Sebastian Nathan

Sebastian Nathan er født i 1996. Han bor i København og er uddannet på Forfatterskolen i 2019 med navne som f.eks. Glenn Bech. Han hører til den generation af unge, talentfulde digtere, som vender sig mod verden – med hele den eksistentielle sårbarhed, som hører til det at være et menneske. Politiken-anmelder Mikkel Krause Frantzen skrev i sin fem-hjertede anmeldelse af Nathans debutdigtsamling ”Honey Moon” fra 2021, at der længe havde været en stilfærdig buzz omkring ham og hans digte – og ”stilfærdig buzz” er gode ord.

Man ser det ikke mindst i digtsamlingen. Den kredser om en stor forelskelse, som er forbi, og hvor sorgen på samme tid bærer kærligheden og skønheden i sig. Den vender sig derfor ikke mod verden på samme måde som f.eks. Glenn Bechs indignerede, ømme og selvudleverende kampskrift mod klassesamfundet, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022. Og alligevel er Nathans digtsamling mindst lige så vild og voldsom – på en stilfærdig måde. Den er ikke båret af vrede, men af sorgen og skønheden, også som en politisk kraft, som viser os, at der er en alternativ måde at eksistere i verden på – et alternativ til kapitalismens krav om vækst. 

Debutdigtsamlingen har modtaget en lang række gode anmeldelser, og den blev shortlistet til priser som Bogforums Debutantpris, Poesiens Pris og Blixenprisen. Derudover modtog han den prestigefulde Munch-Christensens Debutantpris for den i 2022. Professor Anne-Marie Mai fremhævede i sin tale ved prisoverrækkelsen følgende: ”Hvis ikke man allerede har læst Sebastian Nathans debutdigte … kan man glæde sig til at få en smuk bog i hånden, som man kommer til at vende tilbage til. Sådan er det, fordi Nathans bog slet og ret føles godt at opholde sig i – ikke fordi digtene ikke handler om tilværelsens skyggesider, men fordi der er noget velgørende menneskeligt i alt, hvad der foregår i digtene” (Skribent. Honey Moon – Tale til Sebastian Nathan. Litteratursiden, 2022-09-30).

Udover digtsamlingen har Nathan bidraget til ”Forfatterskolens afgangsantologi” i 2019 og en række andre udgivelser. Hvor han er født, hvem hans forældre er og alt det der fremgår så vidt vides endnu ikke online, men på et forfatterportræt står han foran en blå, blå himmel med længselsfulde øjne, der bedst kan beskrives som en stilfærdig buzz.

Sebastian Nathans ”Honey Moon” udkom i 2021, og digtsamlingen er hans debut. Sproget er direkte og simpelt og inddrager interesse for popsangens kortfattede beskrivelse af kærlighed og tab, og der citeres fra kunstnere som Lana del Rey, Ariana Grande, MØ, Carly Rae Jepsen og Whitney Houston. Dertil er sproget langsomt, slentrende, og det vender konstant tilbage til det samme: til højhusene, sommeren, drengene, fuglene, flyene og til den tabte kærlighed.

Bogens forside er smuk i lyse farver, der leder tankerne i retning af vand, sand, himmel og sol, som skinner i sprækkerne. Det ligner det landskab, man ser, mens man flyver, når landskabet forvrænges gennem skyerne. Eller også er det en efterrationalisering.

39495538

Der er nemlig noget med de fly. De ”dukker op som lys” (s. 35), mens digter-jeget slentrer alene og langsomt gennem København – lidt i London – som kondensstriber på tværs af himlen, der minder ham om håbet og gavebånd (s. 48). Flyene peger på en længsel, men på samme tid har teksten kun ét tip til den rejsende: ”lad være” (s. 29). Flyene bliver billeder på længslen efter noget, man godt ved, er forbi, mens mågerne, der flyver ”i cirkler” (s. 48) i industrilandskabet, er billeder på sorgen og taknemmeligheden over, at forelskelsen og kærlighedsforholdet har været.

Det er nemlig ikke bryllupsklokker og kys, som varsler digtsamlingens titel: ”Honey Moon”. Man hører i stedet om et ungt menneske, som forsøger at bearbejde et afsluttet kærlighedsforhold. Digter-jeget går i første linje tur på kirkegården, spiser is i et forsonende regnvejr. Forår bliver til sommer, ”og nogle gange er der sorg” (s. 8). Det hele smelter sammen – årstiderne, følelserne, alt cirkler ind i hinanden. Derfor er spejlet et gennemgående motiv i digtsamlingen, på kanten mellem sund ensomhed og narcissistisk selvforglemmelse, mellem virkelighed og drøm, popmusik og høj poesi. Digter-jeget drukner ikke i sit eget spejlbillede, for han ved godt, at det ér et billede. Det minder teksten om: ”Jeg ser os inde i spejlet/ ser at også vi/ bare var et billede” (s. 47). Måske derfor skaber teksten en melankolsk ro, der cirkler omkring menneskelige følelser uden at drukne i dem – også som et alternativ til den verden, som vil skabe vækst.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Honey Moon"