Genrer og tematikker

Cecilie Lind skriver et sted midt imellem prosa og lyrik: Det prosaiske finder vi i de langstrakte sætningsforbindelser med tidslige udviklinger samt i det udpegede og den fortællende struktur omkring aktanter, vi kender fra sagn og eventyr, og i de senere bøger omkring et bekendende ”jeg”. Det lyriske finder vi i Linds fokusering på øjeblikket, i den smalle spalteopsætning og de afhuggede sætninger, hvori linjeskiftet bliver accentueret og endelig i den udtrykte opmærksomhed på rytmiske og klanglige sprogkvaliteter.

Mens ”Dughærget pupil accelererer tusmørket” falder helt udenfor samtidige litterære trends som bekendelse og autofiktion, er ”Strunk”, ”Scarykost” udtalt bekendende og til dels biografiske. Bevægelsen i forfatterskabet kulminerer med ”Mit barn”, hvor bekendelsen toner rent flag. Overgang fra barndom til voksen, fra pige til kvinde, er både en distanceret og fabulerende eventyrformel, hvori et autentisk ”jeg” er erstattet af en konstrueret ”frøken”, en ”havfrue”, en ”sylfide”, en ”svimling”, men det er også en erfaring gjort på egen krop. Det er myten og sagnet, der brydes med det erfarede og politiske i forfatterskabet: Havfruers bask med halen på den ene side og opkastets nedbrydning af tændernes emalje og fødselsveernes pressen på den anden.

Lind griber præcist ned i ønsket om at fastholde barndommens uskyld og naivitet intakt og tage denne naivitet med over i en voksen verden af sorg, seksualitet og risiko. ”Jeg ved ikke hvad det vil sige at være en pige, blive en kvinde,” hævder Lind i en kronik i Politiken (Cecilie Lind: Selvfølgelig må jeg være vred. Politiken, 2015-05-20). Linds på én gang formspændte og løselige – på en gang blåøjede og selvbevidste – tekstfacon, synes i korte glimt at gå i sync med denne udjævning af pige/kvinde/mor. Overgangen er fyldt med skam, bræk og desperation men også lyst, humor og kærlighed.