christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen

Christel Wiinblad

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen. 2014.
Top image group
christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen
Main image
Wiinblad, Christel
Foto: Carsten Lauridsen

Christel Wiinblad er stadig temmelig ung af dage, men hun er ikke bange for at beskæftige sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min lillebror”, som handlede om – og var tilegnet – forfatterens forhold til sin skizofrene og selvmordstruede lillebror. For Wiinblad er kærlighed og lidelse intrikat forbundne størrelser, og det er dette paradoksale forhold, hun på poetisk og panisk vis kører igennem sprogmaskinen.

Autofiktion

 

51378318

Blå bog

Født: Den 13. juni 1980 i Svendborg.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen i 2008. Cand.mag. i dansk og etnologi fra Københavns Universitet, 2011.

Debut: 49 forelskelser, Athene, 2008.

Litteraturpriser: Morten Nielsens Mindelegat, 2013.

Seneste udgivelse: De elskende. Gyldendal, 2014. Roman.

Inspiration: Audrey Hepburn, Pete Doherty, Herta Müller, Robert Frost, Amalie Smith og Christina Hagen.

 

 

 

 

 

Christel Wiinblad læser op fra 'Sommerlys'

christel

Artikel type
voksne

Baggrund

”og nu igen ligger han i sølet/ gigantisk og ren som et barn/ med øjnene kuglerunde/ og kæbelinjen skarpt trukket op/ mens blodårerne forsøger at vige/ uden om kanylen og dens romantiske løfter om/ vægtløshed og et endnu skønnere, sandere/ og endelig helt frit perspektiv”
”Pete Doherty” i “49 forelskelser”, s. 63.

“Jeg har altid vidst, at han ville blive min skæbne og var min skæbne. Altid. Han har fået mig i kontakt med følelser, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne nå alene.” Således sagde Christel Wiinblad i et interview, efter digtsamlingen om hendes lillebror, den sarte, drømmende og skizofrene rockmusiker, Jannick Wiinblad, var udkommet i efteråret 2008 (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24). På det tidspunkt var det næsten halvandet år siden, hun havde præsenteret den på DR2 i talk showet ’den 11. time’, mens den endnu kun forelå i manuskriptform, og hun stadig gik på Forfatterskolen. Jannick Wiinblad var med i studiet og forløste seancen med sin og bandet Mother Sparrows “United”, lyrisk og nedtonet. Det var et tindrende, intenst øjeblik for alle, som bevidnede det, og videoklippet blev hurtigt viralt – og med ét var Christel Wiinblad et navn, man kendte.  

På den måde virkede det, som om hun kom ud af den blå luft, men ifølge Christel Wiinblad selv, går hendes skriverier helt tilbage til barndommen. Barndommen var kaotisk for Wiinblad, og hun blev udsat for en del flytninger og uro, og det har givetvis givet næring til skriveriet og indstiftet den særligt urolige grundstemning, man finder i samtlige af hendes bøger. Hun beskriver selv sin skrivelyst som en slags sygdom: “Det er der hele tiden. Og det er en mærkelig måde at leve på – i hvert fald for mig. Men jeg bliver også lykkelig af at skrive.” (Maria Skov: Fra Svendborg kommer vand og kærlighed. Information, 2008-07-17).

I 2003 – inden hun overhovedet blev optaget på Forfatterskolen – bidrog Christel Wiinblad til tidsskriftet Hvedekorn (nr. 4), og hun fik tillige anmeldt sit poetiske indlæg. Kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahl bemærkede nemlig i “Generationsmaskinen – Dansk litteratur som yngst 1990-2004” om selvsamme nummer, at det bl.a. rummede “fremragende poesi af […] en debutant ved navn Christel Wiinblad, der er født i 1980, og som vi med en vis sandsynlighed kommer til at høre mere til” (s. 40). Det viste sig, at Bukdahls profeti skulle holde stik, for Christel Wiinblad er i dag en af landets mest både kendte og anerkendte kvindelige forfattere.

Christel Wiinblad bor – ligesom mange af hendes hovedpersoner – på Vesterbro i København, og hun danner par med skuespilleren Søren Sætter Lassen. I 2009 mistede hun sin lillebror efter hans selvmord. Hun tog afsked med ham i et essay, som findes på Politikens hjemmeside, ”Min lillebror”, fra den 7. april 2009.

49 forelskelser

“så godt og grundigt på stoffer/ blotter du dig og dit køn/ men desværre/ er der ikke andet at se/ end en kedelig/ og godt slidt/ glatbarberet blomst”
“49 forelskelser”, side 46.

Christel Wiinblad debuterede i september 2008 med digtsamlingen “49 forelskelser – 49 forelskelser beskrevet i hvert sit digt. De udkårne er en række popikoner fra anden halvdel af det tyvende århundrede – Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, Ian Curtis, Anthony Hegarty, Robert Smith, Pete Doherty, Britney Spears m.fl. – nogle digterkolleger som Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Tor Ulven, og broren og moren Jannick og Anita Wiinblad – og nogle stykker, der falder uden for de nære kategorier, for eksempel kassemedarbejderen i supermarkedet, Anne-Boe Kaas.

Forelskelserne kan være høvisk romantiske: “Intet fysisk begær/ intet vanvid/ intet andet end drømmen om/ at hoppe ind i bogen,/ føre hende gennem skoven/ og slå hendes drage ihjel/ for at give hende/ et slot af fred og guld/ hvor hun rank og fin kan sætte sig/ på tronen med sin prins/ mens jeg stolt/ og ædel / klirrende red bort i min rustning”, hedder det i digtet til Ursula Andkjær Olsen(side 15-16) med en genklang af de hjerter og sommerfugle, som pryder bogens omslag.

27366198

En del af de udkårnes fascinationskraft ligger i spændet mellem deres person og deres persona, mellem den, de er, og den, de fremstår og fremstilles som, og måden de tackler det på: “Og efterhånden ret tyk og brugt/ og stadig med alt for meget makeup/ stiger hun i faldet/ som en kvinde/ i gang med at finde/ den krop, der endelig/ kun tilhører hende”, hedder det i digtet til Britney Spears (side 47).

Forelskelserne udveksler med den binære dødsdrift, de kan næsten ikke andet, når det kommer til nogle af de store popikoner, som søger ud til grænsen: “og nu igen ligger han i sølet/ gigantisk og ren som et barn”, hedder det om det geniale babyfjæs, rock-, narko- og partyvraget Pete Doherty (side 63), Sid til supermodellen Kate Moss' Nancy i de seneste ti års mest fatale kærlighedsduo.

Med en elegant glidning fra matematikeren John Forbes Nash (ham fra storfilmen “A Beautiful Mind”) munder undersøgelsen ud i en kort essayistisk introspektion af forfatteren eller hendes fortællerstemme: “Jeg ligner mig i virkeligheden ret meget, i hvert fald på et rent æterisk plan. Jeg taler om udstråling. Kompromisløshed. Ulidelig perfektion. Vanvid. Skønhed. Ensomhed.// Det er den ynde, den væmmelse, den galskab, det bål, jeg føler, jeg genkender. Det raseri, mit raseri, min uskyldighed. Den uskyldighed, den usikkerhed og den ustabilitet. Den kyskhed, det cølibat. Den sødme og følelsesmæssige kynisme, selvom jeg minder om det barn, jeg aldrig rigtigt har været.” (side 73).

Samlingens afsluttende digt er betitlet “Christel Wiinblad” og kaster et blik ind bag digterens fremtoning eller offentlige persona, der i sig selv aspirerer til det ikonografiske: “og jeg passerer hende,/ glider ind i hende, ind i den kvinde,/ ind i den del af mig/ der forført og fortryllet/ aldrig kan få nok og slet ikke/ kan få det hårdt nok/ og bryder sammen/ af ædru, stædig/ og næsten ikke genert/ igen med det hele løbende/ rundt i kroppen/ og alt for meget udenpå/ som digte, blomster/ og ridelektioner/ så kedeligt, vidunderligt/ heftigt og banalt.” (side 82-83).

Digterens 49 forelskelser er tidstypiske i forstanden et individualiseret pantheon, en lille katedral omkring de udvalgte, og de er kønstypisk illustreret med små sommerfugle og hjerter og snapshots af Pete Doherty som coolest med hatten på sned og smøg dinglende i gavflaben, og forfatterinden selv som gladest, og selve digtene ordnet i sirlige, rytmiske sætningsforløb med pyntelige linjeskift og indryk.

Digteren forklarede selv forelskelsen sådan her: “Forelskelsen rummer empati, fordi man føler omsorg for den anden. Men der er også noget koldt over at være forelsket, fordi man ophøjer den anden og skaber afstand, hvorfra man kan betragte den udvalgte. Forelskelser er noget, jeg føler for mange ting og ofte. Det er ikke udelukkende kærlighed mellem to mennesker. Det er meget større, nærmere en jubel, som giver mig en ekstrem trang til at formulere. Det er det, der er, og alligevel er det fantastisk, fordi forelskelsen ikke er moraliserende,” (Christina Ytzen Lauridsen: Britneys falmede rose. Politiken, 2008-08-23). 

Min lillebror

“og samtidig sover min lillebror i sin egen seng på Fyn, uroligt og plaget af mareridt, og også i aften, når han går hjem fra parken, hvor han i sneen har spillet hackysack med de andre, får han lyst til at klatre op på rådhustaget for bare at falde ned, og jeg tænker på de sting, der snart skal lukke sig på hans håndled (…)”
“Min lillebror”, side 18.

I sin anden digtsamling “Min lillebror” udvikler Christel Wiinblad ‘forelskelsen’ i sin lillebror. I syv digte tæller hun ned til Jannick Wiinblads tredje selvmordsforsøg – et for hver den trettende i de foregående seks måneder.

Fra den 13. januar 2006 på en vinterkold Vesterbrogade hedder det “og lige før/ troede jeg, fodsporene,/ jeg her sopper og glider rundt i,/ var min lillebrors, men han er jo hjemme på Fyn,/ og han går heller aldrig med cowboystøvler, og lige nu/ er der præcis et halvt år til,/ at han bliver lagt/ i en seng med den hvide stues/ blide tryk omkring sig (…)”. (side 12).

På digterens seksogtyve års fødselsdag den 13. juni “kommer han igen til at drikke to en halv liter gin/ og vælte rundt mellem fremmede mennesker/ på fremmede gader, nærmest// hermetisk lukket, som han gjorde, da han sidste år i november/ var på besøg hos mig, og efter han (da festen sluttede)/ var blevet væk, løb jeg rundt i byen hele morgenen/ og samlede noget af ham sammen og op: Dér// jordbærhuen, dér en sko og dér en sok,/ en trøje, et halstørklæde, og endelig/ lå den beskidte blomstrede skoletaske foran mig/ på fortovet lænet op ad posthuset i Købmagergade/ med ham hægtet på, sovende, så jeg forsigtigt måtte slæbe ham hjem i seng (…)” (side 40).

50946088

De syv digte er omkranset af en indledning fra Jannick Wiinblads fødsel den 2. marts 1984 og en afrunding fra den 14. juli 2006, dagen efter det tredje selvmordsforsøg, den 13. juli 2006. Hun finder et fotografi på morens køkkengulv: “Først nu lægger jeg mærke til, at det allerede kan ses, fordi han også på det her foto har rynket sine bryn og klemt sine læber sammen i den ret usædvanlige grimasse, som jeg nu ved markerer, at han er urolig over noget, der aldrig bliver sagt, fordi han er helt alene om noget, der ikke kan siges. Først om tyve et halvt år (hvad der altså er i går), vil han komme i nærheden af at formulere det (…)” (side 48).

Med det konkrete forhold til en selvmordstruet lillebror som afsæt når Christel Wiinblad ind til kernen af nogle almenbegreber: “Det er hudløst “Ærligt”. “Sandt”. “Ægte”. Men på en helt anden måde end den giftige devaluering, der reducerer disse menneskelige grundbestanddele til underholdning. Ærlighed og sandhed er blevet til show, hvor man på tv-skærmen kan præstere og demonstrere sandheden om sig selv. Mellemmenneskelige relationer er blevet en valuta. (…) “Min lillebror” viser, hvad ordene dækker over, når de dækker over en virkelig sandhed”, bemærkede Kim Skotte i Politiken (Digte og musik: I hvert fald i det grønne. 2008-11-08) helt på linje med digterens intention.

Christel Wiinblad har formuleret det sådan her: “Det er mærkeligt, hvis den skrøbelighed, som jeg tør vise frem både i mig selv og i min lillebror, chokerer. For det chokerende er vel, at den kan få andre mennesker til at indse, at vi hele tiden har ansvaret for hinanden. Jeg synes, det havde været problematisk, hvis jeg havde vist min bror frem som underholdning. Se, hvor spændende. Se, denne katastrofe – er den ikke chokerende? Så vi alle kunne sidde og pege fingre ad det hæslige. I stedet vil jeg i øjenhøjde med de her grimme ting, som man normalt ikke taler om.” (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24).

 

Prolog

“Viserne har plirret sig frem til klokken elve. Den skæggede skikkelse af psykolog med luften af rådne æg stående en meter ud fra munden har lige trykket hoveddøren i.”
”Prolog”, side 72.

Christel Wiinblads forfatterskab tager en brutal vending med romandebuten “Prolog” fra 2011; den livsbekræftende kærlighedserklæring i digtsamlingerne er afløst af en forstemmende incesthistorie. Hovedpersonen er en pige i en udadtil pæn, øvre middelklassefamilie i Odense. Hun bliver misbrugt af sin far, fra hun er fem. Romanen følger hende gennem opvæksten hele vejen til gymnasiet og universitetet. Hun er altid kun i periferien af det sagsbehandlersystem, som ikke er gearet til at gennemskue velstillede, tilsyneladende ressourcestærke familier. Hendes råb om hjælp kommer ud som vold og selvdestruktion. Hun lever i skam og indre isolation. Hun dyremishandler, rapser, ryger, overspiser, kaster op og medicinerer sig under en front af pæn, sund pige. Undervejs er der en skilsmisse. Hun får en stedmor og halvsøster, som også bliver misbrugt.

29036829

Håbet ligger i sproget: “I spredte, men intense etaper, når farkroppen ikke kigger, giver hun sig hen til det levende, tavst messende sprog. Klart og barnligt præcist blomstrer det af den ældgamle, altid nyfødte magi, som ham i stuen aldrig hverken vil kunne høre eller se, men som hun har lært noget om både i religionen, historie og billedkunst: Stjerner som blinkede/ huller –/ stukket ud i det/ altid nymalede loft – / der ikke / findes // som flagermus, der / dykker – helt tæt som blid// fra nyslået græs (…)” (side 90).

Et forsigtig bud på en tolkning kunne være, at forestillingen om magi i sproget forlænger sig ud i fortællingen. Sætningsforløbene er påfaldende, sart overhængte med spidsstillinger, indskud, allitterationer, skæve billeder, betydningsforskydninger, omhyggelige tillæg til substantiver og verber i et klart, strømmende forløb mellem de faste registres øer (hverdagens, avisernes, filmenes, virksomhedernes, ungdommens sprog etc.). Der er ingen borgerlige navne at hæfte sig ved, intet mig, ingen far, men krop, farkrop, øjne, ben, ører, etc. som agerer separat – enkeltdele og konkreter, mens almindelige helheds- og sammenhængsskabende abstraktioner er forsvundet. Sproget er tvunget ud af sit leje, men tilbyder et nyt. Det er symptom på overgreb og symbol på modstandskraft. Det er registreringer som ”En pause af tavs evighed filtrer entreens rod af pige endnu mere sammen” og “Nypoleret tåge står højt i deres øjne, der vildt reflekterer stearinlysenes stjernede lys.” “Prolog” er indledningen på, hvad der foreløbig er beskrevet som en trilogi, og man kunne i det perspektiv forestille sig, at fortælleren (tredje persons) i det andet bind, der er færdiggjort, eller i det tredje bind, som er planlagt, viser sig at være pigen selv …

“Prolog” skriver sig ind i en dyster strøm af fortællinger om incest og overgreb mod børn fra danske forfattere i de her år – Kim Leine, Tomas Lagermand Lundme, Erling Jepsen, Kristian Ditlev Jensen m.fl. Tendensen ligger i forlængelse af den almene, halvandenhundrede år gamle indsats i litteraturen; at demaskere samfundet og borgerligheden.

“Prolog” skriver sig ind i en dyster strøm af fortællinger om incest og overgreb mod børn fra danske forfattere i de her år (Kim Leine, Tomas Lagermand Lundme, Erling Jepsen, Kristian Ditlev Jensen m.fl.). Den er indledningen på en trilogi, som også tæller ”Ingen åbner” fra 2012 og ”De elskende” fra 2014. 

De elskende

”’Det er alt sammen vores. Vi kan gøre præcis, hvad vi vil,’ og han kyssede hende, og hun rystede. Hun klamrede sig pludselig til ham. Hun var rædselsslagen, og han bed hende hårdt i overlæben igen. Og ’tak mig,’ sagde han, ’det er bare frygt, du må ikke afvise kærligheden.”
”’Det er alt sammen vores. Vi kan gøre præcis, hvad vi vil,’ og han kyssede hende, og hun rystede. Hun klamrede sig pludselig til ham. Hun var rædselsslagen, og han bed hende hårdt i overlæben igen. Og ’tak mig,’ sagde han, ’det er bare frygt, du må ikke

Christel Wiinblads ”De elskende” er sidste del af den trilogi, som blev indledt med ”Prolog”. ”Prolog” beretter om et incestoffer, og i to’eren, ”Ingen åbner” fra 2012, er det selvsamme incestoffer, der nu er blevet voksen og omsorgshungrende, men som desværre havner i et parforhold, der er strukturelt voldeligt på samme måde, som det hun kom fra. I ”De elskende” fra 2014 er kvinden kommet ud af sit parforhold – måske klogere, måske dummere – og nu vil hun satse alt på den ægte og altomsluttende kærlighed.

Forbindelsen til de to tidligere bøger ekspliciteres ikke – ikke andet end på titelbladet – og den er heller ikke vigtig narrativt set. Vi befinder os på et helt andet nærmest almenmenneskeligt niveau, hvor det ikke engang er rigtige personer, vi følger, men en kvinde og en mand, der tilfældigt ramler ind i hinanden på Frederiksborggade. Og så slår lynet ned, for at bruge en brugt kliché: ”Hun fik et chok, hun fik stød af det. Det var elektrisk, det var smukkere end alt, og nu smilede han til hende, og nu havde hun allerede glemt alt andet end ham.” (s. 9). Sådan starter romanen, og herefter er der ikke andet at gøre end nervøst at følge efter kvinden, der jublende og rædselslagen, fortabt og forelsket prøver at hengive sig til den kærlighed, hun alligevel er prisgivet. For kærligheden er ikke blød og sød i ”De elskende”, den er derimod ultimativ og utilgivende, og kvinden bliver nødt til, som formuleret af manden, at nedbryde sig selv og glemme alt andet – for herefter at genopstå i kærligheden.

51378318

Vi følger historien fra nært hold, helt inde fra kvindens øjen- og hjertehule, og hvorfra blækket flyder direkte ud i ærlige og korte hovedsætninger, ofte dialogiske, der besværgende gentager og modsiger hinanden: ”Som fuldstændig vanvittig, og ’dø hver morgen, dø hvert sekund,’ sagde han. Han smilede. ’Mener du det, vil du virkelig ofre alt?’ spurgte han. ’Ja,’ sagde hun.” (s. 53). Romanen er inddelt i talløse kortere kapitler, som alle indledes med et længere tekststykke i fed, hvor manden kommer til orde. Han taler i en profetisk eller bibelsk tone – ”Gå med lyset”, ”opgiv alt og bliv til i kærlighed”, ”Hvad har du sagt JA til?” (s. 51),­ hvormed han manipulerende messer kvinden i stykker og fremstår mere og mere sadistisk.

Det kristne motiv med offeret, den alvidende gammeltestamentlige Gud, lidelsen og tilblivelsen er et klart tema, der driver fortællingen fremad, og i det ligger der et implicit spørgsmål om kærlighedens karakter af religiøs åbenbaring. Kan der være en forbindelse? I Wiinblads udlægning minder begge fænomener om en mere eller mindre destruktiv besættelse, og en søgen efter kærlighed bliver hurtigt til en sørgelig deroute udi kærlighedens mørkeste og ukærlige afkroge. 

Genrer og tematikker

Christel Wiinblads værker, digt som prosa, bærer en særlig kulturel dna, som bliver mærkbar med den ekspressive og eksperimenterende modernisme, og som ud over litteraturen vokser videre i moderne billedkunst, ballet og scenedrama mm. Hun praktiserer en skrift, som stiller krav til læseren.

I antologien “Udveje – fra 90’erne” (2001) hæfter litteraten Marianne Stidsen sig ved et sammenhængsskabende perspektiv, en interesse for barndom, familie og parforhold og en bekymring over den virkelighed, vi deler med andre end familien, i Wiinblads generation af smalle forfattere. Og i sit portræt af samme generation, “Generationsmaskinen” fra 2004, lægger kritikeren Lars Bukdahl vægt på æstetisk specificitet og litterær individualitet. Han lytter efter sprogtone og teksthumør og noterer, at ‘charme’ er et af generationstrækkene.

Begges karakteristik af emnekredsen passer frem til år 2011 på Wiinblad. Men herefter flyttes fokus over på kærlighedsrelationen og de destruktive elementer, der ligger heri. Desuden er det sammenhængsskabende perspektiv i både “Prolog”, ”Ingen åbner” og ”De elskende” kastet op i luften og gennemhullet, inden det rammer jorden. Og så er der hoppet op og ned på det, på en måde så fortællingen er op til læseren at sammensætte ud fra stumperne. 

Beslægtede forfatterskaber

Wiinblads skrift er inspireret af Écriture féminine – en fransk og feministisk litteraturteoretisk retning fra 1970’erne – og den koncentrerer sig i forlængelse heraf om at fremskrive kroppen i teksten og i øvrigt at forhandle og debattere den måde mening produceres på en henholdsvis kvindelig og mandlig måde. Wiinblad trækker her aktier på hovedværker inden for genren, som f.eks. Sylvia Plath med “Ariel”, Joan Didion med “Play It as It Lays”, Fay Weldon med “Praxis” og ikke mindst Marguerite Duras med ”Elskeren” – som alle arbejder med at finde udtryk for en specifik kvindelig erfaringsverden. Hos Wiinblad kan man navnlig se inspirationen i ”De elskende”, hvor henholdsvis kvindens og mandens tale både er markeret forskelligt og lyder ganske forskelligt.

Blandt Christel Wiinblads samtidige i dansk litteratur fremhæves Josefine Klougart og Nina Søs Vinther ofte som åndsfæller, men hos forfattere som Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Mette Moestrup m.fl. fornemmer man en lignende mørk tone, udtrykt via forliste forhold, braste illusioner, knuste drømme og personlige tab. Går vi imidlertid til udlandet, finder vi hos en forfatter som den nobelprismodtagende Herta Müller – som i øvrigt er et selverklæret idol for Wiinblad – måske det stærkeste slægtsskab. Tog man en nation af smerte og skalerede den ned til en villavej, ligner Wiinblads Odense til forveksling Herta Müllers Rumænien og 'overgrebets matrikel'. Müllers lille tysktalende enklave, degenereret, indeklemt i et hjørne af verden, ingen ser eller bryder sig om at se. Det er det samme knuste perspektiv, den samme undersøgelse af skam og isolation, den samme forpligtelse på sproget, de udtrykker.  

Bibliografi

Romaner

Wiinblad, Christel:
Prolog. Gyldendal, 2011.
Wiinblad, Christel:
Ingen åbner : passionsspil. Gyldendal, 2012.
Wiinblad, Christel:
De elskende. Gyldendal, 2014.
Wandel, Maria: Hemmeligheder alle vegne. Dafolo, 2017.
Bidrag: Elleve tekststykker eller såkaldte tilstande skrevet af Christel Wiinblad.

Digte

Wiinblad, Christel:
49 forelskelser. 2008.
Wiinblad, Christel:
Min lillebror. 2008.
Wiinblad, Christel:
Det ligner en sorg. A Ducksoap Book, 2011.
Wiinblad, Christel:
Sommerlys. Kronstork, 2013. Prosastykker.

Essays

Wiinblad, Christel:
Min lillebror. Politiken, 2009-04-07.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christel Wiinblad

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Skov, Maria:
Fra Svendborg kommer vand og kærlighed. Interview i Information, 2008-07-17.
Ytzen Lauridsen, Christina:
Britneys falmede rose. Interview i Politiken, 2008-08-23.
Stein Larsen, Jesper:
Forelskelser og sammenbrud. Interview i Jyllands-Posten, 2008-09-07.
Bukdahl, Lars:
Generationsmaskinen – Dansk litteratur som yngst 1990-2004. Borgen, 2004.
Skotte, Kim:
Digte og musik: I hvert fald i det grønne. Anmeldelse i Politiken, 2008-11-08.
Fisker, Mads:
Lillebror er den bedste i verden. Interview i Berlingske Tidende, 2008-11-24.
Skotte, Kim:
Portrættet som erotisk gestus. Anmeldelse i Politiken, 2008-12-27.