morti vizki
Foto: Knud Vesterskov

Morti Vizki

cand.mag. Emil Groth Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
morti vizki
Foto: Knud Vesterskov

Indledning

Den velfriserede punker Morti Vizki nåede i sin 20-årige karriere at udgive ti digtsamlinger, fire romaner, elleve radiospil, syv teaterstykker, to operalibrettoer og en børnebog, før han døde i 2004. Han blev kaldt kroppens digter, og hans forfatterskab skildrer kærlighedens trange kår, identiteter i krise og figurer, der ikke finder sig til rette. Med sit krævende og egenartede sprog var han en forfatter for de få, og som i sin levetid blev kaldt alt fra ”uforståelig” til ”genial”. Morti Vizki indtager som litterær rebel en helt særlig position i dansk litteraturhistorie.

 

46041437

Blå bog

Født: 8. januar 1963, Frederiksværk.

Død: 27. september 2004, København.

Uddannelse: Studentereksamen, 1982. Kortvarigt i banklære.

Debut: Digtsamling. Gyldendal, 1984.

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik, 1986. Nordisk Radiospilpris, 1991. Marguerite Vibys Jubilæumslegat, 1994. Dansk Blindesamfunds Radiospilpris 1996 og 2000. Kjeld Abell-prisen, 1997.

Seneste udgivelse: Dit hjerte : samlet dramatik 1985-2004. Arena, 2019.

Inspiration: Gunnar Ekelöf, J.M.G. Le Clézio, Yukio Mishima, Robert Walser, Koltés, Botho Strauss.

Periode: Postmodernisme og 1980'ernes lyrik

Genre: Lyrik

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”jeg var en dreng/og det er jeg stadig//jeg leger med dødningeverdenen/altid og stadig/jeg betræder farvevejenes støv/og forbliver/smådrengen fra udlandet//og nu”
”Mortis væsentligste digt” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 49.

Forfatteren, digteren og dramatikeren Morti Vizki, med det borgerlige navn Morten Boeslund Poulsen, blev i 1963 født i Frederiksværk. Han spillede i punkband med sin storebror, og her tog han det kunstnernavn, som han blev kendt under. Efter gymnasiet sendte Morti Vizki et bundt digte med titlen ”Digtsamling” til Poul Borum. De mødtes i København, og Vizki flyttede efterfølgende ind hos Borum i Havnegade, hvor han blev boende i tre år og fik sin uddannelse som forfatter. Et år før sin død udtalte Vizki i et interview: ”Poul Borum lærte mig alt, hvad jeg ved om digtning. Det er ikke så lidt. Villy Sørensen lærte mig alt om filosofi, og Heino Byrgesen - produktionschef i Radioteatret - har lært mig alt om teater. Derfor er jeg den bedst uddannede forfatter i Danmark.” (Per Theil: Kroppens digter. Berlingske Tidende, 2003-01-18).

Efter sin debutudgivelse ”Digtsamling” fra 1984 fortsatte Morti Vizki de følgende år de med tre samlinger ”Vokseværk”, ”Så skal du finde lykken” og ”Himmelstormere”, før han udgav sin første roman, ”Peters revolution” i 1987. Herefter stiftede han desuden bekendtskab med novellegenren og begyndte ligeledes at skrive radiospil. Fra midten af 1990’erne trådte Vizki i karakter som dramatiker, hvor eksempelvis teaterstykker som ”Sne” (1994), ”Kains mærke” (1995) og ”Gray” (2002) fik succes.

Morti Vizki er blevet kaldt ”kroppens digter,” og hans værker indeholder ofte en rå og beskidt sanselighed. Hans øvrige temaer spænder over identitetstvivl, den marginaliserede rolle og kærlighedens svære vilkår. Han benytter sig ofte af en grimhedens æstetik, men formår at fremhæve skønheden ved hverdagen og at opløse den i abstrakte billeder.

På trods af, at Morti Vizki er digter fra firserne, er han ikke en generationsforfatter, der kan slås i hartkorn med Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Med sit særlige lyriske sprog er han helt sin egen, og med de alsidige og talrige værker er han svær at indfatte i litteraturhistorien. Med sin insisteren på det komplekse sprog fik han aldrig et folkeligt gennembrud.

 

Vokseværk

”en brusetablet suser/forbi mig/klokken er helt fire/og siver ud/knoglerne/indfanget af manden//somme tider/er jeg sorgens barn/jeg hører det ikke/hallo//dagen gemt væk/pulterkammer/tryllestav//til tider/er jeg/sorgens barn/aldrig ensom”
”Sorgens barn” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 60-61.

Digtsamlingen ”Vokseværk” (1985) er Morti Vizkis anden udgivelse og udgør en naturlig fortsættelse på debutværket ”Digtsamling”. Titlen er yderst passende. Vizki er i færd med at udvikle sit sprog og sin kunst, vokser og giver den ubekymrede og friske stemning fra forløberen en anden kant og løssluppenhed. De mere traditionelle digte bliver her både mere prosaagtige og springende i deres motiver. Som i debuten er der i ”Vokseværk” en tilstedeværende og personlig fortæller, der blotter barndomsminder, følelser, oplevelser og iagttagelser. Men uskylden har fortaget sig, og en ny kropslighed ser lyset.

27655653

I ”Vokseværk” er fortælleren ikke alene, så jeg’et får både selskab af et ”du” og et ”vi”, hvilket giver digtene en anden dynamik, eksempelvis i digtet ”Tropeseng”: ”[…] vi lægger hovedet mod gulvet/og ser ind i drømmen/for på strømpefødder/at nærme os som indviede børn//ja nu lægger vi os mod fladen/ind i håndens lukkede land.” Her ses et af digtsamlingens både romantiske og nostalgiske motiver, der relativt forståeligt beskriver oplevelsen af at falde i søvn. Meget sigende befinder digtet sig på grænsen mellem virkeligheden og drømmens verden, og i ”Vokseværk” betræder fortælleren dem begge. Fladen og denne ”håndens lukkede land” kan endvidere henvise til papiret og den verden, som Vizki skriver frem (altid i hånden) og ledsager læseren i.

”Vokseværk” beskæftiger sig i høj grad med det at skrive og forholder sig ofte ironisk til sig selv som tekst. Og det skorter ikke på eksperimenter, der bryder den ellers helstøbte form, eksempelvis i ”Digt med indlagt handling”: ”formiddagstimerne blindet for mælk/lader en person gå på gruset/langs armeret jernbeton/og opleve slagets floder i blodet//hvor hen i det tempo, flygtning?/ingen steder, i ring.//skjulte spilledåser i kødet/formiddags friske vinde.” Vizki demonstrerer ironisk, hvordan hans digte fungerer. Han sætter sin figur i scene, men denne går blot i ring som en spilledåse, der fortæller den samme melodi. Det er drillesygt, eksperimenterende og krævende for læseren at få hold på.

 

Begge ben

”Endelig slappedes senerne totalt, for at vi kunne ligge og forsigtigt prøve at smile til hinanden. Han lignede en vuggevise over himlen, og han strøg min kind. Selvom jeg hadede at afbryde, rejste jeg mig og gik ud i køkkenet for at finde hans cigaretter.”
”Begge ben”, s. 61.

I 1990 udkom ”Begge ben”, der er Morti Vizkis mest helstøbte roman. Her findes både en rummets, tidens og handlingens enhed. Vi befinder os i en by, der minder påfaldende meget om København, tiden strækker sig over månederne fra august til december, og handlingen er ret sammenhængende. To brødre flytter sammen i en klaustrofobisk toværelses lejlighed og tilbringer fire måneder sammen. Fortælleren Kim har for nyligt mistet sit nyfødte barn Jonas, og dermed brast også ægteskabet med Lisbeth. Derfor flytter han ind til sin lillebror Mik, der lejlighedsvist studerer til ingeniør, arbejder som natportier og ellers nyder sin frihed.

Romanens kerne er de to brødres forsøg på at nærme sig hinanden, hvordan de delvist sammensmeltes og fjerner sig fra hinanden igen. Både romanens titel og ordspillet på navnene spiller på en vis symmetri imellem de to brødre. For selvom de minder om hinanden som to ben, er de samtidig hinandens modsætninger, højre og venstre. På to ben stolprer de to brødre rundt i forsøget på at finde balance.

Med en fortiet skurrende barndom og problematiske forhold til deres forældre indgår de to brødre i en form for parforhold, der spænder over incestuøs sex, jalousi og det lavpraktiske samliv i den trange lejlighed. Mik søger desuden kærlighed hos én af Kims aflagte kvinder, Cecil, og Mik lejlighedsvist hos dennes veninde Dina.

Som altid hos Vizki er sproget den egentlige hovedaktør, og ”Begge ben” er omtrent det tætteste, man hos denne forfatter kommer en socialrealistisk fremstilling. Sproget veksler imellem trivielle iagttagelser og poetisk absurde afbrydelser, der flår læseren ud af lejligheden ind i Vizkis lyrisk legende sky, hvor der gribes efter orientering mellem de vilkårlige associationer.

Vizki bruger sproget og fortabelsen til at illustrere Kims krise og manglende evne til at orientere sig i sin konkrete situation.

Som så ofte hos Morti Vizki sværmer temaerne om problemet med at elske, identitetens vilkår og krise samt en latent død. Den skildrer to brødres forsøg på at bryde den dobbelte ensomhed, på at finde og holde af hinanden.


Det sidste rum

”Josefine lå i sofaen på hans værelse. Hendes øjne var lukkede, sådan er det at få en nerve over mørket, at opdage at man ikke selv fylder noget i samfundet, for mørket kan sagtens komme op på tyvetusinde eller sådan et eller andet. Der er altid et lag mere.”
”Det sidste rum”, s. 26.

Morti Vizkis ”Det sidste rum” fra 1993 skildrer det unge par Josefine og Laban, der forhåbningsfulde er flyttet til København. Han er succesfuld kok, dyrker fægtning og mænger sig med samfundets elite. Hun har forliste forfatterambitioner. Imens Laban formår at fylde sit liv med sin succes og sine affærer, kæmper Josefine med den tomhed, der både omgiver og fylder hende. Tidligt i romanen indser hun, ”hvad der er galt i hendes tomhed. Hun havde ingen hemmelighed.” Når hun deltager i Labans selskabsliv optræder hun blot som en tom krop, som de andres kommentarer resonerer i. Undervejs i bogen lider parrets ”rosenhovede dværgpapegøje” Ezekiel en symbolsk død, imens den seende ravnekvinde fra lejligheden over deres bliver Josefines fortrolige.

Bogen favner parrets tragiske forsøg på at skabe et meningsfuldt liv sammen. Laban fylder sin kæreste med alverdens lækkerier, de forsøger at skabe et romantisk fællesskab, de fylder hinanden med deres kropsvæsker. Men tomheden lader sig ikke knægte. Imens Laban kan navigere og manøvrere i den, lammes Josefine i en depressionslignende tilstand af mindreværd, jalousi og, ja, sjæleløshed. Blandt bogens kvadratiske sider og afsnit optræder adskillige gange Labans smertende råd og opmuntringer ”– Du må ikke standse op ved store eller små forhindringer,” der efterfølges af en tom side, hvorved Josefines tomhed illustreres grafisk.

”Det sidste rum” behandler sjælen eller det sjælelige indhold som et tomt postulat i en håbløs verden, som den tager sig ud i den fortabtes perspektiv. Tomheden manes endvidere frem igennem klicheer, trivielle observationer og lange talesproglige replikker med deres gentagelser, fyldord og faste vendinger. Samtidig er sproget frit associerende – konstateringer hvirvles op og får et lyrisk skær – og fremstillingen skifter ofte brat fokus imellem iagttagelser og indfald, nutid og fortid.

Vizki præsenterer et billede af sin samtids postulerede identitetskrise og kærlighedens trange kår i en verden af forstillelse.


Mange boliger

”zink driver/ned ad vægge/i det stille//men ingen tegn/på det forventningen gjaldt//år efter/den samme slummer//der er ikke flere dyr i digtene/man kan kun være den man er//airforce one”
”Et digt om selvbedrag” fra ”Mange boliger” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 305.

Morti Vizkis sidste udgivne digtsamling i hans egen levetid er ”Mange boliger” fra 2000. Det er et værk, der er svært at få greb om eller forstå ud fra almindelige analysemodeller. Det anarkistiske sprog er ofte usammenhængende og fyldt med bratte skift, så læseren mister orienteringen og selv må forbinde de mange glimt af motiver.

Digtet ”Min side af sagen” indleder digtsamlingen med linjerne: ”du skal ikke være så ked af at jeg er død/hver dag får vi lov til at sejle i luftballon/hen over savannen …” Jeg-fortælleren præsenterer sig som et fravær, der kan iagttage en gold verden oppefra. Og set i dette lys giver titlen også mening. De mange boliger bliver til en hel by af forskellige digte og betydningsrum, der ikke holdes sammen af en central fortæller. Hvor man tidligere i Vizkis poesi fornemmer en mere stabil fortælleposition, taler ”Mange boliger” flerstemmigt.

23162628

Det er svært at pege på gennemgående dechifrerbare temaer i samlingen. Det ene øjeblik forbindes det nære med det kosmiske; enkelte af digtene rimer; og der kredses om de andre, om kvinden og om homoseksualitet og erindringer. Vizki beskæftiger sig også eksplicit med masker og foretager sine forsvindingsnumre med sprælske spring i en drillende tone. ”Mange boliger” henviser til sig selv, sin form og ironiserer over sit udtryk. I digtet ”Irettesættelse” løfter forfatteren bladet for sit litteratursyn, måske, og nøglen til værket: ”litteraturen er ikke/min/men noget jeg kan elske, ikke/som en bog, bog/er noget du fodrer […]” Hos Vizki er det altså læseren, der skal give bogen og betydningen næring gennem læsning. Og det får man rig mulighed for, når man begiver sig i kast med digtene her.

Morti Vizki holder i ”Mange boliger” sin læser på afstand. Man når aldrig kernen, og man får aldrig lejlighed til at orientere sig i digtenes rum, før væggene brydes ned, og man er et nyt sted. Digtene nærmest vrænger af den læser, der nærmer sig med konventionelle forestillinger om betydning og litteratur. Så det er igennem associationer og de glimtvise og forvredne motiver, at man danner sig billedet af en splittet, uforståelig verden, der er Morti Vizkis egen.

 

Genrer og tematikker

Morti Vizkis forfatterskab er fortællingen om outsideren, der ser og beskriver verden fra en marginaliseret position. Og det gør han med sit eget sprog. Året før sin død tilkendegav følgende han i et interview: Jeg har alle mulige præmisser dynget på mig som privatperson. Bøsse, alkoholiker, sindssyg, forfatter. Det kan næsten ikke blive mere marginaliseret.” (Michael Bo: Han var helt inde og rode. Politiken, 2004-09-29). Samtidig var hans egen følelse af at befinde sig uden for samfundet helt grundlæggende. Det er i det lys, man skal betragte forfatterskabet.

Vizkis værker skildrer generelt en søgen efter noget at tro på, eller måske endda blot en måde at eksistere på. I romanerne ses figurer i krise, der ikke er i stand til at elske hinanden, endsige sig selv. De prøver at nå hinanden igennem sanselighed og sex – ofte af beskidt og fornedrende karakter, men finder intet. I den senere del af forfatterskabet anråbes desuden både gud og Jesus forgæves. Identitetskrisen og manglen på en personlig kerne udtrykkes endvidere i de vildfarne tankestrømme, som subjekterne fortabes i. I både poesi og prosa mistes grebet om virkeligheden, og læseren mødes med en strøm af tilsyneladende vilkårlige motiver og associationer i en opløsning af både fortællesubjekt, tid og rum. Der er næsten altid en distance til verden at spore, både på det sproglige og indholdsmæssige plan. Vizki bruger sit lyriske og kaotiske sprog til at udfordre læseren og tvinger denne til at bruge al indlevelsesevne og alle associative kræfter. Desuden har Vizki et glimrende øre for talesproget, som han ofte udstiller i dets trivielle vendinger, så tomheden og platheden blotlægges.

Morti Vizkis skrivestil er ofte blevet kritiseret for at være både sjusket, ekskluderende og uforståelig. Konfronteret med dette har han svaret: Det med det forståelige er for mig lidt abstrakt. Jeg vil nok aldrig blive forstået af 90 pct. af befolkningen. Picasso var ikke forståelig for Gud og hvermand.” (Michael Bo: Sprog er dybt provokerende. Politiken, 1998-01-14). Han er altså fuldt opmærksom på det, men samtidig er det en del af hans måde at skrive på. Vizki havde en stærk tro på sit eget talent og på den originale tankes kraft: ”Jeg tænker ikke, før jeg skriver, men mens jeg skriver.” (Michael Bo: Han var helt inde og rode. Politiken, 2004-09-29).

Når Vizkis måde at skrive på kan forekomme forblommet og uforståelig, kan det betragtes som et oprør mod den bestående verden og dens overleverede former – og som varige forsøg på at skabe en anden sproglig virkelighed og orden. Derved formidles et alternativ i form af en abstrakt verden, hvor nye betydninger og erfaringer bringes til live hos den engagerede læser. Vizkis forfatterskab blotlægger altså både en postuleret tomhed og eksistentiel krise i sin samtid, men forlener den samtidig med en ny og anarkistisk skønhed i sproget.

 

Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at tale om beslægtede forfattere, for Morti Vizki var på mange måder et enebarn i dansk litteratur. Han er blevet gjort en til del af en generation af forfattere, der paradoksalt nok er kendetegnet ved deres individuelle udtryk. Denne favner navne som Pia Juul, Thomas Boberg, Niels Frank og Simon Grotrian. Og her er der dog klare sproglige ligheder mellem Vizki og Grotrian. Også F.P. Jacs anarkistiske poesiudladninger kan minde om Vizkis måde at skrive på, men tematisk er de fjernere beslægtet.

Morti Vizki er blevet kaldt kroppens digter, og der er klare paralleller til Pia Tafdrups sanselige poesi, dog uden at man kan tale om egentlig indflydelse. Han fortæller allerede i 1991, at ”Jeg lefler ikke for mine idoler. Jeg kan godt frigøre mig fra, hvad ’man’ gør.” (Peter Lembo: Mors dreng. Dagbladenes Bureau, 1991-06-25). Men skal man tale om egentlige litterære forbilleder, er en helt central figur den svenske digter Gunnar Ekelöf (1907-1968). Lige som Vizki har han et abstrakt filosofisk udtryk og ser verden gennem outsiderens optik. Og begge forsøger de nå ”hinsides sætningen og modsætningen” i bestræbelsen på nye erfaringer.

 

Bibliografi

Romaner

Vizki, Morti:
Peters revolution. Gyldendal, 1987.
Vizki, Morti:
Begge ben. Gyldendal, 1990.
Vizki, Morti:
Det sidste rum. Gyldendal, 1993.
Vizki, Morti:
Blodstenen. Gyldendal, 1999.

Noveller

Vizki, Morti:
Forleden hos stjernekasteren. Gyldendal, 1989.
Vizki, Morti:
Vingens kniv. Gyldendal, 1993.

Digte

Vizki, Morti:
Digtsamling. Gyldendal, 1984.
Vizki, Morti:
Vokseværk. Gyldendal, 1985.
Vizki, Morti:
Så skal du finde lykken. Gyldendal, 1985.
Vizki, Morti:
Himmelstormere. Gyldendal, 1986.
Vizki, Morti:
Fire raketter, fire prikker. Café Victor & Nansensgade Antikvariat, 1989.
Vizki, Morti:
Ærens magt. Gyldendal, 1991.
Vizki, Morti:
Eliksir. Gyldendal, 1995.
Vizki, Morti:
Sol. Gyldendal, 1997.
Vizki, Morti:
Mange boliger. Gyldendal, 2000.
Vizki, Morti:
Rejsebog – billeder af Christian Skeel. Gyldendal, 2002.
Vizki, Morti:
Almanak. Gyldendal, 2005.

Skuespil, drama mm.

Vizki, Morti:
Den grønne mand, 1992.
Vizki, Morti:
Gylden storm. Holland House, 1992.
Vizki, Morti:
Sne. 1994.
Vizki, Morti:
Kains mærke. 1995.
Vizki, Morti:
Soap opera. 1995.
Vizki, Morti:
Damen med enhjørningen. 1997.
Vizki, Morti:
Fyrtårnet. Det Kongelige Teater, 1998. Skuespil.
Vizki, Morti:
Dion. Gråsten Drama, 1998. Skuespil.
Vizki, Morti:
I mine arme. 1998.
Vizki, Morti:
Ulvetime og Aknaton. Lindhardt & Ringhof, 2000. Skuespil.
Vizki, Morti:
Menneskesøn. Jomfru Ane Teateret, 2001.
Vizki, Morti:
Gray. Gråsten Drama, 2002. Skuespil.
Vizki, Morti: Dit hjerte : samlet dramatik 1985-2004. Arena, 2019.

Radiospil

Vizki, Morti:
Charlotte eller omgivelserne. 1989.
Vizki, Morti:
Kendte folks børn. 1994.
Vizki, Morti:
Egernet tilbage til haven. 1995.
Vizki, Morti:
Charisma. 1999.
Vizki, Morti:
Australia. 2000.
Vizki, Morti:
Spøgelsesbilister. 2000.
Vizki, Morti:
Selvbedrag. 2001.
Vizki, Morti:
Uforglemmelige kys. 2002.
Vizki, Morti:
Blodstænket måne. 2004.

Film

Vizki, Morti:
Stjålne blikke. 1995.

Om forfatterskabet

Artikler

Bjørnkjær, Kristen:
Han var en engel. Information, 2004-09-29.
Gunder Hansen, Nils:
Lethed og tyngde. Berlingske Tidende, 2004-09-29.
Tafdrup, Pia:
Mindeord. Politiken, 2004-10-01.
Thorsen, Lotte:
Morti Vizki. Politiken, 2004-10-02.

Antologi

Digteren Morti Vizki : en antologi. Syddansk Universitetsforlag, 2014. Redaktør: Kamilla Löfström og redaktør: Birgitte Hesselaa.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Morti Vizki

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Lembo, Peter:
Mors dreng. Dagbladenes Bureau, 1991-06-25.
Bo, Michael:
Sprog er dybt provokerende. Politiken, 1998-01-14.
Theil, Per:
Kroppens digter. Berlingske Tidende, 2003-01-18.
Bo, Michael:
Han var helt inde og rode. Politiken, 2004-09-29.