Aktuelt værk: Fanden tage dig

Citat
De færreste mord foregår som i bøgerne eller filmene. Ham, der slår dig ihjel, er ikke en uhyggelig mand du møder på en skummel vej. Det er ikke en tilfældig forbipasserende i en park en tåget efterårsaften. Ham, der slår dig ihjel, er den mand du har delt seng med i fyrre år. Det er ham du har kysset hver morgen. Ham, der sidder ved siden af dig lige nu. Han er den farlige.

”Fanden tage dig”, s. 227-228

”Fanden tage dig” fra 2022, med genretitlen ”Beretning om et kvindedrab”, skiller sig ud fra resten af Niels Franks forfatterskab. Bogen handler om tiden op til og umiddelbart efter, at Franks søster Elin blev dræbt af sin eksmand. Oprindeligt havde Frank forestillet sig, at han skulle skrive: ”En kunstnerisk bog. Den skulle hedde: Det jeg ved om menneskene.” (s. 242). Her ville han ”få tillægsordene til at glitre” og ”skrue op for patos og overdrive”, men det er ikke den bog, han ender med at skrive. I stedet er ”Fanden tage dig” skrevet ”så enkelt og ligefremt som muligt”, Frank ville ikke lave kunst på Elins død. Bogen er således skrevet frem i kronologisk rækkefølge, der refereres fra noter, som Frank skriver undervejs i forløbet, og fra sms’er, mails, offentlige tekster fra politiet, retsmedicinere og domstole, og det er tydeligt, hvordan Frank forsøger at dokumentere forløbet, og at det gøres for at forstå og forklare drabet på Elin. Både for Frank og familiens egen skyld, og for at omverdenen skal forstå, at denne historie er en brik i et større billede om partnerdrab i Danmark.

134294574

Bogen er delt i tre dele. Første del handler om tiden op til drabet, anden del om tiden umiddelbart efter drabet og tredje del om retssagen og om de længerevarende spor, som drabet sætter i den nærmeste familie, både dem der peger fremad, og dem der pludselig viser sig bagud i familiehistorien. For hvornår gik det egentlig galt for Elin første gang? På trods af bogens stramme struktur og forfatterens målsætning om at ”skrive det, som det er”, så er teksten også fragmentarisk og gentagende. Inde i hovedafsnittene er teksten delt i kortere afsnit, der uden sideskift kommer efter hinanden i en strøm af tanker, scener, personer og følelser.

Især er Frank optaget af drabsmanden. Var han ond eller syg, eller begge dele? Og hvorfor forstod Frank ikke, hvor dårligt søsterens ægteskab var og hvor voldsom eksmandens temperament var, før det var for sent? Drabet bliver dermed også en anledning til at se tilbage på Franks eget liv, på sin egen barndom i en udsat familie og på hvordan han selv har været på flugt fra sin fortid. Om Elins sønner skriver Frank: ”de kunne ikke høre, hvor galt det stod til… ikke for alvor… de er selv blevet syge af at have boet sammen med ham i så mange år” (s.145). Elin var i et farligt ægteskab, men det er også farligt at vokse op i en udsat familie, og nogle mønstre er svære at bryde, især når de er helt usynlige for en selv. På afstand ligner mordet et trafikuheld i langsom gengivelse, moderens forudsigelse om Elin: ”forhåbentlig bliver hun klogere med tiden, uden at det skal gøre alt for ondt” (s. 157), de mange små tegn på et ægteskab i krise, billeder fra gamle familiefester med detaljer, man først ser nu, og så alle de forskningsbaserede kendsgerninger om partnerdrab, der for alvor sætter drabet ind i en større kontekst. 

Fanden tage dig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2023. 

 SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Fanden tage dig"