Sebastian Nathan

Sebastian Nathan er født i 1996. Han bor i København og er uddannet på Forfatterskolen i 2019. Han forsøger med sin poesi at bygge bro mellem et indre, ofte kompliceret og konfliktfyldt liv og så en omverden, hvor uløselige problemer lige så ofte reduceres til ja-nej-spørgsmål. Det gør han på sin egen skødesløse og ret stilfærdige måde i digtsamlingerne ”Honey Moon” (2021) og ”Engle” (2024) og bidrag til ”Forfatterskolens afgangsantologi 2019” og antologien ”Hjertet er en fold med heste” fra 2021, der forsøger at male et flerstemmigt, litterært portræt af den danske psykiatri og livet som patient.

”Honey Moon” kredser om en ung forelskelse, som næsten er forbi, og hvor sorgen på samme tid bærer kærlighed og skønhed i sig. ”Engle” kredser om at få en psykiatrisk diagnose, gå i behandling og give de indre symptomer en plads i verden – også selvom andre ikke kan se dem.

Nathan har haft depression og angst og har fået diagnosen skizotypi, som f.eks. kan medføre psykosenære oplevelser. Det er også de oplevelser, han vil give plads til i verden med digtsamlingen ”Engle”, fortæller han: ”Det er så nemt at afskrive det som symptomer på en eller anden måde. Men det synes jeg er lidt useriøst … Hvis det virker virkeligt for mig, så er det jo virkeligt for mig.” (Thilde Thordahl Andersen: Digter Sebastian Nathan skriver om psykisk sygdom: Det er et forsøg på at bygge bro til mine nærmeste. Kristeligt Dagblad, 2024-01-27).

Digtsamlingerne vender sig derfor ikke mod verden på samme måde som f.eks. Glenn Bechs vrede, indignerede og selvudleverende kampskrift mod klassesamfundet, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022. Og alligevel er de lige så vilde. Det er de netop, fordi det ikke er vreden, der bærer dem, men alt det, der kommer efter vreden – sorgen, sårbarheden, usikkerheden. Digtene sætter med skødesløs suverænitet ord på det indre liv, alle har tilfælles, og som vi for sjældent finder sammen om at bære.

Eller som han fortæller han i Go'Morgen Danmark: ”Jeg tror egentlig, det er større end psykiatriske erfaringer. Jeg tror også, det er, hvis man taler med venner, en partner, familie. Det indre liv er jo bare utrolig svært at kommunikere , og der tror jeg, at kunsten er et af de få steder, hvor vi kan give de følelser et udtryk.” (Go'Morgen Danmark, 2024-01-18, egen transskription).

Sebastian Nathans ”Engle” udkom i 2024. Den er hans anden digtsamling i eget navn, den minder ikke så lidt om debuten ”Honey Moon” og så alligevel slet ikke. Sproget er ellers enkelt, langsomt og slentrende, skødesløst præcist, men hvor debuten kredsede om sommerens ungdommelige lethed i hovedstaden, er vinteren i ”Engle” så ”fucking uendelig” (s. 40), og ”intet lader til at ændre sig” (s. 15). Hvis bare foråret kom, var der ”en mulighed for modstand” (s. 41), men ”kirsebærtræerne/ vil ikke/ springe ud” (s. 37).

Hvor digterjeg’et i ”Honey Moon” var omkring mennesker, er han i ”Engle” isoleret og alene. Alt er ”hvid støj” (s. 31), der ligger som ”psykofarmaka” (s. 29), ”hvor tankerne var” (s. 31). Eller også er alt blevet væsner, som digterjeg'et ikke kender, og som stiller de spørgsmål, der ”efterlader øjnene så fucking ensomme” (s. 16).

137658429

Det må være ensomheden i øjnene, samlingen forsøger at sætte poesi på: ”selv mor skal forstå” (s. 25), at smerten ikke sidder i benene, at den sidder ”i øjenkrogene/ så fucking ensomme” (s. 25). Og måske sidder smerten i øjnene, fordi det er i dem, man kan bygge bro mellem det indre liv og omverdenen. Eller med et spørgsmål fra samlingen: ”hvad er det der flakker i øjenkrogen/ hvor er det/ der bor i kanterne/ øjne/ vil i ikke nok fortælle mig” (s. 57).

Ligesom i debuten er vand et gennemgående motiv i ”Engle”. Der står f.eks. ”som en spejling i en vandpyt” (s. 43) eller at ”hovedet er stort som en sø” (s. 44). Derfor er der også spejlinger overalt, og det er i spejlet, at han møder englene. Præcis som i debuten bevæger digtsamlingen sig derfor mellem ensomhed og narcissistisk selvforglemmelse, mellem virkelighed og psykosenære oplevelser, popmusik og høj poesi.

Det er i øjnenes vand, sjælens spejl, at det indre liv og omverdenen mødes. Digterjeg’et drukner ikke i sit eget spejlbillede, for han insisterer på, der også skal være en plads i verden til det, han ser, og som er hans virkelighed: ”så begynder regnen/ jeg er lykkelig i det her/ englene synger i hver eneste dråbe” (s. 11). Måske er det vandet i øjenkrogen, der falder som regn – digterjeg’ets indre liv, der finder en form i den verden, som vi går rundt i sammen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Engle"