Nani

Citat
”Klokken er et eller andet ligegyldigt uden for disse vægge, mens jeg nu lader mig falde indad og tiden gentager sig langsomt, langsomt og i pludselige spring.”
”Nani”, s. 5.

Nana lever ikke længere, og ”Nani” fra 1985 er vidnesbyrdet om den erindringsproces, dødsfaldet sætter i gang. Romanens fortæller mindes Nana i syv dage i København, hvor læseren får adgang til hans indre monolog. De har haft et fysisk forhold, og der er ingen tvivl om, at fortælleren sidder tilbage med en fascination af Nanas krop. Han beskriver hendes skønhed, men man forstår også, at hun ikke ville have megen værdi for ham som menneske, hvis hun ikke var i stand til at vække hans begær. Det bliver gradvist klart, at styrkeforholdet mellem de to er skævt. Hun mangler penge, må prostituere sig og har få venner; han inviterer hende ind til sex og en fælles brandert, når han har lyst. Men han har vanskeligt ved at holde af det, der ikke er smukt, og Nana kommer til at repræsentere det grimme i hans hoved – han genoplever eksempelvis, hvordan hun deltog i en ydmygende pornooptagelse. Nana får sprækker, og han mærker en foragt for veninden, der kulminerer i, at han dræber hende.

Titlen ”Nani” giver et fingerpeg om romanens tvetydighed; fortællerens besættelse af Nana bliver på den ene side til ”Nani” – en mani knyttet til en bestemt pige. Omvendt spiller titlen også på ordet onani, for det er i høj grad sig selv fortælleren dissekerer, idet han sidder og skriver om sit syn på fortiden. Han overvejer, om Nana har været andre end den, han har gjort hende til, og i romanen optræder hun til fulde i hans redigering. Dermed svækkes kvindeportrættets troværdighed, mens der træder et billede frem af en mand. Fortælleren udstiller sin depressivitet og destruktive tilgang til verden undervejs. I stedet for entydigt at forbande sit ansvar for Nanas død, hæfter han sig ved, at hun vil blive et smukt lig. Det kan tolkes som æstetikerens sindssyge – aldrig at have øje for mere end det ydre – og det kan ses som et satirisk yderpunkt af de overfladedyrkende 1980'ere, bogen blev født i.