caspar eric
Foto: Halfdan Venlov

Caspar Eric

stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af Nicoline Siebken Skandov, Bureauet, november 2018.
Top image group
caspar eric
Foto: Halfdan Venlov
Main image
Eric, Caspar
Foto: Information

Indledning

Caspar Eric kan med sin ”pop-poesi” forene det ærlige med det distancerede ironiske. Hans nøgterne referering af den usminket ærlige tankestrøm, med alt hvad den indebærer af politisk ukorrekthed, blandes med den overfladementalitet, som livet gennem sociale medier ofte fremprovokerer. Resultatet bliver et poetisk udtryk, der bruser frem som en umiddelbar tankestrøm, men bag sig stiller døren på klem til en hel generations ensomhed.

54390157

Blå bog

Født: 1987, København.

Uddannelse: Kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Debut: 7/11. Gyldendal, 2014.

Litteraturpriser: Munch-Christensens Kulturlegat, 2015. Michael Strunge-prisen, 2016.

Seneste udgivelse: Alt hvad du ejer. Gyldendal, 2018. Digte.

Inspiration: Blandt andre forfattere som amerikanske Tao Lin og norske Audun Mortensen.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”jeg kommer aldrig nogensinde/ til at kunne betale alt det/ jeg har fået tilbage og/ jeg spekulerer på hvad/ selvmordet ville betyde/ i den kontekst og/ om nogen bare ville/ tilskrive det en sammenhæng/ mellem depression og handicap/ eller kalde mig/ en forpulet narcissist”
”Nike”, s. 56.

Caspar Eric er født i 1987 i København og er med sin forholdsvist tempofyldte berømmelse efter debuten ”7/11” blevet talerør for sin generation i medierne. I interviews bruger Caspar Eric ofte sig selv som udgangspunkt.

I flere sammenhænge har Caspar Eric deltaget i debatter om det at have et handikap, da han selv lever med Cerebral Parese (spastisk lammelse). I flere interviews sætter han det kropslige normalitetsbegreb og dets konsekvenser for samfund og individ på spidsen og bruger sig selv og sin egen historie som dåseåbner: ”Mit handikap sætter begrænsninger og ændrer mit liv, men det reducerer mig jo ikke til bare at være handikappet [...] Vi lever i et samfund, som ser ned på og rammer folk, der er anderledes. Der er kun plads til den begrænsede krop som noget eksotisk” (Johan Moe Fejerskov: Ung digter tager fat om sit handicap i digtsamlingen 'Nike'. Politiken, 2015-08-15).

Selvom Caspar Erics udgivelser kredser om det indre hos den noget nær selvbiografiske fortæller og kun sjældent bevæger sig ud i større samfundskritiske perspektiver, viser han i flere interviews en mere politisk ideologisk side af sin person bl.a. i spørgsmålet om klima: ”Klimaproblematik er også klasseproblematik, og klasse er vigtigere end klima, men de er også flettet sammen. Det er i hvert fald et problem, hvis man i forbindelse med klimaproblematikken ikke har blik for, hvordan man bliver nødt til at tale om klasser og tage hånd om dem på det nederste dæk af Titanic.” (Peter Nielsen: Klimaspørgsmålet er blevet et smykke i kunsten. Information, 2015-08-15).

Også i spørgsmål om seksualitet har Caspar Eric været en stemme i flere medier, hvor han bl.a. har sat mandens kønsrolle til debat og gjort opmærksom på de oversete undertrykte i seksualdebatten. Her fortæller han bl.a. om manderoller i sin egen opvækst: ”Min far er på en måde det omvendte af, hvad jeg er. Han er stille og taler ikke så meget om konflikt, heller ikke i forhold til kvinder, og samtidig så er han meget mand. Han er en forsørger og en beskytter, og det er roller, han tager på sig og godt kan lide at være i. Hvis det bliver lidt ubekvemt for ham, er det på grund af min farfar, som var patriarken for enden af spisebordet.” (Mette-Line Thorup: Kan man overhovedet demokratisere sex? Information, 2015-01-16).

7/11

”jeg ved ikke hvem det er/ jeg prøver at narre/ jeg er også bare træt/ hvorfor må jeg ikke bare ligge her/ i læ fra en metrostation under konstruktion/ i en bunke grus/ med hovedet begravet i jord/ uden at tænke på hvad der kommer til at ske/ når alle metrobyggerierne er færdige/ og bunkerne med grus som jeg kan sove eller pisse i forsvinder/ udover at der bare kommer nye huller og nye bunker/ som jeg kan ligge i i fremtiden/ mens jeg drømmer om at forsvinde”
”7/11”, s. 102.

Caspar Erics debutdigtsamling ”7/11” (2014) fortæller om en ung mands tanker og tidsfordriv i København, der tilsyneladende tilbyder ham det hele, men aldrig giver ham ro. I en slags logbog oplistes trivielle hverdagsbanaliteter i lange tankestrømme med hyppige linjebrud, som i en apatisk jagt på en identitet. Hele tiden opstiller jeg'et persontyper, som han kunne tænkes at vælge at være, som f.eks. at være ”sådan en person der går alene i biografen” (s. 59). Personlighed fremstilles som en dragt, der kan til- og fravælges, iklædes og hænges væk. Jeg’et er også distanceret i forhold til sine følelser, hvis ikke helt afkoblet. Som når han vil ”slå en Iphone i jorden for at signalere irrationel vrede” (s. 30) eller skræmmes over øjeblikket, hvor han får udløsning, fordi han ”ikke vil være en person, der tænker på gobler mens han kommer” (s. 89). Jeg'et spaltes i et oprigtigt og påtaget jeg. Det påtagede jeg efterstræbes som et, omverdenen gerne ser en leve op til: Man skal have følelser, man er berettiget til eller forventes at have, og helst ikke selv tage stilling til, om de giver mening for en.

51224701

Gennemgående i digtsamlingen er en tvivlsom ironisk distance bygget op af absurde perspektiver, som når fortælleren ønsker, at der skal springe en atombombe udenfor, så han har en legitim undskyldning for at blive inde, men også af utallige kulturelle referencer til vestlig popkultur og digitale tekstformater, hashtags og filnavne. Ikke at det i sig selv er distancerende, men det anvendes i digtene på en måde, så de kraftfulde, ærlige og reelle erkendelser drukner i et overfladisk virvar. En pointe som ikke er irrelevant at drage, da det om noget kan være en tidstypisk konsekvens af det digitaliserede følelsesliv.

Gennem de springende tankestrømme hos et menneske, der kæmper med selv de mindste detaljer i forsøget på at skabe et passende billede af sig selv, ligger selvhadet hele tiden potent i små indskydelser. I det sidste digt springer det ud, og man forstår, at selvoptagetheden og selvhadet hænger sammen. Her billedliggør fortælleren resterne af sit eget lig i byens grus, men konstaterer opgivende: ”Hvis nogen kunne synes jeg var værd / at pløkke en kugle igennem” (s. 103).

Nike

”Jeg hader den standardindstilling/ at jeg altid vil komme tilbage/ i en bedre form/ jeg er så færdig/ med at drømme om/ det perfekte liv/ i en uperfekt krop/ det smadrede håb/ skal være min eneste crossfit/ selvom jeg savner dig/ og ofte står og græder/ og er sur på universet/ mens jeg hører/ Boys Don't Cry”
”Nike”, s. 87.

Caspar Erics anden udgivelse er langdigtet ”Nike” (2015), som i stilen følger op, hvor ”7/11” slap. I en smal grafisk opsætning afbryder korte linjer hinanden, og skiftende og tilbagevendende temaer får digtet til at hænge sammen om en ufuldendt pointe. For selvom slutningen, der lyder ”it's the things/ we love most/ that destroy us” (s. 88), sætter punktum for ekskæresten Victoria som et af digtets centrale omdrejningspunkter, flyder andre temaer lige så ofte ind og ud mellem linjerne. Det skaber en fornemmelse af at være i fortællerens flyvske sind, der på den ene side vil erklære noget stålfast om sig selv og verden, og på den anden side svæver rundt imellem impulsive og ligegyldige tankeindfald og store følelsesmæssige erkendelser. Den stiller også spørgsmålet, om de store erkendelser kan rummes af det banale og ”corny”, som f.eks. ovenstående citat, der både afslutter digtet og står som konkluderende bagsidetekst, men samtidig er et citat fra Hollywood-blockbusteren ”The Hunger Games”. I ”Nike” bliver man i tvivl om, om referencen er en ironisk kommentar eller en ærlig konstatering fra et ungt følelsesliv.

51869257

”Nike” handler først og fremmest om fortælleren, som optræder i et næsten 1:1-forhold med forfatteren bag. Erics handikap Cerebral Parese bliver her et tema, der indgår i perspektivet til alt andet, som fortælleren føler for. Handicappet bliver en præmis for at være det selv, som udfoldes i digtet. Et selv, som Casper Eric først mente, han kunne slå hul på, efter debuten var skrevet: ”Mere end bare at handle om en fysisk begrænsning, så handler bogen om at befinde sig mellem to positioner. For hvordan taler man om noget, der er så personligt, uden at placere sig selv i en offerposition? Den udfordring var jeg først klar til at påtage mig nu." (Johan Moe Fejerskov: Ung digter tager fat om sit handicap i digtsamlingen 'Nike'. Politiken, 2015-08-15).

I forhold til debuten er der skåret ned på de populærkulturelle referencer, som i ”7/11” hele tiden opretholdt en ironisk distance til det fortalte. ”Nike” føles i højere grad som et ærligt vidnesbyrd fra en ung mand, der gennem hele sit liv forsøger at forstå, hvad det betyder for netop ham at leve med et handikap i netop vores tid.

Alt hvad du ejer

”Du er blevet så god til ikke at tænke/ på alt det guld de hiver op af minerne/ i Skouries og Deep South/ og alt det vand der fortrænges fra områderne/ og alt det støv der samler sig/ i lungerne på lønslaverne/ at det næsten ikke koster dig energi/ når det kommer til dine parforhold er det som regel lige omvendt”

”Alt hvad du ejer”, s. 232.

I Caspar Erics fjerde udgivelse ”Alt hvad du ejer” (2018) har eftertænksomheden erstattet de hurtige indskydelser, og formen på langdigtet bliver derfor mere flydende og romanlignende end i hans tidligere værker. På vers taler en alvidende fortæller til et ”du”, som måske er synonymt med forfatteren selv. Hvis dette er tilfældet, bliver Caspar Eric dermed både forfatter, fortæller og modtager af digtet, hvorfor det fremstår som en tankestrøm af distancerede selvrefleksioner, hvor en ung mands følelser og erfaringer vendes både med ham og imod ham.

Centralt er tabet af et barn, der i løbet af sine elleve ugers udvikling får udødelige følelser til at spire i den vordende far. Men embryoet bliver aldrig til et barn, og alt det, ”du” kunne have været, synes tabt. Tabet splitter parret ad, og tilbage står hovedpersonen og kæmper i overgangen til et voksenliv, der ikke længere vil kendes ved ham, famlende mellem individ og fællesskab i et forsøg på at finde mening. Han rækker ud til sine nærmeste relationer, som indimellem giver ham følelsen af at høre til, men igen og igen afslører, at deres egne liv og problematikker afskærer dem fra at se hans lidelse. 

54390157

Det tunge sind behandler ikke kun følelser om den lille verden, men lader også indimellem tankerne vandre i verdens konflikter og blandt menneskeskæbner i Yemen, Syrien, Grækenland, og blandt andre folk, der gennem historien har måttet lide for et politisk spil, de ikke havde indflydelse på. Det er, som om disse pointer fremføres med en apati og en distance, der kendetegner et sind, der grundet sin egen smerte ikke rigtig kan føle andres, men må nøjes med at konstatere den.

Fortælleren får en afslørende funktion i og med at denne taler både om og til sig selv, hvilket giver teksten en særlig skrøbelighed. Som når fortælleren beskriver, hvordan han forventer ros efter at være blevet den, der står for madlavningen ”fordi nogen åbenbart har lært dig / at du måske har fortjent et blowjob” (s. 250), eller afslører sig selv i en racisme, som han tydeligvis ikke er stolt af (s. 99). Dette gør ”Alt hvad du ejer” til et ærligt vidnesbyrd fra en ung mand i sorg, stadig fortalt med Caspar Erics genkendelige popkulturelle referencer, som billeder at forankre følelserne i.

Genrer og tematikker

Caspar Eric er i mange medier blevet udnævnt som talerør for ”hashtag-generationen”. I sine digte lader han den digitale verden flyde ind i poesien og taler for den generation, der er vokset op i den. Youtube-, Facebook- og Twitter-referencer er i Erics univers uundgåelige elementer i selvets udvikling og selvforståelse og bliver på en både fremmedgørende og ærlig måde fundamentale byggesten for den personlighed, som jeg'et fremlægger. Det resulterer i et enormt skrøbeligt og til tider porøst selv, som hele tiden omformer sig i skiftende, overfladiske selvbilleder. Måske netop som et resultat af en verden hvor man hele tiden skal fremstille sig selv på forskellige sociale medier.

De mange tidstypiske og populærkulturelle referencer i digtene kan på den måde fungere som vidnesbyrd for en tid og en generation. Som Casper Eric selv siger: ”Digte er jo altid stivnede i tid. Så på den måde er der altid både noget dødt og noget udødeligt ved digte. Når man bruger de her meget tidstypiske referencer, bliver digtet jo et udsagn om noget i kulturen, som ikke bliver for gammelt, fordi det hele tiden vil pege tilbage på den specifikke periode, som det refererer til.” (Emil Eggert Scherrebeck: Popkulturen giver os et fælles sprog. Information, 2014-09-12).

Det er tydeligt i digtene, hvordan Caspar Erics egen person fungerer som hans poetiske udgangspunkt. Temaerne kredser om kærlighed, ensomhed, byliv, meningsløshed og i ”Nike” i høj grad om Erics eget handicap Cerebral Parese. Alligevel er der især i ”7/11” en indbygget ironisk distance til alt det reelle og ærlige, som ofte kommer til udtryk i en absurd ligegyldighed over for verden uden for jeg'et.

Erics digtning er desuden karakteriseret ved en form med hyppige linjebrud i en smal grafisk opsætning med helt korte linjer, og det er udover den hyppige brug af populærkulturelle referencer fyldt med slang og låneord fra amerikansk/engelsk. 

Beslægtede forfatterskaber

Med digitale tekstelementer, som f.eks. hashtags og filtypenavne, som fast del af digtersproget og en præmis om den digitale verden som en uundgåelig faktor i vores følelsesliv er det tydeligt, hvordan Caspar Eric bl.a. har fundet inspiration i forfatteren Tao Lin, som han værdsætter højt. Fælles for Tao Lin og unge forfattere som Eric, der inspireres af ham, er, at når de skriver om internettet og om MacBooks og iPhones, så handler det ikke bare om at lave kokette referencer. Det handler om internettet og den moderne teknologi som erfaring, ligesom Kafka skrev om det gryende industrialiseringssamfund som erfaring, mener litteraturforsker Mikkel Krause Frantzen (Emil Eggert Scherrebeck: Hvis Kafka havde været på MDMA og Twitter. Information, 2015-01-09).

Men også en afstandtagen fra politiske spørgsmål slår ud hos ”pop-poeterne”, som Eric selv fortæller: ”Hos mange af de amerikanske digtere, jeg læser, som skriver popagtige ting, Tao Lin og slænget fra forlaget Muumuu House, kan man fornemme, at der har været en uvilje mod at have en politisk retorik i digtningen […] Det er jeg også ramt af. Vi er begyndt at se, at det politiske spil er et spil. Og det kan man ikke gennemskue eller være en del af.” (Katrine Hornstrup Yde: En følsom statusopdatering. Information, 2014-08-15).

Caspar Eric er også blevet sammenlignet med unge danske forfattere som Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof. Herom siger han selv: ”Man kan vel sige, at jeg ligesom Theis Ørntoft også er ’en slave for omverdenens blik', og at min bog ligesom Asta Olivia nægter at være smuk på en bestemt måde.” (Carsten Andersen: ”Fuck jeg har det vildt lige nu tænker jeg”. Politiken, 2014-08-12). 

Bibliografi

Digte

Eric, Caspar:
jegtænkerpådetværelsejegharsometanalogtinternet 1/2. AFV Press, 2012.
Eric, Caspar:
jegtænkerpådetværelsejegharsometanalogtinternet 2/2. AFV Press, 2012.
Eric, Caspar:
Sarah Jessica Parker 2. AFV Press, 2014.
Eric, Caspar:
7/11. Gyldendal, 2014.
Eric, Caspar:
Nike. Gyldendal, 2015.
Eric, Caspar: Avatar : poesi. Gyldendal, 2016.
Eric, Caspar: Alt hvad du ejer. Gyldendal, 2018.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Andersen, Carsten:
”Fuck jeg har det vildt lige nu tænker jeg”. Politiken, 2014-08-12.