Foto: Politikens forlag

Puk Damsgård

stud.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, iBureauet/Dagbladet Information. 2015. Opdateret af journalist Martine Stock, december 2021.
Top image group
Foto: Politikens forlag
Main image
Damsgård, Puk
Foto: Nikolai Linares / Scanpix

Indledning

Med livet som indsats har DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård opsøgt verdens brændpunkter, hvor hverken hendes ophold i journalistisk ærinde eller hendes blonde kvindeskikkelse har lettet opgaven. Oplevelserne har gjort journalisten til forfatter, og flere bogudgivelser har fulgt reportagerne. Senest “Arabica”, der følger forfatteren om bord på fragtskibet Titan med kurs mod Mellemøsten og “Det lykkelige Arabien”, som Yemen engang kaldtes, hvor forfatteren er på en moderne opdagelsesrejse. Ligesom i sine øvrige bøger sammenfletter Puk Damsgård sin personlige skrivestil med en saglig, journalistisk tilgang til de mennesker, hun møder på sin vej.

 

38276255

Blå bog

Født: 18. september 1978 i Hammer Torup.

Uddannelse: Journalist fra Syddansk Universitet, 2007.

Debut: Mellem Taleban og fremtiden. Tiderne Skifter, 2006. Fagbog. (Sammen med Marie Grundtvig Buss).

Litteraturpriser:Jyllandspostens Ytringsfrihedspris, 2011. Berlingske Fonds Journalistpris, 2012. Sammen med Simi Jan. Læsernes bogpris, 2015. Den Danske Publicistklubs fortællerpris, 2015. Dansk Journalistforbunds Cavlingpris, 2015. Rungstedlundprisen 2020. Publicistprisen, 2021. Den Gyldne Grundtvig, 2021. Den Faglitterære Pris, 2021.

Seneste udgivelse: Arabica. Politiken, 2020.

Genre: Faglitteratur

 

 

Puk Damsgård holder foredrag i Thimotheus Kirken om sine oplevelser i Mellemøsten.

Puk Damsgaard: Om helvede på jord

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg ville flygte et sted hen, der ikke fandtes. Vi nåede at søge ly ved en mur, inden bomben eksploderede i et sønderrivende brag, som om verden blev flækket midtover. Så indfandt stilheden sig. Verdens værste stilhed midt i en kortvarig orkan af glas, metal, støv, murbrokker, der blev slynget gennem luften af trykket fra nedslaget. [ ...] Jeg fik øje på Betina, Nour kunne jeg ikke se nogen steder.”
“Hvor solen græder”, s. 16.

Puk Damsgård er født i 1978 og opvokset i Hammer Torup syd for Næstved på en gård bærende familienavnet. Som enebarn nød hun sine forældres støtte til alt, hun foretog sig – hvilket dengang primært var at pleje sin interesse for heste og motorcross. Opvæksten var præget af landlig tryghed, og ferierne blev aldrig holdt langt hjemmefra. Den familiære støtte og hjemlige tryghed er ikke blevet mindre i den voksne Puk Damsgårds liv, men verden er blevet større. Der er langt fra Hammer Torup til Beirut, Kabul og Islamabad, hvor den voksne Puk Damsgård på skift har haft hjemme. I dag bor hun i Kairo sammen med sin amerikanske mand Shaw.

I 2007, samme år som hun afsluttede sine journaliststudier på Syddansk Universitet, rejste hun tre måneder med Galathea 3-ekspeditionen og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og til hendes endelige destination New Zealand. Som færdiguddannet journalist arbejdede hun nogle år som freelancekorrespondent i Afghanistan og Pakistan, inden hun i 2011 blev ansat som Danmarks Radios mellemøstkorrespondent med base i Beirut.

At hendes karriere som korrespondent har ført til flere bogudgivelser, ser forfatteren som en naturlig forlængelse af de oplevelser, arbejdet medfører. Om tilkomsten af “Hvor solen græder” siger hun: “Min bog er vokset ud af mit job, hvor jeg naturligt befinder mig på rejser i Syrien.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, april 2015.) Netop for hendes arbejde i Syrien blev hun i 2012 nomineret til den fornemme Cavling-pris. I 2015 modtog hun Cavling-prisen for sit arbejde i Mellemøsten og for bogen “Ser du månen, Daniel”.

Hvor solen græder

“Forråelsen vidnede om et råddent oprør [ ...]. Et oprør, der ikke kunne organisere sig med én stemme, der ikke kunne holde sig fra modbydelige metoder og alliancer med banditter og islamister, og ikke havde formået at skabe et bedre alternativ til diktatoren.
'De kæmper ikke for deres land, men for sig selv,' sagde Nour og trak vejret gennem cigaretten. Så kiggede hun på mig med sine sorte øjne.
'Fuck revolutionen. Lad os få fred.'”
“Hvor solen græder”, s. 246.

Læseren er fluen på den bombesprængte væg, når Puk Damsgård i sin øjenvidneberetning “Hvor solen græder” fra 2014 fortæller om sine oplevelser på tætteste hold af borgerkrigen i Syrien, under hvilken hun mellem 2011 og 2013 rejste illegalt rundt som DR's mellemøstkorrespondent. Hun beskriver, hvordan opholdets formål – at videregive historien fra de civile, der er fanget mellem de to krigsførende fronter; det syriske regime og oprørerne – “trådte i stedet for frygten” (s. 57) forbundet med at opholde sig i et land, hvor journalister er blevet dræbt og gidselholdt.

51271017

Hendes beskrivelser af de interne kampe med al deres ondskab til følge holdes op mod reaktioner fra en civilbefolkning, der blot oplever, hvordan “et rædselsdiktatur blev afløst af et andet” (s. 84).

Det er primært oprørsbevægelsens folk, forfatteren er i kontakt med, og gennem bogen tegner hun et broget billede af gruppen, der ud over bestialske amatørkrigere også tæller dem, som blot ønsker reformer og demokrati.

Én af dem er overklassekvinden Nour, der med sine tatoverede øjenbryn og sin vante gang på universitetet og i cafémiljøet har et andet udgangspunkt for revolutionen end den fattige syrer. Hun trodser sin fars ønske om, at hun forholder sig passiv i forhold til oprøret, der dog ender med at blive langt fra det oprør, hun forestillede sig.

Muhannad følger derimod sin fars vilje, når han melder sig under oprørets fane, mens han selv drømmer om studier i engelsk poesi og om at gifte sig med sin kæreste. Blandt mange andre hører vi også om den afhoppede efterretningsmand Jihad, der bidrager med en førstehånds-kildeberetning fra sin tid blandt regimets indviede.

Sideløbende med den personlige beretning giver Puk Damsgård et overblik over krigens udvikling, som den tager sig ud i Syrien og uden for landets grænser. Med konfliktens optrapning inddrages det internationale samfund, hvis handlingslammelse får en tredje dimension med Damsgårds beretning in mente. Hun besøger nabolandene, der i stigende grad bliver modtagere af de syriske flygtninge, som klarer sig over landegrænsen. En traumatiseret flygtningepige kan tilskrives æren for bogens titel, hvis ordlyd er hendes eklatante beskrivelse af det land, hun er flygtet fra.

Ser du månen, Daniel

“Daniel stod igen med armene strakt over hovedet. Torturbødlen forsvandt. Jeg kan ikke, jeg kan ikke! skreg det i ham. Jeg kan ikke stå her i tre dage og så dø bagefter. Han kiggede sig omkring. Bordet. Det stod så langt væk at han lige akkurat ikke kunne nå det. Håndleddet. Han kunne bide sit håndled over, så han kunne flygte. Vand. Han var så tørstig at hans hjerne var ved at tørre ud, og glimt af syner og billeder flimrede forbi.”
“Ser du månen, Daniel”, s. 82.

Puk Damsgårds tidligere værker bygger på hendes egne oplevelser fra hendes virke som mellemøstkorrespondent, men i “Ser du månen, Daniel” fra 2015 er hun ikke selv øjenvidnet. I stedet formidler hun, via portrættet af den danske freelancefotograf Daniel Rye, hans førstehåndsoplevelser som gidsel i ISIS-kontrolleret, syrisk fangenskab.

Daniel Rye rejste mod Syrien 14. maj 2013 for at fotodokumentere krigen fra den civile syrers synsvinkel og med forventet hjemrejse fire dage senere. De fire dages frivillige ophold blev til 398 dages fængsling i et rent torturhelvede. Men det blev også grobunden for stærke venskaber. Daniel knyttede tætte bånd med den amerikanske journalist James Foley, der blev dræbt af ISIS 19. august 2014, og hvis begravelse Puk Damsgård lader danne ramme om fortællingen.

51986369

Inden for rammen bygges beretningen kronologisk op og giver indblik i processen frem mod Daniels beslutning om rejsen: en bristet drøm om livet som elitegymnast, begejstringen for fotografiet og opdagelsen af verdens enorme kompleksitet.

Dernæst følger en tredelt krydskomposition: Vi bringes til Syrien gennem Daniels oplevelser i fangenskab, hvor grundreglerne “lyv aldrig, få dig en rutine og spil spillet” (s. 44) er vejen til overlevelse. Sideløbende hermed lukkes vi inden for i intimsfæren hos familien Rye i deres kamp for at stable en svimlende stor løsesum på benene, mens de forsøger at holde offentlighedens opmærksomhed omkring gidseltagningen nede og deres eget håb oppe. Tredje spor i fortællingen er Puk Damsgårds grundige optegning af udviklingen af den politiske situation i Syrien, hvis synlighed på verdenskortet ændres markant fra Daniels tilfangetagelse til hans løsladelse.

I skildringen af torturen, som Daniel og hans medfanger udsættes for, er det tydeligt, hvordan den, i tillæg til personlig skade, afføder internt fjendskab hos fangerne. Det synes dog vigtigt for forfatteren at få deres sammenhold til trods frem: brætspilsproduktion af tom emballage, Daniels drillenisselege til jul og gymnastikundervisning tre gange om ugen bliver fangernes mentale våben, mobiliseret mod tyranniet. At de i julegave giver hinanden ærlighed (s. 169) understreger, hvor vigtigt et middel til overlevelse deres interne tillid bliver.

I 2019 havde en dansk filmatisering af bogen biografpremiere. Filmen er instrueret af Niels Arden Oplev. I hovedrollerne ses blandt andre skuespillerne Anders W. Berthelsen og Esben Smed. Her fortæller Puk Damsgård om filmatiseringen af “Ser du Månen, Daniel". August 2019, Politikens Forlag.

Den sorte kat i Mosul

“Endnu en eksplosion flænsede øjeblikket. Jeg løb efter Dhafer og Saif ind i en sodet bygning, op ad trapper og ind i et soveværelse, hvor en snigskytte affyrede skud gennem vinduet. På bordet lå et bjerg af patroner, en børste og et halvt stykke brød.”
“Den sorte kat i Mosul”, s. 175.

I “Den sorte kat i Mosul” (2017) befinder Puk Damsgård sig side om side med de irakiske styrker og bevidner deres bestræbelser på at bekæmpe Islamisk Stat. Året er 2014, og forfatteren er tilbage i landet, mere end ti år efter hun første gang besøgte det. Dengang var amerikanske soldater på mission for at afsætte Saddam Hussein fra magten. I det Irak, som Puk Damsgård vender tilbage til, har IS taget over i Mosul, hvor irakiske specialstyrker forsøger at tilbageerobre området. Her kommer hun helt tæt på de soldater, der har viet deres liv til kampen mod IS og oplever livet i fronten og de konstante brag fra mortergranater.

53588603

Blandt andet møder hun den 27-årige sergent Dhafer, der må holde sit liv som soldat hemmeligt for sin mor, som ikke ønsker, han kæmper i krigen. Han har set mange venner og civile falde og fremstår desillusioneret af krigen, men samtidig dybt dedikeret til den. Puk Damsgård beskriver også, hvordan der trods krigen sniger sig en dagligdag ind, og der opstår en hverdag i det unormale. Det er en fortælling om kærlighed, familieliv, håb og drømme, forskellige skæbner fra fronten, der håber på engang at kunne vende tilbage til deres liv. For eksempel familien Ogaidi, der flygter ud af Mosul for at være i sikkerhed fra IS, men alligevel tænker meget på deres hus og sorte kat i Mosul.

Puk Damsgård flytter sit skriveværksted til Mosul og betragter gennem tre år forholdene i storbyen, mens den er kontrolleret af Islamisk Stat. Forfatteren fletter beretningerne og skæbnefortællingerne fra Mosul sammen med sit første besøg i Irak i 2003, da Saddam Hussein bliver væltet. Da de irakiske styrker tilbageerobrer området fra IS i 2017, føles det ikke som en sejr. Som soldaten Dhafer bemærker, vil hjem blive genopbygget, gader ryddet, skoler genopbygget, og irakerne ville også efter dette kaos genfinde en hverdag – men i sjælen vil sporene efter IS og krigen leve videre: “Der er altid krig i Irak,” siger han.

Arabica

“Uanset fra hvilken vinkel jeg beskuede Mellemøsten, var det, som om historien altid handlede om at begynde på en ny. Araberne skulle hele tiden komme sig. Håbet flimrede forude i en ørkenspejling. Eller skinnede rødt mellem arabicas grønne blade.”
“Arabica”, s. 282.

I “Arabica” (2020) går Puk Damsgård om bord på fragtskibet Titan i Genova i Italien. Herfra går rejsen mod Mellemøsten, hvor forfatteren har boet i 10 år. Kursen er sat mod Yemen, der engang kaldtes “Det lykkelige Arabien”, men i dag er et land, der er invaderet af en saudisk ledet koalition med en befolkning på sultegrænsen. Puk Damsgård følger i sporene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1774 skrev “Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande”.

38276255

Om bord på containerskibet møder hun besætningsmedlemmerne, blandt andet den filippinske arbejder Lito, der elsker karaoke og arbejder på skibet for at tjene penge til sin familie, selvom hans børn for længst har glemt, hvordan han ser ud. Undervejs fletter forfatteren sin rejse sammen med andre skæbneberetninger, hun har mødt på sin vej i Mellemøsten, såsom Tarek, taxachaufføren i Kairo, Selma, den stædige alenemor, og det homoseksuelle par Hisham og Ismail, som må holde deres forhold helt skjult for omverdenen af frygt for repressalier.

Et centralt spor i fortællingen er Puk Damsgårds venskab med den rebelske, yemenitiske læge Shifa, der er selverklæret ateist. En kvinde, som forfatteren bemærker kunne være hende selv, hvis hun var født i Yemen. De to kvinder mødes på et fly, og et venskab udvikles hen over de næste år. Shifa brænder for at redde unge kvinder i et land, hvor abort er strengt forbudt, og gøre oprør mod stammens patriarkalske kodeks. Da familien meddeler deres ønske om, at Shifa skal gifte sig, planlægger Shifa et flugtforsøg til Holland fra sin stærkt religiøse og truende storebror, hvor hun drømmer om at kunne studere og leve mere frit og i overensstemmelse med, hvem hun er. Fælles for mange af de historier, som Puk Damsgård med varme og nysgerrighed beretter om i “Arabica”, er, at det er mennesker, der prøver at frigøre sig selv, hvad end det er økonomisk, fra familiens besnærende bånd eller fra et undertrykkende styre.

Genrer og tematikker

Det er balancegangen mellem en journalists insisterende vilje til at afdække sandheden og et menneskes naturlige impulser og empati, Puk Damsgård forener i sit forfatterskab. Som hun selv udtrykker det: “Jeg er først og fremmest et menneske, jeres øjenvidne, til krigen i Syrien og til hvad der foregår i Egypten og resten af Mellemøsten.” (Rebecca Bodnia m.fl.: Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien. rustonline.dk, 2013-02-01).

Når den menneskelige kvalitet 'empati' bliver en begrænsning for det journalistiske arbejde, er det kunsten at afveje sine værdier. Som i “Hvor solen græder”, hvor journalisten bukker under for mennesket, da Puk Damsgårds frygt for at se de eventuelle lig af oprørernes to tilfældigt tilbageholdte fanger afholder hende fra at undersøge, om de to skud, hun hørte affyret, var dræbende eller blot til afskrækkelse (s. 117).

Med bøgerne har forfatteren til hensigt at oplyse sine læsere, hvilket tydeligt mærkes under læsningen. Og om at skulle navigere mellem de mange indtryk og modsatrettede informationer for derved at kunne tegne det mest præcise billede af krigen, skriver Puk Damsgård i “Hvor solen græder”: “De journalistiske dyder om uafhængighed og mulighed for at få bekræftet en sag fra to sider var under hårdt pres i krigszonen. Alle løj og overdrev – ikke fordi de var amoralske mennesker, men fordi krigen forstyrrede deres virkelighedsopfattelse, tidsfornemmelse og sondring mellem rigtigt og forkert.” (s. 82).

Selvom hun skriver oplysende faglitteratur, lader hun sig i udtryksformen inspirere af teknikker fra fiktionsgenren. Hun udtrykker selv sine tanker omkring det spændingsfelt på følgende måde: “Ved siden af faglitteratur læser jeg mange romaner. Jeg gik meget op i med 'Hvor solen græder' at den kunne læses som en roman med en hovedperson, vi følger over tid. Bare non fiktion, selvfølgelig.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, april 2015).

Puk Damsgårds hensigt med hendes måde at formidle på er at give vesterlændingen mulighed for at relatere til den virkelighed, borgerne i det land, hun rapporterer fra, lever under. Hendes opgave får psykologisk karakter, og hun omtaler netop i Syrien-beretningen en psykolog, der på BBC World News formidlede følelsen af chok blandt løberne under bombeangrebet ved Boston Marathon i 2013 til seerne. Når Puk Damsgård påtager sig opgaven at skabe identifikation mellem den syriske borger og en gennemsnitlig vesterlænding bliver sværhedsgraden blot taget til helt andre højder. Som Damsgård selv skriver i “Hvor solen græder”: “Der var mere genkendelse i tragedien ved maratonløbet i et land, som vi kulturelt sammenlignede os med, end i et angreb på syriske byer, ingen havde hørt om.” (s. 227-28). Netop fordi hun “aldrig i danske eller udenlandske medier havde set en psykolog tale om, hvad det vil sige at være flygtning eller vokse op under belejring og konstant bombardement [ ...]” (s. 227) ligger hendes opgave som identifikationsformidler hende så stærkt på sinde. Den syriske kvinde Nour kommer således også til at spille en væsentlig rolle i identifikationsspørgsmålet, idet hun både i tankegang og udseende er vestligt orienteret.

I “Ser du månen, Daniel” fremhæves endnu et lag af identifikationsspørgsmålet, idet der her ikke er tale om et kulturelt skel mellem Daniel Rye og læseren. Grusomhederne, frygten og sorgen rykker med Daniel, hans medfanger og familie helt tæt på læseren, for hvem det er en skræmmende opdagelse, at identifikation er umulig at komme udenom.

Beslægtede forfatterskaber

Puk Damsgårds måde at formidle fakta og historisk udvikling på findes også hos journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty, hvis historiske udgivelser har krig som deres centrale tema. I sine værker “Slagtebænk Dybbøl” (2009), “Dommedag Als” (2011), “Ild og blod” (2013) og “Til døden os skiller” (2014) forener han sin grundige bearbejdning af et omfattende kildemateriale med sin sans for dramatisk skildring. En evne, også Puk Damsgård besidder.

Også journalist Peter Øvig Knudsen bedriver faglitterær fingerpræcision i sin skildring af den moderne danmarkshistorie. Han står eksempelvis bag de to udgivelser om Blekingegadebanden, begge fra 2007, og bøgerne “Hippie 1” og “Hippie 2” fra henholdsvis 2011 og 2012. Der er også en vis lighed med den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad, der i “Hundrede og én dag” (2003) fletter historien om krigen i Irak før, under og efter invasionen sammen med beretningerne om almindelige mennesker.

Som nævnt tidligere får Puk Damsgårds faglitterære tematikker modspil af et fortløbende narrativ bygget op om en karakter. Derved slægter hun på en tradition, der tæller mange skønlitterære forfatterskaber. En forfatter, der på samme vis som Damsgård forsøger at give et indblik i en verden fjernt fra vesten, men blot benytter sig af fiktionsrammen, er Khaled Hosseini, hvis romaner “Drageløberen” (2004), “Under en strålende sol” (2007) og “Og bjergene gav genlyd” (2013) er bygget op om enkelte karakterer og finder sted i Afghanistan. På lignende fiktive vis fortæller Arundhati Roy i sin roman “De små tings gud” fra 1998 om en families liv i Sydindien.

Bibliografi

Fagbøger

Damsgård, Puk og Marie Grundtvig Buss:
Mellem Taleban og fremtiden : en fortælling om de unge i Kabul. Tiderne Skifter, 2006.
Damsgård, Puk m.fl.:
På jordomrejse med Galathea 3 : vor tids største danske opdagelsesrejsende. Bind 2. Jyllandspostens Forlag, 2007.
Damsgård, Puk:
De renes land : kærlighedshistorier fra verdens farligste stat. Jyllandspostens Forlag, 2009.
Damsgård, Puk:
Ulvehjerter : en familiekrønike. Politikens Forlag, 2011.
Damsgård, Puk:
Hvor solen græder : en fortælling fra Syrien. Politikens Forlag, 2014.
Damsgård, Puk:
Ser du månen, Daniel : 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat. Politiken, 2015.
Damsgård, Puk: Den sorte kat i Mosul . Politiken, 2017.
Damsgård, Puk:
Arabica. Politiken, 2020.

Om forfatteren

Her kan du følge med i forfatterens bogudgivelser og debatindlæg samt finde information om arrangementer, hvor hun medvirker.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Puk Damsgård

Kilder citeret i portrættet

Pontoppidan, Karen:
Interview til Forfatterweb. April 2015.