Baggrund

Citat
”Min kærlighed pizza og film på sofaen er:/ et personlighedstræk og camouflage i ét./ Jeg fortæller aldrig mine venner/ om smerter i ryggen/ eller den døde tid som jeg bruger på gulvet./ Ingen gider høre dig whine./ Alle beder dig tavst om at lyve./ Især hvis du gerne vil have en forsikring.”
”Nye balancer”, s. 47.

Caspar Eric er født i 1987 i København og er med sin forholdsvist tempofyldte berømmelse efter debuten ”7/11” blevet talerør for sin generation i medierne. Hans udgivelser kredser om det indre hos en noget nær selvbiografisk fortæller, men i interviews viser Eric en mere politisk ideologisk side af sin person og bruger ofte sig selv som udgangspunkt.

Caspar Eric lever selv med cerebral parese (spastisk lammelse) – et handicap, han har beskrevet i flere af sine bøger – mest indgående i ”Nye balancer” fra 2023 og ”Crip” fra 2025. For Eric vil gerne rykke ved, hvordan omverdenen og ikke mindst politikerne møder de mange, der lever med et handicap: ”Problemet med handikap er ikke noget individuelt, sådan noget med at føle skam, fordi man er anderledes. Problemet er, at vi lever i en verden, hvor vi lærer at skamme os, fordi vi bliver set som mindre værd.” (Lotte Folke Kaarsholm: Debat: Vi har ikke længere råd til ikke at tale om handikap. Politiken, 2023-03-04).

I 2023 kædede finansminister Nicolai Wammen kommunernes besparelser sammen med for høje udgifter til specialområdet, det vil sige velfærd målrettet mennesker med handicap. Som et modtræk spredte hashtagget #undskyldvierher sig hurtigt på sociale medier efter et opslag af Caspar Eric på Instagram, som han afrundende med ordene: Undskyld jeg er her. Opråbene, opslaget medfødte, blev efterfølgende til bogen ”Undskyld vi er her” (2023). I 2024 arrangerede Eric sammen med blandt andet Muskelsvindfonden en stor demonstration for at råbe politikerne op, og senest har han lanceret ”crip-fester” – aftener med foredrag, musik med mere, hvor de optrædende primært er mennesker med handicap.

I 2025 bekendtgjorde Eric, at ”Crip” ville blive hans sidste digtsamling. ”Jeg plejede at tro, at det også handlede om mine evner - at hvis jeg bare skrev pissegodt om det, så ville folk være nødt til at høre ordentligt efter. Det tror jeg ikke længere på,” sagde han til Weekendavisen op til udgivelsen (Anna Raaby Ravn: Det værste og det bedste. Weekendavisen, 2025-08-13).

Eric har også været vært på flere podcasts, senest ”Mødrene” (Radio III, 2025), hvor han taler med mødre til børn med handicap. Samtalerne med mødrene har også deres eget afsnit i ”Crip”.  

Caspar Eric er desuden sanger i musikprojektet Intet Altid.