Mit barn

Citat
”Jeg vågnede og følte at mit baghoved var faldet ud i uendeligheden, at kramperne allerede var dødens triumf, nu skal jeg dø fra min søn inden han overhovedet kan huske mig, hulkede jeg, så tog min elskede mig i hånden, barnet med i liften, i taxaen, så så en læge på mig, og sagde, du er ikke ved at dø, dine tal er fine, du er bare helt vildt stresset og udmattet.”

”Mit barn”, s. 79.

At føde et barn er en grænseoverskridende handling. Og en handling er det jo ikke helt, idet den gravide krop ikke vælger at føde, men snarere overlades til, at det sker. Det er her, Cecilie Linds syvende bogudgivelse ”Mit barn” (2019) tager fat - in medias res med benene i stigbøjle, presseveer og bristet endetarm. Vi er lysår fra en ”yummy mommy”, og instagramfilteret er slået fra. Her er ingen kærlighed uden en tilhørende afmagt. Ingen livskraft uden skam.

Fra fødslens øjeblik og et år frem følger vi moderens kaotiske hverdag. Bogen kredser om omverdenens (åbenbart) tårnhøje forventninger og dømmende blikke på det at være mor. Lægen, naboer, apotekeren, sundhedsplejersken, ja selv barnets far fremstilles som kollektive fjender, der bare ikke fatter omfanget af moderkroppens spidsbelastning og moderskabets mentale slid.

Man overbevises hurtigt om, at det ikke blot er barnet, der er spædt. Det er kvindens nye moridentitet også. ”JEG/ AMMER/ FAT DET” hedder det vrængende (s. 79) og ”jeg har fået nyt navn/ jeg hedder/ mor” lyder det måbende (s. 52). Identitetsforandring spidsformuleres yderligere i en sekvens, hvor jeget oplever omverdenens feedback ”Som om det var mig, der var barnet” (s. 46).

47010063

”Mit barn” beskriver en spinkel kronologisk retning, men den gældende struktur er en fortvivlende og aggressiv uorden. Som ville teksten mime den nybagte mors kaotiske omsluttethed af amning, tøjvask, livets mening, selvhad, søvnmangel etc. er ”Mit barn” holdt i sætningsstumper uden afsnitsmarkeringer og stort set renset for tegnsætning. Det hele er på samme niveau og flyder sammen i én ubrudt strøm. Læseoplevelsen er tilsvarende omklamrende, opslugende, indespærrende. Det er urovækkende, men også dragende. Læseren mærker ikke blot, men PÅFØRES den nybagte mors desperation og i mange sammenhænge resignation.

Midt i dette virvar falder de mest bedårende, finurlige og smukke billeder. Kvindens hofter er ”en triumfbue for fødslen” (s. 84) og det kvindelige køn ”en måbende mund for livets mirakel” (s. 72). Om påføring af fed solcreme på baby hedder det: ”barnet bliver hvidere og hvidere/ og bliver så hvid som sin egen samvittighed” (s. 23). Hvad end ”Mit barn” er, er det noget, du hverken kan overskue eller slippe væk fra.