Caspar Eric

Caspar Eric er født i 1987 i København og er med sin forholdsvist tempofyldte berømmelse efter debuten ”7/11” blevet talerør for sin generation i medierne. Hans udgivelser kredser om det indre hos en noget nær selvbiografisk fortæller, men i interviews viser Eric ofte en mere politisk ideologisk side af sin person og bruger ofte sig selv som udgangspunkt.

Caspar Eric lever selv med cerebral parese (spastisk lammelse) – et handicap, han har beskrevet i flere af sine bøger – mest indgående i ”Nye balancer” fra 2023, hvis omtale rakte langt udover kulturspalterne og eksempelvis bragte ham i DRs nyhedspodcast Genstart, der lavede et interview med Eric under overskriften ”En kropumulig verden”. For Casper Eric vil gerne rykke ved, hvordan omverdenen og ikke mindst politikerne møder de mange, der lever med et handicap: ”Problemet med handikap er ikke noget individuelt, sådan noget med at føle skam, fordi man er anderledes. Problemet er, at vi lever i en verden, hvor vi lærer at skamme os, fordi vi bliver set som mindre værd.” (Lotte Folke Kaarsholm: Debat: Vi har ikke længere råd til ikke at tale om handikap. Politiken, 2023-03-04).

Også i spørgsmål om seksualitet har Caspar Eric været en stemme i flere medier, hvor han bl.a. har sat mandens kønsrolle til debat og gjort opmærksom på de oversete undertrykte i seksualdebatten. Her fortæller han bl.a. om manderoller i sin egen opvækst: ”Min far er på en måde det omvendte af, hvad jeg er. Han er stille og taler ikke så meget om konflikt, heller ikke i forhold til kvinder, og samtidig så er han meget mand. Han er en forsørger og en beskytter, og det er roller, han tager på sig og godt kan lide at være i. Hvis det bliver lidt ubekvemt for ham, er det på grund af min farfar, som var patriarken for enden af spisebordet.” (Mette-Line Thorup: Kan man overhovedet demokratisere sex? Information, 2015-01-16).

Casper Eric står også bag flere podcastserier. I 2022 lavede han til DR ”Det vi går rundt med”, hvor han går ture med en række mennesker, der har et særligt forhold til kroppen for at blive klogere på både deres og sin egen krop. Casper Eric er desuden sanger i musikprojektet Intet Altid.

Caspar Erics debutdigtsamling ”7/11” (2014) fortæller om en ung mands tanker og tidsfordriv i København, der tilsyneladende tilbyder ham det hele, men aldrig giver ham ro. I en slags logbog oplistes trivielle hverdagsbanaliteter i lange tankestrømme med hyppige linjebrud, som i en apatisk jagt på en identitet. Hele tiden opstiller jeg'et persontyper, som han kunne tænkes at vælge at være, som f.eks. at være ”sådan en person der går alene i biografen” (s. 59). Personlighed fremstilles som en dragt, der kan til- og fravælges, iklædes og hænges væk. Jeg’et er også distanceret i forhold til sine følelser, hvis ikke helt afkoblet. Som når han vil ”slå en Iphone i jorden for at signalere irrationel vrede” (s. 30) eller skræmmes over øjeblikket, hvor han får udløsning, fordi han ”ikke vil være en person, der tænker på gobler mens han kommer” (s. 89). Jeg'et spaltes i et oprigtigt og påtaget jeg. Det påtagede jeg efterstræbes som et, omverdenen gerne ser en leve op til: Man skal have følelser, man er berettiget til eller forventes at have, og helst ikke selv tage stilling til, om de giver mening for en.

51224701

Gennemgående i digtsamlingen er en tvivlsom ironisk distance bygget op af absurde perspektiver, som når fortælleren ønsker, at der skal springe en atombombe udenfor, så han har en legitim undskyldning for at blive inde, men også af utallige kulturelle referencer til vestlig popkultur og digitale tekstformater, hashtags og filnavne. Ikke at det i sig selv er distancerende, men det anvendes i digtene på en måde, så de kraftfulde, ærlige og reelle erkendelser drukner i et overfladisk virvar. En pointe som ikke er irrelevant at drage, da det om noget kan være en tidstypisk konsekvens af det digitaliserede følelsesliv.

Gennem de springende tankestrømme hos et menneske, der kæmper med selv de mindste detaljer i forsøget på at skabe et passende billede af sig selv, ligger selvhadet hele tiden potent i små indskydelser. I det sidste digt springer det ud, og man forstår, at selvoptagetheden og selvhadet hænger sammen. Her billedliggør fortælleren resterne af sit eget lig i byens grus, men konstaterer opgivende: ”Hvis nogen kunne synes jeg var værd/ at pløkke en kugle igennem” (s. 103).