Bipersonerne

Citat
”Sim sad i skrivestuen og kunne ikke få skrevet et ord. Bare væmmelse var det at skrive. Hvordan skulle han kunne være her og samtidig udtrykke sine varmeste følelser for hende derhjemme. Det var absurd, det måtte holde op.”


”Bipersonerne”, s. 54.

Peter Seebergs debut faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur i 1950´erne. Detn skete med den særprægede roman Bipersonerne, der udkom i 1956 på forlaget Arena. (1956). Bogen Historien foregår i Berlin 1943 og skildrer en gruppe tvangsarbejdere, deporteret fra de besatte lande. De arbejder i UFA-studierne med at opstille kulisser til propagandafilm. Her lever de som historiens bipersoner uden at forholde sig til hverken et forhold til krigen eller deres egen skæbne. De er , på én gang anbragt i historiens centrum og uden for alting i bevidsthedens fiktionsrum. Dette er personernes dilemma, der spejles i romanens teknik.

"Der er sket det mærkelige, at den realistiske litteratur i dag har ændret sig totalt,”", siger Peter Seeberg. "Mennesker opfatter ikke realistisk mere, de kender ikke mere det håndgribelige, og derfor kommer en nøjagtig virkelighedsskildring ubevidst til at rumme en art symboliserende tendens."(Lars Handesten m.fl.: Dansk litteraturs historie. Bind 6. Gyldendal, 2007. s. 179.) Stoffet (der er selvoplevet) kunne være blevet til endnu en bog om krigen, dens historiske, ideologiske og moralske perspektiv. I stedet bliver det til et billede af det virkelighedstab, som er modernismens grunderfaring.

52383919

I dette univers følger vi personerne over seks dageen uge, hvor intet begynder, og intet ender. Men inden for dette korte forløb registreres i impressionistisk oplevede situationer de små psykiske forskydninger i sindet – imod åbning eller forstening. Her sætter romanen det fundamentale skel!

Den centrale figur er danskeren Sim, hvis navn er en konjunktivform af det latinske "at være" og altså udtrykker en ikke virkeliggjort længsel efter egentlig eksistens. Sim har – modsat de øvrige – frivilligt opsøgt krigens virkelighed og opfatter sig derfor som "hovedperson" og nærmere målet end de andre. Men det går op for ham, at det netop er hans forkrampede vilje til at møde virkeligheden, der stiller sig i vejen for hans ønske.

Sims modbillede er den mystiske Balteren. Han har mistet alt i krigen, ejendom, sprog, erindring. Men ud af sit tab formulerer han romanens utopi: ”- Nu ved man ikke mere, hvor man kommer fra, fortiden er borte, et sted man har drømt. Og derfor er man måske mere til her end de fleste, selv om det ikke ses. (...) Jeg kunne måske også tilføje et og andet, om sindet, som er uden forudsætninger, og som bryder igennem i denne fremmede verden, og her skal det være, i denne fremmedhed er dets sted.