Joan Didion

Joan Didion er født i 1934 og voksede op og levede en stor del af sit liv i Californien, der også er omdrejningspunkt for flere af hendes værker. Hendes far arbejdede for det amerikanske luftvåben, og Didions tidlige barndom var derfor præget af mange flytninger rundt til forskellige militærbaser. Først omkring slutningen af Anden Verdenskrig vendte familien tilbage til Sacramento, hvor de oprindeligt kom fra.

Opbruddene og behovet for konstant at tilpasse sig nye omgivelser fulgte hende ind i voksenlivet, hvor hun rejste hyppigt og boede skiftevis i Los Angeles og New York. Ved sin død i 2021 boede hun på Manhattan i New York, men hendes liv og virke har i høj grad været knyttet til Californien.

Allerede som femårig blomstrede hendes litterære interesse, hvilket hun beskriver i essayet ”Om at skrive notesbog” i værket ”Slæber sig mod Betlehem”. I essayet fortæller hun om en af sine første historier, om en kvinde der frygter at fryse ihjel i den arktiske nat, men vågner op i Sahara: ”Jeg aner ikke, hvad der kan have bevæget en femårigs hjerne til at forfatte en så gennemført ”ironisk” og eksotisk historie, men den afslører en forkærlighed for ekstremerne, som har fulgt mig helt til voksenlivet.” (”Slæber sig mod Betlehem”, s. 167). Den litterære interesse førte hende til studier i engelsk litteratur på University of California, Berkeley i San Francisco, og hendes skriveevner bragte hende derfra til en stilling som skribent på magasinet Vogue i New York. I New York mødte hun forfatteren John Gregory Dunne, som blev hendes livspartner både romantisk og professionelt. Sammen adopterede de en lille pige; Quintana. Parret arbejdede tæt sammen livet igennem som sparringspartnere på hinandens værker og som forfatterpar på en lang række filmmanuskripter.

Et skelsættende moment i Joan Didions liv og forfatterskab var, da hun mistede John i 2003, samtidig med at Quintana lå i koma. Hendes roman om det tab, ”Et år med magisk tænkning”, satte hende for alvor på det litterære verdenskort. I 2005 døde Quintana efter længere tids sygdom, og i værket ”Blå timer” mindes Didion sin datter.

I sine sene år fortsatte Didion med at skrive essays og artikler, blandt andet om amerikansk politik. Hun døde i 2021 af komplikationer knyttet til Parkinsons sygdom.

”Alt bryder sammen, midten holder ikke”. Strofen er fra det digt af den irske poet W.B. Yeats, der lægger titel til Joan Didions essaysamling ”Slouching Towards Bethlehem” (”Slæber sig mod Betlehem”, 2018) fra 1968. Samlingen består af essays bragt i magasiner og aviser i årene 1965-1967, og de er sindbilleder på en tid i opbrud; mentalt, socialt og politisk.

Samlingen er inddelt i tre dele. Første del ”Levet liv i det gyldne land” indeholder essays, der beskriver tidsånden i sluttressernes Californien i form af forskellige kulturelle og ideologiske strømninger. De to sidste dele er mere personlige. Her reflekterer Didion blandt andet over selvrespekt, moral og sindstilstande knyttet til forskellige steder, hun har besøgt. Men selvom essayene har et personligt afsæt, bevæger de sig henimod nogle mere generelle tanker om det at være menneske i en fragmenteret tidsalder. 

55100071

Gennemgående i de tre dele er, at uanset om afsættet er sluttressernes ideologiske strømninger eller Didions personlige refleksioner, så formidler de en mangel på fast holdepunkt. Didion reflekterer køligt over illusionerne i såvel middelklassedrømmene som blomsterbørnenes ideologier. Mest udtalt er den fragmenterede virkelighed i titelessayet ”Slæber sig mod Betlehem” - en reportage fra hippiebevægelsens arnested Haight-Ashbury i San Francisco. Der er ikke meget fred, kærlighed og harmoni over det Haight-Ashbury, Didion beskriver. Der er en fortabt ungdom, der driver rastløs rundt i en rus af stoffer uden holdepunkt, uden retning: ”Vi var vidne til en håndfuld sørgeligt inkompetente børns desperate forsøg på at skabe et samfund i et socialt vakuum” (s. 155). 

Sideløbende med denne nihilisme - en opfattelse af, at der ikke længere findes en rettesnor for, hvordan livet bør leves, fornemmer man i flere af essayene også en stor fascination af den californiske mentalitet. Der er noget æggende ved forestillingen om Californien som frihedens og drømmenes land, som Didion indkapsler i flere af samlingens essays, som for eksempel når hun skriver om westernidolet John Wayne eller om sangeren og aktivisten Joan Baez. Den gennemgående grundtone er dog skepsis - en bevidsthed om, at det hele er drømmebilleder, illusioner, der skal holde tomheden og retningsløsheden på afstand.