Thomas Bernhard blev født i Holland i 1931 af forældrene Herta Bernhard og Alois Zuckerstätter. Han kom aldrig til at kende sin far, der stak af før hans fødsel og ni år senere døde af en gasforgiftning. Moren, der var tjenestepige, havde Bernhard et anstrengt forhold til, og de eneste voksne, han i barndommen fandt nærhed og tryghed hos, var bedsteforældrene – især bedstefaren, som var forfatter, omend ikke særlig succesfuld. Bedstefaren fylder meget i Bernhards selvbiografier, og efter dem at dømme er det ham, der har stået for Bernhards intellektuelle og kunstneriske dannelse inden for filosofi, litteratur, sang og violinspil.
Bernhard var ni år, da Anden Verdenskrig brød ud. Familien var flyttet til den østrigske by Salzburg, hvor Bernhard var elev på den nazistiske (og efter krigens ophør, katolske) kostskole. Selvbiografien ”Årsagen” fra 1975 handler om disse voldsomme år og udstiller Bernhards vrede og skepsis over for de totalitære tankesæt, nazismen såvel som katolicismen, han mødte i ungdomsårene i Salzburg.
Efter krigen fulgte flere tunge år for Bernhard med indlæggelser for tuberkulose og hjertesygdomme og den betydningsfulde bedstefars død i 1949 efterfulgt af morens død i 1950.
Men 1950 var også året, hvor han fik udgivet sin første novelle, og det blev starten på et ekstremt produktivt forfatterskab – i starten primært digte og prosa, men senere især drama og prosa. Sit egentlige litterære gennembrud fik han først godt tyve år (og mange udgivelser) senere med de to skuespil ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt”. Ved sin død i 1989 var Bernhard blevet en af tysksproget litteraturs mest markante skikkelser, anerkendt i udlandet og kontroversiel i hjemlandet for sin konstante udhængning af Østrig, den østrigske befolkning og kunstscene.
Bernhard holdt sit privatliv meget privat og havde, så vidt offentligheden ved, ingen romantiske forhold. Men han knyttede sig stærkt til den 37 år ældre Hedwig Stavianicek, som han mødte som 19-årig og stod i et nært forhold til helt frem til hendes død i 1984.
Selv ved sin død formåede Bernhard at forårsage forargelse og kontrovers, idet han i sit testamente havde indskrevet forbud mod opførelse af hans stykker i Østrig. Dette er senere blevet ophævet af hans arvinger.