Baggrund

Citat
”Skyerne / skjuler dig ikke, tænk på dét / næste gang du tisser / i det offentlige rum / og prøver at ramme / sprækken mellem to rådne brædder / i en bådebro. Du har aldrig ryggen fri, du rammer aldrig / helt plet. Men tag det roligt. / Det er jo bare en måde / at leve på.”
”Hjem er en retning”, s. 27.

Julie Sten-Knudsen er født i 1984 på Frederiksberg. Hun har skrevet, siden hun var 16 år. Det var ikke et bevidst valg, at det var lyrikken, hun kastede sig over. Det var bare det, der faldt mest naturligt. Jeg var meget fascineret af lyden i digtene – ordenes musik. Samtidig så tiltaler det koncentrerede arbejde med sproget mig. Digte er et meget formbevidst sprogligt udtryk, fordi der ligger et bevidst valg bag hvert ord (…) Jeg er nok lidt en perfektionist. Jeg elsker at sysle med sproget, indtil det virker, som det skal, siger Julie Sten-Knudsen. (Sarah Skyt Persson: Så sidder man bare her helt blottet. Bogtube.dk)
I 2003 fik hun første gang publiceret et af sine digte, i lyriktidsskriftet Hvedekorn. Siden har hun fået digte udgivet i bl.a. antologier fra Apparatur og Trappetusind. I 2008 søgte hun ind på den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg og kom ind. De næste to år tilbragte hun her, hvor hun skrev digtsamlingen ”Hjem er en retning”. Samme sommer, som hun fik sit forfatterbevis fra Litterär gestaltning, sendte hun manuskriptet til ”Hjem er en retning” ind til Gyldendal og fik et halvt år efter svar om, at forlaget ville udgive digtsamlingen, der udkom i september 2011.
Et af de store temaer i digtsamlingen er at søge sit eget sprog og definere sig selv i stedet for at lade sig diktere af omgivelserne, eller af den overordnede instans, som Julie Sten-Knudsen kalder ”hjemmet” og som indeholder flere begreber: ”Ordet ’hjem’ dækker for mig over en masse ting, både konkrete og mere abstrakte, f.eks. ens hus, familie, historie, krop og sprog. Alle de størrelser, der er bestemmende for, hvem vi er. Teksterne i digtsamlingen handler meget om at stille sig udenfor de ting og kigge på dem. At der er et andet sted, end der hvor hjem er, hvor man kan stå og kigge i retningen af det,” forklarer Julie Sten-Knudsen. (Sarah Skyt Persson: Så sidder man bare her helt blottet. Bogtube.dk)

Julie Sten-Knudsen bor på Nørrebro og læser på kandidatuddannelsen i litteraturvidenskab på Københavns Universitet.