Christina Hagen vader hen over tabuer i “Sexdronning”, og der er ingen moralsk opbakning eller redning til de minoriteter, som hun trækker ind i sine noveller. Hendes egen første inspiration er Jan Sonnergaard: “Det var Jan Sonnergaards “Radiator”, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate – et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. “Radiator” handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere, end de burde” (Refleks: “Jeg er en pluklæser”. Information, 2008-09-06).
Hos Christina Hagen er grumheden og grimheden eksplicit og udtalt. Hun vover sig ud i stil- og formmæssige eksperimenter, hendes sprog er sprudlende, og hun beskriver personer og situationer nøgternt, skarpt og råt på en måde, som får tankerne hen på Christina Hesselholdt og de næsten modbydeligt uhyggelige skildringer og stemninger i Marlon-trilogien.
De mange små “Jeg husker...” sekvenser, som er lagt ind som små mellemstykker i “Sexdronning”, og opskrifterne til de fattige og sultne afrikanere kan minde om Peter Seebergs “Dinosaurusens sene eftermiddag”, hvor han eksperimenterer med lister, remser, opskrifter, nekrologer og så videre. De små tekster beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som lægges tilsyneladende ubearbejdet frem for læseren.
Christina Hagen nævner selv Forfatterskolekollegerne Kristina Nya Glaffey og Lone Hørslev som talentfulde forfattere, og deres værker “Lykkejægerne” og “Naturlige fjender” som nogle, der har gjort indtryk på hende, og som hun har respekt for. Nya Glaffeys ”Padder og krybdyr” (2012) fremviser satirisk lesbiskes fordomme om såvel andre lesbiske som om heteroseksuelle og tydeliggør, hvor meget vi som mennesker opererer med meget smalle kategorier af ’dem’ og ’os’, og at der trods ligheder mennesker imellem altid vil være store og definerende forskelle også.
Den vrede, som ”White Girl” og ”White Girl 2” udtrykker, ligner lidt den vrede, som Maja Lee Langvad gav los for i ”Hun er vred” (2014), og som Lone Aburas adresserer i sin agitpropudgivelse ”Det er et jeg der taler” fra 2017. Maja Lee Langvad har i lighed med Hagen udgivet to bøger, der ligner hinanden betragteligt i form og indhold: ”Find Holger Danske” (2006) og ”Find Holger Danske Appendix” (2014).
I ”POW POW POW” skriver Christina Hagen ikke-dømmende fra og om en dansk underklasse, som man også kan møde hos en forfatter som Thomas Korsgaard. Rasmus Theisen skriver i sin gyserroman ”Molbohistorier” (2023) også om molboer og den tunge del af Danmark, hvor svigt og fattigdom er udbredt.