Niels Frank
Foto: Robin Skjoldborg

Niels Frank

stud.mag. Helle Eeg, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Søren Langager Høgh i 2014 og maj 2018.
Top image group
Niels Frank
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Frank, Niels
Foto: Marianne Grøndahl

Indledning

Niels Frank er blevet kaldt forfatternes forfatter. Årsagen er, at dialogen med andre forfattere og kunstnere vejer tungt og er tydelig igennem hele forfatterskabet. Blandt andet i digtsamlingen “Små guder” fra 2008, hvor flere af hans forfatterkolleger er portrætterede. Også i Franks essays diskuterer han andre forfattere og kunstneres værker. Hans forfatterskab er en løbende samtale om kunsten og dens væsen, der aldrig bliver færdig.

 

 

47109418

Blå bog

Født: Den 25. februar 1963 i Brædstrup.

Uddannelse: Cand.phil. i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, 1987.

Debut: Øjeblikket, 1985. Digte.

Litteraturpriser: Heinrich Steffens-prisen, 1992. Emil Aarestrup Medaillen, 1995. Otto Gelsted-prisen, 1999, Georg Brandes-Prisen, 2007. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2008. Montanas litteraturpris, 2008. Kritikerprisen, 2013.

Seneste udgivelse: Sidste vers. Gyldendal, 2019.

Minimalisme i 1990'erne

Hør lydklip fra 'Nellies bog'

 

 

 

Niels Frank på Lyrikporten

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Digter mig her og digter mig der - Du fremstiller/ digte iført kittel, men du er ikke hjemme/ ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien/ hærge i dig. Du kravler op mod den/ på blødende knæ, du er slesk over for den, trygler den om bare ét godt ord/ og får “tissetrængende”. Så prøver du nye ord/ foran spejlet, men alt sidder dårligt på dig./ Dine verslinjer ligner ordensbånd, skal/ dekorere dig i højere verdener. Du giver dig selv/ poesi for, så snart du har skrevet/ et nyt digt, ringer du til Gud/ og læser det højt.”
“Små guder”, s. 19.

Niels Frank er født den 25. februar 1963 i Brædstrup i Østjylland. Sit første digt skrev han i begyndelsen af sine teenageår i forbindelse med en skoleopgave, og siden er han blevet ved med at skrive. For at understøtte sin litterære interesse startede Niels Frank på litteraturhistorie på Aarhus Universitet i starten af 1980’erne. I 1985 fik interessen sit første udtryk, nemlig i form af digtsamlingen “Øjeblikket”, og to år efter fik han papirer på sin lidenskab, nemlig et kandidatbevis fra Universitetet, nu kunne han kalde sig cand.phil. i litteraturhistorie.

Selvom Frank aldrig officielt har gået på Forfatterskolen, var han en del af miljøet omkring Poul Borum, der i 1987 startede Forfatterskolen som en slags privatskole for særligt inviterede forfattere. Da Borum trak sig som rektor på den nu etablerede og statsstøttede Forfatterskole i slutningen af 1990’erne, var Niels Frank et naturligt valg som rektor. Her var han rektor indtil 2002, hvor han overlod stillingen til forfatteren Hans-Otto Jørgensen.

Niels Frank har i flere perioder boet i udlandet, blandt andet Paris, San Francisco og New York, og han har desuden rejst meget over hele verden. Han bruger ofte rejser og ophold i udlandet som et eksil, når han arbejder med en bog. Rejserne giver ham en afstand til Danmark og en mulighed for at se livet udefra, fordi, som han siger, at ens eksistens bliver sat i perspektiv, når man er i fremmede omgivelser. Siden 2008 har han været modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Foruden at være forfatter til en række digtsamlinger har han skrevet flere essaysamlinger om litteratur og kunst. Grænsen mellem de to ting er flydende, og hans store engagement i samtalen om kunstens væsen har gjort ham til en stor inspirationskilde for mange kolleger. Niels Franks forfatterskab er berømmet og populært i den smallere del af den litterære sfære, mens han ikke har haft det store folkelige gennembrud.

Øjeblikket

“du drejer dig/ om din hånd/ og langsomt åbner/ du dine øjne/ uden at se/ det der vender/ sig mod dig/ og taler dig tom/ men alle kommer frem/ som varme heste/ der damper/ i silende støvregn/ eller billede/ af barn der løber/ ud foran bil/ et stykke borte”
“Øjeblikket”, s. 12.

Niels Frank debuterede i 1985 med digtsamlingen “Øjeblikket”, der indledes med en hilsen til modernismens frontkæmper Klaus Rifbjerg: “Lyrik: 5-4-3-2-1-0-1-2-3-4-5”. Nedtællingen til nul og tilbage igen refererer til en del af et digt i Rifbjergs berømte digtsamling “Konfrontation” fra 1960, der går: “Lyrik: 5-4-3-2-1-0”. Rifbjergs nedtælling er en befrielse af lyrikken, der efter hans mening er blevet fanget i sit eget kredsløb. Lyrikken skal tilbage til nulpunktet, tilbage til hverdagen.

Niels Frank gør det samme, men tæller op igen, der er ikke noget nulpunkt eller endemål for lyrikken, den er tværtimod hele tiden i bevægelse. Lyrikken fanger øjeblikket i et nulpunkt for i næste øjeblik at vende tilbage til den larmende og påtrængende virkelighed. Denne nedskrivning til et fortættet øjeblik går igen i digtsamlingens layout. Forsiden er sort med titel og forfatternavn i hvidt, det samme er de fire sider, der indleder hver sit kapitel. Digtene er omvendt skrevet med sort på hvidt papir. Designet er enkelt og renset, og ligeledes er der økonomiseret i digtene. De er korte, billederne enkle, sætninger gentages med små variationer, der stilles skarpt på kropsdele og på kontakten mellem dem, som for eksempel i digtet “LÆBER”: “læber som åbner sig og lukker sig/læber som åbner og lukker sig/ fugtes let og ledes alene/bevæges i strømme uden ord/ smiler indad smiler udad/smiler indad og udad/ skilles til øjne skilles til læber/samles til kys ind mod hinanden ...” (side 18). Man kan sige at digtene forsøger at komme så tæt som muligt på et betydende øjeblik: “men fra denne sene morgen/ tør du ikke lade/ mig ligge alene længere// fra dette øjeblik/ vil du altid se dig/ tøvende tilbage mod mig” (side 20). Altså en indkredsning af hvornår en betydning opstår, fra leg til alvor: “eller billede/ af barn der løber/ud foran bil” (side 12).

Digte i kim

“Du går tilbage/ Du går tilbage og ser/ op mod loftets skrånende låg/ Du går tilbage og der/ rejser sig en dør af lys/ som fører igennem sig selv/ og ind til sin egen ensomhed/ Og du går ind/ Du går tilbage mod døren/ og igennem dig selv/ ind til dit eget digt/ Du går tilbage og falder/ fra søvnen uendeligt bagover/ i vand som er oplyst af drøm/ Du går tilbage og venter/ Du går tilbage”
“Digte i kim”, s. 7.

Et år efter debuten, i 1986, kommer digtsamlingen  “Digte i kim”. Den tager fat, hvor “Øjeblikket” slap, og er ligeledes stramt komponeret. Digtene er gentagende og rytmiske og kogt ned til et minimum af billeddannelse og metaforer. Her bliver verden reduceret til dens bestanddele; der er en hånd og på den en arm, der er en ryg og en stol. Selv siger Niels Frank om den undersøgelse: “Jeg har prøvet at sige: Vi skal lige have nogle ting klart. Sådan ser min hånd ud, og sådan fungerer det med min krop. Der er sådan nogle ting man ikke kan lave om på, men som man skal kende til … før man kan vende blikket ud mod det større.” (Jørn Erslev Andersen: “Ansigt og bogtryk – en samtale med Niels Frank om en personlig poetik”, Passage nr. 6, 1987).

Niels Franks digte er en dissektion af digtenes byggeklodser, nemlig ordene og tingene. På omslaget af digtsamlingen er der et billede af billedkunstneren Johannes Holbek, der forestiller en mand, der står med ryggen til, han tager sig organisk ud, og billedet hedder da også “Planten”.

52954967

Titlen på digtsamlingen “Digte i kim” er en sproglig ækvivalens til billedet. At være i kim er et udtryk taget fra planteverdenen, ifølge Den Danske Ordbog betyder det: “– udviklingsdygtigt anlæg til en ny plante inden i et befrugtet frø.” Man kan således få den tanke, at digtene er i kim, altså at de ikke er færdige, og det er de heller ikke. Nu skal det ikke forstås sådan, at Niels Frank har udgivet ufærdige digte, men i stedet, at digtene er i kim, fordi de først for alvor realiseres, når de bliver læst. Digtene er så færdige, som de kan blive fra digterens hånd, men først i læsningen blomstrer de op. Den værksbevidsthed, som der her gives udtryk for, møder man igen og igen i Franks forfatterskab, nemlig at digtningen er en pågående, aldrig færdig proces, altid i dialog.

Digtene i “Digte i kim” kan læses som en afsøgning af poesien. Hvilket sprog består den af, hvordan kan ordene sættes sammen og hvornår opstår betydningen? På den måde kan man igennem digtene se de samme ord blive gentaget i forskellige sammensætninger, som en remse, eller en rytme der prøver at skabe mening: “Rejser sin ryg og lader/ den dejse Rejser sin ryg/ og lader den dejse Rejser/ sig i rummet og dejser ned/ langs den sovende ryg” (side 18).

Genfortryllelsen

“Du ved godt hvem du er./ Men hvor mange erindringer, langt fra/ rummer et enkelt møde, tæt på?/ Hvor mange navne/ har du kun ansigtet tilbage af?/ Hvor ondt gør et enkelt ansigt/ mod din arm, hvor ondt/ gør to ansigter?/ Hvor ondt gør det at undvige et digt?/ Åh, og hvor ondt, nøjagtigt hvor ondt/ gør det at skrive det ned?”
“Genfortryllelsen”, s. 37.

Fra flere sider er det blevet anført, at digtsamlingen “Genfortryllelsen” fra 1988 er Niels Franks hovedværk – eller som minimum at den står som kulminationen på hans forfatterskab i 1980’erne, fordi de digtsamlinger, der foreløbig er fulgt efter, har et markant anderledes udtryk end 80’er-digtene.

“Genfortryllelsen” er ligesom de to foregående digtsamlinger fortættet lyrik, der især arbejder ud fra gentagelsens princip. Et centralt tema i digtsamlingen er kærligheden og med den identiteten. For det virker i digtene som om, den elskede og den elskende glider sammen i tosomheden: “I kærligheden erstatter I hinanden/ så I til sidst ikke ved/ hvem der er hvem./ Dette er tilskrevet/ den anden som var dig” (side 36). Men samtidig kan mødet med den anden også være begyndelsen på en selv: “mød et andet menneske/og begynd forfra, helt forfra/på billedet af dig selv” (side 69).

52503027

Pointen er nok, at identiteten ikke sådan er til at få hold på, den er flydende, som det vand, der gennemstrømmer hele digtsamlingen. I et interview siger Niels Frank om identiteten: “Det har noget med konstant tilblivelse at gøre. At opfinde sig selv hele tiden. Den identitet, der ser ud som en overfrakke, man lige tager på og af igen efter behov, den tror jeg overhovedet ikke på. Identiteten er noget, man uafbrudt skal finde frem til.” (Henning Thøgersen: “Rektor må leve af sin vens rengøringsjob”. Ekstra Bladet , 1999-12-12).

I “Genfortryllelse” er det mødet med det andet, der er anstødsstenen for identitetsskabelsen. Det andet kan være en anden person, en man elsker, men kærlighedsdigtene kan også læses allegorisk som jeg’ets møde med poesien. Der er således en mulig identitetsskabelse i kunsten, der har man mulighed for at møde sig selv og skabe sig selv på ny. Som titlen også peger på, har fortryllelsen allerede fundet sted, nu gælder det genfortryllelsen, igen og igen.

 

Tabernakel

““Der kommer mere, der kommer mere”,/ men det er jo løgn fra ende til anden./ Der kommer ikke mere. Den lille leg/ som jeg leger så godt, den med det bløde ansigt/ der hvert øjeblik kan give sig til at grimassere ubehersket/ og tabe alle sine flade masker som et spil kort/ og selv stå og måbe over det bagefter, dén leg/ er forbi. Hvor den så end ville føre mig hen.”
“Tabernakel”, s. 11.

Der skulle gå otte år mellem Niels Franks sidste digtsamling i 1980’erne og hans næste i 1990’erne, og måske hænger det sammen med, at Niels Frank med “Tabernakel” fra 1996 ikke kun tager hul på et nyt årti men også et helt nyt formsprog. I modsætning til de tidligere stramt komponerede digtsamlinger er sproget i “Tabernakel” mere flydende, flere stemmer blander sig med hinanden og kæmper om opmærksomheden. Digtene er længere, og digtsamlingen er længere, det er lige før de tre første digtsamlinger kan stå oprejst inde i Tabernakel.

52938740

Der er en større billedrigdom, og digtene synes på en gang at være digte og refleksioner over digtningen. Et gennemgående tema er afsøgningen af, hvad der bliver sagt, og hvad der ikke kan siges. “Skynd dig, skynd dig/at skrive det ned før fornuften/benægter sit liderlige kaos. Skriv det ned/så selv digtet kan se at det findes./ For hvis een ting findes, findes også/dens modsætning. Skriv det ned” (side 27). Sådan manes der et sted, at alt er modsætninger. Men som det sidste digt i bogen gør opmærksom på, er der ikke langt fra én betydning til dens modsætning: “den seende/må forvente en blindhed” og “Den der intet forventer,/ han må se det uventede ske” og ”Ingen af disse billeder kan nogensinde gøres,/ men deres modbilleder kan” (side 81-82). Man kan altså ikke stole på sproget, for før man får set sig om, er en betydning vendt til dens modsætning. Måske derfor hedder det sidste digt “Efter tusind og een nat”, med et citat fra D.H. Lawrence: “There is nothing to look at any more,/ Everything has been seen to death”. “Tusind og én nat” er navnet på en af historiens mest berømte eventyrsamlinger, i den redder Scheherazade sit liv ved hver nat at fortælle et eventyr til sultanen. I “Tusind og én nat” fortælles eventyrene efter en skabelon, som vi kender det fra tusinder af historier siden hen, men når sproget i Franks postmodernistiske erfaringsverden ikke længere er til at stole på, umuliggøres eventyrets sammenhængende fortælling. Og som en konsekvens heraf er fortællingen ikke længere en redningsplanke for livet men en dødelig gentagelse af gentagelsen: “Men hvad een gang er set til døde/ må forvente at blive set igen, mane, mane, / til døde og til døde igen” (side 82).

Ifølge lektor i Dansk Marianne Stidsen kan digtsamlingen “læses som én stor kommentar til Franks øvrige forfatterskab, hvor forfatteren driller sig selv og sin egen hang til patos.” (Marianne Stidsen: “Fra billedstorm til billedstrøm”, i Danish Literary Magazine nr. 10). Denne drillende tilgang afspejles ligeledes i digtsamlingens titel. Tabernakel betyder nemlig telt og er en betegnelse for den transportable helligdom, som israelitterne ifølge “Det Gamle Testamente” førte med sig under ørkenvandringen på Moses’ tid. På hebraisk betyder det “stedet hvor Gud hviler/er”. Hos Niels Frank kommer ironien eksempelvis i følgende udbrud: “Gud nåde og trøste jer/hvis I bevidner mine høje tanker/uden at jeg ved det, eller inden/jeg har haft dem” (side 16).

Én vej

“Sagde jeg virkelig det:/ sfærerne bliver til med miraklers hjælp./ Okay. Det gjorde jeg så. Undskyld/ – noget pis at sige.
“Én vej”, s. 39.

Niels Franks digtsamling ”Én vej” fra 2005 består af 24 digte, der går hånd i hånd i den forstand, at ord eller ideer, der står i det ene digt, tages op til diskussion i det næste. Sætninger som “Jeg prøver igen” og “Sagde jeg virkelig det?” gentages som et mantra igennem digtsamlingen. Digter-jeg’et må hele tiden omformulere sig og gentage sig selv for at komme tættere på sandheden: “Dét er en sandhed/ Èn” (side 12), og så kan vi starte forfra igen. For sandheden er ikke til at få hold på, der findes ironisk nok ikke én vej. Digter-jeg’et er: “En kigger. Ikke en seer. For seeren/ hænger ting og billeder sammen som siamesiske tvillinger./ Ikke for mig.” (side 48). Seeren i digtet er den klassiske digterrolle og beskriver digteren som en, der har en større indsigt i verdens sammenhæng end almindelige mennesker, hans opgave er at samle den uforståelige verden og give den mening. Digteren i “Én vej” gør det omvendte, han er en ‘kigger’, han finder forskellene, og han har endog meget svært ved at få sagt, hvad han vil sige.

52947707

Digtene er også refleksioner over poesien, hvad er et digt, og hvordan kommer man frem til det: “Sagde jeg virkelig det:/ mit let poetiske sprog/ - hvor kosteligt! For poesien er jo ikke et sprog. Jeg mener:/ så snart den bliver et sprog er den ikke længere poesi/ - poesi poesi poesi!” (side 47). Poesiens sprog er altså svært at afgrænse, men hvad gør man så? Niels Frank går niveauet længere ned, han ser på ordene. Ordenes oprindelse fastslås: “Desillusion afledt af illuderer: i leg eller i spil./ Og illudere af ludere: at lege eller at spille./ Okay. Så er desillusion legen der ikke længere er helt god” (side 11). Og det kan så være en måde at se verden på, enten i legen eller efter legen. Et par digte senere bliver ordet “desillusion” bogstavelig talt streget igennem og dermed forkastet som et ord, der kan give mening. Sådan må man holde sig vågen gennem læsningen af “Én vej”, hvad der siges i det ene digt, problematiseres i det andet.

Verdens politik og religion tages også op til diskussion, den første med et ironisk blink-blink til kravet om politisk engagement hos forfatterne som flere gange blev efterlyst i dagspressen i den periode: “Jeg glemmer Gaza/ Tjetjenien/ Guantánamo./… Jeg glemmer kampen for mere ferie/mere tid uden de andre” (side 33), fra det fjerne til det nære, er der politik for enhver smag, og holdninger til det ene og det andet strøs med rund hånd i digtet “10”.

Små guder

“Nåh, er vi en lille smule ensomme i dag,/ sidder du nu igen plantet i sofaen og krammer livet/ for hårdt, har du svært ved at tilgive det,/ når det indsmiger sig med orgier og gyldne håndtryk,/ gør det sig nervøs, når du ikke har set det et par dage,/ fryder du dig i al stilhed over det, når sneen falder (ligesom/ fortabt), når dagslyset står skævt ind i drømmen,/ og en ny morgen begynder at synge/ i træerne?”
“Små guder”, s. 21.

I pressemeddelelsen til udgivelsen af “Små guder” fra 2008 står der, at digtene i samlingen er: “en art portrætdigte. De portrætterede er ind imellem genkendelige, indimellem tydeligvis private relationer og indimellem tilsyneladende næsten fiktive.” Digtene er henvendt til et du, og de er på en gang tilegnede dette du og portrætterende i den forstand, at digtene er i dialog med den portrætterede, og samtidig danner de et billede af en bestemt type eller en relation. Digtet “HVIS JEG NU SIGER” kan læses som en mini-poetik for portrætterne: “Tronie: en studie/ af en person i en bestemt sinds-/stemning, et portræt af en sindstilstand.” (side 37). Tronie er en genre indenfor kunsthistorien, hvor målet er at beskrive det generelle frem for det individuelle i en stemning, et humør, en sindstilstand eller en alder.

27370241

Der er blevet gættet en del på, hvem de forskellige digte handler om, og selvom det kan være en sjov sidebeskæftigelse med digtene, er det på ingen måde endemålet for læsningen af dem. Et godt eksempel er digtet: “DIGTER MIG HER og digter mig der. Du fremstiller/digte iført kittel, men du er ikke hjemme/ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien hærge i dig. Du kravler op mod den/på blødende knæ, du er slesk over for den, trygler den om bare ét godt ord/og får “tissetrængende”” (side 19).

Digtet er tydeligvis en parodi på den (selv)ophøjede digter, for hvem digtningen er en art guddommelig handling. Men samtidig kan det læses som et perfidt sidestik til digterkollegaen fra den noget mere alvorlige 80’er-generation, der kom før Franks egen, nemlig Søren Ulrik Thomsen. Hvor “tissetrængende” er en reference til en omvendt tissestråle, der optræder i Thomsens meget kendte digt “Sol opgang” fra digtsamlingen “Ukendt under den samme måne” fra 1982. Endvidere står der i Franks digt: “så snart du har skrevet/ et nyt digt, ringer du til Gud/og læser det højt”, hvilket igen kan læses generelt som en ironiseren over at blande lyrik og teologi sammen, men også individuelt til den erklærede troende Søren Ulrik Thomsen.

Andre digte er anderledes private. For eksempel “VIL JEG TAGE DIN SØN”, der er et meget personligt og kærligt digt om et løfte til Niels Franks svigermor om at elske hendes søn: “Jeg vil passe og pleje ham og lære ham/at holde af dansk mad, selv om det er svært, også for mig” (side 34). Gennem læsningen af “Små guder” bliver det tydeligt, at digtene ligeså meget er et portræt af Frank som af personerne i hans liv. Temaer som alderdom, manglende potens, homoseksualitet og forfald går igen i digtene. Stemningen i digtsamlingen er altså alt andet end opløftende, men er dog skrevet med et glimt i øjet.

Nellies bog

“Jeg, ku godt prøv og sit det Alt sammen iggen I hodet og det har , Jeg , da ogsaa prøven på lige sidden , sidden hva? den gang . Men dét ingneting som passet til det . Jeg , ka troe dét som der passet dét ku værre Løgen . Dét Løgen&lattin i din MUND ! Løgen&lattin i dit hode ! det blir aldrirg det sammen nogne sind , iggen , og det det ladder som om at dét er samme dét Løgen&lattin i dit HODE”
”Nellies bog”, s. 113-114.

Kan en ordblind skrive en 250 sider lang bog? Svaret er et overraskende rungende ja i Niels Franks dagbogsroman ”Nellies bog” (2013). Her er retstavning og tegnsætning en by i Rusland og det i en grad, der sætter læseren på en alvorlig udholdenhedsprøve. Udstår man prøven, medfører strabadserne imidlertid mægtig humor, sproglig og vel også psykologisk og eksistentiel indsigt?

”din forpullet Analfabbet” lyder det et sted om Nellie, og som alt andet er deklarationen gengivet af og som Nellie selv. Når indholdet fremstår i den ordblindes skamferede stavning, kan det som her kaste selvrefererende humor af sig, men det kan også klargøre en særlig smidighed i det fortalte. Her får det, vi umiddelbart forstår som gængse og uomgængelige bindinger (identitet, køn, nationalitet etc.), lov til at virke i en ubestemt og foreløbig undtagelsestilstand af sproglig regelløshed.

29831505

Denne sproglige pendant til det vilde vesten er kuppet i ”Nellies bog”. Den kommer i dagbogsromanens form, hvori vi møder Nellies angiveligt uredigerede fremskrivninger af begivenheder og optrin. En anden vigtig dimension er bogens gennemførte omslag, der imiterer en ældre, billig, nålestribet notesbog. Måden der skrives på og bogens fysiske fremtræden sammenfattes i den umiddelbart neutrale titel ”Nellies bog”, der velsagtens siger, at dagbogen er skrevet af Nellie, og at Nellie bliver skrevet frem i og med bogen?

Handlingen i ”Nellies bog” ligger ikke under eller bagved den forstyrrede stavning, men er netop indlejret i overfladens krimskrams. Historien om eftersøgningen af den fraværende søster/kusine ”Eileen”/”Elain”/”Elinn Hansen”/”Eilain”/”Eilin” (hendes navn varierer kraftigt gennem bogen) og dagligdagen med reserveforældrene ”Onkle Benn” og ”Tante Hellen” hjemme (?) i USA er således gengivet i en insisterende realtid, hvori dét, der sker, sker når det skrives – eller skulle vi sige kyles af sted? I et intrikat spejlkabinet reflekterer forfatterens fornavn Niels hovedpersonens navn ligesom bipersonen Eileen spejlvender selvsamme navn. Som i Per Højholts dagbogsroman ”6512” (1969) er ”Nellies bog” en fingeret autofiktion i strid modvind: Alt, hvad der minder om autentiske bekendelser, blæses omkuld af en orkan i sproget.

Niels Frank modtog Kritikerprisen 2013 for ”Nellies bog”.

Essayisten

Niels Frank har aldrig skrevet en egentlig poetik, men han har skrevet meget om kunst og om sit kunstsyn. Det første eksempel på det er “Yucatán” fra 1993, der har den noget prøvende genrebetegnelse “Essays og andre forsøg”. “Yucatán” består af ni tekster, der tager udgangspunkt i et værk eller en kunstner.  Teksterne er sjældent særligt konkrete om deres emner, men afspejler i deres stil, hvad de taler om. Det første essay handler om, hvordan Paul Cézanne maler billedet “Nature morte med løg” og kunne i en anden sammenhæng sagtens betragtes som en novelle.

Franks næste essaysamling “Livet i troperne” fra 1998 har genrebetegnelsen “Metaforismer”, den er en blanding af dagbogsnotater, refleksioner og fragmenter over kunstens væsen, blandt andet skriver han: “alt hvad der ikke kan nedbryde sig selv eller kritisere sig selv eller overskride sig selv, alt hvad der ikke kan ødelægge sig selv, er ikke kunst” (side 78). Et kunstsyn Niels Frank har til fælles med den modernistiske litteratur, hvor overskridelsen og nedbrydningen er en selvfølgelig del af praksis.

26742854

Kunstoplevelsen står også centralt i hans næste essaysamling “Tak for i går. Kunsthistorier” fra 2006, som består af 15 tekster, der tager afsæt i hvert sit kunstværk af blandt andet Rembrandt, van Gogh, Picasso og Warhol. Desuden tematiseres lystprincippet i samlingen. Det pointeres, at essaysamlingen “Tak for i går” er for børn, unge og voksne, den er derfor et forsøg på at formidle kunstoplevelsen som en sanselig og intuitiv oplevelse og ikke kun som en intellektuel øvelse. Det understreges i forordet, hvor Frank oplever, hvordan en lille dreng har en helt selvfølgelig forståelse for maleren Marcel Duchamp, “som havde de siddet sammen i sandkassen og lavet små kunstværker” (side 7).

I den næste essaysamling “Alt andet er løgn” fra 2007 er kunsthistorien blevet afløst af litteraturhistorien. I de syv essays gennemgås både amerikanske, europæiske og danske forfattere udvalgt efter, hvem der inspirerer ham. Titlen refererer til et citat af forfatteren Stéphane Mallarmé: “Der findes ikke andet end skønheden – og den har kun ét fuldendt udtryk: Poesien. Alt andet er løgn”. Mallarmé beskriver her en tradition for at se poesien som et sprog, der hæver sig over virkeligheden og kan befri læseren fra en løgnagtig hverdag. Franks essays er et opgør med den tradition, og han argumenterer i stedet for en litteratur, der anerkender, at forfatteren og værket er en del af sin samtid, og at den derfor må og skal forholde sig til den, hvilket Franks eget forfatterskab da også er et godt eksempel på.

Genrer og tematikker

Da Niels Frank debuterede i 1985 med digtsamlingen “Øjeblikket” var ingen i tvivl om, at her var der tale om en forfatter i særklasse. I Franks tre første digtsamlinger er sproget stramt og digtene korte, men med udgivelsen af digtsamlingen “Tabernakel” fra 1996, ændrede hans digte form og blev omvendt hverdagssprogssnakkende i ofte lange digte. Der er tale om en markant drejning i hans forfatterskab efter de tre første digtsamlinger, hvad angår stil og udtryk.

Foruden digtningen har Niels Frank en række essaysamlinger bag sig. De spænder fra rejsebeskrivelser, refleksioner over billedkunst, samtaler med andre forfattere og kunstnere og altid og meget centralt diskussioner om kunstens muligheder og begrænsninger. Om det sidste siger han i et interview i Ekstra Bladet: “Det er svært at bilde sig ind, at der f.eks. i poesien skulle ligge så mange indsigter, at man kan leve af den … – Min oplevelse af, hvad litteraturen går ud på, er nærmest det stik modsatte. At den hele tiden er nedbrydende og kaster forvirring på bålet. Den litteratur jeg holder af, siger: Du ved ingenting, du er ingenting, du må begynde fra nul hver dag” (Henning Thøgersen: “Rektor må leve af sin vens rengøringsjob”. Ekstra Bladet , 1999-12-12)

At starte forfra igen og igen og at nedbryde det allerede skrevne er en motor i hans digtning. Det er tekstsamlingen “Første person, anden person” fra 2004 et godt eksempel på. Den er en gennemskrivning af alle hans forrige udgivelser, både digte, essays og fotobogen “CV” fra 2001 bliver omskrevet og blandet med hinanden, så de kommer til at fremstå som en helt ny og samlet tekst. Hans digtning er således i konstant samtale med sig selv som kunst. Et eksempel på denne kontinuerlige samtale er hans diskussion med forfatterkollegaen Jan Sonnergaard. Frank havde i et interview sagt, at der var ord, han ikke mente havde poetisk værdi, blandt andet ordet radiator. Det udsagn irriterede Sonnergaard, fordi han mente, at litteraturen var blevet for selvrefererende og derfor snæversynet, når man begyndte at udelukke ord fra poesien. Derfor valgte Sonnergaard at kalde sin debut fra 1997 for “Radiator”. Selv brugte Frank ordet radiator i sin næste digtsamling “Én vej” 2005 som en understregning af, at hans udsagn om ordet radiator var et forsøg på at finde grænserne for poesien for siden at overskride dem.

Det kan være svært at kende forskel på forfatteren og essayisten i Franks forfatterskab, hvis man altså skulle have lyst til at skelne. Netop den dobbelte rolle som forfatter og kritiker er hans kendetegn. Han er både en berømmet digter og respekteret essayist, hvilket blandt andet har ført til, at han i 2007 modtog Litteraturkritikernes Lavs Georg Brandes pris for sine essays om litteratur “Alt andet er løgn”, og at han året efter modtog Montanas litteraturpris for sin digtsamling “Små guder”.

Beslægtede forfatterskaber

Det er blevet sagt om Niels Franks generation af forfattere, at det eneste, de har til fælles, er, at de ikke har noget til fælles. Frank debuterede oven på den mediehypede 80’er-generation med Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen i forgrunden. Franks generation af forfattere tæller blandt andet Thomas Boberg, Pia Juul og Morti Vizki, men det er ikke en generation, der som den foregående har gjort sig specielt bemærket i forhold til en bestemt poetisk forståelse eller et fælles udtryksform. Det er da også svært at sætte ham ind i en særlig litterær strømning, ligesom det er svært at sætte hans forfatterskab i bås. Men det er klart, at Franks engagement som forfatterskolerektor og debattør har haft stor indflydelse på flere generationer af forfattere. Selv har han været inspireret af New York-skolen, som var en kunstbevægelse af løst forbundne billedkunstnere, musikere og forfattere. Blandt andet billedkunstneren Jackson Pollock, musikeren John Cage og forfatterne John Ashbery og Frank O’Hara, især har John Ashbery haft stor betydning for hans forfatterskab.

Franks digtsamling “Tabernakel” er blevet kaldt en af de største fornyelser af poesien i 1990’erne. De mangestemmige og i munden-på-hinanden-råbende digte i samlingen genfinder man hos forfattere som Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen. Det er svært at finde forfattere, der som Frank deler sit forfatterskab mellem digtningen og essayskrivningen, af samtidige forfattere kan dog nævnes Søren Ulrik Thomsen, selvom de to langt fra ligner hinanden i hverken den ene eller den anden genre. Griber man længere tilbage i tiden, er det værd at nævne forfatterskaber som Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen og Per Højholt, der også blander deres skønlitterære produktion med litteraturkritik og essayistik.

Bibliografi

Værker af Niels Frank

Frank, Niels:
Øjeblikket. 1985. Digte.
Frank, Niels:
Digte i kim. 1986. Digte.
Frank, Niels:
Genfortryllelsen. 1988. Digte.
Frank, Niels:
Yucatán, 1993. Essays.
Frank, Niels:
Tabernakel. 1996. Digte.
Frank, Niels:
Livet i troperne. 1998. Metaforismer.
Frank, Niels:
CV. 2001. Fotobog.
Frank, Niels:
Første person, anden person. 2004. Tekstsamling.
Frank, Niels:
Én vej. 2005. Digte.
Frank, Niels:
Tak for i går, 2006. Kunsthistorier.
Frank, Niels:
Alt andet er løgn. 2007. Essays.
Frank, Niels:
Små guder. 2008. Digte.
Frank, Niels:
Solsortens øje, 2009. Novelle i Ud & se. 2009, september, side 42-44.
Frank, Niels:
K. 2009. Novelle i Standart, årg. 23, nr. 2 (2009), side 66-67.
Frank, Niels:
Spørgespil. Gyldendal, 2010.
Frank, Niels:
Nellies bog. Gyldendal, 2013.
Frank, Niels:
Tristhedens historie. Gyldendal, 2015.
Frank, Niels: Vulkaner på månen. Gyldendal, 2018.
Frank, Niels: Sidste vers. Gyldendal, 2019.

Oversættelser af Niels Frank

Muldoon, Paul:
Enhjørningen forsvarer sig selv. 1996.
Ellis, Bret Easton:
Lunar park. 2006. Roman.
Ashbery, John:
En bølge. 1987.
Ashbery, John:
Selvportræt i et konvekst spejl. 1989. Sammen med Poul Borum.
Ponge, Francis:
At tage tingenes parti. 2005. Essays. Sammen med Merete Nielsen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Niels Frank

Om forfatterskabet

Artikler

Hejlskov Larsen, Steffen: Hvor mange rygge kan de vende imod dig? Om Niels Franks ‘Digte i kim’. side 62-69. Den Blå Port, nr. 6, 1987.
Erslev Andersen, Jørn: Litteraturens tonale uretfærdighed, side 225-250 i Vandmærker, 1999.
Ringgaard, Dan: Niels Frank. side 373 – 382 i Danske digtere i det 20. århundrede, 2000.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Niels Frank

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Erslev Andersen, Jørn: Ansigt og bogtryk – en samtale med Niels Frank om en personlig poetik. Passage, nr. 3/4, 1987.
Stidsen, Marianne: Fra billedstorm til billedstrøm. Danish Literary Magazine nr. 10, 1996.
Thøgersen, Henning: Rektor må leve af sin vens rengøringsjob. Ekstra Bladet, 1999-12-12.