Simon Grotrian debuterede i 1987 med digtsamlingen "Gennem min hånd", hvis titel henviser til poesien som en håndværksmæssig handling af visuel karakter. Han har selv forklaret, at titlen peger på oplevelsen af at røre ved ordene, som om de var stoflige. I samlingens titeldigt hedder det:
"Gennem min hånd
løber drømmene klokker og skrig
former jeg læbernes taft
beskriver en bue
Parat med et slag af min klo
på det synkende kys".
Digtet tematiserer sin egen tilblivelsesproces og mødet mellem digt og læser. I skriften etableres fantasiens og drifternes arbejde, musikalitet og lyden fra den angste krop. Gennem skriftens buede bogstaver sættes læserens læber i bevægelse. Der lægges op til et kys i mødet mellem digtets drømmende, klingende buer og læserens læber, som formes af digtets ord. Men der bliver tale om et kys, der udebliver og går under, for pludselig er hånden blevet til en klo. Det kan forstås som en erkendelse af, at når læseren tager digtet til sig, trækker digtet sig tilbage til der, hvor det kom fra – det hvide, tavse ark. Der findes i digtsamlingen også en vilje til at se sproget som andet end et redskab til at kommunikere med. Det hedder blandt andet i et titelløst digt fra samlingen:
"En viden gnaver sig ind i sproget
som jeg i dette æble
lader kun skroget tilbage".
Skroget er det digteriske sprog og den viden, der er på spil, er en viden om, at ordet kan ophæve tingen. Digtet må fastholde noget andet end en traditionel, kommunikativ viden. I modsætning til æblet fra Kundskabens Træ fremhæves selve skroget eller skelettet i sproget, det vil sige bogstavernes lyd og form. Det er ligeledes typisk for Grotrian, at der i digtet spilles på den betydning, et enkelt bogstav kan skabe – som når sprog bliver til skrog, når et enkelt bogstav ændres.