spiser en is
der er et forsonende regnvejr i gang
jeg og de andre er sammen i det
forår bliver til sommer
og nogle gange er der sorg
drengene kører ræs rundt om hospitalet
så bliver det aften
og selvom det bliver mørkt er aftenerne rare
så man kan cykle en tur
i en let jakke og lange bukser”
Sebastian Nathan er født i 1996. Han bor i København og er uddannet på Forfatterskolen i 2019. Han forsøger med sin poesi at bygge bro mellem et indre, ofte kompliceret og konfliktfyldt liv og så en omverden, hvor uløselige problemer lige så ofte reduceres til ja-nej-spørgsmål. Det gør han på sin egen skødesløse og ret stilfærdige måde i digtsamlingerne ”Honey Moon” (2021) og ”Engle” (2024) og bidrag til ”Forfatterskolens afgangsantologi 2019” og antologien ”Hjertet er en fold med heste” fra 2021, der forsøger at male et flerstemmigt, litterært portræt af den danske psykiatri og livet som patient.
”Honey Moon” kredser om en ung forelskelse, som næsten er forbi, og hvor sorgen på samme tid bærer kærlighed og skønhed i sig. ”Engle” kredser om at få en psykiatrisk diagnose, gå i behandling og give de indre symptomer en plads i verden – også selvom andre ikke kan se dem.
Nathan har haft depression og angst og har fået diagnosen skizotypi, som f.eks. kan medføre psykosenære oplevelser. Det er også de oplevelser, han vil give plads til i verden med digtsamlingen ”Engle”, fortæller han: ”Det er så nemt at afskrive det som symptomer på en eller anden måde. Men det synes jeg er lidt useriøst … Hvis det virker virkeligt for mig, så er det jo virkeligt for mig.” (Thilde Thordahl Andersen: Digter Sebastian Nathan skriver om psykisk sygdom: Det er et forsøg på at bygge bro til mine nærmeste. Kristeligt Dagblad, 2024-01-27).
Digtsamlingerne vender sig derfor ikke mod verden på samme måde som f.eks. Glenn Bechs vrede, indignerede og selvudleverende kampskrift mod klassesamfundet, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022. Og alligevel er de lige så vilde. Det er de netop, fordi det ikke er vreden, der bærer dem, men alt det, der kommer efter vreden – sorgen, sårbarheden, usikkerheden. Digtene sætter med skødesløs suverænitet ord på det indre liv, alle har tilfælles, og som vi for sjældent finder sammen om at bære.
Eller som han fortæller han i Go'Morgen Danmark: ”Jeg tror egentlig, det er større end psykiatriske erfaringer. Jeg tror også, det er, hvis man taler med venner, en partner, familie. Det indre liv er jo bare utrolig svært at kommunikere , og der tror jeg, at kunsten er et af de få steder, hvor vi kan give de følelser et udtryk.” (Go'Morgen Danmark, 2024-01-18, egen transskription).