Jens-Martin Eriksen

Jens-Martin Eriksen er født 23. februar 1955 i Aalborg. Hans mor og de bedsteforældre, han boede hos i begyndelsen af sin barndom, døde, da han var teenager. Siden tilbragte han tre år på en indremissionsk kostskole, hvor han begyndte at interessere sig for at skrive. Modtageren af hans første længere tekster var en dansklærerinde, han var forelsket i og forsøgte at gøre indtryk på. Med kostskoletiden bag sig arbejdede han en periode på et skib, før han indledte studier ved Aarhus Universitet afsluttet med hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur i 1982. Hans fiktionsdebut kom tre år senere; romanen ”Nani” om en mands kredsen om sin iboende djævel og pigen Nana. Udgivelsen blev hilst velkommen af kritikerne, og Eriksen placerede sig som en ny stemme, der kunne sætte ord på samtiden. 

Mens han forsatte sit forfatterskab – navnlig i form af romantrilogien ”Rejse under mørket” (1988), ”Jim og jeg” (1989) og ”Den hvide væg” (1990) – blev han en aktiv kulturdebattør. Sammen med forfatteren Jens Christian Grøndahl og maleren Michael Kvium stod han i et par år bag tidsskriftet Fredag. Redaktionen gjorde sig bemærket ved at forholde sig kritisk til deres egen udgiver Gyldendal, og netop den kritiske tilgang til omverdenen synes afgørende for Eriksen. ”At bryde ind de steder, hvor der ikke findes nogen normal social samtale og prøve at stille de spørgsmål, som alle kan stille sig, og som nager alle. Det er grunden til overhovedet at indlade sig på projektet at skrive; man er ikke tilfreds,” har han udtalt i et interview (Martin Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05).

De seneste år er Eriksen trådt ind i flere afdelinger af den offentlige diskussion; han har taget et standpunkt for almengyldige principper såsom tolerance og ligeværd, påpeget farerne ved multikulturalisme som ideologi og problematiseret det statslige system for litteraturstøtte. Som essayisten på ekspedition undersøger han årsagerne til Balkankrigen i blandt andet ”Hadets anatomi” (2003, sammen med Frederik Stjernfelt), men det er i soldaterromanen ”Vinter ved daggry” (1997), at han klarest forener det samfundsrevsende i sit virke med forfatterens fortællekraft. Hans samlede produktion rummer novellesamlinger, dramatik og rejseberetninger udover essaystikken og romanerne, og han er blevet oversat til fransk, tysk, hollandsk og serbisk.

Dette portræt omhandler hans skønlitterære produktion.

Nana lever ikke længere, og ”Nani” fra 1985 er vidnesbyrdet om den erindringsproces, dødsfaldet sætter i gang. Romanens fortæller mindes Nana i syv dage i København, hvor læseren får adgang til hans indre monolog. De har haft et fysisk forhold, og der er ingen tvivl om, at fortælleren sidder tilbage med en fascination af Nanas krop. Han beskriver hendes skønhed, men man forstår også, at hun ikke ville have megen værdi for ham som menneske, hvis hun ikke var i stand til at vække hans begær. Det bliver gradvist klart, at styrkeforholdet mellem de to er skævt. Hun mangler penge, må prostituere sig og har få venner; han inviterer hende ind til sex og en fælles brandert, når han har lyst. Men han har vanskeligt ved at holde af det, der ikke er smukt, og Nana kommer til at repræsentere det grimme i hans hoved – han genoplever eksempelvis, hvordan hun deltog i en ydmygende pornooptagelse. Nana får sprækker, og han mærker en foragt for veninden, der kulminerer i, at han dræber hende.

Titlen ”Nani” giver et fingerpeg om romanens tvetydighed; fortællerens besættelse af Nana bliver på den ene side til ”Nani” – en mani knyttet til en bestemt pige. Omvendt spiller titlen også på ordet onani, for det er i høj grad sig selv fortælleren dissekerer, idet han sidder og skriver om sit syn på fortiden. Han overvejer, om Nana har været andre end den, han har gjort hende til, og i romanen optræder hun til fulde i hans redigering. Dermed svækkes kvindeportrættets troværdighed, mens der træder et billede frem af en mand. Fortælleren udstiller sin depressivitet og destruktive tilgang til verden undervejs. I stedet for entydigt at forbande sit ansvar for Nanas død, hæfter han sig ved, at hun vil blive et smukt lig. Det kan tolkes som æstetikerens sindssyge – aldrig at have øje for mere end det ydre – og det kan ses som et satirisk yderpunkt af de overfladedyrkende 1980'ere, bogen blev født i.