Puk Damsgård

Puk Damsgård er født i 1978 og opvokset i Hammer Torup syd for Næstved på en gård bærende familienavnet. Som enebarn nød hun sine forældres støtte til alt, hun foretog sig – hvilket dengang primært var at pleje sin interesse for heste og motorcross. Opvæksten var præget af landlig tryghed, og ferierne blev aldrig holdt langt hjemmefra. Den familiære støtte og hjemlige tryghed er ikke blevet mindre i den voksne Puk Damsgårds liv, men verden er blevet større. Der er langt fra Hammer Torup til Beirut, Kabul og Islamabad, hvor den voksne Puk Damsgård på skift har haft hjemme. I dag bor hun i Kairo sammen med sin amerikanske mand Shaw.

I 2007, samme år som hun afsluttede sine journaliststudier på Syddansk Universitet, rejste hun tre måneder med Galathea 3-ekspeditionen og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og til hendes endelige destination New Zealand. Som færdiguddannet journalist arbejdede hun nogle år som freelancekorrespondent i Afghanistan og Pakistan, inden hun i 2011 blev ansat som Danmarks Radios mellemøstkorrespondent med base i Beirut.

At hendes karriere som korrespondent har ført til flere bogudgivelser, ser forfatteren som en naturlig forlængelse af de oplevelser, arbejdet medfører. Om tilkomsten af “Hvor solen græder” siger hun: “Min bog er vokset ud af mit job, hvor jeg naturligt befinder mig på rejser i Syrien.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, april 2015.) Netop for hendes arbejde i Syrien blev hun i 2012 nomineret til den fornemme Cavling-pris. I 2015 modtog hun Cavling-prisen for sit arbejde i Mellemøsten og for bogen “Ser du månen, Daniel”.

Læseren er fluen på den bombesprængte væg, når Puk Damsgård i sin øjenvidneberetning “Hvor solen græder” fra 2014 fortæller om sine oplevelser på tætteste hold af borgerkrigen i Syrien, under hvilken hun mellem 2011 og 2013 rejste illegalt rundt som DR's mellemøstkorrespondent. Hun beskriver, hvordan opholdets formål – at videregive historien fra de civile, der er fanget mellem de to krigsførende fronter; det syriske regime og oprørerne – “trådte i stedet for frygten” (s. 57) forbundet med at opholde sig i et land, hvor journalister er blevet dræbt og gidselholdt.

Hendes beskrivelser af de interne kampe med al deres ondskab til følge holdes op mod reaktioner fra en civilbefolkning, der blot oplever, hvordan “et rædselsdiktatur blev afløst af et andet” (s. 84).

51271017

Det er primært oprørsbevægelsens folk, forfatteren er i kontakt med, og gennem bogen tegner hun et broget billede af gruppen, der ud over bestialske amatørkrigere også tæller dem, som blot ønsker reformer og demokrati.

Én af dem er overklassekvinden Nour, der med sine tatoverede øjenbryn og sin vante gang på universitetet og i cafémiljøet har et andet udgangspunkt for revolutionen end den fattige syrer. Hun trodser sin fars ønske om, at hun forholder sig passiv i forhold til oprøret, der dog ender med at blive langt fra det oprør, hun forestillede sig.

Muhannad følger derimod sin fars vilje, når han melder sig under oprørets fane, mens han selv drømmer om studier i engelsk poesi og om at gifte sig med sin kæreste. Blandt mange andre hører vi også om den afhoppede efterretningsmand Jihad, der bidrager med en førstehånds-kildeberetning fra sin tid blandt regimets indviede.

Sideløbende med den personlige beretning giver Puk Damsgård et overblik over krigens udvikling, som den tager sig ud i Syrien og uden for landets grænser. Med konfliktens optrapning inddrages det internationale samfund, hvis handlingslammelse får en tredje dimension med Damsgårds beretning in mente. Hun besøger nabolandene, der i stigende grad bliver modtagere af de syriske flygtninge, som klarer sig over landegrænsen. En traumatiseret flygtningepige kan tilskrives æren for bogens titel, hvis ordlyd er hendes eklatante beskrivelse af det land, hun er flygtet fra.