Baggrund

Citat
”"Plusserne er en kirkegård med rådnende kors. Jeg syede en bog af evighedsblomster, men de er visnet, og divisions-tegnene peger på skabagtige replikker i film, jeg slukker for. Den finger, jeg rakte i vejret, er siden blevet stukket i øret. Jeg er parat til at drikke brønden, når tankerne falder. Jeg ved, uden at nogen har sagt det til mig, at der findes et højeste tal og et lavere i rækken. Alle de andre skrider ud mod dem, og igennem hullet kigger Gud. Disse 2 tal er hans hænder.”".
”Melatonin”, s. 23.

Simon Grotrian blev født i Aarhus men voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg. Han fik en kristen opdragelse, og religionen er siden hen kommet til at spille en afgørende rolle i hans liv og forfatterskab. I 1980 blev han matematisk student fra Silkeborg Amtsgymnasium. Herefter fulgte et enkelt års danskstudier ved Aarhus Universitet, et job som pædagogmedhjælper og et ophold på Krogerup Højskole. Grotrian flyttede i 1983 til København, hvor han en tid var chaufførmedhjælper i Kirkens Korshær. Han begyndte for alvor at skrive i 1984, og samme år optog Poul Borum digte af ham i tidsskriftet Hvedekorn. I perioden 1985-87 studerede Grotrian Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, og i 1987 debuterede han med sin første digtsamling.

Det synes ikke at give mening at tale om privatliv og arbejdsliv som adskilte størrelser hos Simon Grotrian. Han har viet sit liv til poesien og er digter på fuld tid. Den digteriske skabelsesproces synes dog at være både smertefuld og livgivende: ”Jeg føler en stor smerte, før jeg skriver. Smerten skal være der. Den holder sammen på mit liv. Smerten bliver til et digt. Ligesom når en perle bliver skabt omkring et sandkorn i en musling. Det er et irritationsmoment eller en smerte for muslingen, men fejlen omdannes til skønhed. Det, der først er smerte, bliver til kunst.” (Tom Hermansen: I bøgernes verden: Poesi er smerte. Jyllands-Posten, 2005-03-18).

Forfatterens oplevelse af noget smertefuldt som uløseligt forbundet med skriveprocessen har dog også haft konsekvenser for hans liv. I 2010 lod han sig indlægge på Risskov Universitetshospital med et nervesammenbrud og udtalte i et interview, at man måske kan blive syg af at skrive: ”Jeg har skubbet et kaos foran mig i al den tid, jeg har skrevet og til sidst brød det ud i lys lue (…) Det er nødvendigt for mig at udtrykke mig med ord, men det har kostet mig hele butikken. Man kan vel kalde det skæbne. Det var min bestemmelse. Det var det, jeg skulle malkes for.” (Rasmus Bo Sørensen: Vi kan ikke frelse os selv. Information, 2011-04-20).

Grotrian hører til blandt de mest produktive danske digtere i nyere tid med en udgivelsesrate på omkring en digtsamling om året. Nogle år er det endda blevet til adskillige udgivelser. Til gengæld er han ikke en person, man ser optræde i den offentlige debat eller som oplæser ved lyrikarrangementer. Han har også kun i et begrænset omfang givet interviews.

I 1993 flyttede Simon Grotrian tilbage til Lemming. Han bor i dag i en lille rækkehuslejlighed få kilometer fra den gård, hvor han voksede op. Simon Grotrian døde den 15. august 2019.