Baggrund

Citat
”sne hvisker hvid suffløse farver stum/ busk rinder/ ud med nedsmeltet/ røst kan det falde dale tale/ til afvigelse fra/ sky kreperer fnug omsluttet/ slum lagt hen adspredt/ udbrud/ rager chok sjap klandrer/ sol tærer frist for frost ryster/ fugl sulter sort art/ vakuumvakker blottelse blænder slidt”
Tekst fra Hvedekorn.

Man fristes til at sige, at Cecilie Lind (f. 1991) begyndte at skrive uden at have lært det. Som udfasende teenager debuterede hun med en række tekster i bogen ”Ulven åd min eyeliner”, der udkom i 2010 på mikroforlaget OVBIDAT. Også det hæderkronede lyriktidsskrift Hvedekorn har Lind frekventeret jævnligt, og i 2012 udkom den formelt set rigtige debutbog ”Dughærget pupil accelererer tusmørke” på et større forlag. Der hviler en 1980’er-højtidelighed over den måde, Lind tager skriften og formen alvorligt på. Hun insisterer på form som en selvstændig og afgørende vigtig parameter og har rygrad nok til eksplicit at ville rime, synge, tromme, summe med ordene, før hun vil have dem til at betyde, denotere, mene noget. Dette karaktertræk ved Linds tekster får dem til at fremstå hermetiske, kryptiske og indadvendte – de er ”Usagn”, som genrebetegnelsen lyder på omslaget af ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. 

”Jeg vægter”, siger Lind i et interview, ”det melodiske i sproget højt, lyd og rytme og tempo er noget, jeg tripper meget over. Sådan flowwowshow me the money honey bunny. Kaninfin påskeharemare. Min ambition er at lade ord danse (gerne ballet). Stringent og sprælsk. Kontrol og crazyness” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19). Som det fremgår af Linds egne formuleringer, er det betydnings-nedtonende og formgivnings-ophævende udtryk ikke nødvendigvis kedeligt eller uvedkommende. I de senere bøger svinger forfatterskabet ud i direkte bekendende, biografiske og kønspolitiske aktioner, ikke mindst i moderskabsbogen ”Mit barn”. 

I 2017 udkom Cecilie Linds romandebut ”Til en engels forsvar”, der på mange måder er en sproglig forlængelse af hendes digte. Romanen kombinerer flere genrer i sin måde at fortælle historien om en engels forbudte kærlighed til en ung pige. I Linds anden roman, ”Pigedyr” fra 2022, fortsætter hun temamæssigt ad samme spor i sin kritik af samfundets perverterede fiksering af – og i særlig grad voksne mænds begær efter – den unge pige. Men ”Pigedyr” handler også om pigeliv; om at gå fra barn til voksen, om magt og afmagt og skønhed som valuta.