Et ansigt til Emily

Citat
”jeg lå og tænkte på afstanden mellem dine fortænder. Jeg begærer det mellemrum, det lille tomrum af dit. Hvis du var her, ville jeg forsøge at stikke min tungespids op mellem dine fortænder. Som du skrev i dit første brev: At kærtegne tomrummet.”
”Et ansigt til Emily”, s. 88.

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen ”Et ansigt til Emily”, der sammensætter korte tekstbidder, dramalignende replikker, dagbogsnotater og breve i en både aggressiv og øm fortælling, som kredser om intimitet, fravær og muligheder for kærlighedstale på tværs af tid og rum.

I første del, ’Italien nu’, noterer Rosa sig ”de gamles historier” om Rom og fører absurde samtaler med sin afdøde fars genfærd. Hun elsker Emily og er ”pissefuld af hjertesorg” (s. 32). For Emily længes efter Daniel, der er fraværende og som hun skriver breve til, mens hun gifter sig med først en arkæolog, så en præst og så en læge. Anden del, ’Afrika 1976’, er Rosas om- og genskrivning af sin fars dagbog fra en ungdomsrejse i Afrika. Ligesom Rosa skriver for sin far, iscenesætter Emily i sidste del, ”Bornholm, senere”, den tavse Daniels brevsvar, mens hun fortæller om sit og Rosas samliv på Bornholm.

29090629

Fælles for de tre dele er de både insisterende og mislykkede henvendelser til de elskede fraværende. I en både sorgfuld og energisk tone genskriver personerne de elskedes tale. De længes efter at materialisere kærlighedsrelationerne, i kroppen og i skriften: Rosa ønsker, at Emilys håndtryk skal efterlade konkrete spor på hendes krop (s. 31), faren vil ”[…] gentage sin død i Rosas skrift” (s. 26) og Emily forsøger at gøre Daniel nærværende ved at skrive hans svar til hende: ”[J]eg vil begynde at svare for dig. Det er vel så det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn.” (s. 74).

Romanen har ingen klart markeret kontur, men er netop tekstbidder, ligesom ansigtet, der er en genkommende figur, præsenteres ved sine enkeltdele eller konkrete ”grundelementer”: ”1 mund/ 1 hage/ 2 øjne/ 1 næse/ 2 kinder/”(s. 12) og så ”1 lad os kalde det omrids” (s. 12). Men omridset, altså det der kan fastholde enkeltdelene i én form adskilt fra det omgivende, kan kun materialisere sig som noget relationelt fra bogens første sætning: ”Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily” (s. 11).

Bogen fremfører en øm, aggressiv og humoristisk kærlighedstale, der i øvrigt fortsætter på Nordenhofs blog: jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com