Tabernakel

Citat
““Der kommer mere, der kommer mere”,/ men det er jo løgn fra ende til anden./ Der kommer ikke mere. Den lille leg/ som jeg leger så godt, den med det bløde ansigt/ der hvert øjeblik kan give sig til at grimassere ubehersket/ og tabe alle sine flade masker som et spil kort/ og selv stå og måbe over det bagefter, dén leg/ er forbi. Hvor den så end ville føre mig hen.”
“Tabernakel”, s. 11.

Der skulle gå otte år mellem Niels Franks sidste digtsamling i 1980’erne og hans næste i 1990’erne, og måske hænger det sammen med, at Niels Frank med “Tabernakel” fra 1996 ikke kun tager hul på et nyt årti men også et helt nyt formsprog. I modsætning til de tidligere stramt komponerede digtsamlinger er sproget i “Tabernakel” mere flydende, flere stemmer blander sig med hinanden og kæmper om opmærksomheden. Digtene er længere, og digtsamlingen er længere.

Der er en større billedrigdom, og digtene synes på en gang at være digte og refleksioner over digtningen. Et gennemgående tema er afsøgningen af, hvad der bliver sagt, og hvad der ikke kan siges. “Skynd dig, skynd dig/at skrive det ned før fornuften/benægter sit liderlige kaos. Skriv det ned/så selv digtet kan se at det findes./ For hvis een ting findes, findes også/dens modsætning. Skriv det ned” (side 27). Sådan manes der et sted, at alt er modsætninger. Men som det sidste digt i bogen gør opmærksom på, er der ikke langt fra én betydning til dens modsætning: “den seende/må forvente en blindhed” og “Den der intet forventer,/ han må se det uventede ske” og ”Ingen af disse billeder kan nogensinde gøres,/ men deres modbilleder kan” (side 81-82). Man kan altså ikke stole på sproget, for før man får set sig om, er en betydning vendt til dens modsætning.

52938740

Måske derfor hedder det sidste digt “Efter tusind og een nat”, med et citat fra D.H. Lawrence: “There is nothing to look at any more,/ Everything has been seen to death”. “Tusind og én nat” er navnet på en af historiens mest berømte eventyrsamlinger. I den redder Scheherazade sit liv ved hver nat at fortælle et eventyr til sultanen. I “Tusind og én nat” fortælles eventyrene efter en skabelon, som vi kender det fra tusinder af historier siden hen, men når sproget i Franks postmodernistiske erfaringsverden ikke længere er til at stole på, umuliggøres eventyrets sammenhængende fortælling. Og som en konsekvens heraf er fortællingen ikke længere en redningsplanke for livet men en dødelig gentagelse af gentagelsen: “Men hvad een gang er set til døde/ må forvente at blive set igen, mane, mane, / til døde og til døde igen” (side 82).

Ifølge lektor i Dansk Marianne Stidsen kan digtsamlingen “læses som én stor kommentar til Franks øvrige forfatterskab, hvor forfatteren driller sig selv og sin egen hang til patos.” (Marianne Stidsen: “Fra billedstorm til billedstrøm”, i Danish Literary Magazine nr. 10). Denne drillende tilgang afspejles ligeledes i digtsamlingens titel. Tabernakel betyder nemlig telt og er en betegnelse for den transportable helligdom, som israelitterne ifølge “Det Gamle Testamente” førte med sig under ørkenvandringen på Moses’ tid. På hebraisk betyder det “stedet hvor Gud hviler/er”. Hos Niels Frank kommer ironien eksempelvis i følgende udbrud: “Gud nåde og trøste jer/hvis I bevidner mine høje tanker/uden at jeg ved det, eller inden/jeg har haft dem” (side 16).