Christina Hagens ”POW POW POW” (2024) med genrebetegnelsen pistoldigte er en hjerteskærende bog om at vokse op i et miljø med svigt og overgreb, om at se sporene efter en ydmygende barndom trække med ind i voksenlivet og om at være bange for at blive slået ihjel.
I bogens første del ”POW” hedder alle teksterne BANKE BANKE PÅ og flere begynder som vitser, gåder eller skrøner: ”Hvad kalder man…”, ”Det var den om…” og ”Alle børnene…”, og det muntre anslag står i skarp kontrast til digtenes barske virkelighed. Karaktererne omtales som molboer, forstået som lidt stakkels og hjælpeløse typer, der falder udenfor normalen. Der er børn, hvis forældre ikke kan passe på dem, og voksne, der slår kæledyr ihjel og overskrider børns grænser. Flere tekster er skrevet på dialekt, og stemningen er jævnt trøstesløs.
137655799
Digtene i bogens anden del foregår i Danmark og Grækenland, og her taler et jeg om en altid uforløst længsel efter kærlighed og samhørighed, og i sidste del er teksten brudt systematisk op i linjer á tre ord, så læsningen bliver staccato og forstyrret. Det er dels fortællingen om et jeg, hvis underbo lever i frygt for, om hendes psykisk voldelige mand har en pistol og vil slå dem alle ihjel. Dels er det en karakteristik af molboen, der opfylder alles behov og skylder andre for deres venlighed og opmærksomhed. Det er, som om skammen klæber til molboen som mug. Og med satirisk bid bliver det rige Danmark hånet for overforbrug, ødselhed og selvgod selvfremstilling, her på jysk: ”Guldpostej i æ/ Lokum en healingskrystal/ Å tværs i/ Di faldstamme” (s. 117).
Christina Hagen fortæller selv, at hun er vendt tilbage til sin opvækst i Herning for at samle oplevelser til en art kollektiv historie fra den del af samfundet, hvor sproget ikke er præcist nok til at trænge igennem. Som skrivningen skred frem, opdagede hun et overordnet tema: ”Jeg skrev for at få det bedre, og jeg skrev om alt det, jeg kunne huske, og som, jeg mente, havde en betydning for, hvordan jeg har det nu. Det var først, da jeg fik skrevet alle historierne ned, at det gik op for mig, at stort set alle handler om mænds vold.” (Peter Nielsen: »I det mindste kan jeg nu fortælle, hvad der foregik i lejlighederne. Ikke mindst fordi det stadig sker«. Information, 2024-01-11).