christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen

Christel Wiinblad

journalist, cand.mag. Niels Vestergaard, 2011. Opdateret af cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen. 2014. Blå bog og bibliografi opdateret februar 2024.
Top image group
christel wiinblad
Foto: Lars Gundersen

Christel Wiinblad er stadig temmelig ung af dage, men hun er ikke bange for at beskæftige sig med tematiske tungvægtere som misbrug, tab, incest og masochisme. Det er således sigende, at hendes succes startede med udgivelsen ”Min lillebror”, som handlede om – og var tilegnet – forfatterens forhold til sin skizofrene og selvmordstruede lillebror. For Wiinblad er kærlighed og lidelse intrikat forbundne størrelser, og det er dette paradoksale forhold, hun på poetisk og panisk vis kører igennem sprogmaskinen.

Autofiktion

137970481

Blå bog

Født: Den 13. juni 1980 i Svendborg.

Uddannelse: Uddannet fra Forfatterskolen i 2008. Cand.mag. i dansk og etnologi fra Københavns Universitet, 2011.

Debut: 49 forelskelser, Athene, 2008.

Litteraturpriser: Morten Nielsens Mindelegat, 2013.

Seneste udgivelse: Deep purple - messe. Antipyrine, 2024. (Noveller).

Inspiration: Audrey Hepburn, Pete Doherty, Herta Müller, Robert Frost, Amalie Smith og Christina Hagen.

 

 

 

 

Videoklip

Christel Wiinblad læser op fra 'Sommerlys'

christel

Artikel type
voksne

Baggrund

”og nu igen ligger han i sølet/ gigantisk og ren som et barn/ med øjnene kuglerunde/ og kæbelinjen skarpt trukket op/ mens blodårerne forsøger at vige/ uden om kanylen og dens romantiske løfter om/ vægtløshed og et endnu skønnere, sandere/ og endelig helt frit perspektiv”
”Pete Doherty” i “49 forelskelser”, s. 63.

“Jeg har altid vidst, at han ville blive min skæbne og var min skæbne. Altid. Han har fået mig i kontakt med følelser, som jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne nå alene.” Således sagde Christel Wiinblad i et interview, efter digtsamlingen om hendes lillebror, den sarte, drømmende og skizofrene rockmusiker, Jannick Wiinblad, var udkommet i efteråret 2008 (Mads Fisker: Lillebror er den bedste i verden. Berlingske Tidende, 2008-11-24). På det tidspunkt var det næsten halvandet år siden, hun havde præsenteret den på DR2 i talk showet ’den 11. time’, mens den endnu kun forelå i manuskriptform, og hun stadig gik på Forfatterskolen. Jannick Wiinblad var med i studiet og forløste seancen med sin og bandet Mother Sparrows “United”, lyrisk og nedtonet. Det var et tindrende, intenst øjeblik for alle, som bevidnede det, og videoklippet blev hurtigt viralt – og med ét var Christel Wiinblad et navn, man kendte.  

På den måde virkede det, som om hun kom ud af den blå luft, men ifølge Christel Wiinblad selv, går hendes skriverier helt tilbage til barndommen. Barndommen var kaotisk for Wiinblad, og hun blev udsat for en del flytninger og uro, og det har givetvis givet næring til skriveriet og indstiftet den særligt urolige grundstemning, man finder i samtlige af hendes bøger. Hun beskriver selv sin skrivelyst som en slags sygdom: “Det er der hele tiden. Og det er en mærkelig måde at leve på – i hvert fald for mig. Men jeg bliver også lykkelig af at skrive.” (Maria Skov: Fra Svendborg kommer vand og kærlighed. Information, 2008-07-17).

I 2003 – inden hun overhovedet blev optaget på Forfatterskolen – bidrog Christel Wiinblad til tidsskriftet Hvedekorn (nr. 4), og hun fik tillige anmeldt sit poetiske indlæg. Kritiker og Hvedekornsredaktør Lars Bukdahl bemærkede nemlig i “Generationsmaskinen – Dansk litteratur som yngst 1990-2004” om selvsamme nummer, at det bl.a. rummede “fremragende poesi af […] en debutant ved navn Christel Wiinblad, der er født i 1980, og som vi med en vis sandsynlighed kommer til at høre mere til” (s. 40). Det viste sig, at Bukdahls profeti skulle holde stik, for Christel Wiinblad er i dag en af landets mest både kendte og anerkendte kvindelige forfattere.

Christel Wiinblad bor – ligesom mange af hendes hovedpersoner – på Vesterbro i København, og hun danner par med skuespilleren Søren Sætter Lassen. I 2009 mistede hun sin lillebror efter hans selvmord. Hun tog afsked med ham i et essay, som findes på Politikens hjemmeside, ”Min lillebror”, fra den 7. april 2009.

49 forelskelser

“så godt og grundigt på stoffer/ blotter du dig og dit køn/ men desværre/ er der ikke andet at se/ end en kedelig/ og godt slidt/ glatbarberet blomst”
“49 forelskelser”, side 46.

Christel Wiinblad debuterede i september 2008 med digtsamlingen “49 forelskelser – 49 forelskelser beskrevet i hvert sit digt. De udkårne er en række popikoner fra anden halvdel af det tyvende århundrede – Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, Ian Curtis, Anthony Hegarty, Robert Smith, Pete Doherty, Britney Spears m.fl. – nogle digterkolleger som Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Tor Ulven, og broren og moren Jannick og Anita Wiinblad – og nogle stykker, der falder uden for de nære kategorier, for eksempel kassemedarbejderen i supermarkedet, Anne-Boe Kaas.

Forelskelserne kan være høvisk romantiske: “Intet fysisk begær/ intet vanvid/ intet andet end drømmen om/ at hoppe ind i bogen,/ føre hende gennem skoven/ og slå hendes drage ihjel/ for at give hende/ et slot af fred og guld/ hvor hun rank og fin kan sætte sig/ på tronen med sin prins/ mens jeg stolt/ og ædel / klirrende red bort i min rustning”, hedder det i digtet til Ursula Andkjær Olsen(side 15-16) med en genklang af de hjerter og sommerfugle, som pryder bogens omslag.

27366198

En del af de udkårnes fascinationskraft ligger i spændet mellem deres person og deres persona, mellem den, de er, og den, de fremstår og fremstilles som, og måden de tackler det på: “Og efterhånden ret tyk og brugt/ og stadig med alt for meget makeup/ stiger hun i faldet/ som en kvinde/ i gang med at finde/ den krop, der endelig/ kun tilhører hende”, hedder det i digtet til Britney Spears (side 47).

Forelskelserne udveksler med den binære dødsdrift, de kan næsten ikke andet, når det kommer til nogle af de store popikoner, som søger ud til grænsen: “og nu igen ligger han i sølet/ gigantisk og ren som et barn”, hedder det om det geniale babyfjæs, rock-, narko- og partyvraget Pete Doherty (side 63), Sid til supermodellen Kate Moss' Nancy i de seneste ti års mest fatale kærlighedsduo.

Med en elegant glidning fra matematikeren John Forbes Nash (ham fra storfilmen “A Beautiful Mind”) munder undersøgelsen ud i en kort essayistisk introspektion af forfatteren eller hendes fortællerstemme: “Jeg ligner mig i virkeligheden ret meget, i hvert fald på et rent æterisk plan. Jeg taler om udstråling. Kompromisløshed. Ulidelig perfektion. Vanvid. Skønhed. Ensomhed.// Det er den ynde, den væmmelse, den galskab, det bål, jeg føler, jeg genkender. Det raseri, mit raseri, min uskyldighed. Den uskyldighed, den usikkerhed og den ustabilitet. Den kyskhed, det cølibat. Den sødme og følelsesmæssige kynisme, selvom jeg minder om det barn, jeg aldrig rigtigt har været.” (side 73).

Samlingens afsluttende digt er betitlet “Christel Wiinblad” og kaster et blik ind bag digterens fremtoning eller offentlige persona, der i sig selv aspirerer til det ikonografiske: “og jeg passerer hende,/ glider ind i hende, ind i den kvinde,/ ind i den del af mig/ der forført og fortryllet/ aldrig kan få nok og slet ikke/ kan få det hårdt nok/ og bryder sammen/ af ædru, stædig/ og næsten ikke genert/ igen med det hele løbende/ rundt i kroppen/ og alt for meget udenpå/ som digte, blomster/ og ridelektioner/ så kedeligt, vidunderligt/ heftigt og banalt.” (side 82-83).

Digterens 49 forelskelser er tidstypiske i forstanden et individualiseret pantheon, en lille katedral omkring de udvalgte, og de er kønstypisk illustreret med små sommerfugle og hjerter og snapshots af Pete Doherty som coolest med hatten på sned og smøg dinglende i gavflaben, og forfatterinden selv som gladest, og selve digtene ordnet i sirlige, rytmiske sætningsforløb med pyntelige linjeskift og indryk.

Digteren forklarede selv forelskelsen sådan her: “Forelskelsen rummer empati, fordi man føler omsorg for den anden. Men der er også noget koldt over at være forelsket, fordi man ophøjer den anden og skaber afstand, hvorfra man kan betragte den udvalgte. Forelskelser er noget, jeg føler for mange ting og ofte. Det er ikke udelukkende kærlighed mellem to mennesker. Det er meget større, nærmere en jubel, som giver mig en ekstrem trang til at formulere. Det er det, der er, og alligevel er det fantastisk, fordi forelskelsen ikke er moraliserende,” (Christina Ytzen Lauridsen: Britneys falmede rose. Politiken, 2008-08-23).