astrid saalbach
Foto: Robin Skjoldborg

Astrid Saalbach

Artikel type
voksne
cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
astrid saalbach
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Saalbach, Astrid
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Små hændelser kan pludselig forandre livet og verden omkring en. Det er et af de centrale omdrejningspunkter i Astrid Saalbachs forfatterskab. I hendes tekster skildres både den konkrete og den psykologiske virkelighed i en sansende og registrerende stil. Med en usentimental men også symbolsk realisme kredser Saalbach om temaer som angsten for det fremmede og for forandringen, menneskers relationer til hinanden og deres ensomhed. Samtidig undersøger hun tendenser i samtiden. Et eksempel er teaterstykket “Verdens Ende”, hvor hovedpersonen er kommet til et sted befolket af mennesker, der alle ligner hinanden til forveksling, og som siges at være et skridt på vejen til skabelsen af det perfekte menneske.

 

51119045

Blå bog

Født: 29. november 1955 i Søborg.

Uddannelse: Skuespiller fra Statens Teaterskole, 1978.

Debut: Spor i sandet. Forlag, 1981.

Litteraturpriser: Nordisk Radiospilpris, 1983. Danmarks Biblioteksforenings Forfatterpris, 1986. Kjeld Abell-prisen, 1987. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1995. Holberg-Medaillen, 1996. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1997. Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, 1999. Nordisk Dramatikerpris, 2004. Reumert-pris for Årets dramatiker, 2004.

Seneste udgivelse: Kaldet. Aarhus Teater, 2016. Skuespil.

Inspiration: August Strindberg.

Periode: Autofiktion

Genre: Drama

 

Hør lydklip fra 'Fordrivelsen'

 

Baggrund

Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at være sammen med dig, resten af mit liv. Men det er umuligt, vi ville blive ulykkelige begge to. Du ville blive træt af mig. – Nej, jeg ville ej! Aldrig! Det lover jeg! – Jo, du ville. Du ved det ikke nu, men det ville du. Jeg har ikke det, der skal til for at være sammen med én som dig”.
“Fingeren i flammen”, s. 216.

Astrid Saalbach blev født i 1955 i Søborg som datter af civilingeniør Leif Saalbach Andersen og Merete Esper Larsen. Hun voksede op i Snekkersten og blev i 1975 student fra Helsingør Gymnasium. Drømmen om at blive skuespiller gik i opfyldelse, da hun som kun 19-årig strøg ind på Statens Teaterskole. Hun blev efter tre år færdiguddannet som skuespiller i 1978. I en periode, hvor hun var arbejdsløs, begyndte hun at skrive, og hun debuterede som dramatiker i 1981 med et radiospil. Efter endnu et par radiospil og et enkelt tv-spil debuterede hun i 1985 som prosaforfatter.

Saalbachs uddannelse som skuespiller har ikke kun haft indflydelse på hendes forfatterskab i og med, at hun gennem hele forfatterskabet har pendlet mellem dramatikken og prosaen. Hendes skriveproces hænger også sammen med baggrunden som skuespiller: “Jeg skriver i hånden, og det føles selvfølgelig på et eller andet plan patetisk. Men min hånd tænker – jeg er bange for, at et stykke af min hjerne er faldet ned i hånden og ikke kan komme op igen. Det hænger måske sammen med min uddannelse som skuespiller, at dét at skrive for mig er noget fysisk, noget jeg griber ud af virkeligheden. Jeg har før i tiden afleveret mine manuskripter i hånden, men min forrige redaktør sagde stop – ikke engang Peter Høeg tillod sig det, så jeg er blevet tvunget til at anskaffe en computer.” (Michael Jannerup Andersen: En slagmark på ti kvadratmeter. Berlingske Tidende, 2006-01-07).

Ved siden af sin karriere som forfatter og dramatiker har Astrid Saalbach været medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund i perioden 1984-98 og medredaktør af tidsskriftet Kritik fra 1987-89. Fra 1992-94 var hun husdramatiker på Århus Teater – det vil sige, at hun var ansat for en toårig periode til at skrive ny dramatik til teateret. Her skrev hun blandt andet teaterstykket “Morgen og aften” (1993). Dette drama blev første del af en trilogi, som kom til at indeholde stykkerne “Det velsignede barn” og “Aske til aske, støv til støv”.

I 1985 fik Astrid Saalbach sønnen Emil med musikeren Jens Kaas Rasmussen, og i 1991 blev sønnen Johan født. Familien bor på Østerbro i København.

Månens ansigt

Han snublede over et lille bitte grantræ, hun havde plantet sidste år, og som nu voksede i mørke under græsset. Plæneklipperen et par huse væk tav. Stilhed. Fuldstændig stilhed. Hunden så på ham. Bebrejdende, synes han. Han svedte. Alt det grønne, der bare voksede og voksede. Hæmningsløst. Uden at tage hensyn til noget som helst”.
“Kødet” i “Månens ansigt”, s. 27.

Astrid Saalbach debuterede i 1981 med et radiospil og skrev de følgende år udelukkende dramatik. Hendes prosadebut blev novellesamlingen “Månens ansigt” , som udkom i 1985. Der er snarere tale om minimalistiske noveller med antydede stemningsbeskrivelser end klassiske noveller, der opfylder et krav om en form for orden. I Saalbachs fortællinger er der ikke så mange store begivenheder, som der er detaljer, iagttagelser og symbolik. De 12 hyperregistrerende fortællinger i “Månens ansigt” indfanger alle den lille hændelse, der på den ene eller den anden måde påvirker eller forandrer iagttageren.

Som manden i novellen “Den hvide hund”, der fyldes af begær, da han en regnfuld dag gennem stuevinduet betragter en dreng terrorisere sin parringslystne hundehvalp. Eller det kan være den konkrete postej, den sidste ret i kummefryseren fra den nylig afdøde mor, der på de efterladte børns middagstallerkener antager symbolsk karakter af den efterladtes krop. Postejspisningen som en slags kannibalistisk ritual og endegyldig afskedsstund, der nøje overvåges af den sørgende far. Som det hedder i novellen “Kødet”: “Bente stirrede på kødet på sin tallerken. Hun kunne umuligt spise én mundfuld til. Hun følte sig som kannibal, men han overvågede dem, holdt øje med at de spiste op, ikke levnede noget (...) Helene så på sin ven, der spiste med stor appetit. Grådigt, synes hun pludselig. Postejen voksede i munden på hende. Jo mere hun tyggede, jo mere voksede den. Hun overvejede at spytte ud, når ingen så det, og give det til hunden, der sad ved hendes fødder, men hun kunne ikke eller turde ikke. Det ville være blasfemi” (s. 33).

25596978

Tematisk kredser novellesamlingen om en næsten umærkelig forandring. Man opdager dårligt nok, når det sker. Nogen eller noget er trængt ind og har forandret livet eller ens måde at anskue tilværelsen på. Det kan være en sorg, et overgreb, en uforklarlig angst eller kærlighed. Men i fortællingens form kan disse umærkelige skift og små impulser fastholdes. Og netop sådan – som sarte undersøgelser af “øjeblikke” – udformer Astrid Saalbachs prosadebut sig.

Det er karakteristisk for Astrid Saalbachs prosa, at den psykologiske og fysiske virkelighed får lige megen magt. For Saalbachs følsomme figurer er den psykologiske virkelighed lige så nærværende som den konkrete. Fugtskjolden i loftet forandrer sig ved indsovningen til en truende edderkop, træernes skygger ligner i nattemørket blodspor på vejen, en postej opleves næsten som del af den afdøde mors kød for de sørgende. Ligesom de tilbagevendende dyk ned i en altid nærværende erindringsstrøm optræder disse korte rædselsglimt som nødvendige stadier på vejen til noget andet og forandret.