astrid saalbach
Foto: Robin Skjoldborg

Astrid Saalbach

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
astrid saalbach
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Saalbach, Astrid
Foto: Morten Langkilde

Indledning

Små hændelser kan pludselig forandre livet og verden omkring en. Det er et af de centrale omdrejningspunkter i Astrid Saalbachs forfatterskab. I hendes tekster skildres både den konkrete og den psykologiske virkelighed i en sansende og registrerende stil. Med en usentimental men også symbolsk realisme kredser Saalbach om temaer som angsten for det fremmede og for forandringen, menneskers relationer til hinanden og deres ensomhed. Samtidig undersøger hun tendenser i samtiden. Et eksempel er teaterstykket “Verdens Ende”, hvor hovedpersonen er kommet til et sted befolket af mennesker, der alle ligner hinanden til forveksling, og som siges at være et skridt på vejen til skabelsen af det perfekte menneske.

 

51119045

Blå bog

Født: 29. november 1955 i Søborg.

Uddannelse: Skuespiller fra Statens Teaterskole, 1978.

Debut: Spor i sandet. Forlag, 1981.

Litteraturpriser: Nordisk Radiospilpris, 1983. Danmarks Biblioteksforenings Forfatterpris, 1986. Kjeld Abell-prisen, 1987. Danske Dramatikeres Hæderspris, 1995. Holberg-Medaillen, 1996. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1997. Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, 1999. Nordisk Dramatikerpris, 2004. Reumert-pris for Årets dramatiker, 2004.

Seneste udgivelse: Kaldet. Aarhus Teater, 2016. Skuespil.

Inspiration: August Strindberg.

Periode: Autofiktion

Genre: Drama

 

Hør lydklip fra 'Fordrivelsen'

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at være sammen med dig, resten af mit liv. Men det er umuligt, vi ville blive ulykkelige begge to. Du ville blive træt af mig. – Nej, jeg ville ej! Aldrig! Det lover jeg! – Jo, du ville. Du ved det ikke nu, men det ville du. Jeg har ikke det, der skal til for at være sammen med én som dig”.
“Fingeren i flammen”, s. 216.

Astrid Saalbach blev født i 1955 i Søborg som datter af civilingeniør Leif Saalbach Andersen og Merete Esper Larsen. Hun voksede op i Snekkersten og blev i 1975 student fra Helsingør Gymnasium. Drømmen om at blive skuespiller gik i opfyldelse, da hun som kun 19-årig strøg ind på Statens Teaterskole. Hun blev efter tre år færdiguddannet som skuespiller i 1978. I en periode, hvor hun var arbejdsløs, begyndte hun at skrive, og hun debuterede som dramatiker i 1981 med et radiospil. Efter endnu et par radiospil og et enkelt tv-spil debuterede hun i 1985 som prosaforfatter.

Saalbachs uddannelse som skuespiller har ikke kun haft indflydelse på hendes forfatterskab i og med, at hun gennem hele forfatterskabet har pendlet mellem dramatikken og prosaen. Hendes skriveproces hænger også sammen med baggrunden som skuespiller: “Jeg skriver i hånden, og det føles selvfølgelig på et eller andet plan patetisk. Men min hånd tænker – jeg er bange for, at et stykke af min hjerne er faldet ned i hånden og ikke kan komme op igen. Det hænger måske sammen med min uddannelse som skuespiller, at dét at skrive for mig er noget fysisk, noget jeg griber ud af virkeligheden. Jeg har før i tiden afleveret mine manuskripter i hånden, men min forrige redaktør sagde stop – ikke engang Peter Høeg tillod sig det, så jeg er blevet tvunget til at anskaffe en computer.” (Michael Jannerup Andersen: En slagmark på ti kvadratmeter. Berlingske Tidende, 2006-01-07).

Ved siden af sin karriere som forfatter og dramatiker har Astrid Saalbach været medlem af bestyrelsen for Danske Dramatikeres Forbund i perioden 1984-98 og medredaktør af tidsskriftet Kritik fra 1987-89. Fra 1992-94 var hun husdramatiker på Århus Teater – det vil sige, at hun var ansat for en toårig periode til at skrive ny dramatik til teateret. Her skrev hun blandt andet teaterstykket “Morgen og aften” (1993). Dette drama blev første del af en trilogi, som kom til at indeholde stykkerne “Det velsignede barn” og “Aske til aske, støv til støv”.

I 1985 fik Astrid Saalbach sønnen Emil med musikeren Jens Kaas Rasmussen, og i 1991 blev sønnen Johan født. Familien bor på Østerbro i København.

Månens ansigt

Han snublede over et lille bitte grantræ, hun havde plantet sidste år, og som nu voksede i mørke under græsset. Plæneklipperen et par huse væk tav. Stilhed. Fuldstændig stilhed. Hunden så på ham. Bebrejdende, synes han. Han svedte. Alt det grønne, der bare voksede og voksede. Hæmningsløst. Uden at tage hensyn til noget som helst”.
“Kødet” i “Månens ansigt”, s. 27.

Astrid Saalbach debuterede i 1981 med et radiospil og skrev de følgende år udelukkende dramatik. Hendes prosadebut blev novellesamlingen “Månens ansigt” , som udkom i 1985. Der er snarere tale om minimalistiske noveller med antydede stemningsbeskrivelser end klassiske noveller, der opfylder et krav om en form for orden. I Saalbachs fortællinger er der ikke så mange store begivenheder, som der er detaljer, iagttagelser og symbolik. De 12 hyperregistrerende fortællinger i “Månens ansigt” indfanger alle den lille hændelse, der på den ene eller den anden måde påvirker eller forandrer iagttageren.

Som manden i novellen “Den hvide hund”, der fyldes af begær, da han en regnfuld dag gennem stuevinduet betragter en dreng terrorisere sin parringslystne hundehvalp. Eller det kan være den konkrete postej, den sidste ret i kummefryseren fra den nylig afdøde mor, der på de efterladte børns middagstallerkener antager symbolsk karakter af den efterladtes krop. Postejspisningen som en slags kannibalistisk ritual og endegyldig afskedsstund, der nøje overvåges af den sørgende far. Som det hedder i novellen “Kødet”: “Bente stirrede på kødet på sin tallerken. Hun kunne umuligt spise én mundfuld til. Hun følte sig som kannibal, men han overvågede dem, holdt øje med at de spiste op, ikke levnede noget (...) Helene så på sin ven, der spiste med stor appetit. Grådigt, synes hun pludselig. Postejen voksede i munden på hende. Jo mere hun tyggede, jo mere voksede den. Hun overvejede at spytte ud, når ingen så det, og give det til hunden, der sad ved hendes fødder, men hun kunne ikke eller turde ikke. Det ville være blasfemi” (s. 33).

25596978

Tematisk kredser novellesamlingen om en næsten umærkelig forandring. Man opdager dårligt nok, når det sker. Nogen eller noget er trængt ind og har forandret livet eller ens måde at anskue tilværelsen på. Det kan være en sorg, et overgreb, en uforklarlig angst eller kærlighed. Men i fortællingens form kan disse umærkelige skift og små impulser fastholdes. Og netop sådan – som sarte undersøgelser af “øjeblikke” – udformer Astrid Saalbachs prosadebut sig.

Det er karakteristisk for Astrid Saalbachs prosa, at den psykologiske og fysiske virkelighed får lige megen magt. For Saalbachs følsomme figurer er den psykologiske virkelighed lige så nærværende som den konkrete. Fugtskjolden i loftet forandrer sig ved indsovningen til en truende edderkop, træernes skygger ligner i nattemørket blodspor på vejen, en postej opleves næsten som del af den afdøde mors kød for de sørgende. Ligesom de tilbagevendende dyk ned i en altid nærværende erindringsstrøm optræder disse korte rædselsglimt som nødvendige stadier på vejen til noget andet og forandret.

Den hun er

Jeg ville gerne leve som dem og Ida og Lulu med deres familier, og hvor mange gange har jeg ikke forsøgt? Men jeg kan ikke. Jeg tager på og bliver uligevægtig. Og hvad værre er; begynder at spille dårligt. Jeg må leve, som jeg lever. Jeg har fået, hvad jeg ønskede. Hvor meget mere kan man forlange?”
“Den hun er”, s. 198.

I 1999 udgav Saalbach romanen “Den hun er” , der skildrer oplevelserne som elev på Statens Teaterskole i 1970’erne. Romanen præsenterer et realistisk tidsbillede og behandler samtidigt temaer som identitet, erindringens væsen og succeskriterier i kunsten og i livet.

Den internationalt anerkendte skuespillerinde Ingeborg er hjemme for at indspille en film og opsøger her sin tidligere lærer på teaterskolen, Anna, der selv har været en stor skuespiller, men som nu er en gammel, dement dame. Herfra oprulles erindringsbillede fra tiden på teaterskolen og den unge kvindes forsøg på at realisere drømmen om at blive skuespiller og finde sit eget ståsted i tilværelsen. I tilbageblik skildres nogle af de oplevelser, som bringer hovedpersonen nærmere en afklaring af sin egen identitet.

22621513

Man følger ligeledes hovedpersonens refleksioner over udfoldelsesmuligheder og kriterier for succes som skuespiller og som menneske.

Samtidig præsenteres de omkostninger, det undervejs har haft for hovedpersonen at realisere skuespillerdrømmen: ensomhed, angstanfald og et psykisk sammenbrud, der resulterer i en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

En af romanens tematikker er denne ensomhed og fremmedhed ved ikke at være kendt af nogen – ikke engang af sig selv – som den unge kvinde i bogen oplever. Romanens titel kan da også læses som et ufuldstændigt svar på spørgsmålet: Hvem er hun? Titlen henviser ligeledes til det forsøg på at komme overens med en yngre udgave af sig selv, som er forbundet med forsøget på at forstå den person, man engang var. Som det hedder i romanens slutning, hvor den voksne skuespillerinde for sit indre blik ser sig selv som ung: “Så åbner hun døren og går ind. Forsvinder, men ikke for altid. Hun vil komme tilbage en gang imellem. Men jeg vil ikke blive ubehagelig til mode over at se hende. Ikke ønske, at hun var en anden end den, hun er”.

Verdens ende

“Pigen 4: Vi klager ikke. Uden os kan de ikke lave det perfekte menneske. Vi er stadier på vej, nødvendige erfaringer. En dag vil det lykkes, siger de. Om ikke særlig længe. Så vil hun komme til verden, det er alle vores lidelser værd.
Xenia: Stakkels hende.”
“Verdens ende”, s. 63.

Skuespillet “Verdens ende” fra 2003 er et godt eksempel på Saalbachs dramatik. I sine skuespil fastholder forfatteren dramaet som et medium for eksistentielle overvejelser samtidig med, at hun stiller skarpt på nogle af de ømtålelige punkter i samtiden.

I stykket er stewardessen Xenia netop landet efter en lang og hård rejse. På vej hjem farer hovedpersonen vild, og både landskabet og de mennesker, hun møder, virker fremmede på hende. Ved stykkets begyndelse befinder vi os tilsyneladende i en genkendelig virkelighed, men Saalbachs univers er dog langt fra almindeligt. Stykket tager hurtigt en mere surrealistisk drejning. Xenia møder en mærkelig ung kvinde, som foreslår hende en særpræget byttehandel: Xenia får hendes barn, mens den unge kvinde får Xenias kuffert. Siden forelsker Xenia sig i en mand med en speciel skæbne, og hun støder også på flere unge kvinder med sære egenskaber og skavanker.

24955176

Hun er kommet til et besynderligt sted, som er lige så fremmed, som hvis hun var havnet på en fjern planet. Hovedpersonen udtrykker denne følelse af at alt, hun tidligere har kendt ikke længere er gældende, med følgende ord: “Jeg forstår ikke... hvordan kan det ske? Hvordan kan alt man kender forsvinde, som om det aldrig har eksisteret?”. Her markeres et af stykkets temaer: Det moderne menneskes forsøg på at finde fodfæste i en verden, der bliver stadig mere fremmed. I Saalbachs stykke er både hovedpersonen Xenia og verden uden for hende i forandring.

Det mærkelige sted, hovedpersonen er kommet til, er blandt andet kendetegnet ved, at næsten ens piger bliver ved med at dukke op. De unge kvinder er kopier af hinanden bortset fra, at de alle er født med hver deres misdannelser. En pige har fire ben, en har ingen øjne, og en har ingen hud og må derfor tilbringe livet i vand. Pigerne er alle stadier på vej mod det perfekte menneske, som skal afløse de nuværende enestående mennesker, forklarer en af de piger, som hovedpersonen møder på sin vej. Hovedpersonen støder ligeledes på ældre mennesker, der gør alt for at fastholde ungdommen og forhindre enhver ældning. Saalbachs stykke indeholder hermed også en samtidskritik af en inhuman ensliggørelse af mennesket og en overdreven fokus på det perfekte og ungdommelige.

“Verdens ende” blev sat op på Husets Teater i 2003, og i 2004 fik Astrid Saalbach Nordisk Dramatikerpris for stykket.

Fingeren i flammen

“Ville han nogensinde kunne gå på gaden igen, eller vise sig i et supermarked, uden at folk ville se på ham og tænke på det? Ville de kunne høre ham spille? Kunne han lige så godt aflyse alle koncerter, han havde i Danmark de næste år? (…)Han måtte holde sig til udlandet, Europa og USA, medmindre rygtet ville brede sig også dér; han så en flok rasende kvinder for sig i demonstration foran en koncertsal."
“Fingeren i flammen”, s. 86-87.

Astrid Saalbach udgav i 2005 romanen “Fingeren i flammen” , hvor en anklage om sexchikane ændrer en række menneskers liv. Den udsædvanlig smukke Claire spiller violin og går på Musikkonservatoriet. En dag anklager hun en af sine lærere, den anerkendte musiker Tobias Lund, for at have forgrebet sig på hende. Anklagen får vidtrækkende konsekvenser for alle de involverede.

Saalbach benytter sig i romanen af en fortælleteknik, der lader synsvinklen skifte fra kapitel til kapitel, og som både indeholder dialoger og stiller skarpt på hovedpersonernes tanker og følelser. I løbet af romanen skildres Claires liv med sønnen Jeppe, som hun er alene med, og i tilbageblik oprulles brudstykker af Claires barndom og ungdom, hvor hendes skønhed har spillet en væsentlig rolle. I andre kapitler kommer man som læser tæt på musikeren Tobias Lund og hans familie og på konservatoriets rektor og hans tilværelse. Fortælleteknikken medfører, at identifikationen og sympatien ikke placeres hos en af romanens figurer, men skifter fra kapitel til kapitel. Det bliver aldrig helt klart, hvad der egentlig skete den aften i skoven, som er udgangspunktet for alle de begivenheder, som den fører med sig.

25960750

Forud for romanen er gået en omfattende research, forklarer Astrid Saalbach og fremhæver samtidig, at hendes interesse for emnet hænger sammen med, at det peger på nogle tidstypiske problemstillinger: “Jeg har læst en bunke af artikler om sexchikane. Det, der fascinerer mig ved emnet, er, at det berører nogle typiske tendenser i tiden. Vi har som samfund så meget overskud, at vi forsøger at justere helt ned i finmekanikken i menneskers samspil. Vi fælder gerne dom, når vi mener, nogen går over stregen, men samtidig har vi så svært ved at sige, nøjagtig hvad det er, man ikke må. Jeg synes, det siger noget om vores forventninger til livet, at vi prøver at civilisere kønslivet på den måde. Det er et udtryk for manglende selvindsigt. Vi bilder os ind, at vi kan regulere og forbyde sexchikane og mobning og tror, at vi er finere væsener, end vi egentlig er.” (Michael Jannerup Andersen: En slagmark på ti kvadratmeter. Berlingske Tidende, 2006-01-07).

I samme artikel fremhæver Saalbach også et af de tragiske elementer af fortællingen: “Moralen er, at hun måske gifter sig med en mand, der har gjort noget, der er meget værre end den mand, hun har anklaget, og hvis liv hun har ødelagt”. Så forskellige tematikker som seksuel chikane, skønhedens problem og kunstneridentitet udfoldes i romanen samtidig med, at Saalbach med sin fortælleteknik fastholder, at der ikke findes én sand udgave af et begivenhedsforløb.

Fordrivelsen

“En engel lignede den, men oprakte arme. Jeg nåede at vende mig, få et glimt af en ung fyr der kom flyvende mod mig på snowboard. Så udtrykket af rædsel i hans ansigt. Han fægtede vildt i luften jeg dukkede mig, mærkede at han ramte; det gør ikke noget, ville jeg sige, det er ikke din skyld! Så faldt jeg. Faldt, og faldt, mens et tæppe af rødt langsomt blev trukket over himlen”.
“Fordrivelsen”, s. 43.

Menneskets frygt for pludselig at blive en anden. Det er udgangspunktet i Astrid Saalbachs roman “Fordrivelsen” fra 2011, som handler om en mand, der efter en ulykke forvandles til et menneske styret af sine drifter. 

Hovedpersonen Andreas er en travl forretningsmand, gift med kosmetologen Monica og far til to. Under en skiferie er han så optaget af at tjekke sin mobiltelefon, at han køres ned af en snowboarder. Da han vågner op, er ikke blot en del af hans erindring forsvundet. Han er også blevet en anden mand, der blandt andet pludselig kan se ting, som er skjult for de fleste. To vigtige tematikker i romanen er forandringen og det fremmede, som forfatteren også tidligere har beskæftiget sig med. Det hedder i et interview: “Der skal så lidt til, før man er en anden. Vi går ad smallere stier, end vi tror” (…) Før ulykken var Andreas et kontrolleret menneske, efter er han blevet mere primitiv, siger pinlige ting, får raserianfald, er styret af sine drifter og behov”, forklarer Astrid Saalbach og fortsætter: “Han er blevet inkarnationen af det fremmede, som pr. instinkt vækker vores angst. Der reagerer vi ligesom hunde, der gør af mentalt handikappede. Han er blevet en idiot, men med idiotens guddommelighed. Jeg tror, det er noget mere ægte, før havde han bare travlt”. (Karen Syberg: ’Vi går ad smallere stier, end vi tror’. Dagbladet Information, 2011-10-20).

28970919

Romanens titel henviser til, at hovedpersonen langsomt fordrives fra sit eget liv. Han mister ikke blot sit job og sin kone. Han har også tiltagende problemer med at finde ud af, hvem han egentlig er. Et særligt greb i romanen er dog, at såvel denne bevægelse væk fra den kendte tilværelse som hovedpersonens identitetsovervejelser og forandring allerede var i gang inden den skæbnesvangre ulykke. Som Andreas tænker, mens han er på vej på ferie: “Jeg ville lægge en arm om hende, men tøvede. Hvem var jeg? Ikke den hun troede. Heller ikke den jeg selv troede, men hvem var det? Hvem havde ikke hvide pletter på landkortet?”.

Årsagen til disse overvejelser er især, at Andreas har indledt et forhold til en anden mand og er blevet fuldstændig overvældet af det, det har sat i gang i ham. Samtidig føles det som en stor og frygtelig hemmelighed, som ingen må få kendskab til. Ifølge Saalbach ville det være noget andet, hvis det var en kvinde, der var blevet bjergtaget af en anden kvinde, og ifølge forfatteren handler romanen også om den mandlige seksualitet og samtidens måde at opfatte den på mere generelt: “Det er som om, den mandlige seksualitet er noget meget mere alvorligt, og skæbnesvangert (…) Mandens seksualitet får sværere og sværere vilkår, den må nærmest ikke være der. Vi prøver at fjerne den, og ethvert tegn på den. Hår for eksempel, som Monica i al uskyldighed gør det på sin klinik (…) Det, der egentlig skulle tænde os, altså kvinderne, det vilde og utæmmede, skal fjernes”. (Karen Syberg: ’Vi går ad smallere stier, end vi tror’. Dagbladet Information, 2011-10-20).

 

Klapperslangen

”Penge, hvad betød penge? Ingenting, hvis hun kunne skrive. Så kunne hun bo på gaden, gå i laser, spise hvad som helst. Så stor var kunsten. Men hvis hun ikke kunne skrive, ikke længere udtrykke sig…hvis ingen længere ville opføre hendes stykker, eller udgive hendes romaner? Hvad ville der så ske?”
”Klapperslangen”, s. 160-161.

Satirisk nøgleroman og performativ biografisme er nogle af de betegnelser, der er blevet koblet på Astrid Saalbachs roman ”Klapperslangen” fra 2014. Romanen trækker da også på virkelige hændelser, ligesom bogens figurer fra en fiktiv teaterverden har navne, der i høj grad minder om personer fra den danske teaterverden. Romanen er bl.a. et portræt af en dramatiker ved navn Astrid Saalbach, som løber ind i store vanskeligheder med at få opført og udbetalt honorar for sit stykke ”Frisørerne”, som ellers var en bestillingsopgave. Teaterdirektøren opfatter det nemlig som et diskussionsoplæg snarere end et færdigt stykke.  

Ifølge forfatteren Astrid Saalbach handler bogen primært om kunsten og kunstens betingelser: ”Den rummer absolut selvbiografiske træk, og forløbet med mine stykker er da virkelige nok (…) Men det er en forvrænget virkelighed, et stykke mareridt, for romanen handler om at være kunstner og sige sin kunstneriske sandhed i en virkelighed, hvor sandheden er blevet stadig sværere at sige”, fortæller Saalbach og påpeger i samme interview, at hun mener, vi har en ikke-erkendt censur herhjemme: ”Censuren er ikke skabt af ond vilje og er heller ikke bevidst, men de statsunderstøttede teatre gør det, som de tror, at staten gerne vil have, og denne tendens dræber den frie kunst.” (Bent Blüdnikow: ”Vi har censur i Danmark, den er bare ikke erkendt”. Berlingske Tidende, 2014-05-30).

51119045

I romanen krydsklippes der mellem hovedpersonens opholdt i en legatbolig til kunstnere i Californien og den hjemmelige teater-andedam, hvor få men magtfulde personer tager beslutningerne og gør brug af de samme dramaturgiske eksperter. Heller ikke i Sverige har hovedpersonen meget held med at få sit stykke opsat. Det ses her som politisk ukorrekt i sin skildring af såvel kvinder som homoseksuelle.   

Romanen er langt fra kun et morsomt angreb på en indspist teaterverden men ligeså meget en fremstilling af, hvordan et menneske reagerer under psykisk pres, og en skildring af en kunstners dilemmaer og identitetsovervejelser: Hvor langt skal man strække sig, og hvilke kompromisser kan man indgå, hvis man samtidig ønsker at bevare sin kunstneriske frihed og integritet? Det er nogle af de spørgsmål, romanen bl.a. beskæftiger sig med.

Astrid Saalbachs teaterstykke ”Frisørerne” bliver opført på Teater Får 302 i efteråret 2014. 

Genrer og tematikker

For Astrid Saalbach har der ikke været noget skarpt skel mellem de litterære genrer. Hendes udgangspunkt er dramatikken, men hun har ligeledes udgivet adskillige prosatekster. Et gennemgående træk er hendes registrerende, nøgterne og samtidig stærkt sansende stil, der bevæger sig frem og tilbage mellem konkrete og psykologiske dele af virkeligheden. Forfatterskabet skildrer medmenneskelige relationer, der ofte er præget af ensomhed og isolation, samtidig med at hun på forskellig vis behandler det moderne menneskes eksistentielle udfordringer. 

Det usentimentale islæt er ofte blevet fremhævet som et væsentligt karakteristika ved Saalbachs tekster. Hun fremhæver også selv fascinationen af det foruroligende i sin virkelighedsskildring men understreger samtidig den mulighed for forandring, der kan findes ved at blotlægge skjulte elementer: “Jeg vil gerne vise et billede af, hvordan jeg ser verden, og den ser bestemt ikke pæn ud. Jeg er fascineret af det dyb, der er under os (...) ved at overskride broerne til de ukendte områder henter man energi til små briser af forandring”. (Peter Øvig Knudsen: Det dragende kaos. Weekendavisen, 1997-08-05). 

Saalbach fokuserer i sine tekster ligeledes på nogle af samtidens væsentlige problemstillinger. Forfatterskabet byder ikke på løsninger eller moralske domme. I stedet kredser Saalbach om det moderne menneskes angst, blandt andet angsten for det fremmede, som fremstilles som en spejling af en individuel, livstruende angst for det fremmede og kaotiske i det enkelte menneske selv. Angsten bunder i vores egen indre angst for uorden og forandring: “Måske er det dyret i os, som er bange for forandring. At kunne leve med uorden kræver, at man er i stand til at håndtere det komplicerede og nuancerede, mens trangen til orden er langt mere primitiv. Manglende orden fremkalder angst hos den primitive side af os (...) Det fremmede er tabuiseret, men det farligste er ikke at lære det at kende, for så er man ude af stand til at beherske det.” (Peter Øvig Knudsen: Det dragende kaos, Weekendavisen, 1997-08-15). 

Saalbachs bog ”Klapperslangen” indeholder ligeledes en kritik af en indspist teaterverden og diskuterer kunstens rolle i nutidens samfund: ”Jo mere strømlinet og glatte produktionerne skal være for at klare sig i en stadig mere kommerciel virkelighed, jo sværere er det at få opført det skæve, det mørke og det utilpassede. Det, kunsten udspringer af, er som regel ikke et lyst og venligt sind, men de mørke afgrunde.” (Bent Blüdnikow: ”Der er censur i Danmark, den er bare ikke erkendt”. Berlingske Tidende, 2014-05-30). 

Beslægtede forfatterskaber

Astrid Saalbach har med sit omfattende forfatterskab markeret sig som en vigtig dansk dramatiker og skønlitterær forfatter. Som dramatiker kan man sammenligne Astrid Saalbach med andre nyere dramatikere som Peter Asmussen, Line Knutzon og Jokum Rohde. Hendes minimalistiske noveller, hvor meget blot antydes og holdes åbent for fortolkning, kan sammenlignes med Pia Juuls kortprosa. Hendes registrerende skrivestil, som samtidig indeholder stor sanselighed, er desuden blevet sammenlignet med andre danske forfatterinder som Inger Christensen og Vibeke Grønfeldt. Endelig leder tematikken i teaterstykket “Verdens ende” tankerne hen på andre værker, som også har beskæftiget sig med en kritik af en samfundsudvikling, som bevæger sig i retning af ensliggørelse af mennesket via blandt andet genmanipulation og kloning. Et sted, hvor denne tematik er central, er for eksempel i den franske forfatter Michel Houellebecqs roman “Elementarpartikler”.

Bibliografi

Dramatik

Saalbach, Astrid:
Spor i sandet. Radioteateret, 1981.
Saalbach, Astrid:
Bekræftelsen. Radioteateret, 1981.
Saalbach, Astrid:
Skyggernes børn. Radioteateret, 1983.
Saalbach, Astrid:
En verden der blegner. Danmarks Radio, 1984.
Saalbach, Astrid:
Morgen og aften. Rosinante, 1993.
Saalbach, Astrid:
Det velsignede barn. Munksgaard/Rosinante, 1996.
Saalbach, Astrid:
Aske til aske, støv til støv. Munksgaard/Rosinante, 1998.
Saalbach, Astrid:
Det kolde hjerte. Rosinante, 2002.
Saalbach, Astrid:
Verdens ende. Gyldendal, 2003.
Saalbach, Astrid:
Fire spil. Gråsten drama, 2006.
Saalbach, Astrid:
Rødt og grønt & Pietà. Gyldendal, 2010.
Saalbach, Astrid: Kaldet. Aarhus Teater, 2016. Skuespil.

Noveller

Saalbach, Astrid:
Månens ansigt. Gyldendal, 1985.

Romaner

Saalbach, Astrid:
Den glemte skov. Gyldendal, 1988.
Saalbach, Astrid:
Fjendens land. Rosinante, 1994.
Saalbach, Astrid:
Det hun er. Rosinante, 1999.
Saalbach, Astrid:
Fingeren i flammen. Gyldendal, 2005.
Saalbach, Astrid:
Fordrivelsen. Gyldendal, 2011.
Saalbach, Astrid:
Klapperslangen. Gyldendal, 2014.

Om forfatterskabet

Links

Forfatterens egen hjemmeside med info om udgivelser mm.
Søg efter Saalbach.

Artikler

Hesselaa, Birgitte:
Fornyere: 6 danske dramatikere: facts, analyser, interviews. Gråsten, 2004.
Raahauge, Anders:
Alvor og humor må spændes sammen. Jyllands-Posten, 2004-05-21.
Schnack, May:
Dramatiker hænger den danske teaterverden ud i intens roman. Politiken, 2014-06-03.
Rothstein, Klaus:
Tre frisører søger fjerde frisør. Weekend-avisen, 2014-06-13.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Astrid Saalbach

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Knudsen, Peter Øvig:
Det dragende kaos. Weekendavisen, 1997-08-15.
Jannerup Andersen, Michael:
En slagmark på ti kvadratmeter. Berlingske Tidende, 2006-01-07.
Syberg, Karen:
’Vi går ad smallere stier end vi tror’. Dagbladet Information, 2011-10-20.
Blüdnikow, Bent:
”Vi har censur i Danmark, den er bare ikke erkendt”. Berlingske Tidende, 2014-05-30.