Mikkel Thykier

Artikel type
voksne
cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Thykier, Mikkel

Siden sin debut har den danske forfatter Mikkel Thykier arbejdet målrettet på at adskille forfatteren og dennes portræt fra sine udgivelser. Han er blevet synonym med den anonyme afsender, og selvom enkelte af hans skrifter er udkommet som traditionelle bøger med hans fulde navn på forsiden, består størstedelen af forfatterskabet af litterær kritik, elitær essaystik, dagbogsnotater og nedskrevne monologer, der i små oplag og uden ISBN-nummer cirkulerer navnløst omkring i en litterær undergrund. Intimitet, seksualitet og generthed er nøgleord i skriften, som Thykier selv definerer som en praksis, hvor liv og litteratur er to sider af samme sag.

52067413

Blå bog

Født: 1977.

Uddannelse: Dimittend fra Forfatterskolen i København, 1998.

Debut: Skyggerne er kun flygtige. Borgen, 1997.

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, 1998. Michael Strunge-Prisen, 2002.

Seneste udgivelse: Skyggerne er kun flygtige og solen et spind i skyerne : poesi ; Lyspunkter : poesi. Antipyrine, 2015. Digte.

Inspiration: På den litterære blog ”Den sproglige flåde” anbefaler Mikkel Thykier fem værker af hhv. Reza Negarestani, Zainab Bahrani, Alphonso Lingis, Yayoi Kusama og den persiske filosof Suhrawardi.  

Lyd: På LARM Radios hjemmeside kan man høre et interview med Mikkel Thykier om det at udgive bøger uden afsender.

Baggrund

”FREDERIK Dit ansigt giver mig lyst til. Eller behov for. Behov for eller lyst til at tage skønheden på mig. Hvad er et kys andet end at ånde med en andens mund? Du er min mulighed for at opleve, hvordan det er at være inde i en kvinde.”
”Daglig tale”, s. 45-46.

Mikkel Thykier har ry for at være den usynligste forfatter i nyere dansk litteratur. Han er født i 1977, opvokset på en gård i Knabstrup ved Holbæk og fik sine første digte trykt i Hvedekorn i 1995. Året efter blev han optaget på Forfatterskolen i København, hvor han gik fra 1996-1998. Samtidig debuterede han med digtsamlingen ”Skyggerne er kun flygtige” (1997), som han modtog Klaus Rifbjergs debutantpris for.

Det kan være svært at danne sig et fuldstændig billede af Thykiers litterære produktion, da han så vidt vides er evigt skrivende, men ikke altid udgiver sine skrifter i traditionel form. Af essayet ”Over for en ny virkelighed” (2011) fremgår det, at han har haft flere negative oplevelser med de etablerede forlag i den danske bogbranche. Derfor er mange af Thykiers tekster enten udkommet anonymt, på nettet, i mindre oplag på undergrundsforlag og/eller som selvudgivelser. Kritikeren Lars Bukdahl, der har udnævnt sig selv til Thykiers arkivar, karakteriserer forfatterskabet som et samlesæt. På sin blog og i tidsskriftet ”Trappe Tusind” nr. 5 (2010) har han lavet en forsøgsvis fuldstændig opgørelse over de Thykier-udgivelser, han kender til.

I et af de få interviews Mikkel Thykier har givet, siger han følgende om det at være forfatter: ”Jeg tænker mere mig selv som praktiker end som forfatter. Bogen er en slags restprodukt. En sekundær aktivitet til den aktivitet, der går forud. Noget af det, jeg har arbejdet på, er at rette blikket væk fra produktet og tilbage mod praksis.” (Ask Hansen: Grundlæggende befinder jeg mig bedst uden for rammen og vil blive dér. Information, 2014-01-10).

Gennem årene har Mikkel Thykier modtaget både priser og legater fra Statens Kunstfond, og i 2014 blev han tildelt det treårige arbejdslegat. Han arbejder også som oversætter og har bl.a. oversat den svenske dramatiker Lars Norén, den svenske digter Åke Hodell og tekster af den franske forfatter Maurice Blanchot. Sammen med Mikkel Bolt og Claus Handberg Christensen sidder Thykier i redaktionen på tidsskriftet Monsieur Antipyrine, der udkommer på forlaget Antipyrine, hvor de seneste af Thykiers egne bogudgivelser også er udkommet. 

Skyggerne er kun flygtige

”intet ark gengiver en ultimativ sandhed eller en ultimativ depression/ jeg er blot tohundrede timer for tidligt på den på den sidste station/ det første tog synger stadig på skinnerne”
”Skyggerne er kun flygtige”, digt nr. 6.

Mikkel Thykier debuterede med digtsamlingen ”Skyggerne er kun flygtige” i 1997, men samlingens 24 digte skrev han allerede nogle år forinden, da han var 17-18 år. Fysisk adskiller digtsamlingen sig fra en traditionel bogudgivelse, ved at alt tekst er skrevet på indersiden af siderne, der kan foldes sammen, hvilket medfører, at bogen ser tom ud, når man bladrer i den. Digtene er foldet sammen om sig selv, men når siderne åbnes op, er digtene grafisk flettet ind i hinanden og strækker sig på langs i to både visuelle og tematiske spejlinger.

Digtsamlingens første del er skrevet på en uge under et ophold i Prag. ”Jeg synes, det var mystisk at være dernede; meget mystisk, at der opstod en eller anden kontakt i mig selv, mellem mit sind og min personlighed, og den verden, jeg oplevede dernede, og det at jeg skrev, det at det kunne lade sig gøre at skrive,” (Erik Kjær Larsen: Måske slipper man aldrig af med romantik. Information, 1998-01-20) har Mikkel Thykier sagt om digtenes tilblivelse.

De syv Prag-digte beskriver med ungdommelig nysgerrighed, søvngængerstemme og livsglæde mødet med byens jødiske haver, Karlsbroen og floden. Jeget sammenligner sit skrivende selv med en barnekejser, og sproget blander højtidelige, gammeldags ord med opremsninger, sammenligninger og sansninger af byens leben og menneskers kroppe. Der er aftenappelsindråber i vandet, vagtelkluk, mødingsem og folk med spiritusfol i deres øjenlåg.

Anden del hedder ”af et værelses breve”, og de 17 digte er skrevet fra den 18. juni til den 9. juli 1995. De er ligeledes en ung digters drømmende registrering af omgivelserne, men rummet er nu et drengeværelse på landet, hvis tinaskebæger, arkitektlampe og skrivemaskine sanses nænsomt og lyrisk.

I sin litteraturhistorie om nyere dansk litteratur ”Generationsmaskinen” beskriver Lars Bukdahl ”Skyggerne er kun flygtige” således: ”Digtene flyder over med en yderst preciøs, ikke aldeles umunter sanselighed og overfølsomhed, der excellerer i spøjst barokke billeddannelser, inventarier og iagttagelser. Der er noget absolut altmodisch over Thykiers stillen sig an, som virker absolut (post)moderne, som dugfrisk spindelvæv.” (Lars Bukdahl: Generationsmaskinen. Borgen, 2004. s. 251).