Nike

Citat
”Jeg hader den standardindstilling/ at jeg altid vil komme tilbage/ i en bedre form/ jeg er så færdig/ med at drømme om/ det perfekte liv/ i en uperfekt krop/ det smadrede håb/ skal være min eneste crossfit/ selvom jeg savner dig/ og ofte står og græder/ og er sur på universet/ mens jeg hører/ Boys Don't Cry”
”Nike”, s. 87.

Caspar Erics anden udgivelse er langdigtet ”Nike” (2015), som i stilen følger op, hvor ”7/11” slap. I en smal grafisk opsætning afbryder korte linjer hinanden, og skiftende og tilbagevendende temaer får digtet til at hænge sammen om en ufuldendt pointe. For selvom slutningen, der lyder ”it's the things/ we love most/ that destroy us” (s. 88), sætter punktum for ekskæresten Victoria som et af digtets centrale omdrejningspunkter, flyder andre temaer lige så ofte ind og ud mellem linjerne. Det skaber en fornemmelse af at være i fortællerens flyvske sind, der på den ene side vil erklære noget stålfast om sig selv og verden, og på den anden side svæver rundt imellem impulsive og ligegyldige tankeindfald og store følelsesmæssige erkendelser. Den stiller også spørgsmålet, om de store erkendelser kan rummes af det banale og ”corny”, som f.eks. ovenstående citat, der både afslutter digtet og står som konkluderende bagsidetekst, men samtidig er et citat fra Hollywood-blockbusteren ”The Hunger Games”. I ”Nike” bliver man i tvivl om, om referencen er en ironisk kommentar eller en ærlig konstatering fra et ungt følelsesliv.

51869257

”Nike” handler først og fremmest om fortælleren, som optræder i et næsten 1:1-forhold med forfatteren bag. Erics handicap cerebral parese bliver her et tema, der indgår i perspektivet til alt andet, som fortælleren føler for. Handicappet bliver en præmis for at være det selv, som udfoldes i digtet. Et selv, som Casper Eric først mente, han kunne slå hul på, efter debuten var skrevet: ”Mere end bare at handle om en fysisk begrænsning, så handler bogen om at befinde sig mellem to positioner. For hvordan taler man om noget, der er så personligt, uden at placere sig selv i en offerposition? Den udfordring var jeg først klar til at påtage mig nu.” (Johan Moe Fejerskov: Ung digter tager fat om sit handicap i digtsamlingen 'Nike'. Politiken, 2015-08-15).

I forhold til debuten er der skåret ned på de populærkulturelle referencer, som i ”7/11” hele tiden opretholdt en ironisk distance til det fortalte. ”Nike” føles i højere grad som et ærligt vidnesbyrd fra en ung mand, der gennem hele sit liv forsøger at forstå, hvad det betyder for netop ham at leve med et handicap i netop vores tid.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Nike"