Simon Grotrian

Simon Grotrian blev født i Aarhus men voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg. Han fik en kristen opdragelse, og religionen er siden hen kommet til at spille en afgørende rolle i hans liv og forfatterskab. I 1980 blev han matematisk student fra Silkeborg Amtsgymnasium. Herefter fulgte et enkelt års danskstudier ved Aarhus Universitet, et job som pædagogmedhjælper og et ophold på Krogerup Højskole. Grotrian flyttede i 1983 til København, hvor han en tid var chaufførmedhjælper i Kirkens Korshær. Han begyndte for alvor at skrive i 1984, og samme år optog Poul Borum digte af ham i tidsskriftet Hvedekorn. I perioden 1985-87 studerede Grotrian Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og i 1987 debuterede han med sin første digtsamling.

Det synes ikke at give mening at tale om privatliv og arbejdsliv som adskilte størrelser hos Simon Grotrian. Han har viet sit liv til poesien og er digter på fuld tid. Den digteriske skabelsesproces synes dog at være både smertefuld og livgivende: ”Jeg føler en stor smerte, før jeg skriver. Smerten skal være der. Den holder sammen på mit liv. Smerten bliver til et digt. Ligesom når en perle bliver skabt omkring et sandkorn i en musling. Det er et irritationsmoment eller en smerte for muslingen, men fejlen omdannes til skønhed. Det, der først er smerte, bliver til kunst.” (Tom Hermansen: I bøgernes verden: Poesi er smerte. Jyllands-Posten, 2005-03-18).

Forfatterens oplevelse af noget smertefuldt som uløseligt forbundet med skriveprocessen har dog også haft konsekvenser for hans liv. I 2010 lod han sig indlægge på Risskov Universitetshospital med et nervesammenbrud og udtalte i et interview, at man måske kan blive syg af at skrive: ”Jeg har skubbet et kaos foran mig i al den tid, jeg har skrevet og til sidst brød det ud i lys lue (…) Det er nødvendigt for mig at udtrykke mig med ord, men det har kostet mig hele butikken. Man kan vel kalde det skæbne. Det var min bestemmelse. Det var det, jeg skulle malkes for.” (Rasmus Bo Sørensen: Vi kan ikke frelse os selv. Information, 2011-04-20).

Grotrian hører til blandt de mest produktive danske digtere i nyere tid med en udgivelsesrate på omkring en digtsamling om året. Nogle år er det endda blevet til adskillige udgivelser. Til gengæld er han ikke en person, man ser optræde i den offentlige debat eller som oplæser ved lyrikarrangementer. Han har også kun i et begrænset omfang givet interviews.

I 1993 flyttede Simon Grotrian tilbage til Lemming, hvor han boede i en lille rækkehuslejlighed få kilometer fra den gård, hvor han voksede op. Simon Grotrian døde den 15. august 2019.

Simon Grotrian debuterede i 1987 med digtsamlingen "Gennem min hånd", hvis titel henviser til poesien som en håndværksmæssig handling af visuel karakter. Han har selv forklaret, at titlen peger på oplevelsen af at røre ved ordene, som om de var stoflige. I samlingens titeldigt hedder det:

"Gennem min hånd
løber drømmene klokker og skrig
former jeg læbernes taft
beskriver en bue
Parat med et slag af min klo
på det synkende kys".

Digtet tematiserer sin egen tilblivelsesproces og mødet mellem digt og læser. I skriften etableres fantasiens og drifternes arbejde, musikalitet og lyden fra den angste krop. Gennem skriftens buede bogstaver sættes læserens læber i bevægelse. Der lægges op til et kys i mødet mellem digtets drømmende, klingende buer og læserens læber, som formes af digtets ord. Men der bliver tale om et kys, der udebliver og går under, for pludselig er hånden blevet til en klo. Det kan forstås som en erkendelse af, at når læseren tager digtet til sig, trækker digtet sig tilbage til der, hvor det kom fra – det hvide, tavse ark. Der findes i digtsamlingen også en vilje til at se sproget som andet end et redskab til at kommunikere med. Det hedder blandt andet i et titelløst digt fra samlingen:

"En viden gnaver sig ind i sproget
som jeg i dette æble
lader kun skroget tilbage".

Skroget er det digteriske sprog og den viden, der er på spil, er en viden om, at ordet kan ophæve tingen. Digtet må fastholde noget andet end en traditionel, kommunikativ viden. I modsætning til æblet fra Kundskabens Træ fremhæves selve skroget eller skelettet i sproget, det vil sige bogstavernes lyd og form. Det er ligeledes typisk for Grotrian, at der i digtet spilles på den betydning, et enkelt bogstav kan skabe – som når sprog bliver til skrog, når et enkelt bogstav ændres.