset for tegnsætning. Det hele er på samme niveau og flyder sammen i én ubrudt strøm. Læseoplevelsen er tilsvarende omklamrende, opslugende, indespærrende. Det er urovækkende, men også dragende. Læseren mærker ikke blot, men PÅFØRES den nybagte mors desperation og i mange sammenhænge resignation.

Midt i dette virvar falder de mest bedårende, finurlige og smukke billeder. Kvindens hofter er ”en triumfbue for fødslen” (s. 84) og det kvindelige køn ”en måbende mund for livets mirakel” (s. 72). Om påføring af fed solcreme på baby hedder det: ”barnet bliver hvidere og hvidere/ og bliver så hvid som sin egen samvittighed” (s. 23). Hvad end ”Mit barn” er, er det noget, du hverken kan overskue eller slippe væk fra.

Genrer og tematikker

Cecilie Lind skriver et sted midt imellem prosa og lyrik: Det prosaiske finder vi i de langstrakte sætningsforbindelser med tidslige udviklinger samt i det udpegede og den fortællende struktur omkring aktanter, vi kender fra sagn og eventyr, og i de senere bøger omkring et bekendende ”jeg”. Det lyriske finder vi i Linds fokusering på øjeblikket, i den smalle spalteopsætning og de afhuggede sætninger, hvori linjeskiftet bliver accentueret og endelig i den udtrykte opmærksomhed på rytmiske og klanglige sprogkvaliteter.

Mens ”Dughærget pupil accelererer tusmørket” falder helt udenfor samtidige litterære trends som bekendelse og autofiktion, er ”Strunk”, ”Scarykost” udtalt bekendende og til dels biografiske. Bevægelsen i forfatterskabet kulminerer med ”Mit barn”, hvor bekendelsen toner rent flag. Overgang fra barndom til voksen, fra pige til kvinde, er både en distanceret og fabulerende eventyrformel, hvori et autentisk ”jeg” er erstattet af en konstrueret ”frøken”, en ”havfrue”, en ”sylfide”, en ”svimling”, men det er også en erfaring gjort på egen krop. Det er myten og sagnet, der brydes med det erfarede og politiske i forfatterskabet: Havfruers bask med halen på den ene side og opkastets nedbrydning af tændernes emalje og fødselsveernes pressen på den anden.

Lind griber præcist ned i ønsket om at fastholde barndommens uskyld og naivitet intakt og tage denne naivitet med over i en voksen verden af sorg, seksualitet og risiko. ”Jeg ved ikke hvad det vil sige at være en pige, blive en kvinde,” hævder Lind i en kronik i Politiken (Cecilie Lind: Selvfølgelig må jeg være vred. Politiken, 2015-05-20). Linds på én gang formspændte og løselige – på en gang blåøjede og selvbevidste – tekstfacon, synes i korte glimt at gå i sync med denne udjævning af pige/kvinde/mor. Overgangen er fyldt med skam, bræk og desperation men også lyst, humor og kærlighed.

Beslægtede forfatterskaber

Cecilie Linds skrift har flere berøringsflader med dansk litteraturhistorie. Slægtskaber strækker sig tilbage til 1920’ernes ekspressionisme og navnlig Rudolf Broby-Johansens stumpe og jeg-løse sætningsbygning. Hvor Broby-Johansen kun er grum, er Lind dog også sød. Tillige finder vi fællestræk i 1960’ernes teksteksperimenter, hvor Per Højholts ”Turbo” skal fremhæves som et fortilfælde af en tekstmodus, der stadigt forskyder sig i stedet for at sigte på et mål. Man kan endelig fornemme Michael Strunges alvor og selvtillid i Linds (tidlige) tekster. Man ser Strunge for sig, med mascaraen flydende i øjenkrogen og verden hamrende ind i de stakkels overbelastede sanser, når Lind i et interview fra 2013 forklarer: ”Af og til kommer ord til mig i strømsk virvar. Det kan føles yderst voldsomt. Jeg overmandes, og så må fingrene forsøge at følge med hjernens udspyningsproces.” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19).

Skal vi kigge på samtiden kan man pege på Charlotte Weitze som en litterær artsfælle. Weitzes folkloristik, tæt befolket af nisser, talende dyr og unge kvinder, er i det mindste heller ikke bange for eventyrets overnaturlige topos. I de seneste bøger synes en inspiration fra Ursula Andkjær Olsen og med hende også Peter Laugesen at samle sig i en formskiftende og vildt udbredende skriftfacon.

”Mit barn” gentager på flere måder en æstetik, man kender fra 1970’erne. Det er igen Peter Laugesens udflydende, ustoppelige modus og Suzanne Brøggers rodede grænseløshed, særligt i ”Creme fraiche”. Men det er også Vita Andersens bekendende knækprosa og så selvfølgelig den helt store fødebog, Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”, der nok deler motiv men så ikke meget andet med ”Mit barn”. I dag skriver ”Mit barn” sig ind i en kreds af forældrebøger skrevet af forfattere som Dy Plambeck, Ursula Andkjær Olsen, Maja Lucas og på den fædrene side Jan Thielke og Rolf Sparre Johansson.

Bibliografi

Lyrik

Lind, Cecilie:
Ulven åd min eyeliner. OVBIDAT, 2010.
Lind, Cecilie:
Dughærget pupil accelererer tusmørke. Samleren, 2012.
Lind, Cecilie:
Strunk, Gladiator, 2015.
Lind, Cecilie:
Scarykost. OVBIDAT, 2016
Lind, Cecilie: Ragusa. Kronstork, 2018.
Cecilie Lind: Mit barn. Gyldendal, 2019.
Cecilie Lind: Den nye spejltrådskaserne. Escho, 2020.

Roman

Lind, Cecilie: Til en engels forsvar. Gladiator, 2017.

Andre udgivelser

Lind, Cecilie: Alberte & far. I: Amulet Magasin 1. Amulet, 2020.

Om forfatteren

Mini-interview på forfatter Olga Ravns blog.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Cecilie Lind

Kilder citeret i portrættet

Ravn, Malene:
Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19. Mini-interview.
Lind, Cecilie:
Jeg må godt være vred. Kronik. Politiken, 2015-05-20.