Astrid Saalbach

Astrid Saalbach blev født i 1955 i Søborg som datter af civilingeniør Leif Saalbach Andersen og Merete Esper Larsen. Hun voksede op i Snekkersten og blev i 1975 student fra Helsingør Gymnasium. Drømmen om at blive skuespiller gik i opfyldelse, da hun som kun 19-årig strøg ind på Statens Teaterskole. Hun blev efter tre år færdiguddannet som skuespiller i 1978. I en periode, hvor hun var arbejdsløs, begyndte hun at skrive, og hun debuterede som dramatiker i 1981 med et radiospil. Efter endnu et par radiospil og et enkelt tv-spil debuterede hun i 1985 som prosaforfatter.

Saalbachs uddannelse som skuespiller har ikke kun haft indflydelse på hendes forfatterskab i og med, at hun gennem hele forfatterskabet har pendlet mellem dramatikken og prosaen. Hendes skriveproces hænger også sammen med baggrunden som skuespiller: “Jeg skriver i hånden, og det føles selvfølgelig på et eller andet plan patetisk. Men min hånd tænker – jeg er bange for, at et stykke af min hjerne er faldet ned i hånden og ikke kan komme op igen. Det hænger måske sammen med min uddannelse som skuespiller, at dét at skrive for mig er noget fysisk, noget jeg griber ud af virkeligheden. Jeg har før i tiden afleveret mine manuskripter i hånden, men min forrige redaktør sagde stop – ikke engang Peter Høeg tillod sig det, så jeg er blevet tvunget til at anskaffe en computer.” (Michael Jannerup Andersen: En slagmark på ti kvadratmeter. Berlingske Tidende, 2006-01-07).

Ved siden af sin karriere som forfatter og dramatiker har Astrid Saalbach været medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund i perioden 1984-98 og medredaktør af tidsskriftet Kritik fra 1987-89. Fra 1992-94 var hun husdramatiker på Århus Teater – det vil sige, at hun var ansat for en toårig periode til at skrive ny dramatik til teateret. Her skrev hun blandt andet teaterstykket “Morgen og aften” (1993). Dette drama blev første del af en trilogi, som kom til at indeholde stykkerne “Det velsignede barn” og “Aske til aske, støv til støv”.

I 1985 fik Astrid Saalbach sønnen Emil med musikeren Jens Kaas Rasmussen, og i 1991 blev sønnen Johan født. Familien bor på Østerbro i København.

Astrid Saalbach debuterede i 1981 med et radiospil og skrev de følgende år udelukkende dramatik. Hendes prosadebut blev novellesamlingen “Månens ansigt” , som udkom i 1985. Der er snarere tale om minimalistiske noveller med antydede stemningsbeskrivelser end klassiske noveller, der opfylder et krav om en form for orden. I Saalbachs fortællinger er der ikke så mange store begivenheder, som der er detaljer, iagttagelser og symbolik. De 12 hyperregistrerende fortællinger i “Månens ansigt” indfanger alle den lille hændelse, der på den ene eller den anden måde påvirker eller forandrer iagttageren.

Som manden i novellen “Den hvide hund”, der fyldes af begær, da han en regnfuld dag gennem stuevinduet betragter en dreng terrorisere sin parringslystne hundehvalp. Eller det kan være den konkrete postej, den sidste ret i kummefryseren fra den nylig afdøde mor, der på de efterladte børns middagstallerkener antager symbolsk karakter af den efterladtes krop. Postejspisningen som en slags kannibalistisk ritual og endegyldig afskedsstund, der nøje overvåges af den sørgende far. Som det hedder i novellen “Kødet”: “Bente stirrede på kødet på sin tallerken. Hun kunne umuligt spise én mundfuld til. Hun følte sig som kannibal, men han overvågede dem, holdt øje med at de spiste op, ikke levnede noget (...) Helene så på sin ven, der spiste med stor appetit. Grådigt, synes hun pludselig. Postejen voksede i munden på hende. Jo mere hun tyggede, jo mere voksede den. Hun overvejede at spytte ud, når ingen så det, og give det til hunden, der sad ved hendes fødder, men hun kunne ikke eller turde ikke. Det ville være blasfemi” (s. 33).

25596978

Tematisk kredser novellesamlingen om en næsten umærkelig forandring. Man opdager dårligt nok, når det sker. Nogen eller noget er trængt ind og har forandret livet eller ens måde at anskue tilværelsen på. Det kan være en sorg, et overgreb, en uforklarlig angst eller kærlighed. Men i fortællingens form kan disse umærkelige skift og små impulser fastholdes. Og netop sådan – som sarte undersøgelser af “øjeblikke” – udformer Astrid Saalbachs prosadebut sig.

Det er karakteristisk for Astrid Saalbachs prosa, at den psykologiske og fysiske virkelighed får lige megen magt. For Saalbachs følsomme figurer er den psykologiske virkelighed lige så nærværende som den konkrete. Fugtskjolden i loftet forandrer sig ved indsovningen til en truende edderkop, træernes skygger ligner i nattemørket blodspor på vejen, en postej opleves næsten som del af den afdøde mors kød for de sørgende. Ligesom de tilbagevendende dyk ned i en altid nærværende erindringsstrøm optræder disse korte rædselsglimt som nødvendige stadier på vejen til noget andet og forandret.