morti vizki
Foto: Knud Vesterskov

Morti Vizki

Artikel type
voksne
cand.mag. Emil Groth Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
morti vizki
Foto: Knud Vesterskov

Indledning

Den velfriserede punker Morti Vizki nåede i sin 20-årige karriere at udgive ti digtsamlinger, fire romaner, elleve radiospil, syv teaterstykker, to operalibrettoer og en børnebog, før han døde i 2004. Han blev kaldt kroppens digter, og hans forfatterskab skildrer kærlighedens trange kår, identiteter i krise og figurer, der ikke finder sig til rette. Med sit krævende og egenartede sprog var han en forfatter for de få, og som i sin levetid blev kaldt alt fra ”uforståelig” til ”genial”. Morti Vizki indtager som litterær rebel en helt særlig position i dansk litteraturhistorie.

Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

 

51432312

Blå bog

Født: 8. januar 1963, Frederiksværk.

Død: 27. september 2004, København.

Uddannelse: Studentereksamen, 1982. Kortvarigt i banklære.

Debut: Digtsamling. Gyldendal, 1984.

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, 1986. Nordisk Radiospilpris, 1991. Marguerite Vibys Jubilæumslegat, 1994. Dansk Blindesamfunds Radiospilpris 1996 og 2000. Kjeld Abell-prisen, 1997.

Seneste udgivelse: Digteren Morti Vizki : en antologi. Syddansk Universitetsforlag, 2014. Redaktør: Kamilla Löfström og redaktør: Birgitte Hesselaa.

Inspiration: Gunnar Ekelöf, J.M.G. Le Clézio, Yukio Mishima, Robert Walser, Koltés, Botho Strauss.

 

 

 

 

Baggrund

”jeg var en dreng/og det er jeg stadig//jeg leger med dødningeverdenen/altid og stadig/jeg betræder farvevejenes støv/og forbliver/smådrengen fra udlandet//og nu”
”Mortis væsentligste digt” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 49.

Forfatteren, digteren og dramatikeren Morti Vizki, med det borgerlige navn Morten Boeslund Poulsen, blev i 1963 født i Frederiksværk. Han spillede i punkband med sin storebror, og her tog han det kunstnernavn, som han blev kendt under. Efter gymnasiet sendte Morti Vizki et bundt digte med titlen ”Digtsamling” til Poul Borum. De mødtes i København, og Vizki flyttede efterfølgende ind hos Borum i Havnegade, hvor han blev boende i tre år og fik sin uddannelse som forfatter. Et år før sin død udtalte Vizki i et interview: ”Poul Borum lærte mig alt, hvad jeg ved om digtning. Det er ikke så lidt. Villy Sørensen lærte mig alt om filosofi, og Heino Byrgesen - produktionschef i Radioteatret - har lært mig alt om teater. Derfor er jeg den bedst uddannede forfatter i Danmark.” (Per Theil: Kroppens digter. Berlingske Tidende, 2003-01-18).

Efter sin debutudgivelse ”Digtsamling” fra 1984 fortsatte Morti Vizki de følgende år de med tre samlinger ”Vokseværk”, ”Så skal du finde lykken” og ”Himmelstormere”, før han udgav sin første roman, ”Peters revolution” i 1987. Herefter stiftede han desuden bekendtskab med novellegenren og begyndte ligeledes at skrive radiospil. Fra midten af 1990’erne trådte Vizki i karakter som dramatiker, hvor eksempelvis teaterstykker som ”Sne” (1994), ”Kains mærke” (1995) og ”Gray” (2002) fik succes.

Morti Vizki er blevet kaldt ”kroppens digter,” og hans værker indeholder ofte en rå og beskidt sanselighed. Hans øvrige temaer spænder over identitetstvivl, den marginaliserede rolle og kærlighedens svære vilkår. Han benytter sig ofte af en grimhedens æstetik, men formår at fremhæve skønheden ved hverdagen og at opløse den i abstrakte billeder.

På trods af, at Morti Vizki er digter fra firserne, er han ikke en generationsforfatter, der kan slås i hartkorn med Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Med sit særlige lyriske sprog er han helt sin egen, og med de alsidige og talrige værker er han svær at indfatte i litteraturhistorien. Med sin insisteren på det komplekse sprog fik han aldrig et folkeligt gennembrud.

 

Vokseværk

”en brusetablet suser/forbi mig/klokken er helt fire/og siver ud/knoglerne/indfanget af manden//somme tider/er jeg sorgens barn/jeg hører det ikke/hallo//dagen gemt væk/pulterkammer/tryllestav//til tider/er jeg/sorgens barn/aldrig ensom”
”Sorgens barn” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 60-61.

Digtsamlingen ”Vokseværk” (1985) er Morti Vizkis anden udgivelse og udgør en naturlig fortsættelse på debutværket ”Digtsamling”. Titlen er yderst passende. Vizki er i færd med at udvikle sit sprog og sin kunst, vokser og giver den ubekymrede og friske stemning fra forløberen en anden kant og løssluppenhed. De mere traditionelle digte bliver her både mere prosaagtige og springende i deres motiver. Som i debuten er der i ”Vokseværk” en tilstedeværende og personlig fortæller, der blotter barndomsminder, følelser, oplevelser og iagttagelser. Men uskylden har fortaget sig, og en ny kropslighed ser lyset.

27655653

I ”Vokseværk” er fortælleren ikke alene, så jeg’et får både selskab af et ”du” og et ”vi”, hvilket giver digtene en anden dynamik, eksempelvis i digtet ”Tropeseng”: ”[…] vi lægger hovedet mod gulvet/og ser ind i drømmen/for på strømpefødder/at nærme os som indviede børn//ja nu lægger vi os mod fladen/ind i håndens lukkede land.” Her ses et af digtsamlingens både romantiske og nostalgiske motiver, der relativt forståeligt beskriver oplevelsen af at falde i søvn. Meget sigende befinder digtet sig på grænsen mellem virkeligheden og drømmens verden, og i ”Vokseværk” betræder fortælleren dem begge. Fladen og denne ”håndens lukkede land” kan endvidere henvise til papiret og den verden, som Vizki skriver frem (altid i hånden) og ledsager læseren i.

”Vokseværk” beskæftiger sig i høj grad med det at skrive og forholder sig ofte ironisk til sig selv som tekst. Og det skorter ikke på eksperimenter, der bryder den ellers helstøbte form, eksempelvis i ”Digt med indlagt handling”: ”formiddagstimerne blindet for mælk/lader en person gå på gruset/langs armeret jernbeton/og opleve slagets floder i blodet//hvor hen i det tempo, flygtning?/ingen steder, i ring.//skjulte spilledåser i kødet/formiddags friske vinde.” Vizki demonstrerer ironisk, hvordan hans digte fungerer. Han sætter sin figur i scene, men denne går blot i ring som en spilledåse, der fortæller den samme melodi. Det er drillesygt, eksperimenterende og krævende for læseren at få hold på.