jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff

Jens-Martin Eriksen

journalist Johan Vardrup, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff
Main image
Eriksen, Jens-Martin
Foto: Torben Eskerod

Indledning

Gennem karrieren har Jens-Martin Eriksen udviklet sig til manden med to penne; han skriver beretninger fra sande konfliktzoner og plejer desuden et skønlitterært forfatterskab. Romanerne viser mennesket, når det er mest udsat. Den linje blev slået an allerede i debuten ”Nani”, hvor overgrebene mod pigen Nana rammer læseren, og den mandlige fortæller gradvist afslører sin ubønhørlighed.

Eriksens hovedpersoner har ofte betingelser, der udfordrer deres menneskelighed. De er deprimerede, ramt af sorg eller den kynisme, de polstrer følelsesapparatet med. Forfatteren ofrer ikke megen tid på at beskrive livet, når det er hvidvin i liggestolene på terrassen. Men han kan skubbe læseren tæt på individets psykologi, så man både spejler sig i det og hypnotiseres.

 

46065468

Blå bog

Født: 23. februar, 1955 i Aalborg.

Uddannelse: Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet, 1981.

Debut: Nani. Gyldendal, 1985.

Litteraturpriser: Det Danske Akademis Beatricepris (2001) samt en række legater, der omfatter Statens Kunstfonds livsvarige legat (1998) og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat (2002)

Seneste udgivelse: Helter Skelter. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Louis-Ferdinand Céline, Christopher Isherwood, Flannery O’Connor og Jean Genet.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Sneen lå tyndt og fint over det hele, over hele landskabet, som om den dækkede alt, som om intet var sket, som om døden ikke fandtes. Som om den sne nådigt kunne skjule alt hvad der var sket i det efterår. I den var der skåret et spor hen imod mig.”

”Vinter ved daggry”, s. 169.

Jens-Martin Eriksen er født 23. februar 1955 i Aalborg. Hans mor og de bedsteforældre, han boede hos i begyndelsen af sin barndom, døde, da han var teenager. Siden tilbragte han tre år på en indremissionsk kostskole, hvor han begyndte at interessere sig for at skrive. Modtageren af hans første længere tekster var en dansklærerinde, han var forelsket i og forsøgte at gøre indtryk på. Med kostskoletiden bag sig arbejdede han en periode på et skib, før han indledte studier ved Aarhus Universitet afsluttet med hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur i 1982. Hans fiktionsdebut kom tre år senere; romanen ”Nani” om en mands kredsen om sin iboende djævel og pigen Nana. Udgivelsen blev hilst velkommen af kritikerne, og Eriksen placerede sig som en ny stemme, der kunne sætte ord på samtiden. 

Mens han forsatte sit forfatterskab – navnlig i form af romantrilogien ”Rejse under mørket” (1988), ”Jim og jeg” (1989) og ”Den hvide væg” (1990) – blev han en aktiv kulturdebattør. Sammen med forfatteren Jens Christian Grøndahl og maleren Michael Kvium stod han i et par år bag tidsskriftet Fredag. Redaktionen gjorde sig bemærket ved at forholde sig kritisk til deres egen udgiver Gyldendal, og netop den kritiske tilgang til omverdenen synes afgørende for Eriksen. ”At bryde ind de steder, hvor der ikke findes nogen normal social samtale og prøve at stille de spørgsmål, som alle kan stille sig, og som nager alle. Det er grunden til overhovedet at indlade sig på projektet at skrive; man er ikke tilfreds,” har han udtalt i et interview (Martin Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05).

De seneste år er Eriksen trådt ind i flere afdelinger af den offentlige diskussion; han har taget et standpunkt for almengyldige principper såsom tolerance og ligeværd, påpeget farerne ved multikulturalisme som ideologi og problematiseret det statslige system for litteraturstøtte. Som essayisten på ekspedition undersøger han årsagerne til Balkankrigen i blandt andet ”Hadets anatomi” (2003, sammen med Frederik Stjernfelt), men det er i soldaterromanen ”Vinter ved daggry” (1997), at han klarest forener det samfundsrevsende i sit virke med forfatterens fortællekraft. Hans samlede produktion rummer novellesamlinger, dramatik og rejseberetninger udover essaystikken og romanerne, og han er blevet oversat til fransk, tysk, hollandsk og serbisk.

Dette portræt omhandler hans skønlitterære produktion.

 

Nani

”Klokken er et eller andet ligegyldigt uden for disse vægge, mens jeg nu lader mig falde indad og tiden gentager sig langsomt, langsomt og i pludselige spring.”
”Nani”, s. 5.

Nana lever ikke længere, og ”Nani” fra 1985 er vidnesbyrdet om den erindringsproces, dødsfaldet sætter i gang. Romanens fortæller mindes Nana i syv dage i København, hvor læseren får adgang til hans indre monolog. De har haft et fysisk forhold, og der er ingen tvivl om, at fortælleren sidder tilbage med en fascination af Nanas krop. Han beskriver hendes skønhed, men man forstår også, at hun ikke ville have megen værdi for ham som menneske, hvis hun ikke var i stand til at vække hans begær. Det bliver gradvist klart, at styrkeforholdet mellem de to er skævt. Hun mangler penge, må prostituere sig og har få venner; han inviterer hende ind til sex og en fælles brandert, når han har lyst. Men han har vanskeligt ved at holde af det, der ikke er smukt, og Nana kommer til at repræsentere det grimme i hans hoved – han genoplever eksempelvis, hvordan hun deltog i en ydmygende pornooptagelse. Nana får sprækker, og han mærker en foragt for veninden, der kulminerer i, at han dræber hende.

Titlen ”Nani” giver et fingerpeg om romanens tvetydighed; fortællerens besættelse af Nana bliver på den ene side til ”Nani” – en mani knyttet til en bestemt pige. Omvendt spiller titlen også på ordet onani, for det er i høj grad sig selv fortælleren dissekerer, idet han sidder og skriver om sit syn på fortiden. Han overvejer, om Nana har været andre end den, han har gjort hende til, og i romanen optræder hun til fulde i hans redigering. Dermed svækkes kvindeportrættets troværdighed, mens der træder et billede frem af en mand. Fortælleren udstiller sin depressivitet og destruktive tilgang til verden undervejs. I stedet for entydigt at forbande sit ansvar for Nanas død, hæfter han sig ved, at hun vil blive et smukt lig. Det kan tolkes som æstetikerens sindssyge – aldrig at have øje for mere end det ydre – og det kan ses som et satirisk yderpunkt af de overfladedyrkende 1980'ere, bogen blev født i.    

 

Jim og jeg

”Men sådan skal jeg ikke stå, Jim, ikke dér på kirkegården en eftermiddag, hvor solen skinner ned over din grav, og du skal ikke ligge dér, for der skal ikke stå nogen gravsten på jorden, som er sunket til.”
”Jim og jeg”, s. 59.

Tabet af en ven er omdrejningspunktet i ”Jim og jeg” fra 1989; en sorgroman om at komme videre, når personen, der kunne få alting til at ske, er væk. Den navnløse jegfortæller vokser op med Jim, som har den selvsikkerhed, han selv mangler. Sammen jagter de piger, fisker og tager på cykelture, men for fortælleren synes det sekundært, hvad de foretager sig. Han vil bare gerne være sammen med Jim, som han beundrer og er en smule forelsket i. De øver sig i at kysse på hinanden, før pigerne kommer tættere på, og det er den nærhed mellem to knægte, romanen tager afsæt i.

Da Jim får arbejde som sømand, glider fortælleren fra ham. De ses ind i mellem, når han endelig er hjemme, men de deler ikke rutiner, som de gjorde i barndommen. En dag kommer telegrammet om, at Jim er druknet i en bugt i Østen. Fortælleren reagerer først ved at forsøge at erstatte vennen. Han tager Jims udkårne, Marion, som kone, men de bliver hurtigt skilt igen. Og han leger med tanken om, at det var ham, der burde være død i stedet, selv om han også modvilligt erkender, at Jims fravær er en kendsgerning for fremtiden.

”Jim og jeg” rummer en udviklingshistorie om jegfortælleren, der lærer at klare sig på trods af, at han mærker ”et hul af smerte” efter tragedien. Døden rykker ind i hans bevidsthed, og han bliver så vant til den, at han sagtens kan holde ud at arbejde på et hospital, hvor han rydder op i det blodige tøj fra operationsstuerne. Men romanen er først og fremmest en skildring af relationen mellem to unge mænd og de skiftende roller, som de spiller i forhold til hinanden. Skønt fortælleren gennemgående ser op til Jim, bliver det Jim, der er misundelig på hans job på fastlandet, da han er træt af at sejle. Og hvor de i begyndelsen er brødre, finder de siden hver deres veje. Det står imidlertid åbent, om fortælleren nogensinde får styrken til at slippe Jim helt. Ved romanens udgang mindes han en drøm om at rejse til Kina med ham. 

 

Pilgrim

”Og videre siger jeg så, allerede forsvundet, i rædsel, i skræk, og så er der kun kroppen tilbage. Det inderste skrider ud, uden holdepunkt, kan ikke få fat, støtte sig.”
”Pilgrim”, s. 115.

Fortælleren i den korte roman ”Pilgrim” (1995) er i færd med at sige farvel til livet. Hans alvorlige sygdom har fået ham til at lægge distance til sin familie i Danmark for at rejse ned gennem Europa. Han kalder sig ”Pilgrim” – ”en turist med ingen steder hjemme”. Denne rodløshed konkretiseres i bogen, eftersom hovedpersonen springer mellem at befinde sig i Spanien og Portugal og i drømmeagtige stemninger, hvor han forestiller sig, at han er med til at begå et mord. Han møder også kæresten Kim i dette uvirkelige scenarie; en kvindefigur, han kæder sammen med kærligheden i sin bevidsthed.

Sådan er spændet i bogen; på den ene side har fortælleren døden på hjernen, på den anden side rumsterer relationerne til andre mennesker i baggrunden. For selv om hans eget ophør er nært forestående, og han har et dunkelt blik på tilværelsen, er det stadig en del af hans historie, at han har været noget for nogen. Læseren får konturerne af den hverdag, han har forladt. Der er en datter derhjemme, en hustru og en karriere, men de komponenter vil han ikke lade sig definere af mere.

Nu er han turisten, der er på farten i sine sidste dage og møder de forbipasserende eksempler på menneskearten. Han bemærker forfængeligheden ved en nydeligt påklædt herre på et torv i Lissabon. Og han mærker, hvordan det er at være barn igen, da han spiller fodbold med en gruppe tilfældige drenge.

Det er slående, at fortælleren som døende er ekstremt levende. Dermed behøver handlingsforløbet ingen anden motor. Han er i fysisk bevægelse, han sanser og reflekterer. Han har måske nok sagt fra i forhold til at indgå i de vante rutiner, men han er ikke endt i en livslede, der har fået ham til at trække dynen over hovedet og lukke øjnene. I det afsluttende kapitel ender han med at råbe til kroppen, at den skal krepere. Døden er ikke en begivenhed, han fornægter. Han ser den i øjnene, skønt det resulterer i følelser af had og desperation, og til sidst kan det ikke gå hurtigt nok.

Vinter ved daggry

”Jeg ved det vil lyde hyklerisk, når jeg vil påstå, at jeg allermest havde lyst til at skrige, og så til at smide det der idiotiske gevær. Skrige at jeg ikke havde bedt om det der.”
”Vinter ved daggry”, s. 46.

Jens-Martin Eriksen giver sin roman ”Vinter ved daggry” (1997) et autentisk præg, da han kalder den en ”beretning” og i forordet til bogen proklamerer, at den har rødder i et møde med en mand i Barcelona. Ifølge Eriksen har han nedskrevet den fremmedes historie, så godt som hans erindring tillader det.

Det viser sig at være fortællingen om en ung soldat, der bliver draget ind i krigens gru. Han er en del af en milits, der likviderer store grupper af civile af årsager, der ikke bliver forklaret i detaljer for læseren. Det er ikke én bestemt konflikt, Eriksen forsøger at skildre, men snarere det tab af menneskelighed enhver krig fører med sig. Vi følger jegfortælleren over en måned, hvor han og de medsammensvorne udfører massakrer i et landskab, der kunne være hvor som helst (selv om referencen til folkemordet i Bosnien ligger lige for). Han maskerer de rigtige lokaliteter ved at give dem navne som Alaska, Zanzibar og Cambodja, ligesom de andre soldater anonymiseres og hedder Ludo, Gamma og Delta. De lærer at dræbe mænd med nakkeskud af deres kommandant, som også beordrer dem til at tale i en særlig jargon om volden. Et drab skal de referere til som en ”afslutning”, tilfangetagne bliver til ”de ledsagede”.

Bagatelliseringen i sproglig forstand understreger det groteske og uforståelige i militsens udrensninger, som soldaterne selv har svært ved at håndtere. Eriksen beskriver, hvordan de drikker for at miste sanserne; gør skade på deres kroppe med vilje. På et tidspunkt stirrer jegfortælleren eksempelvis så længe mod solen, at det svider i øjnene, og han må fritages for tjeneste. Handlingen kan ses som hans flugt fra at møde ofrenes blik, og øjenkontakten med det andet menneske er generelt et tema i romanen. Kommandanten iscenesætter nakkeskud som en human måde at dræbe på, men spørgsmålet er, om metoden ikke tager mest hensyn til bødlen, der ikke behøver at stå ansigt til ansigt med det andet menneske. På et tidspunkt bliver det netop umuligt for jegfortælleren at slå en fyr ihjel, fordi han genkender ham som sin barndomskammerat.
Soldaterne i ”Vinter ved daggry” fremstår langt fra blot som monstre, hvilket bliver forstærket af, at læseren oplever hændelserne fra deres lejr. De begår forfærdelige forbrydelser, men de er også individer, der har familier og knytter venskaber og ikke helt ved, hvad de har gang i.  

 

Jonatan Svidts forbrydelse

”Munken grinede og sagde, at Jonatan var så ung og uskyldig. Et smukt dyr, der bare ikke vidste nok om sig selv. For hvis han fortrød efter de havde elsket, så var det kun en fortid, han bare kunne glemme.”
”Jonathan Svidts forbrydelse”, s. 163.

Vi er langt ude på landet i Eriksens novellesamling ”Jonatan Svidts forbrydelse” fra 2000. I den første af fortællingerne bliver et vestjysk samfund rystet, da fyren Seth dukker op. Han har en gang været indblandet i en drabssag i området, og han gør et alt andet end diskret comeback. Med lommerne fulde af penge indlogerer han sig på kroen, chikanerer folk og vækker opsigt med en kattekilling på armen. Han opfører sig psykotisk, men han synes ikke virkelig farlig, da han først omgås præstens datter, Helena. En episode, hvor han som en syg joke stikker sin pistol ned i halsen på kroværten, er vendepunktet. Seth fremstår utilregnelig. Og det er værten, der til slut dræber ham med hjælp fra et par af stamkunderne. Begivenheden har et element af hævn over sig, men kan også forstås som den lille bys udstødelse af mennesket, der ikke passer ind.

23747626

Titelnovellen har tilsvarende randeksistenserne i centrum. Jonatan Svidt får et forhold til Kira, der besøger ham, mens han er i fængsel. De fantaserer om en fremtid sammen, men da Jonatan løslades, står Kiras mand Evan Munk i vejen. Han er en mafiaboss-personage, man forventer vil straffe både Kira og Jonathan. Uventet bliver han begejstret for sin yngre konkurrent. Evan Munk udser Jonatan til at blive betroet medarbejder, og han ønsker endda at overtage ham som elsker. Jonatan lukker af for tilnærmelserne på radikal vis. Han tager livet af ”Munken”, men det åbner ikke for en ny tilværelse med Kira. For hun er ikke så interesseret i Jonathan mere.

Samlingens afsluttende novelle ”Hvem var Anette Støvring?” forløber over en række feriedage på et dansk badehotel. Forfatteren Annette Støvring charmerer en hel vennekreds, på nær lægefruen Karen Lund, der afslører, at hun ikke har skrevet en eneste bog. Alligevel når hun at gøre et stort indtryk på mændene i selskabet, men før de lærer Støvring nærmere at kende, bliver hendes lig fundet i vandet ved havnen. Hotellets gæster må overveje, om de har medvirket til kvindens død, og novellen snører sig til omkring deres tvivl og frustrationer.

Samlet set byder bogen på variationer over, hvordan sære individer – Seth, Evan Munk og Anette Støvring – griber ind i andres liv. Jens-Martin Eriksen undersøger grænserne for normalitet og får vist, at mennesker paradoksalt nok agerer vanvittigt, når de prøver at tage afstand fra vanvid. Karen Lund ydmyger forførersken Anette Støvring, mens karaktererne Seth og Evan Munk bliver dræbt af mænd, som skræmmes af deres forskellighed.

Genrer og tematikker

Døden optræder som tema i mange af Jens-Martin Eriksens værker – både som ubegribelig hændelse og det slutpunkt, der får livets værdi til at åbenbare sig. Fortælleren i ”Jim og jeg” prøver at komme overens med sin bedste vens død, og fornemmelsen af ubrugte muligheder præger romanen. Jim fik aldrig sit ægteskab med den skønne Marion, fik aldrig børn, han så vokse op, mens fortælleren modsat har chancen for at skabe en tilværelse. Hvis han vel og mærke kan frigøre sig fra Jims minde, og Eriksen skildrer ham ikke som helt fortabt i den henseende.

Hovedpersonen i debuten ”Nani” står over for en lignende opgave. Han bearbejder bevidst erindringen af den afdøde Nana gennem en skriveproces. Men i modsætning til jeg’et i ”Jim og jeg” er han ikke en pårørende uden ansvar. For læseren fremstår han som Nanas drabsmand – eller i hvert fald hendes misbruger – alt efter hvor meget af historien, man tolker til at være produkt af hans egen fantasi. Han dømmer sig selv og andre hårdt, for ham er livet kun en nydelse, når han beruser sig med sex og alkohol. Men døden gør ham ikke bange. På en måde svælger han i den ved at genfortælle, hvordan Nana gik bort. Hun repræsenterer noget mindre smertefuldt i hans bevidsthed sammenlignet med Jims betydning for fortælleren i ”Jim og jeg”.
I romanen ”Pilgrim” er det derimod den mandlige fortæller, der selv skal dø, hvilket gør ham desillusioneret og desperat. Eriksen anvender monologformen som i ”Nani” og ”Jim og jeg”, så der aldrig opstår en distance til fortællerens perspektiv. Manden i ”Pilgrim” mister kontrollen, og det afspejler sig i teksten, der bliver fragmenteret og klipper mellem drøm, nutidige iagttagelser og rejser tilbage i hans hukommelse.

Jens-Martin Eriksen er optaget af ”at give det ubevidste sprog” (Martin Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05), og i ”Pilgrim” etablerer han en røst, der virker som om, den har direkte forbindelse til sindets nedre lag. Derfor lyder fortælleren ikke forståelig og sammenhængende hele tiden.
Det gør soldaten imidlertid i romanen ”Vinter ved daggry”, og det bidrager til beretningens overrumplende karakter. Forfatteren får absurditeten i drabene på uskyldige mennesker til at stå tydeligere frem, fordi hans fortæller, der er medskyldig, er nøgtern i sin tone.    
”Da jeg skulle skrive historien, var det vigtigt for mig at trænge ind i begivenhedernes centrum, trænge ind i ondskaben og ind i det dæmoniske lige fra begyndelsen,” har han sagt i et interview (MS-redaktionen: Der var engang. Berlingske Tidende, 2003-03-09). Dæmonien ligner her en art kollektiv psykose, hvor soldaten og hans kammerater følger de overordnedes befalinger og deponerer deres medfølelse i løbet af få dage. Måske er det lettere for hovedpersonen at fortælle om, når han giver byer og folk fiktive navne; så føles det ikke så virkeligt?
Eriksen bibeholder en antydning af samvittighed i sin soldat. Men i ”Jonatan Svidts forbrydelse” møder vi et individ, hvor det er svært at finde formildende omstændigheder. Fyren Seth i åbningsnovellen tyranniserer en flække, og da en af de lokale dræber ham, har handlingen et element af afmagt i konfrontationen med afstumpede. Outsidertyper må også lade livet i samlingens to andre noveller. Dødsfald bruges af forfatteren i dette værk som overraskelser, mens døden i ”Nani”, ”Pilgrim”, ”Jim og jeg” og ”Vinter ved daggry” er en skygge, der er kronisk til stede.

Af andre væsentlige temaer i forfatterskabet kan nævnes bevægelsen fra barnetilstand til at være voksen, som især bliver behandlet i romanerne ”Jim og jeg”, ”Rejse under mørket”, ”Den hvide væg” og ”De uforsonlige”. Flertydig seksualitet er desuden et motiv i flere af bøgerne. Mest åbenlyst i figuren Evan Munks tilnærmelser over for Jonatan Svidt i ”Jonatan Svidts forbrydelse”, men tilsvarende på færde i relationen mellem Jim og vennen i ”Jim og jeg” og i ”Nani”, hvor hovedpersonen nok tiltrækkes af Nana, men alligevel bemærker manden Nick, der er ”distinkt, evig og grå og smuk”.
Formmæssigt er det den kortere roman med en mandlig fortæller og reelle dialoger, der er karakteristisk for Eriksen. Han har dog foretaget markante spring fra genren, tag bare ”Forfatteren forsvinder ind i sin roman”, der eksperimenterer med romankonstruktionen og låner plot fra den amerikanske forfatter James M. Cains ”Postbudet ringer altid to gange”. Hvis man leder efter hunkøn i flokken af mænd i forfatterskabet, får de plads i monologerne i ”Det inderste rum” dedikeret til vekslende kvindestemmer.

 

Beslægtede forfatterskaber

Jens-Martin Eriksen er stimuleret af indsprøjtninger fra verdenslitteraturen. Blandt andre hører franske Louis-Ferdinand Céline, britiske Christopher Isherwood og amerikanske Flannery O’Connor til inspirationskilderne.

Det er let at trække en forbindelse fra Eriksens ”Vinter ved daggry” til Célines roman ”Rejse til nattens ende” fra 1932. Begge omhandler en jeg-fortællers reaktion på en krigs grusomheder, og hovedpersonerne har vanskeligt ved at undslippe barbariet. ”Rejse til nattens ende” har yderligere en del tilfælles med ”Pilgrim” fra Eriksens hånd. Med kritikeren Torben Brostrøms ord giver fortælleren hos Céline slip på ”alle de mennesker, han har mødt med en opgivelsens energi” (Torben Brostrøm: Céline udforsker mørket. Information, 2009-09-02), og hovedpersonen i ”Pilgrim” forekommer at gøre præcis det op til sin død.

Christopher Isherwood er i kraft af sit hovedværk ”Enlig herre” – udgivet på originalsproget som ”A Single Man” i 1964 – en forløber for døden og sorgen, Eriksen beskriver i specielt ”Jim og jeg”. Isherwood portrætterer i sin roman universitetsprofessoren George, der har mistet sin mand Jim, hvorefter hverdagen savner mening. Den efterladte i Eriksens pendant er ikke mindre fortvivlet, skønt han aldrig har haft det fuldbyrdede kærlighedsforhold til vennen, der er afsættet for Isherwoods roman. Som skildring af en basal tilstand – hvad vil det sige at være til, når man føler sig fortabt – er ”Enlig herre” i øvrigt beslægtet med Eriksens fortællinger om mænd fra ”Nani” til titelnovellen i ”Jonatan Svidts forbrydelse”.

Sporet til sydstatsforfatteren Flannery O’Connor, som Eriksen har kaldt ”nok den bedste af alle moderne” (Jens-Martin Eriksen: Biografi på Litteratursiden.dk, 2011-11-14), er synligt, når det gælder dyrkelsen af det groteske inden for en ellers realistisk ramme. O’Connors karakterer kan udgøre chokeffekter i sig selv, for eksempel i romanen ”Voldsmænd river det til dig”, der for nylig er oversat til dansk. I Eriksens tilfælde er det især passagerne med ekstrem vold i ”Nani” og ”Vinter ved daggry”, der giver mindelser om lektien fra O’Connor: Mennesker er i stand til ekstremiteter, der foregår hinsides logik og næstekærlighed, og det kan fiktionen illustrere men ikke nødvendigvis forklare. Læser man O’Connor, indebærer det groteske et mål galgenhumor, som Eriksen også inkluderer i ”Nani” og mindre udtalt i ”Vinter ved daggry”.

I forhold til den nyere danske litteratur har Eriksen ligesom Naja Marie Aidt en forkærlighed for at skildre dem, der ikke lige danser i takt med flertallet. De utilpassede står fremme på scenen i hans samling ”Jonatan Svidts forbrydelse” og i hendes noveller i ”Vandmærket” (1993) og ”Bavian” (2006). Provinsen er det udvalgte territorium i ”Jonatan Svidts forbrydelse” – her lurer sammenbruddet – et motiv Helle Helle flittigt har anvendt i noveller og romaner og tilsvarende Pia Juul (senest i romanen ”Mordet på Halland” fra 2009). Som novelleforfatter bør det bemærkes, at Eriksen slet ikke dyrker en så ordknap form som Juul eller Helle, men interessen for kollisioner mellem mennesker deler de.

Bibliografi

Romaner

Eriksen, Jens-Martin:
Nani. Gyldendal, 1985.
Eriksen, Jens-Martin:
Rejse under mørket. Gyldendal, 1988.
Eriksen, Jens-Martin:
Jim og jeg. Gyldendal, 1989.
Eriksen, Jens-Martin:
Den hvide væg. Gyldendal, 1990.
Eriksen, Jens-Martin:
De uforsonlige. Per Kofod, 1992.
Eriksen, Jens-Martin:
Memoire. Per Kofod, 1992.
Eriksen, Jens-Martin:
Pilgrim. Per Kofod, 1995.
Eriksen, Jens-Martin:
Vinter ved daggry. Rosinante, 1997.
Eriksen, Jens-Martin:
Forfatteren forsvinder ind i sin roman. Lindhardt og Ringhof, 2005.
Eriksen, Jens-Martin: Et hvidt reb til Philippe Deprez. Gyldendal, 2015.
Eriksen, Jens-Martin: Helter Skelter. Gyldendal, 2019.

Essays

Eriksen, Jens-Martin:
Politiske texter. Rosinante, 2002.
Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfelt:
Adskillelsens politik. Lindhardt og Ringhof, 2008.

Rejseberetninger

Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfelt:
Hadets anatomi. Lindhardt og Ringhof, 2003.
Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfelt:
Krigens scenografi. Lindhardt og Ringhof, 2004.
Eriksen, Jens-Martin:
Timernes bro. Lindhardt og Ringhof, 2006.
Eriksen, Jens-Martin:
Fra skorpionernes verden. Gyldendal, 2011.

Dramatik

Eriksen, Jens-Martin:
Sjang. DR, 1994.
Eriksen, Jens-Martin:
Bierstube. DR, 1996.
Eriksen, Jens-Martin:
Montana. Aalborg Teater, 1997.
Eriksen, Jens-Martin:
Birnbaum ved ikke hvad kærlighed er. DR, 1999.
Eriksen, Jens-Martin og Anders Refn:
Seth. Filmmanus, 1999.
Eriksen, Jens-Martin:
Nyt håb for de døde. DR, 2002.
Eriksen, Jens-Martin:
Natural Born Orphans. Aarhus Teater, 2002.
Eriksen, Jens-Martin:
Purgatorium. Teatre Oriental, Vevey, Schweiz, 2007.
Eriksen, Jens-Martin:
Vi venter på Guds rige (på Fjerritslev kro). Vendsyssel Teater, 2009.
Eriksen, Jens-Martin:
Winter om Morgengrauen. Fringe Theater, Bonn, 2010.
Eriksen, Jens-Martin:
Finnland. Fringe Theater, Münster, 2011.

Noveller

Eriksen, Jens-Martin:
Entusiastiske historier. Gyldendal, 1987.
Eriksen, Jens-Martin:
Jonatan Svidts forbrydelse. Rosinante, 2000.

Kortprosa

Eriksen, Jens-Martin:
Det inderste rum. Per Kofod, 1994.

Tegneserier

Eriksen, Jens-Martin og Ole Pihl (illustrationer):
Mozart i vinden. Gyldendal, 1990.

Sprogforskning

Eriksen, Jens-Martin og Bent Møller:
Svære ord – og lette. Statens Informationstjeneste, 1984.

Om forfatterskabet

Links og artikler

Nyheder om udgivelser og oversigt over litteraturkritikere, der har beskæftiget sig med Eriksens produktion.
Jens-Martin Eriksen skriver ind i mellem indlæg på netværket Fri Debats platform online, der har til formål at udbrede ytringsfrihed på tværs af politiske tilhørsforhold.
Eriksen, Jens-Martin:
Portræt af den politiske forfatter. Information, 2012-01-06. Læs ham gå til angreb på den indbildt samfundsengagerede kunstner.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Dalgaard, Martin:
Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05.
MS-redaktionen:
Der var engang. Berlingske Tidende, 2003-03-09.