caspar eric
Foto: Fryd Frydendahl

Caspar Eric

Artikel type
voksne
stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
caspar eric
Foto: Fryd Frydendahl
Main image
Eric, Caspar
Foto: Information

Indledning

Caspar Eric kan med sin ”pop-poesi” forene det ærlige med det distancerede ironiske. Hans nøgterne referering af den usminket ærlige tankestrøm, med alt hvad den indebærer af politisk ukorrekthed, blandes med den overfladementalitet, som livet gennem sociale medier ofte fremprovokerer. Resultatet bliver et poetisk udtryk, der måske ikke rummer mere end sin blege ligefremhed, men måske alligevel gemmer på en hel generations ensomhed.

 

52845335

Blå bog

Født: 1987, København.

Uddannelse: Kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Debut: 7/11. Gyldendal, 2014.

Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, 2015.

Seneste udgivelse: Avatar : poesi. Gyldendal, 2016

Inspiration: Blandt andre forfattere som amerikanske Tao Lin og norske Audun Mortensen.

 

 

 

 

 

Baggrund

”jeg kommer aldrig nogensinde/ til at kunne betale alt det/ jeg har fået tilbage og/ jeg spekulerer på hvad/ selvmordet ville betyde/ i den kontekst og/ om nogen bare ville/ tilskrive det en sammenhæng/ mellem depression og handicap/ eller kalde mig/ en forpulet narcissist”
”Nike”, s. 56.

Caspar Eric er født i 1987 i København og er med sin forholdsvist tempofyldte berømmelse efter debuten ”7/11” blevet talerør for sin generation i medierne. I interviews bruger Caspar Eric ofte sig selv som udgangspunkt.

I flere sammenhænge har Caspar Eric deltaget i debatter om det at have et handikap, da han selv lever med Cerebral Parese (spastisk lammelse). I flere interviews sætter han det kropslige normalitetsbegreb og dets konsekvenser for samfund og individ på spidsen og bruger sig selv og sin egen historie som dåseåbner: ”Mit handikap sætter begrænsninger og ændrer mit liv, men det reducerer mig jo ikke til bare at være handikappet [...] Vi lever i et samfund, som ser ned på og rammer folk, der er anderledes. Der er kun plads til den begrænsede krop som noget eksotisk” (Johan Moe Fejerskov: Ung digter tager fat om sit handicap i digtsamlingen 'Nike'. Politiken, 2015-08-15).

Selvom Caspar Erics to udgivelser kredser om det indre hos den noget nær selvbiografiske fortæller og kun sjældent bevæger sig ud i større samfundskritiske perspektiver, viser han i flere interviews en mere politisk ideologisk side af sin person bl.a. i spørgsmålet om klima: ”Klimaproblematik er også klasseproblematik, og klasse er vigtigere end klima, men de er også flettet sammen. Det er i hvert fald et problem, hvis man i forbindelse med klimaproblematikken ikke har blik for, hvordan man bliver nødt til at tale om klasser og tage hånd om dem på det nederste dæk af Titanic.” (Peter Nielsen: Klimaspørgsmålet er blevet et smykke i kunsten. Information, 2015-08-15).

Også i spørgsmål om seksualitet har Caspar Eric været en stemme i flere medier, hvor han bl.a. har sat mandens kønsrolle til debat og gjort opmærksom på de oversete undertrykte i seksualdebatten. Her fortæller han bl.a. om manderoller i sin egen opvækst: ”Min far er på en måde det omvendte af, hvad jeg er. Han er stille og taler ikke så meget om konflikt, heller ikke i forhold til kvinder, og samtidig så er han meget mand. Han er en forsørger og en beskytter, og det er roller, han tager på sig og godt kan lide at være i. Hvis det bliver lidt ubekvemt for ham, er det på grund af min farfar, som var patriarken for enden af spisebordet.” (Mette-Line Thorup: Kan man overhovedet demokratisere sex? Information, 2015-01-16).

7/11

”jeg ved ikke hvem det er/ jeg prøver at narre/ jeg er også bare træt/ hvorfor må jeg ikke bare ligge her/ i læ fra en metrostation under konstruktion/ i en bunke grus/ med hovedet begravet i jord/ uden at tænke på hvad der kommer til at ske/ når alle metrobyggerierne er færdige/ og bunkerne med grus som jeg kan sove eller pisse i forsvinder/ udover at der bare kommer nye huller og nye bunker/ som jeg kan ligge i i fremtiden/ mens jeg drømmer om at forsvinde”
”7/11”, s. 102.

Caspar Erics digtsamling ”7/11” (2014) fortæller om en ung mands tanker og tidsfordriv i København, der tilsyneladende tilbyder ham det hele, men aldrig giver ham ro. I en slags logbog oplistes trivielle hverdagsbanaliteter i lange tankestrømme med hyppige linjebrud, som i en apatisk jagt på en identitet. Hele tiden opstiller jeg'et persontyper, som han kunne tænkes at vælge at være, som f.eks. at være ”sådan en person der går alene i biografen” (s. 59). Personlighed fremstilles som en dragt, der kan til- og fravælges, iklædes og hænges væk. Jeg’et er også distanceret i forhold til sine følelser, hvis ikke helt afkoblet. Som når han vil ”slå en Iphone i jorden for at signalere irrationel vrede” (s. 30) eller skræmmes over øjeblikket, hvor han får udløsning, fordi han ”ikke vil være en person, der tænker på gobler mens han kommer” (s. 89). Jeg'et spaltes i et oprigtigt og påtaget jeg. Det påtagede jeg efterstræbes som et, omverdenen gerne ser en leve op til: Man skal have følelser, man er berettiget til eller forventes at have, og helst ikke selv tage stilling til, om de giver mening for en.

51224701

Gennemgående i digtsamlingen er en tvivlsom ironisk distance bygget op af absurde perspektiver, som når fortælleren ønsker, at der skal springe en atombombe udenfor, så han har en legitim undskyldning for at blive inde, men også af utallige kulturelle referencer til vestlig popkultur og digitale tekstformater, hashtags og filnavne. Ikke at det i sig selv er distancerende, men det anvendes i digtene på en måde, så de kraftfulde, ærlige og reelle erkendelser drukner i et overfladisk virvar. En pointe som ikke er irrelevant at drage, da det om noget kan være en tidstypisk konsekvens af det digitaliserede følelsesliv.

Gennem de springende tankestrømme hos et menneske, der kæmper med selv de mindste detaljer i forsøget på at skabe et passende billede af sig selv, ligger selvhadet hele tiden potent i små indskydelser. I det sidste digt springer det ud, og man forstår, at selvoptagetheden og selvhadet hænger sammen. Her billedliggør fortælleren resterne af sit eget lig i byens grus, men konstaterer opgivende: ”Hvis nogen kunne synes jeg var værd / at pløkke en kugle igennem” (s. 103).