Mikkel Thykier debuterede med digtsamlingen ”Skyggerne er kun flygtige” i 1997, men samlingens 24 digte skrev han allerede nogle år forinden, da han var 17-18 år. Fysisk adskiller digtsamlingen sig fra en traditionel bogudgivelse, ved at alt tekst er skrevet på indersiden af siderne, der kan foldes sammen, hvilket medfører, at bogen ser tom ud, når man bladrer i den. Digtene er foldet sammen om sig selv, men når siderne åbnes op, er digtene grafisk flettet ind i hinanden og strækker sig på langs i to både visuelle og tematiske spejlinger.
Digtsamlingens første del er skrevet på en uge under et ophold i Prag. ”Jeg synes, det var mystisk at være dernede; meget mystisk, at der opstod en eller anden kontakt i mig selv, mellem mit sind og min personlighed, og den verden, jeg oplevede dernede, og det at jeg skrev, det at det kunne lade sig gøre at skrive,” (Erik Kjær Larsen: Måske slipper man aldrig af med romantik. Information, 1998-01-20) har Mikkel Thykier sagt om digtenes tilblivelse.
De syv Prag-digte beskriver med ungdommelig nysgerrighed, søvngængerstemme og livsglæde mødet med byens jødiske haver, Karlsbroen og floden. Jeget sammenligner sit skrivende selv med en barnekejser, og sproget blander højtidelige, gammeldags ord med opremsninger, sammenligninger og sansninger af byens leben og menneskers kroppe. Der er aftenappelsindråber i vandet, vagtelkluk, mødingsem og folk med spiritusfol i deres øjenlåg.
Anden del hedder ”af et værelses breve”, og de 17 digte er skrevet fra den 18. juni til den 9. juli 1995. De er ligeledes en ung digters drømmende registrering af omgivelserne, men rummet er nu et drengeværelse på landet, hvis tinaskebæger, arkitektlampe og skrivemaskine sanses nænsomt og lyrisk.
I sin litteraturhistorie om nyere dansk litteratur ”Generationsmaskinen” beskriver Lars Bukdahl ”Skyggerne er kun flygtige” således: ”Digtene flyder over med en yderst preciøs, ikke aldeles umunter sanselighed og overfølsomhed, der excellerer i spøjst barokke billeddannelser, inventarier og iagttagelser. Der er noget absolut altmodisch over Thykiers stillen sig an, som virker absolut (post)moderne, som dugfrisk spindelvæv.” (Lars Bukdahl: Generationsmaskinen. Borgen, 2004. s. 251).