Niels Frank har aldrig skrevet en egentlig poetik, men han har skrevet meget om kunst og om sit kunstsyn. Det første eksempel på det er “Yucatán” fra 1993, der har den noget prøvende genrebetegnelse “Essays og andre forsøg”. “Yucatán” består af ni tekster, der tager udgangspunkt i et værk eller en kunstner. Teksterne er sjældent særligt konkrete om deres emner, men afspejler i deres stil, hvad de taler om. Det første essay handler om, hvordan Paul Cézanne maler billedet “Nature morte med løg” og kunne i en anden sammenhæng sagtens betragtes som en novelle.
Franks næste essaysamling “Livet i troperne” fra 1998 har genrebetegnelsen “Metaforismer”, den er en blanding af dagbogsnotater, refleksioner og fragmenter over kunstens væsen, blandt andet skriver han: “alt hvad der ikke kan nedbryde sig selv eller kritisere sig selv eller overskride sig selv, alt hvad der ikke kan ødelægge sig selv, er ikke kunst” (side 78). Et kunstsyn Niels Frank har til fælles med den modernistiske litteratur, hvor overskridelsen og nedbrydningen er en selvfølgelig del af praksis.
26742854
Kunstoplevelsen står også centralt i hans næste essaysamling “Tak for i går. Kunsthistorier” fra 2006, som består af 15 tekster, der tager afsæt i hvert sit kunstværk af blandt andet Rembrandt, van Gogh, Picasso og Warhol. Desuden tematiseres lystprincippet i samlingen. Det pointeres, at essaysamlingen “Tak for i går” er for børn, unge og voksne. Den er derfor et forsøg på at formidle kunstoplevelsen som en sanselig og intuitiv oplevelse og ikke kun som en intellektuel øvelse. Det understreges i forordet, hvor Frank oplever, hvordan en lille dreng har en helt selvfølgelig forståelse for maleren Marcel Duchamp, “som havde de siddet sammen i sandkassen og lavet små kunstværker” (side 7).
I den næste essaysamling “Alt andet er løgn” fra 2007 er kunsthistorien blevet afløst af litteraturhistorien. I de syv essays gennemgås både amerikanske, europæiske og danske forfattere udvalgt efter, hvem der inspirerer ham. Titlen refererer til et citat af forfatteren Stéphane Mallarmé: “Der findes ikke andet end skønheden – og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn”. Mallarmé beskriver her en tradition for at se poesien som et sprog, der hæver sig over virkeligheden og kan befri læseren fra en løgnagtig hverdag. Franks essays er et opgør med den tradition, og han argumenterer i stedet for en litteratur, der anerkender, at forfatteren og værket er en del af sin samtid, og at den derfor må og skal forholde sig til den, hvilket Franks eget forfatterskab da også er et godt eksempel på.