Slæber sig mod Betlehem

Citat
”Det er sådan set det, jeg vil fortælle om: hvordan det er at komme fra et sted som Sacramento. Hvis jeg kan få dig til at forstå det, kan jeg også få dig til at forstå Californien og måske også noget mere, for Sacramento er Californien, og Californien er et sted, hvor en slags boommentalitet støder sammen med en tjekhovsk undergangsstemning, men aldrig forliges med den; et sted, hvor tanken plages af en indgroet, uafrystelig erkendelse af, at her skal det altså lykkes, for det er her under den uendelige, solblegede himmel, at der ikke er mere kontinent:”
”En indfødt datters optegnelser” i ”Slæber sig mod Betlehem”, s. 212.

”Alt bryder sammen, midten holder ikke”. Strofen er fra det digt af den irske poet W.B. Yeats, der lægger titel til Joan Didions essaysamling ”Slouching Towards Bethlehem” (”Slæber sig mod Betlehem”, 2018) fra 1968. Samlingen består af essays bragt i magasiner og aviser i årene 1965-1967, og de er sindbilleder på en tid i opbrud; mentalt, socialt og politisk.

Samlingen er inddelt i tre dele. Første del ”Levet liv i det gyldne land” indeholder essays, der beskriver tidsånden i sluttressernes Californien i form af forskellige kulturelle og ideologiske strømninger. De to sidste dele er mere personlige. Her reflekterer Didion blandt andet over selvrespekt, moral og sindstilstande knyttet til forskellige steder, hun har besøgt. Men selvom essayene har et personligt afsæt, bevæger de sig henimod nogle mere generelle tanker om det at være menneske i en fragmenteret tidsalder. 

55100071

Gennemgående i de tre dele er, at uanset om afsættet er sluttressernes ideologiske strømninger eller Didions personlige refleksioner, så formidler de en mangel på fast holdepunkt. Didion reflekterer køligt over illusionerne i såvel middelklassedrømmene som blomsterbørnenes ideologier. Mest udtalt er den fragmenterede virkelighed i titelessayet ”Slæber sig mod Betlehem” - en reportage fra hippiebevægelsens arnested Haight-Ashbury i San Francisco. Der er ikke meget fred, kærlighed og harmoni over det Haight-Ashbury, Didion beskriver. Der er en fortabt ungdom, der driver rastløs rundt i en rus af stoffer uden holdepunkt, uden retning: ”Vi var vidne til en håndfuld sørgeligt inkompetente børns desperate forsøg på at skabe et samfund i et socialt vakuum” (s. 155). 

Sideløbende med denne nihilisme - en opfattelse af, at der ikke længere findes en rettesnor for, hvordan livet bør leves, fornemmer man i flere af essayene også en stor fascination af den californiske mentalitet. Der er noget æggende ved forestillingen om Californien som frihedens og drømmenes land, som Didion indkapsler i flere af samlingens essays, som for eksempel når hun skriver om westernidolet John Wayne eller om sangeren og aktivisten Joan Baez. Den gennemgående grundtone er dog skepsis - en bevidsthed om, at det hele er drømmebilleder, illusioner, der skal holde tomheden og retningsløsheden på afstand.